Klagen skyldes, at regionen ikke har godkendt fradrag for moms af tab på debitor på 353.891 kr.

 

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

 

Sagens oplysninger

A (herefter benævnt selskabet) driver virksomhed med produktion og salg af salater og catering til grillbarer, pizzeriaer og lign. Den 1. januar 1997 erhvervede selskabet aktiekapitalen i selskabet B A/S (herefter kaldet datterselskabet), som tillige drev virksomhed med catering til grillbarer, pizzeriaer og lign. Den væsentligste del af datterselskabets varer blev leveret gennem selskabet.

 

Det er oplyst, at selskabets omsætning med datterselskabet i årene 1998, 1999 og 2000 udgjorde henholdsvis 6.043.392 kr., 3.730.497 kr. og 4.303.286 kr. I samme år betalte datterselskabet til selskabet i alt henholdsvis 5.291.189 kr., 3.201.747 kr. og 4.461.425 kr. svarende til, at datterselskabets gæld til selskabet i 1998 voksede med 752.203 kr., i 1999 med 528.750 kr. og i 2000 blev formindsket med 158.139 kr.

 

Det fremgår af datterselskabets regnskaber for kalenderårene 2000 og 2001, at datterselskabets egenkapital ultimo 1999, 2000 og 2001 udgjorde henholdsvis ÷429.263 kr., ÷2.340.634 kr. og ÷3.162.403 kr. Det fremgår videre, at datterselskabets bankgæld, som ultimo 2000 udgjorde 2.940.353 kr., blev indfriet i 2001.

 

I december 2000 indgik selskabet og datterselskabet salgsaftale med C A/S om salg af selskabets og datterselskabets samlede cateringvirksomhed, og overtagelsesdagen blev fastsat til den 1. marts 2001.

 

Det er oplyst, at selskabets tilgodehavende hos datterselskabet pr. 28. februar 2001 udgjorde 1.769.456 kr. Beløbet, hvoraf 353.891 kr. er moms, vedrører ifølge det oplyste selskabets leverancer til datterselskabet for perioden 1. august 2000 til 31. januar 2001.

 

Det fremgår, at datterselskabets revisor i februar 2003 rettede henvendelse til regionen og foreslog, at datterselskabet blev opløst som insolvent og at ToldSkat undlod at anmelde tilgodehavende på ca. 250.000 kr.

 

Det fremgår, at datterselskabet den 11. november 2003 ved Skifteretten i Herning blev opløst uden konkurs i henhold til konkurslovens § 143, stk. 1, analogt. Datterselskabets tidligere bestyrelsesformand forklarede ifølge retsbogsudskriften bl.a. følgende:

 

"Ifølge det senest foreliggende årsregnskab pr. 21.12.2002 er der en betydelig underbalance i selskabet. Det eneste aktiv selskabet i dag ejer, er 10 verserende incassosager, (…) som opgjort pr. i dag efter modregning af advokat D's  salærkrav vil stå til - 38.000 kr., således aktivets værdi for selskabet er 0 kr. Selskabet har en betydelig gæld til eneaktionæren, A  A/S. Der kan muligvis være en gæld til Told/Skat. Derudover er der ikke gæld i selskabet. (…)

 

Advokat D forklarede herefter, at A A/S og E  i et vist omfang handlede af med selskabets øvrige kreditorer i 2001 i forbindelse med, at selskabets aktiviteter blev solgt til en tredjemand, C, i januar 2001. Der har ikke siden været aktiviteter i selskabet.

(…)"

 

Selskabets repræsentant har bl.a. oplyst, at datterselskabets virksomhed i de seneste år ikke gik fuldt tilfredsstillende, men at der dog stadigvæk var en så væsentlig omsætning og indtjening, at det ud fra en samlet vurdering var formålstjenligt at opretholde selskabet.

 

Han har videre bl.a. oplyst, at selskabet i efteråret 2000 forhandlede med C A/S om dette selskabs overtagelse af den samlede cateringvirksomhed i både selskabet og datterselskabet, hvorfor der ikke blev truffet særlige foranstaltninger med henblik på at nedlægge datterselskabet. Datterselskabet blev imidlertid kørt i så stramme rammer, at den samlede gæld rent faktisk blev nedbragt henover året.

 

Selskabets repræsentant har bl.a. videre oplyst, at efter salget til C A/S af selskabets og datterselskabets cateringdel, blev aktiviteterne i datterselskabet standset fuldstændigt. Selskabets ledelse foranledigede, at datterselskabets bygninger blev solgt, og i det omfang det var muligt, inkasserede man udestående fordringer. Det viste sig imidlertid hen over perioden, at en meget stor del af de udestående fordringer, der var bogført i datterselskabet, ikke kunne inkasseres.

 

Om sagens forløb ved regionen fremgår det bl.a., at regionen den 29. januar 2003 traf afgørelse om, at selskabet ikke var berettiget til et fradrag på 353.891 kr. vedrørende tab på datterselskabet. Som begrundelse herfor henviste regionen bl.a. til, at det ikke fremgik af det tidligere fremlagte materiale, at der var foretaget retsskridt for at inddrive gælden, hvorfor tabet ikke kunne anses for dokumenteret.

 

I april 2004 anmodede selskabets repræsentant om genoptagelse af sagen vedrørende datterselskabet under henvisning til, at datterselskabet blev opløst ved Skifteretten i november 2003, og regionen traf herefter juli 2004 på ny afgørelse i sagen.

 

Regionens afgørelse

Regionen har ikke imødekommet selskabets anmodning om momsfradrag på 353.891 kr. vedrørende tilgodehavende hos datterselskabet ved dettes tvangsopløsning.

 

Regionen har herved bl.a. henvist til, at forholdet ikke kan anses for omfattet af muligheden for fradrag i momsgrundlaget af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser, jf. herved momslovens § 27, stk. 6., idet der efter regionens opfattelse ikke er tale om normale handelsvilkår, men om en usædvanlig kreditgivning / et låneforhold, der har baggrund i de to virksomheders interessefællesskab.

 

At der er tale om et moder- /datterselskab, hvor moderselskabet har haft kendskab til datterselskabets nødlidende økonomiske situation, indicerer, at der i stedet er tale om et låneforhold, idet selskabet ved leverancen af varerne var vidende om, at datterselskabet ikke var i stand til at betale for leverancen. Dette bestyrkes af, at selskabet sideløbende ydede pengelån til betaling af datterselskabets andre kreditorer.

 

Uanfægtet dette fortsætter selskabet leveringer til datterselskabet helt frem til 26. januar 2001, idet selskabet har en interesse i at holde "liv" i selskabet frem til C A/S' overtagelse af aktiviteterne.

 

Der er endvidere ikke foretaget renteberegning af tilgodehavendet, selv om der ifølge advokaten ville ske tilskrivning overfor andre debitorer, eller foretaget skridt til inddrivelse, med den begrundelse, at man ikke gør dette overfor sit datterselskab og slet ikke i en salgssituation. Der er endvidere ikke forlangt sikkerhedsstillelse for fordringen med den begrundelse, at det ikke var nødvendigt på grund af de sammenfaldende bestyrelser. Dette bekræfter, at der er tale om tab vedrørende en usædvanlig kreditgivning / et låneforhold, og ikke et tab vedrørende varer og ydelser.

 

Selskabet har således ikke kun har gjort hvad enhver anden hovedleverandør ville have gjort i samme situation, og det kan ikke betragtes som en almindelig leverance af varer.

 

Hvad angår advokatens henvisning til, at regionen ikke på nuværende tidspunkt kan fremføre en anden begrundelse end den, der tidligere er fremført i regionens afgørelse af 29. januar 2003, er der bl.a. henvist til, at det i den tidligere afgørelse var konstateret, at første betingelse i momslovens § 27, stk. 6, ikke var opfyldt, og allerede af den grund blev fradraget ikke anerkendt. Regionen bestrider ikke, at en tvangsopløsning må anses for at være en konstatering af tabet. Det betyder, at første betingelse nu er opfyldt, og regionen har derfor i denne sag behandlet den anden betingelse for fradrag, nemlig om tabet vedrører levering af varer.

 

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har principalt fremsat påstand om, at selskabet meddeles fuldt momsfradrag for tab på datterselskabet på 353.851 kr. Subsidiært er der fremsat påstand om, at der meddeles selskabet momsfradrag for et mindre beløb end det fulde momsbeløb på 353.851 kr.

 

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at regionen ved den første afgørelse af 29. januar 2003 har anført begrundelsen for ikke at anerkende momsfradrag vedrørende tab på datterselskabet. Regionen var på dette tidspunkt bekendt med alle oplysninger i sagen, og ved alene at anføre den ovennævnte begrundelse, er regionen nu afskåret fra at fremkomme med yderligere begrundelser, hvorfor der allerede af den grund skal gives selskabet medhold i den principale påstand.

 

Uanset den første afgørelse i princippet er et afslag, er dette også en positiv begunstigende forvaltningsakt, idet den udtrykkeligt angiver de betingelser under hvilke momsfradrag kan opnås.  Når disse betingelser herefter senere opfyldes, må regionen være forpligtet til at meddele fradrag.

 

Det er videre bl.a. anført, at der ikke er tale om en usædvanlig kreditgivning, som alene er begrundet i det særlige moder- /datterselskabsforhold. Når det efterfølgende viser sig, at selskabet ikke kan få sit tilgodehavende dækket, skyldes dette i meget høj grad, at det viste sig, at udestående fordringer i datterselskabet langt fra havde den lødighed, som det hidtil af bestyrelsen havde været forudsat. Det viste sig endvidere, at man i et vist omfang havde modtaget urigtige oplysninger fra selskabets direktør, der i øvrigt senere blev bortvist.

 

Endvidere kan det konstateres, at den samlede gæld til selskabet i kalenderåret 2000 umiddelbart før salget i 2001 androg 4.303.286 kr. inkl. moms. I den samme periode indbetalte datterselskabet i alt 4.461.425 kr. til selskabet.

 

Indbetalingerne vedrører i realiteten hele tiden de tidligere måneders køb og afskrives således i overensstemmelse med sædvanlig praksis løbende på den ældste gæld. Gælden er således nedbragt i løbet af kalenderåret 2000 med det anførte beløb. Datterselskabet har således løbende betalt for vareleverancerne. Under disse omstændigheder kan den fortsatte kreditgivning til datterselskabet ikke anses for at have været usædvanlig. Ved bedømmelsen skal endvidere ikke medregnes den periode, der forløb fra virksomhedens salg og frem til 2003, da den ikke har betydning.

 

Hvad angår regionens henvisning til, at der ikke er stillet sikkerhed for mellemværendet, er det bl.a. anført, at en sådan sikkerhedsstillelse mellem moder- og datterselskab under alle omstændigheder er omstødelig i to år efter at den er ydet, og at datterselskabets faste ejendom inkl. driftsmidler og inventar i forvejen var pantsat til datterselskabets pengeinstitut, hvorfor det var begrænset, hvad der overhovedet kunne stilles som yderligere sikkerhed.

 

Det er selvfølgelig en teoretisk mulighed at ophøre med leverancerne, hvilket i realiteten ville have betydet, at datterselskabet var taget under konkursbehandling på et tidligere tidspunkt, men dette forekommer ikke realistisk i en situation hvor det kan konstateres, at datterselskabet rent faktisk afdrager på den samlede gæld, idet årets indbetalinger er større end årets køb. Endvidere var der allerede i efteråret 2000 planer for salg af virksomheden; et salg der ikke ville have kunnet gennemføres, hvis man havde standset leverancerne. Selskabet ville således ikke være blevet stillet bedre hvis f.eks. selskabet var taget under konkursbehandling på et tidligere tidspunkt.

 

Der er endvidere henvist til Landsskatterettens afgørelse refereret i TfS 2000.825, og det er den forbindelse bl.a. anført, at der i den sag - til forskel fra nærværende sag - oven i købet var tale om, at der ikke var betalt af på gælden i en årrække. Ikke desto mindre fandt Landsskatteretten, at kreditten var forretningsmæssigt begrundet, hvilket tilsvarende må gøre sig gældende i denne sag, hvor der løbende er betalt for vareleverancerne.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til momslovens § 27, stk. 6, kan der i momsgrundlaget fradrages 80 % af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser.

 

Det følger heraf, at det er en betingelse, at der er konstateret et tab, og at tabet skal relatere sig til en momspligtig leverance. Det må endvidere antages at være en forudsætning for fradrag efter denne bestemmelse, at fordringen på tabskonstateringstidspunktet stadig kan anses at vedrøre leverede varer eller ydelser.

 

Retten finder ud fra en samlet konkret vurdering, at der i mellemværendet mellem selskabet og datterselskabet er ydet datterselskabet en kredit, der ligger ud over det sædvanlige. Retten henser herved bl.a. særligt til, at der gik knap 3 år fra tilgodehavendernes opståen og til tabskonstateringen i november 2003, og til, at selskabet i denne periode ikke ses at have taget skridt til inddrivelse af fordringen. Retten henser bl.a. videre til, at selskabet over en årrække i en periode forud for salget af cateringvirksomheden løbende har indrømmet datterselskabet en kredit af en vis størrelse.

 

Hvad angår repræsentantens henvisning til, at selskabet kan støtte ret på regionens første afgørelse af 29. januar 2003, finder retten ikke, at regionen ved denne afgørelse har afgivet en for myndighederne bindende entydig, klar og positiv tilkendegivelse om, at man ville godkende fradrag for tab, såfremt der blev konstateret et tab på selskabets fordring på datterselskabet.

 

Retten bemærker endvidere, at det er en betingelse for at opnå en retsbeskyttet forventning, at der er disponeret i tillid til den pågældende tilkendegivelse. Retten finder derfor ikke, at selskabet har opnået en for myndighederne bindende forventning om fradrag for tab på tilgodehavendet hos datterselskabet. Derfor stadfæstes regionens afgørelse.