Afsagt af dommerne:

3 dommere

Den 13. november 1998 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgerens, A, indkomst for indkomståret 1993:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

	Personlig indkomst
	Værdi af fri bil til rådighed i henhold til statsskattelovens § 4, litra b:
	Selvangivet:
	2.500 kr. x 12 måneder	30.000 kr.
	Skønsmæssigt ansat til:
	Fiat Uno 4.000 km x 3,00 kr.	12.000 kr.
	Mercedes-Benz 4.000 km x 8,00 kr.	32.000 kr.
	I alt	44.000 kr.

Det er oplyst, at klageren er direktør for C A/S, X-vej, Y-by. Klageren ejer 55 pct. af aktiekapitalen og er således ligeledes hovedaktionær i selskabet. Selskabet har den 25. juni 1992 leaset en Mercedes-Benz 201 WDB indregistreret første gang den 20. december 1990. Bilen har den 9. november 1993 haft en kilometerstand på 120.198 ifølge faktura fra G A/S. C A/S har den 9. december 1996 købt bilen for ca. 100.000 kr. På dette tidspunkt har bilen kørt ca. 170.000 km Selskabet har solgt bilen den 15. januar 1997.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at C A/S ejer en Fiat Uno. Klageren har ikke selv bil. Det er oplyst, at der ikke er ført kilometerregnskab for bilerne. Ifølge selskabets regnskab for perioden 1. oktober 1992 - 30. september 1993 har selskabets samlede udgifter til "autodrift, personbiler" udgjort 182.749 kr., herunder leasingafgift.

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed for i alt 8.000 km's kørsel i det påklagede indkomstår fordelt med 4.000 km's kørsel i hver af bilerne.

Skatteankenævnets afgørelse er begrundet med, at nævnet endnu engang har gennemgået klagerens redegørelse vedrørende den erhvervsmæssige anvendelse. Klageren har redegjort for den erhvervsmæssige anvendelse ved at oplyse, at Mercedes-bilen er en direktionsvogn, der af de ansatte endvidere anvendes til messebesøg m.m. Der er ikke fremlagt konkrete opgørelser over den erhvervsmæssige anvendelse i form af kilometerregnskab eller lignende. Klageren har oplyst, at Mercedes-bilen har kørt ca. 17.000 km om året, medens Fiat Unoen har kørt 35.000 km om året.

Endvidere har skatteankenævnet anført, at Højesterets dom af 23. november 1994, der er offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994.843, er anvendelig ved afgørelsen i den foreliggende sag. I den foreliggende sag har klageren som hovedaktionær på samme måde som skatteyderen i dommen rådighed over begge selskabets biler. Skatteankenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at bilerne ikke er anvendt til privat kørsel, hvorfor det er med rette, at der er foretaget beskatning vedrørende Mercedes-bilen. Skatteankenævnet er dog efter klagerens forklaringer af den opfattelse, at privat kørsel har været ligeligt fordelt mellem bilerne. Nævnet har derfor skønsmæssigt ansat privat kørsel til 4.000 km pr. bil.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at han alene anses for skattepligtig af privat kørsel i Fiat Unoen med 8.000 km x 3 kr., i alt 24.000 kr.

Klageren har anført, at ankenævnets synspunkt er, at når Højesteret i TfS 1994.843 (dissens) beskatter en hovedaktionær af en privat kørsel, som hovedaktionæren på et tidspunkt har "indrømmet", så skal klageren også beskattes. Klageren er imidlertid ikke hovedaktionær, idet han kun ejer 55 pct. af aktiekapitalen i C A/S, og han har hverken indrømmet at have eller kørt privat i selskabets Mercedes. Desværre har en ny samarbejdspartner - en løst tilknyttet konsulent - på et møde i skatteforvaltningen i anden anledning givet udtryk for sin opfattelse af forholdene, nemlig at når klageren havde selvangivet privat kørsel, så måtte det være af den Mercedes, som han havde set stå foran selskabet. Hvad skulle det ellers være for en bil? Der er nemlig ikke andre. Den Fiat Uno, som klageren kører i og beskattes af, står nemlig uden for hans privatbolig, der ligger få sekunders gang fra selskabet.

Endvidere har klageren anført, at Told- og Skatteregion Esbjerg har været ude og tage stikprøver - det vil sige sammenholdt vask af Mercedesen og påfyldning af benzin med aktiviteter i virksomheden. Desværre gav denne stikprøve ikke noget gunstigt resultat - for regionen. Der var nemlig en ganske nøje sammenhæng mellem påfyldningen og erhvervsrelaterede aktiviteter, der begrundede kørsel i en Mercedes. Stikprøven er derfor naturligt nok forsvundet og aldrig omtalt siden. Så klagerens påstand er med andre ord, at han ikke skal beskattes af privat kørsel, som ankenævnet har truffet afgørelse om.

Endelig har klageren henvist til, at han ikke mener, at det af Ligningsvejledningen eller andre steder fremgår, at det påhviler ham at bevise, at han ikke kører i biler, der ikke tilhører ham. Alligevel mener han at have sandsynliggjort over for Told- og Skatteregionen, at der alene er kørt i bilen i virksomhedens interesse.

Landsskatteretten skal udtale:

Klageren har haft adgang til privat kørsel i arbejdsgiverens bil(er) og er derfor skattepligtig af værdien af den foretagne private kørsel, jf. statsskattelovens § 4, litra b.

Fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan foretages på grundlag af et kørselsregnskab. For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det efter praksis opfylde følgende betingelser:

Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af

1)
kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning,
2)
dato for kørslen,
3)
den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel og
4)
bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.

Foreligger der ikke et fyldestgørende kørselsregnskab, kan omfanget af den private kørsel i arbejdsgiverens bil(er) ikke anses for dokumenteret, og omfanget må derfor fastsættes efter et skøn.

Da klageren ikke har ført et sådant kørselsregnkab, er der med rette skønnet over omfanget af klagerens private kørsel. Landsskatteretten kan tilslutte sig skatteankenævnets opfattelse, at klageren har kørt privat i begge selskabets biler. Landsskatteretten finder endvidere ikke grundlag for at fravige skatteankenævnets skøn over kørslens omfang eller ansættelse af værdien heraf.

Den påklagede ansættelse vil herefter være at stadfæste".

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 10. februar 1999, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 14.000 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1997 vedrørende fri bil hjemvist til Landsskatteretten til fornyet behandling. Mere subsidiært har sagsøgte påstået ansættelsen hjemvist til de kommunale ligningsmyndigheder til fornyet behandling.

Sagen angår

Skattemyndigheden i Y-Kommune traf den 28. juli 1997 afgørelse vedrørende spørgsmålet om værdi af fri bil for sagsøgeren i det pågældende indkomstår. I afgørelsen hedder det bl.a.:

"...

Ifølge oplysninger modtaget af Deres konsulent D er værdi af fri bil ansat til 2.500 kr. pr. md.

Den årlige kørsel har udgjort ca. 8.000 km.

Værdi af fri bil er skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4b. Værdien beskattes i 1993 med en sats pr. km svarende til 1/50 promille af bilens nyværdi ved kørsel indtil 10.000 km årligt, dog mindst 3 kr. og højst 8 kr. pr. km, såfremt bilen er under 3 år gammel på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer denne. Der henvises til Ligningsvejledningen 1993, pkt. 1.8.5.

Ifølge de foreliggende oplysninger har De fra C haft en Mercedes Benz, 201 WDB til rådighed, der var under 3 år gammel på tidspunktet for selskabets anskaffelse af denne, og værdi af fri bil ansættes derfor skønsmæssigt til

8.000 km a 8,00 kr. =	kr.	64.000
Forhøjelse	kr.	34.000

Deres konsulent D har gjort indsigelse mod skattemyndighedens agterskrivelse af 11/9/96 og anført, at der foreligger en misforståelse, idet sammenhængen er følgende:

D oplyste, at bilen var en Mercedes. Virksomheden ejer også en Mercedes, men den anvendes alene til og i virksomheden, altså fuldt erhvervsmæssigt. Derudover ejer virksomheden en Fiat Uno, som har været anvendt til de omtalte 8.000 km privatkørsel. Værdien, der skal beskattes udgør 8.000 km x 3,00 kr. eller kr. 24.000. D anmoder derfor om, at skatteansættelsen nedsættes med kr. 6.000.

...

Konsulent D har endvidere gjort indsigelse mod skattemyndighedens agterskrivelse af 28/4/97. D har oplyst, at man har dokumenteret forholdet over for Told- og Skatteregion Esbjerg.D har endvidere oplyst, at Mercedes-bilen aldrig anvendes privat. Bilen er en direktionsvogn. Kun en gang har De anvendt bilen, og det var til forretningsmøde i Bremen. Ellers er bilen anvendt af ansatte til messebesøg og til kørsel til lufthavn samt i øvrigt i forbindelse med forretningsrejser. Bilen har kørt under 100.000 km samlet. C A/S har den 9/12/96 købt bilen for ca. 100.000 kr. Den havde da kørt ca. 170.000 km.

Skattemyndigheden har fra Told- og Skatteregion Esbjerg fået oplyst, at der er foretaget arbejdsgiverkontrol i C A/S for indkomstårene 1993/94 og 1994/95. Derimod er forholdet vedrørende fri bil til hovedaktionæren i hele 1993 ikke undersøgt.

..."

Skatteankenævnets afgørelse vedrørende det omhandlede spørgsmål blev meddelt sagsøgeren i en skrivelse af 4. november 1997, hvori det bl.a. hedder:

"...

De har redegjort for den erhvervsmæssige kørsel ved at oplyse, at bilen er en direktionsvogn der af de ansatte endvidere anvendes til messebesøg m.m. Der er ikke fremlagt konkrete opgørelser over den erhvervsmæssige anvendelse i form af kilometerregnskab eller lignende.

De oplyser i Deres skrivelse af 13. oktober 1997, at Mercedes-Benz har kørt ca. 17.000 km om året.

Tilsvarende oplyser De, at FiatUno har kørt 35.000 km om året.

Højesteretsdommen af 23.11.1994 (refereret i TfS 1994-843) findes anvendelig ved for afgørelsen i nærværende sag.

Højesterets bemærkninger:

Som indehaver af 98 pct. af aktiekapitalen i M A-S har appellanten haft rådighed over selskabets to Mercedes personbiler, og der er ikke i indkomståret 1986 ført noget kørselsregnskab for disse personbiler. Heroverfor har appellanten ikke sandsynliggjort, at han ikke har anvendt nogen af personbilerne til privat kørsel, eller at omfanget af sådan kørsel alene har haft en helt bagatelagtig karakter. Idet det i øvrigt tiltrædes, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over privatkørslens skattepligtige værdi, stadfæster Højesteret herefter dommen.

I nærværende sag har De som hovedaktionær (ejer hele aktiekapitalen) rådighed over både Fiat Uno og Mercedes-Benz.

Skatteankenævnet finder ikke, at De har sandsynliggjort, at bilerne ikke er anvendt til privat kørsel, hvorfor det er med rette at skatteadministrationen har foretaget beskatning vedrørende Mercedes-Benz.

Skatteankenævnet er dog efter Deres forklaring af den opfattelse, at privat kørsel har været fordelt ligeligt mellem Fiat Unoen og Mercedes-Benz, således at Skatteankenævnet skønsmæssigt ansætter privat kørsel til 4.000 km pr. bil.

..."

I Skatteankenævnets sagsfremstilling, der var vedlagt ankenævnets afgørelse, anføres det bl.a.:

"Sagens faktiske forhold:

Det af Dem dominerede selskab C A/S anskaffede (leasede) d. 25.6.1992 en Mercedes-Benz 201 WDB. Bilen er første gang indregistreret d. 20.12.1990.

C A/S ejer, ifølge oplysninger fra konsulenten, endvidere en Fiat Uno.

Ifølge kontroloplysninger i sagen er C A/S ejer af en Mercedes-Benz 201 WDB. Der fremgår dog ikke, at selskabet ligeledes ejer en Fiat Uno.

Der er ikke ført et fyldestgørende kilometerregnskab for bilerne.

C A/S's samlede udgifter til "Autodrift, personbiler" udgør ifølge selskabets regnskab for 1993 (1.10.92-30.9.93) kr. 182.749 indeholdende leasingudgift. Beløbet er ikke yderligere specificeret i regnskabet.

De ejer ikke selv en bil.

...

Skatteankenævnets vurderinger og begrundelser

*I henhold til Højesteretsdom af 23/11 1994 er det Dem der har bevisbyrden for, at der ikke er kørt privat i Mercedes-Benz 201 WDB. Dette kunne være sket ved fremlæggelse af fyldestgørende kilometerregnskab.

Ud fra de foreliggende oplysninger er Skatteankenævnet af den opfattelse, at De ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke er kørt privat i Mercedes-Benz 201 WDB. Skatteankenævnet ser ikke grundlag for at ændre skatteforvaltningens skøn over kilometerantallet, idet skatteadministrationens ansættelse følger praksis.

Deres reaktion til det fremsendte forslag til skatteansættelse

Skatteankenævnet har korrekt anført, at C A/S i 1993 ejede 2 biler.

En Mercedes-Benz. Det skal bemærkes, at selskabet solgte bilen i 1997, hvorved det problem, der er opstået i denne sag, formentlig ikke vil gentage sig.

Det fremgår af nævnets sagsfremstilling, at bilen i november 1993 havde kørt ca. 120.000 km, medens den ved salget i december 1996 havde kørt 170.000 km. Bilen har m.a.o. kørt 50.000 km fordelt på 3 år, svarende til ca. 17.000 km om året. Der er nærmere redegjort for den erhvervsmæssige brug af bilen over for skatteforvaltningen, se venligst dette materiale.

Bilen blev anskaffet i forbindelse med et planlagt salgsfremstød i Tyskland, hvor det er nødvendigt at signalere en vis økonomisk formåenhed. Selv er jeg et nøjsomt menneske, der bor enkelt, klæder mig enkelt, og jeg har ikke brug for den ydre status, som en Mercedes repræsentere. Jeg har aldrig nogensinde brugt denne bil privat. Derimod har jeg anvendt selskabets Fiat Uno, og som jeg gennem årene har betalt skat af efter reglerne om værdi af fri bil.

Fiat Unoen har til sammenligning kørt gennemsnitlig 35.000 km om året. Det skulle heraf kunne udledes, at jeg i hvert tilfælde i en vis udstrækning anvender denne bil privat.

Konsulent D's udtalelser skal ikke tillægges vægt, idet han på tidspunktet for disse udtalelser havde ringe kendskab til mine private forhold. På tidspunktet for udtalelsen havde D udført konsulentarbejder for selskabet i 1 måned.

Højesterets dom i TfS 1994.843 adskiller sig fra den situation, der er tale om i nærværende sag.

For det første blev det - af 2 dommere - lagt til grund, at skatteyderen selv havde oplyst, at han rent faktisk havde anvendt bilen privat. De 2 dommere lagde m.a.o. til grund, at den sag, der skulle dømmes i, vedrørte et tilfælde, hvor skatteyderen havde haft fri bil til rådighed, og at det derfor var regelsættet for disse tilfælde, der skulle anvendes. Det betød, at det påhvilede skatteyderen at "sandsynliggøre" sin ikke-brug af bilen - ikke at "bevise" den. Dommen kan heller ikke tages til indtægt for, at det påhvilede skatteyderen at føre kørselsregnskab.

Skatteyderen havde herefter ikke været i stand til at sandsynliggøre, f.eks. gennem et kørselsregnskab, at han ikke har anvendt selskabets biler privat, eller at en sådan kørsel alene har haft bagatelagtig karakter.

På baggrund af ovenstående må jeg for det første hævde, at jeg aldrig har anvendt selskabets Mercedes privat, og at D's fejlagtige oplysninger skyldes manglende kendskab til mine private forhold og aftaler med selskabet.

Jeg må også bestride, at der gælder en praksis, hvorefter reglerne om fri bil til rådighed gælder umiddelbart over for hovedaktionær i selskabet, der ejer en eller flere personbiler.

Hvis ankenævnet mod forventning lægger til grund, at jeg i et vist omfang har anvendt selskabets Mercedes må jeg henvise til,

at skatteforvaltningen aldrig har bedt mig om, og at jeg aldrig har afslået at fremlægge yderligere materiale, der kan sandsynliggøre min påstand om, at jeg ikke har anvendt bilen privat.

Det kan i denne forbindelse henvises til, at D den 10. august 1997 i sin klage til skatteforvaltningen har vedlagt en kopi af sit brev af 17. marts 1997 til Told- og Skatteregion Esbjerg. I dette brev kommenteres de benzinbilag for 1993/94, 1994/95 og 1995/96, som regionen havde ønsket redegørelse for,

Jeg har aldrig modtaget underretning fra skatteforvaltningen om, at redegørelsen ikke var tilfredsstillende og derfor ikke kunne lægges til grund ved sagsbehandlingen, eller at der måtte fremskaffes yderligere materiale, der kunne uddybe mit synspunkt.

Endelig må jeg hævde, at skatteforvaltningen ikke har vist interesse for at undersøge, om den kørsel, som den påstår, har fundet sted, måtte være af "helt bagatelagtig karakter" jf. Højesteret i TfS 1994,843.

..."

I forbindelse med skattesagen har to ansatte hos C A/S - E og F - den 21. januar 1998 hver underskrevet en erklæring om, at de "i betydeligt omfang har anvendt selskabets Mercedes i forretningsmæssig øjemed til kundemøder, messer, leverandørmøder og andre forretningsmæssige formål".

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han siden stiftelsen af aktieselskabet C A/S har ejet 55 % af aktierne. Han ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvem der ejer de øvrige aktier, men der er ikke et familiemedlem eller anden nærtstående person. Der er tale om en lille virksomhed, der i den periode beskæftigede mellem 45 og 65 personer, herunder ca. 8 funktionærer. Virksomheden fremstiller pizza til salg i supermarkeder m.v. Han varetager selv mange funktioner lige fra rengøring til direktionsarbejde. Han har simpelthen ikke tid til at køre i firmaets biler privat, og han har derfor formentlig ikke kørt de 8.000 km, som han er beskattet af. Han ved ikke, hvorfor revisoren har selvangivet værdi af fri bil svarende til 10.000 km om året. Han bor lige over for selskabets bygning. Det var forskelligt, hvor han parkerede Fiat Unoen, men som oftest ved firmaet. Andre gange parkerede han af nemheds grunde ved sin bopæl. Han har kun anvendt Mercedesen til erhvervsmæssig kørsel, især i forbindelse med repræsentative opgaver.F har brugt Mercedesen meget, herunder til forretningsrejser i Tyskland og Polen. Han har kørt privat i Fiat Unoen, men aldrig i Mercedesen.

Han er ikke en type, der lægger vægt på at køre i en stor bil. Faktisk hader han at køre bil. I 1993 boede han alene. Konsulent D blev ansat 1992-93, hvor firmaet var i en nedgangsperiode. Der var derfor ikke længere råd til dyre rådgivere, som f.eks. statsautoriseret revisor. D skulle komme og bistå bogholderen ca. en halv dag om ugen, og han var blevet ansat umiddelbart før mødet den 7. maj 1996 hos skattevæsenet. D kendte intet til selskabets forhold, og han antog derfor, at der var kørt privat i den Mercedes, som han havde set parkeret foran firmaet. Som følge af denne misforståelse har sagsøgeren nu kæmpet med skattemyndighederne i 6 år.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse er ugyldig, da den ikke er behørigt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at det må lægges til grund, at han ikke har anvendt den omhandlede Mercedes personbil til privat brug. Det er derfor med urette, at han er blevet beskattet af værdien heraf. Sagsøgeren har herved anført, at det savner mening at føre kørebog for en bil, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Sagsøgeren har endelig bestridt, at skattemyndighederne har haft grundlag for at ansætte omfanget af den private kørsel i Mercedesen som sket.

Sagsøgte har gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse er behørigt begrundet. Såfremt det antages, at afgørelsen ikke fuldt ud lever op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, er der i hvert fald ikke tale om mangler, som kan føre til, at afgørelsen anses for ugyldig. For det tilfælde, at afgørelsen anses for ugyldig, kan dette ikke føre til, at sagsøgeren får medhold, idet sagen i så fald må hjemvises til Landsskatteretten til fornyet behandling.

Sagsøgte har herefter vedrørende det materielle spørgsmål gjort gældende, at det er med rette, sagsøgeren er blevet beskattet af værdien af privat kørsel i C A/S' biler, herunder den omhandlede Mercedes, som sket. Sagsøgte har herved anført, at sagsøgeren som direktør og hovedaktionær i selskabet må anses for at have haft rådighed over bilerne. Det påhviler derfor sagsøgeren at bevise, at han ikke har kørt privat i bilerne, og det gøres gældende, at sagsøgeren, der ikke har ført kørselsregnskab, ikke har løftet bevisbyrden.

Sagsøgte har herefter anført, at skattemyndighederne under de anførte omstændigheder har været berettiget til at fastsætte værdien af privat kørsel i køretøjerne, herunder i Mercedesen, og der er intet grundlag for at anfægte det udøvede skøn.

Såfremt landsretten finder, at skønnet kan tilsidesættes, skal sagen hjemvises til de kommunale ligningsmyndigheder til fornyet behandling.

Begrundelse og konklusion

Landsskatterettens afgørelse indeholder en begrundelse, som - herunder ved henvisningen til Skatteankenævnets afgørelse - opfylder betingelserne i forvaltningslovens § 24, og der er derfor ikke noget grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig.

Sagsøgeren, der ejede 55 % af aktiekapitalen, og som boede umiddelbart over for virksomheden, har haft rådighed over selskabets to biler, og der er ikke i indkomståret 1993 ført noget kørselsregnskab for nogen af bilerne.

Da sagsøgeren herefter - jf. Højesterets domme af 4. juni 1996 og 23. november 1994 - ikke har sandsynliggjort, at han ikke har anvendt begge biler til privat kørsel, eller at omfanget af den private kørsel for nogen af bilernes vedkommende har været af helt bagatelagtig karakter, er sagsøgeren med rette blevet beskattet af værdien af privat bil til rådighed efter statsskattelovens § 4, litra b, også for få vidt angår Mercedes-personbilen.

Da der ikke er grundlag for at tilsidesætte skønnet over omfanget af den private kørsel eller fordelingen heraf mellem de to biler, tager landsretten herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 6.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.