Indhold

Dette afsnit beskriver kort, hvordan genberegning i tilbagebetalingsordningen sker.

De tilbageregnede værdier, der er fremkommet efter reglerne i EVL §§ 65-70, anvendes i en genberegning af de skatter, der oprindelig er beregnet efter vurderinger og omvurderinger i de år, der er sket tilbageregning til. Se EVL § 73, stk. 1. Genberegningen foretages for alle ejendomme, der er omfattet af tilbagebetalingsordningen, uanset om den nye 2020-vurdering er væsentligt højere end de tidligere vurderinger. Det sikres herved, at alle ejendomsejere, der potentielt er blevet opkrævet for meget i skat, får beregnet en kompensation.

Ved genberegningen af kompensationstilbuddet anvendes de oplysninger, som fremgår af de registre m.m., som er anvendt ved den oprindelige opkrævning af de pågældende skatter, som tilbuddet er dannet på baggrund af, medmindre Skatteforvaltningen bliver bekendt med, at der er tale om åbenlyst urigtige oplysninger. Se EVL § 73, stk. 1, 2. pkt.

Dette vil indebære, at Skatteforvaltningen ikke vil være forpligtet til at foretage en konkret efterprøvelse af de oplysninger, som er indgået i genberegningen, medmindre Skatteforvaltningen bliver bekendt med, at oplysningerne må anses for åbenbart urigtige.

Genberegningen betyder ikke ændringer i skattestopberegninger og grundskattelofter. Vurderingerne fra 2011 og fremefter ændres ikke som følge af tilbagebetalingsordningen. Der er alene tale om en genberegning af de ejendomsrelaterede skatter til brug for tilbagebetalingsordningen.