Parter:
Danske Sælgere som mandatar for A (advokat Poul Bostrup)
mod
Skatteministeriet, Departementet (Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne:

Denne sag, der er anlagt den 11. februar 2000 drejer sig om, hvorvidt et beløb, som sagsøgeren, A, i indkomståret 1996 modtog som befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil, er skattepligtigt.

Landsskatteretten traf den 22. december 1999 følgende afgørelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst
Udbetalt kørselsgodtgørelse anset for skattepligtig	67.885 kr.
Ligningsmæssige fradrag
Fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C, ansat til	32.143 kr."

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes repræsentant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i det påklagede indkomstår var ansat som distriktschef i H1 A/S. Klagerens arbejdsgiver har i skrivelse af 19. februar 1999 beskrevet klagerens arbejdsopgaver som følger:

"Opgaven består i at sælge gaffeltruck til eksisterende kunder samt løbende at tilføre virksomheden nye.

Ny kunder kontaktes normalt pr. telefon. Resultatet af telefonsamtalen skulle gerne være at opnå et besøg hos virksomheden. Det er når kontakten indledes af væsentlig betydning at kende så meget til den nye virksomheds truckbehov og arbejdsforhold som muligt. Derfor er belægning på arbejdsarealet, evt. kørsel på ramper, terræn og portforhold af væsentlig betydning. Det er også vigtig at observere hvilken type gaffeltruck (el, gas, diesel) der anvendes, hvilken størrelse, evt. behov for førerkabine og ikke mindst, hvilket konkurrerende mærke der anvendes. Ved nyt byggeri er det vigtigt at være orienteret om, hvilken virksomhed der bygger eller bygger til, på et meget tidligt tidspunkt. En tidlig henvendelse og en god vejledning ang. valg af løftemateriel er normalt afgørende for kundens valg af leverandør.

Det er derfor væsentligt at vore distriktschefer gennemkører relevante industrikvarterer for at finde virksomheder, der har behov for gaffeltrucks og for at opnå kendskab til de nævnte forhold. Distriktscheferne indpasser selv i deres program under hensyntagen til de andre opgaver, der skal passes, hvornår sådan kørsel skal foretages. Kørslen i et industrikvarter vil foregå op og ned af de pågældende veje, hvorfor måling af kørsel den pågældende dag som kørsel til og fra området, ikke vil være et relevant udtryk for kørslen.

For os er det vigtigt, at vores distriktschefer er velorienteret omkring udviklingen i deres salgsområder."

Arbejdsgiveren udbetalte i det påklagede indkomstår 67.885 kr. i befordringsgodtgørelse til klageren. Udbetalingen skete på den måde, at arbejdsgiveren udbetalte 8.000 kr. månedligt, hvorefter de af klageren opgjorte kilometer afregnedes skattefrit i henhold til Ligningsrådets takster, og differencen op til de 8.000 kr. udbetaltes som A-indkomst. Af skrivelse af 21. januar 1999 fra H1 A/S fremgår følgende:

"Vedr.: Kørselsregnskab

På given foranledning vedr. ovennævnte kan følgende meddeles:

• kørselsregnskabet indsendes til firmaet 1. gang pr. mdr.
• Kørselsregnskab attesteres af salgsdirektøren før aflevering til lønningskontoret.
• lønningskontoret tjekker sammentælling af km før udbetaling."

Klageren har fremlagt en opgørelse over foretagne kørsler for perioden 15. januar 1996 til 14. oktober 1996. I opgørelsen er der ud for hver dato angivet 1-5 bynavne samt en kilometerangivelse. To steder i opgørelsen er der ud for datoen angivet "Jylland". Klageren har forklaret, at startstedet og slutstedet for hver kørsel har været hans bopæl i X1-by ved Roskilde.

Kørslen blev foretaget i klagerens Peugeot 405 1,8i. Den samlede kørsel i bilen udgjorde i 1996 ca. 52.500 km. Klageren ejede i det påklagede indkomstår endvidere en Skoda 105 L.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse anset den udbetalte godtgørelse for skattepligtig. Nævnet har herefter ansat fradrag for befordring i henhold til ligningslovens § 9 C til 32.143 kr. på grundlag af en skønnet erhvervsmæssig kørsel på 40.000 km.

Nævnet har efter en vurdering af grundlaget for udbetaling af godtgørelsen og kontrol af skatteforvaltningens opmålinger fundet, at de af klageren angivne kilometer i et stort omfang ikke stemmer overens med de angivne bestemmelsessteder. Nævnet har fremhævet 13 steder i klagerens opgørelse, hvor der er beregnet differencer på 54-83 km mellem det opgivne kilometertal og det af skatteforvaltningen opmålte. Det er fremhævet, at der ved kørsel til Jylland ikke er angivet noget præcist bestemmelsessted. Skatteforvaltningen er efter kontrolmålinger nået frem til, at klageren på langt de fleste datoer har angivet et for højt kilometertal. Det har herefter været nævnets opfattelse, at arbejdsgiveren ikke har foretaget den nødvendige effektive kontrol af de erhvervsmæssigt kørte kilometer, hvorfor godtgørelsen er medregnet til klagerens personlige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Det på mødet med klageren oplyste om den ekstra kørsel forbi potentielle kunder samt til møder med montører, hvor der ikke er angivet bestemmelsessteder i kørselsopgørelsen, er ikke anset at afkræfte denne formodning. Nævnet har ikke fundet, at Told- og Skatteregionens kontrolbesøg i virksomheden i foråret 1997 har bibragt klageren en retsbeskyttet forventning om, at den skattefri udbetaling er anerkendt, idet der efter det oplyste ikke har været foretaget en nærmere kontrol af, om de på udbetalingsbilagene anførte kilometer svarer til de anførte strækninger.

Med hensyn til det ansatte befordringsfradrag har nævnet anført, at da den erhvervsmæssige kørsel ikke er anset for dokumenteret, er den skønsmæssigt ansat til 40.000 km. Skønnet er baseret på en samlet årlig kørsel på 52.500 km. Nævnet har skønnet, at den private kørsel i bilen inklusive eventuel feriekørsel udgør ca. 12.500 km.

Nævnet har beregnet fradrag for befordring som følger:

0 - 24 km:		0 kr.
25 - 100 km:	76 km x 1,25 kr. x 217 dage	20.615 kr.
over 100 km:	84 km x 0,625 kr. x 217 dage	11.528 kr.
I alt		32.143 kr.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at klagerens indkomst nedsættes med 67.885 kr., og at det ansatte ligningsmæssige fradrag nedsættes med 32.143 kr. Subsidiært er der nedlagt påstand om godkendelse af et større ligningsmæssigt fradrag baseret på en mindre privat kørsel end 12.500 km.

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten gjort gældende, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, samt at der i det alt væsentlige ikke foreligger reelle differencer mellem kilometerangivelserne og bestemmelsesstederne.

Med hensyn til arbejdsgiverens kontrol har repræsentanten henvist til det anførte i arbejdsgiverens skrivelse af 21. januar 1999 og gjort gældende, at disse kontrolforanstaltninger er tilstrækkelige. Med hensyn til forvaltningens beregning af afstande har han bemærket, at kørslen ifølge det oplyste er udmålt på et vejkort og ikke ved anvendelse af det elektroniske Carl Bro-system, der anvendes af mange kommuner. Det er endvidere ikke oplyst til hvilke mål i de pågældende byer, forvaltningen har målt afstanden. Allerede af denne grund skal beregningerne tages med en høj grad af forbehold. Repræsentanten har henvist til arbejdsgiverens skrivelse af 19. februar 1999 og bemærket, at forvaltningens opmåling ikke tager hensyn til den måde, klageren udfører sit salgsopsøgende arbejde på som distriktschef. Af skrivelsen fremgår det, at kørslen i et industrikvarter foregår op og ned ad veje, hvorfor måling af kørslen den pågældende dag som kørsel til og fra området ikke er relevant udtryk for kørslen. For denne type kørsel er det ikke praktisk muligt at angive delmål i registreringen. For så vidt angår 9 af de af skatteankenævnet fremhævede 13 kørsler, er der ikke taget højde for kørsel op og ned ad veje i industrikvarterer, og for en enkelt tur er der ikke taget højde for kørsel rundt på Stevns. For en anden tur har kommunen misforstået angivelsen, idet turens mål ikke er Vallebro, men Møllebro. For så vidt angår en tredje tur, X1-by-Ringsted-Herlufmagle-X1-by, må forvaltningen have foretaget en forkert opmåling, idet turen ikke kan klares på 112 km, ligesom turen X1-by-Ringsted-Herfølge-X1-by ikke kan klares på 80 km. For så vidt angår en fjerde tur har forvaltningen misforstået angivelsen, idet turens mål er Havdrup og ikke Hundige. Også på denne tur har klageren kørt rundt i industrikvarterer. Med hensyn til klagerens kørsel, der i hans optegnelser er betegnet "Jylland", har repræsentanten forklaret, at dette er kørsel til salgsmøder hos H1 A/S i Y-by (Jylland). Klageren havde ikke Jylland som distrikt. Hans eneste mulighed for erhvervsmæssig kørsel til Jylland var derfor Y-by, hvilket arbejdsgiveren var bekendt med ved kontrollen. Angivelsen "Jylland" gav arbejdsgiveren tilstrækkelige kontrolmuligheder. Der var tale om kørsel X1-by - Y-by - X1-by. Repræsentanten har anført, at der i det alt væsentlige ikke er tale om reelle differencer, men om at kommunen og ankenævnet ikke har taget hensyn til karakteren af det salgsopsøgende arbejde og til salgsmøder i Jylland. Der er endvidere tale om misforståelser med hensyn til tures mål og i fejlberegninger. Såfremt der fortsat måtte konstateres differencer vedrørende enkelte ture, har repræsentanten gjort gældende, at sådanne enkelte differencer efter den væsentlighedsvurdering, der skal anlægges, ikke er tilstrækkelig til at antage, at der ikke er ført behørig kontrol og til at nægte at lægge registreringerne til grund. Han har henvist til Østre Landsrets dom i TfS1996.332, Vestre Landsrets dom i 1996.799, Østre Landsrets tilkendegivelse i retsforliget af 28. maj 1998 i sagen Danske Sælgere som mandatar for JS i Landsskatterettens sag 611-1907-283, samt til Landsskatterettens kendelse af 5. november 1998 i sag 611- 1828-1140.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at skønnet på 12.500 km er væsentligt højere end de skøn, der normalt udøves i praksis med hensyn til omfang af privat kørsel, når der især henses til, at klageren ikke har kørsel mellem hjem og arbejdsplads og til, at familien i indkomståret 1996 havde en anden bil. Praksis har som hovedregel fastslået, at den private kørsel i tilfælde, hvor der foreligger en anden bil, udgør 6.000 km. Der er også eksempler på, at den private kørsel er ansat til 2.500 km, jf. Landsskatterettens kendelse i sag 611-1907-427.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Det fremgår af pkt. 2.2 i Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1995-19, der er udstedt i medfør af ovennævnte bestemmelse, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Landsskatteretten finder det godtgjort, at der ikke er ført tilstrækkelig kontrol med klagerens kørsel. Der er herved henset til, at klagerens opgørelse af kørslen ikke har muliggjort en tilstrækkelig kontrol, idet langt størstedelen af opgørelsen er behæftet med væsentlige differencer i forhold til skatteforvaltningens kontrolopmåling. Retten finder, at differencerne har et omfang, der ikke kan forklares ved klagerens kørselsmønster.

Fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9 C, vil herefter være at ansætte skønsmæssigt. Henset til, at klageren i det påklagede indkomstår udover en Peugeot 405 ejede en Skoda 105 L finder retten, at den private andel af klagerens kørsel passende kan ansættes til 9.500 km, og at der således kan godkendes fradrag for 43.000 km erhvervsmæssigt kørte kilometer.

Her efter bestemmes:

Personlig indkomst

  Udbetalt kørselsgodtgørelse anset for skattepligtig, 67.885 kr. stadfæstes     Ligningsmæssige fradrag  

Ved ansættelsen af klagerens ligningsmæssige fradrag for indkomståret 1996, godkendes befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, for 43.000 km erhvervsmæssigt kørte kilometer.

..."

Sagsøgeren har nedlagt endelig påstand om

principalt, at sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens ansatte personlige indkomst for året 1996 nedsættes med 67.885 kr., og sagsøgeren skal anerkende, at han ikke er berettiget til fradrag i den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 9 C med 33.906 kr.,

subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har endeligt påstået frifindelse.

Parterne er enige om, at 33.906 kr. svarer til fradrag for erhvervsmæssig kørsel på 43.000 km.

I forbindelse med skatteligningen har X2 Kommunes skatteforvaltning udtaget 12 konkrete kørsler, hvor de af sagsøgeren opgivne strækninger er manuelt opmålt med en kortmåler. Skatteankenævnet har i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten på ny opmålt disse strækninger og har under sagens forberedelse for landsretten yderligere opmålt 4 strækninger og foretaget beregning af 5 strækninger efter "Carl Bro systemet", et elektronisk målesystem på baggrund af adresser. I mangel af nærmere adresseoplysninger på køresedlerne er beregning efter det oplyste foretaget ud fra tilfældigt udvalgte adresser i de på køresedlerne anførte byer.

Under sagen er fremlagt følgende oversigt over disse opmålte kørsler foretaget i 1996:

	Alle ture starter og slutter i X1-by	Regnskab	Kommunen	Ankenævn	Carl Bro
1.	Ishøj, Tåstrup,	118	60	60	45,5
19.1	Solrød
2.	Roskilde,	171	88	110
5.2	Frederikssund
3.	Roskilde, Solrød,	164	87
8.2	Vallebro/Møllebro
4.	Tåstrup, Ishøj,	119	57	55
26.3	Solrød
5.	Roskilde, Ringsted, Viby	143	89	90
9.4
6.	Køge, Stevns,	164	110	130	130,5
19.6	Karlslunde
7.	Hedehusene,	163	93	105
24.6	Roskilde, Holbæk
8.	Ringsted,	177	112	120
28.6	Herlufmagle
9.	Præstø, Ringsted,	136	80	190
4.7	Herfølge	211
10.	Tåstrup, Solrød,	119	55	55
23.9	Hundige/Havdrup
11.	Rye, Ringsted	190	108
26.9	Fjældebo
12.	Roskilde, Ringsted	149	84	90	85,5
1.10
13.	Jylland	480
...
5.7	Ringsted	136		90	85
16.9	Slagelse, Ringsted,	206		155	156,5
8.1	Holbæk, Frederikssund	184		145
21.6	Præstø, Hvalsø	226		185

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren samt af vidnerne LC, OH og MS.

A har bl.a. forklaret, at han er ansat som distriktschef i H1 A/S, som sælger gaffeltrucks og el-køretøjer. Hans område omfattede i 1996 det meste af Sjælland bortset fra Københavns området. Selskabet, der i 1996 beskæftigede 120-130 medarbejdere, har en årsomsætning på ca. 120 mio. kr. Der er 16-17 andre udbydere af tilsvarende produkter, og der er derfor stor konkurrence på markedet. Et opsøgende salgsarbejde har således meget stor betydning. Selskabet har desuden et niche-produkt, særlige terrængående trucks til brug for arealer uden fast bund. Sagsøgeren anvender en del tid på at studere de potentielle kunders arealforhold, belægning, porte og ramper m.v. Han kører ofte i forbindelse med kundebesøg rundt i industrikvarterer og observerer, hvad han kan fra vejen og noterer ned, således at han efterfølgende ved telefonisk henvendelse til selskabet har mulighed for at arbejde sig ind på kundens behov.

Kundebetjeningen foregår i øvrigt i vidt omfang fra hjemmet, hvor han har indrettet et kontor. Han har normalt daglig kontakt med sin salgschef og drøfter herunder initiativer eller følger op på konkrete salgsmuligheder. Det var efter aftale med salgschefen - også i 1996 -, at han besigtigede industrikvarterer for at opsøge nye kunder. Salgschefen vidste på grund af daglige samtaler, hvilke opgaver sagsøgeren varetog i løbet af dagen. Han afleverede løbende køresedler til salgschefen, der attesterede dem og afleverede dem til bogholderiet. Sagsøgeren er aldrig blevet bedt om yderligere specifikation af de enkelte kørsler.

Om tur nr. 1 på hjælpebilaget har sagsøgeren forklaret, at der er tale om et område, som han i 1996 for nyligt havde fået ind under sit ansvarsområde. Han kørte derfor rundt i industriområder og noterede navne og adresser på virksomheder, som han senere ville opsøge telefonisk. Han har under sagen opmålt den kørte vejlængde til 29,5 km i de pågældende industrikvarterer i de 3 byer på ruten. Vejene i disse industrikvarterer er ikke sammenhængende, og derfor er den faktisk kørte vejlængde væsentlig længere.

Med hensyn til tur nr. 2 mener han, at han besøgte et savværk i Kulhuse. Frederikssund var også et interessant område.

Navnet "Møllebo" på køresedlen for 3. tur vedrører en virksomhed ved Sorø, der producerer plovskær. 4. tur omfatter opsøgende salgsarbejde i industrikvarterer i tilslutning til 1. tur.

Vedrørende 5. tur har sagsøgeren forklaret, at selskabet har et værksted i Ringsted, hvorfra han ofte blev sendt ud på opgaver hos kunder i området. Han husker ikke den pågældende dag.

6. tur var en opsøgende tur på Stevns. Muligvis havde han også kundebesøg i Køge.

Tur nr. 7 husker han ikke, men i Holbækområdet er der flere adskilte industrikvarterer. 8. tur udgik fra Ringsted og indbefattede en tur til Herlufmagle.

Turene under nr. 9-13 husker han ikke.

Turene til Jylland gik altid til hovedkontoret i Y1-by, enten til salgsmøder, ofte sammen med en kollega, eller i øvrigt med kunder, der skulle se fabrikken. Salgschefen vidste altid, når han besøgte Y1-by.

Om de sidste 4 ture har sagsøgeren forklaret, at der formentlig er tale om opsøgende arbejde.

Han anslår selv at have kørt privat i sin bil ca. 5.000 km om året. Det er ikke sikkert, at der i 1996 totalt blev kørt godt 52.000 km, idet dette blot er et gennemsnit af kilometer inden for en periode på ca. 2 år. For at tilnærme sig en dokumentation af det totale kørselsforbrug har han anvendt kilometertællerens notering ved to værkstedsbesøg på et interval på ca. 2 år.

Efter arbejdsgiverkontrollens virksomhedsbesøg i 1997 blev de ansatte sælgere pålagt at benytte et særligt skema til kørselsregistrering, hvorpå der yderligere skulle oplyses CPR-nr., start- og slutmål.

LC har forklaret, at han fra 1. januar 1997 til 30. november 2000 var salgschef i H1 A/S og sagsøgerens nærmeste foresatte. Sagsøgerens opgave var særligt at fastholde eksisterende kunder og at opsøge nye kunder. Der var 5 sælgere. Han kontrollerede sagsøgerens køresedler, inden de blev givet videre til bogholderiet. Han så sagsøgerens månedlige køresedler igennem, men husker ikke, om det har givet anledning til nærmere spørgsmål. Han sammenholdt de opgivne ture med, hvad sagsøgeren foretog sig, og var særligt opmærksom på, at der ikke var for mange "hjemmedage". Vidnet kontrollerede ikke de opgivne kørte kilometer. Virksomheden havde mange konkurrenter, og opgaven for sælgerne var at få ordrer i hus. Han havde næsten daglig kontakt til sælgerne, herunder sagsøgeren. Alle salgsmøder foregik i Y1-by i Jylland. Arbejdsgiverkontrollen forlangte i 1997, at virksomhedens kørebilag skulle formaliseres.

OH har forklaret, at han fra oktober 1990 til januar 1997 var salgschef i H1 A/S og således chef for sagsøgeren. Han husker ikke at have stillet spørgsmål til sagsøgerens månedlige kørselsopgørelser. Han så dem igennem og vurderede oplysningerne ud fra sin viden om, hvad sagsøgeren lavede, og hvor han var i løbet af dagen, og hvilke salgsmål, han arbejdede med. Han har aldrig efterregnet strækningerne. Han var ofte med til salgsmøder i Y1-by og under besøg, hvor også sagsøgeren medbragte kunder. Han har ikke undersøgt, hvorfor de angivne "Jyllands-ture" varierer strækningsmæssigt.

MS har forklaret, at han fra marts 1993 til april 1998 var ansat i H1 A/S, senest som administrationschef. virksomhedens bogholder kontrollerede tallene i kørselsregnskaberne, medens salgschefen godkendte opgørelserne. Salgschefens kontrol hvilede på dennes kendskab til sælgerens salgsarbejde. Sælgerne skulle ikke udfærdige besøgsrapporter.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol med hans kørselsregnskab, således at han har krav på godtgørelse for kørselsudgifter.

Sagsøgeren har nærmere anført, at sagsøgte ikke har godtgjort, at arbejdsgiverens kontrol med hans kørselsregnskab har været utilstrækkelig. Han har tværtimod gennem sine kørselsregnskaber dokumenteret de dagligt udførte opgaver over for salgschefen, der har godkendt kørselsregnskaberne, fordi denne vidste, hvad sagsøgeren løbende foretog sig. Hverken ligningslovens § 9, stk. 5, ligningsvejledningen eller Told og Skats cirkulære 95-19 giver nogen vejledning med hensyn til, hvorledes arbejdsgiveren skal tilrettelægge sin kontrol af arbejdstagerens oplysninger. Det har heller ikke, således som hans arbejde har været tilrettelagt, været praktisk muligt for ham at dokumentere hver enkelt kørt kilometer.

Den kontrol, salgschefen har foretaget, har heller ikke medført påtale fra arbejdsgiverkontrollen. Skattemyndighedernes efterfølgende beregninger af antallet af kørte kilometer for nogle af de omtvistede kørsler er desuden ikke foretaget på rigtigt grundlag, idet der ikke er taget hensyn til "kørsel op og ned ad veje" i industrikvarterer, og beregningerne er desuden i vidt omfang fejlbehæftede på grund af misforståelser bl.a. om kørselsmål, der ikke kan lastes sagsøgeren. Således er X2 Kommunes, skatteankenævnets og endelig beregningerne efter "Carl Bro systemet" i flere tilfælde forskellige. De mulige fejl, der kan påvises, er i givet fald ikke så væsentlige, at de efter praksis kan medføre tilsidesættelse af sagsøgerens opgørelse over kørte kilometer.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at skattemyndighedernes skøn over hans private kørsel til 9.500 km. er forkert i forhold til de faktisk kørte antal kilometer. Skønnet overstiger det skøn over privat kørte kilometer, der i praksis blev udøvet vedrørende beskatning af bil efter de regler, der gjaldt forud for ligningslovens § 16, stk. 4, og der er ved skønnet ikke taget højde for, at sagsøgeren havde en anden bil til rådighed, ligesom sagsøgeren ikke havde behov for kørsel til og fra arbejde.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke har ført tilstrækkelig kontrol med hans opgørelser over antallet af kørte kilometer, og at kørselsgodtgørelsen derfor ikke er skattefri. Arbejdstagerens adgang til at opnå fradrag for erhvervsmæssig kørsel er en undtagelse fra de almindelige regler om opgørelse af den skattepligtige indtægt. Skattemyndighederne har som udgangspunkt ikke mulighed for at vurdere skatteyderens egen angivelse af det kørte antal kilometer. Den kontrol som arbejdsgiveren efter reglerne skal udøve, er derfor af afgørende betydning. Skatteyderen har bevisbyrden for, at betingelserne for, at det udbetalte beløb er skattefrit, er opfyldt.

Det er ikke nok for at opnå fradrag, at skatteyderen rent faktisk har kørt det opgivne antal kilometer. Det må også kræves, at arbejdsgiveren fører en effektiv kontrol og ikke blot som i denne sag "skimmer" opgørelsen igennem og ud fra mere generelle oplysninger om arbejdstagerens normale arbejde godkender opgørelsen. Den måde, hvorpå sagsøgeren har opgivet sin erhvervsmæssige kørsel, har ikke givet arbejdsgiveren reel mulighed for at kontrollere opgørelsernes rigtighed. At arbejdsgiverkontrollen i det efterfølgende skatteår ikke påtalte opgørelsesmåden, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi kontrollen efter det oplyste ikke vedrørte dette spørgsmål.

Over for sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgtes skøn over den private andel af sagsøgerens kørsel ikke kan tilsidesættes som værende åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt grundlag. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at myndighederne har behandlet hans indkomstopgørelse i strid med en fast administrativ praksis.

Landsrettens bemærkninger:
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at sagsøgerens opgørelse over kørte kilometer har været behæftet med nogen uklarhed både med hensyn til de enkelte destinationer og med hensyn til karakteren af kørslerne. Arbejdsgiveren har derfor ikke haft tilstrækkeligt grundlag for i skattemæssig henseende at kunne udøve en effektiv kontrol i forbindelse med en godkendelse af kørselsopgørelserne.

Landsretten tiltræder på denne baggrund, at den kørselsgodtgørelse, som sagsøgeren har fået udbetalt i indkomståret 1996, er anset som skattepligtig personlig indkomst.

Herefter, og da der ikke findes grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over omfanget af sagsøgerens private kørsel i dette indkomstår, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, Danske Sælgere som mandatar for A, inden 14 dage betale 8.500 kr. til sagsøgte.