Klagen skyldes, at told- og skatteregionen ved afgørelse truffet den 16. juni 2000 ikke har godkendt fradrag for tab på debitor for A ApS i medfør af momslovens § 27, stk. 6, samt, at regionen ikke har godkendt fradrag for olie-, el- og CO2-afgift under henvisning til, at virksomheden ikke har forbrugt de afgiftspligtige varer.

Det er oplyst, at det klagende selskabs formål er at foretage administration, udlejning samt holdingvirksomhed. Selskabet er sambeskattet med datterselskabet B A/S, der driver virksomhed med grossistsalg. Der blev den 18. august 1999 afsagt konkursdekret for B A/S og kurator har den 15. november 1999 udsendt meddelelse om, at der ikke vil blive udbetalt dividende til usikrede kreditorer.

Selskabet er 1. april 1985 frivillig registreret for udlejning af fast ejendom til B A/S og C ApS.

Selskabets tilgodehavende hos B A/S har ifølge mellemregningskontoen udgjort følgende:

Det fremgår af mellemregningskontoen, at der ikke er beregnet rente. Advokaten har oplyst, at datterselskabet har betalt i det omfang, det har været muligt.

Det fremgår videre, at der på mellemregningskontoen månedligt er debiteret beløb som adm. vederlag, husleje og leje maskiner. Administrationsvederlaget er opført med beløb svingende fra 93.750 kr., 119.750 kr., 106.250 kr. til 181.250 kr. pr. måned. Husleje og leje af maskiner er opført med henholdsvis 26.250 kr. og 1.875 kr. pr. måned. I januar 1996 er under kredit angivet et beløb på 925.000 kr. som "lån fra B".

Selskabet har i momsangivelsen for 4. kvartal 1999 foretaget fradrag for tab på tilgodehavende hos B A/S. Tabet er opgjort til 2.727.706 kr. og momsen heraf er beregnet til 534.375 kr.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke anset selskabet for berettiget til fradrag for momsen af det omhandlede tab. Det er anført, at ifølge momslovens § 27, stk. 6, kan der i momsgrundlaget fradrages 80 % af det konstaterede tab på uerholdelige fordringer, der vedrører leverede varer og ydelser. Forudsætningen for, at et tab kan fradrages er, at tabet er konstateret ved afslutning af konkurs, tvangs- eller frivillig akkord eller forgæves fogedforretning. Det er regionens opfattelse, at selskabet har ydet en kredit ud over, hvad der er sædvanligt og burde have indset, at B A/S ikke ville være i stand til at betale. Det er regionens vurdering, at tabet ikke kan anses for at være tab som følge af en momspligtig leverance, men derimod en følge af et gave-/låneforhold, som ikke berettiger til fradrag i momsgrundlaget.

Told- og skatteregionen har under sagens behandling ved Landsskatteretten afgivet udtalelse, hvori det er anført, at de transaktioner, der er foregået mellem de to selskaber adskiller sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige selskaber. Forholdet har karakter af at være et udlån til datterselskabet, og moderselskabet fortsætter med at levere momspligtige ydelser til datterselskabet uagtet, at der ikke er udsigt til at datterselskabet kan betale. Regionen fastholder, at der ikke er foretaget renteberegning. Der er herved henvist til udskrift af mellemregningskontoen fra juli 1995 til juli 1999, hvoraf fremgår, at kontoen ikke er tilskrevet renter. Selvom det af de fremlagte indbetalingsbilag fremgår, at beløbet er incl. renter fragår hele det betalte beløb i hovedstolen. Endvidere er gjort opmærksom på, at virksomheden har beregnet sit tab på grundlag af mellemregningskontoens udvisende pr. 1. juli 1999, hvilken konto indeholder ikke momsbelagte posteringer, bl.a. lån og afdrag på lån.

Selskabets advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for moms af tab på debitor med 534.375 kr.

Advokaten har til støtte herfor anført, at det bestrides, at der aldrig er beregnet renter eller lavet rykkere. Der er fremlagt kopi af cirkulæreskrivelse af 15. november 1999 vedrørende dokumentation for tabet samt faktura af 1. februar 1999. Videre er fremlagt kopi af en række faktiske betalinger i perioden 25. august 1997 til 14. april 1999. Det er gjort gældende, at der er sket afvikling ved faktiske bygninger og i øvrigt på markedsvilkår for koncernforbundne virksomheder. Endelig er henvist til en principafgørelse fra Skatteministeriet gengivet i Da. 956 januar 1986.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til momslovens § 27, stk. 6, kan der i afgiftsgrundlaget fradrages 80 % af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser.

Det anses ikke at være stridende mod bestemmelsen, at begrænse fradragsretten for interesseforbundne parter, såfremt en kredit ved leverancer ikke kan anses at være begrundet i forretningsmæssige forhold, men udelukkende i varetagelsen af formueinteresser.

Retten bemærker, at kurator har erklæret, at der i selskabet B A/S ikke vil blive udbetalt dividende til usikrede kreditorer.

Landsskatteretten finder, at der i mellemværendet er ydet B A/S en kredit, der ligger ud over det sædvanlige. Henset til udviklingen af mellemregningskontoen finder retten, at der ikke er tale om et sædvanligt løbende debitortilgodehavende over for B A/S, men derimod at tilgodehavende er overgået til at blive et egentligt låneforhold mellem klageren og B A/S. Klageren har således løbende leveret de pågældende ydelser, uagtet, at der var opstået et større tilgodehavende, ligesom de løbende betalinger fra B A/S ikke helt har kunnet dække de løbende leveringer og derved på ingen måde har kunnet afdrage på gælden netto.

Idet retten ikke finder, at den ydede kredit kan anses for forretningsmæssigt begrundet, findes der ikke at kunne godkendes fradrag efter momslovens § 27, stk. 6.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Selskabet har i perioden 1. april 1995 – 31. december 1999 løbende foretaget fradrag for olie-, el- og CO2-afgift med henholdsvis 11.943 kr., 135.585 kr. og 11.639 kr. eller i alt 159.167 kr.

Regionen har ved den påklagede afgørelse ikke anset selskabet for berettiget til fradrag for olie-, el- og CO2-afgift på i alt 159.167 kr., idet de afgiftspligtige varer er anset for forbrugt i B A/S, da det klagende selskab kun har haft udlejning og ingen produktion, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 samt elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Told- og skatteregionen har over for Landsskatteretten udtalt, at virksomheden er frivillig registreret for udlejning af fast ejendom, hvorfor det er regionens opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for energiafgifterne.

Selskabets advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om fradrag for energiafgifter med 159.167 kr. i overensstemmelse med selskabets angivelser.

Til støtte for påstanden har advokaten anført, at ingen af de to virksomheder driver nogen form for produktion. B A/S driver virksomhed med grossistsalg og råder over et mindre lagerlokale. Det klagende selskab driver virksomhed med administration og råder over et areal på ca. 300 m2 med ca. 4 fuldtidsansatte. Elforbruget medgår hertil, dvs. bl.a. til samtlige bogholderimaskiner, edb-anlæg mv. Således ejes samtlige driftsmidler og installationer i bygningerne af det klagende selskab, mens B A/S alene er ejer af ikke elforbrugende driftsmidler (biler). Det er således gjort gældende, at forbruget er sket af det klagende selskab, der som nævnt har udført alt det faktiske administrationsarbejde og forbrugt el hertil.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til elafgiftsloven § 11, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften efter loven af forbrugte afgiftspligtige varer. Efter lovens § 11, stk. 3, kan der imidlertid ikke ydes tilbagebetaling for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg beregnet til rumopvarmning, medmindre der er tale om procesformål omfattet af stk. 5. I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk., 1 kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften efter loven af forbrugte varer. Endvidere kan der i henhold til kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 % af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elafgiftsloven og mineralolieafgiftsloven.

Landsskatteretten bemærker, at det er en betingelse for tilbagebetaling af afgiften, at energiprodukterne er forbrugt i virksomheden. Således kan udlejere af fast ejendom ikke opnå afgiftsgodtgørelse for f.eks. elektricitet og varme, der forbruges af lejerne. Ud fra de i sagen foreliggende oplysninger om klagerens virksomhed og aktiviteter finder retten, at klageren ikke kan anses for at have forbrugt energiprodukterne i klagerens virksomhed. Retten finder følgelig, at klageren ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.