Hvis et selskab eller en forening er blevet opløst, og formuen fordelt mellem aktionærerne eller anpartshaverne (medlemmerne), og der ikke er afsat tilstrækkeligt beløb til den skat, der påhviler selskabet (foreningen), hæfter aktionærerne (medlemmerne) og likvidator solidarisk for denne skat, jf. SEL § 33. Hvis der ikke er valgt eller beskikket nogen likvidator, kan hæftelsen tillige gøres gældende over for bestyrelsen. Den enkelte aktionær (det enkelte medlem) hæfter dog kun for det beløb, som denne har modtaget, og likvidator hæfter kun for summen af de beløb, der er udloddet.

Bestemmelsen er primært tiltænkt den situation, hvor udlodning er foretaget, efter at et selskab er trådt i likvidation. Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. I UfR 1973, 865 ØLD, fastslog landsretten, at SEL § 33 kun kunne bruges i de tilfælde, hvor det pågældende selskab var opløst. I samme sagskompleks fandt landsretten i UfR 1973, 399 ØLK, at samme selskab kunne begæres konkurs for på den måde at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne. Selv om selskabet intet ejede og ikke havde drevet virksomhed i en årrække, havde RIM en retlig interesse i at få selskabet erklæret konkurs.

Herudover vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved at udlodde til aktionærerne kombineret med, at selskabet er ophørt med sin drift, selv uden, at selskabet er likvideret formelt. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Dette krav er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Så snart, det godtgøres, at SKAT har lidt et et tab, kan erstatningssagen anlægges.