Spørgsmål:
- Er det korrekt, at sundhedsordning betalt i 2011 for perioden 1. november 2011 til 1. november 2012 ikke er skattepligtig i nævnte periode?
- Er nedenstående opgørelse af den skattepligtige værdi af medarbejdernes sundhedsordning opgjort korrekt?
- Betyder en opsplitning af den nuværende sundhedsaftale i en arbejdsrelateret og en privat relateret sundhedsordning, at medarbejderne alene skal beskattes af værdien af den privatrelaterede sundhedsordning?
Svar:
- Nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse
- Afvises, se dog sagsfremstilling og begrundelse
- Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse
Beskrivelse af de faktiske forhold
Vedrørende spørgsmål 1:
Spørger har indgået en samarbejdsaftale / abonnementsaftale (aftalen) med en udbyder af sundhedsydelser (udbyder) om psykologisk rådgivning til de ansatte. I forbindelse med de nye regler om beskatning af sundhedsordninger har spørger en række spørgsmål. Spørger har været i kontakt med udbyder om beskatningen, men ønsker et bindende svar for at sikre en korrekt fremgangsmåde.
Spørger har ikke udarbejdet en egentlig beskrivelse af de faktiske forhold, men indsendt kopi af samarbejdsaftale med udbyder samt skrivelse fra udbyder til spørger om konsekvenser for den indgåede samarbejdsaftale i forbindelse med ophævelse af skattefrihed for visse sundhedsydelser, hvoraf bl.a. fremgår følgende:
I samarbejdsaftale mellem spørger og udbyder er der indgået en abonnementsaftale om en sundhedsordning til ansatte hos spørger om psykologisk rådgivning.
Arbejdsgiver (spørger) betaler et årligt abonnement på 219.120 kr., som giver ret til 30 sager pr. år. Sager over 30 faktureres med 7.304 kr. pr. sag for de sager, der ligger mellem 27 og det faktiske forbrug.
Prisen på abonnementet reguleres årligt pr. 1. november, og første gang 1. november 2012.
Det fremgår videre, at
Aftalen træder i kraft 1. november 2011.
Af serviceaftalen til den indgåede samarbejdsaftale fremgår bl.a. at:
Medarbejderne hos spørger tilbydes psykologisk rådgivning og bistand døgnet rundt i forbindelse med aktuelle psykosociale problemer, som påvirker arbejdsindsatsen negativt
Dette kan eksempelvis være i forbindelse med:
Alvorlige hændelser:
som ulykker,
dødsfald,
vold,
trusler,
alvorlig sygdom. Ved medarbejderens egen død eller alvorlig sygdom er der endvidere dækning af nærmeste pårørende (husstand, forældre, udeboende børn, svigerforældre, svigerbørn samt børnebørn)
Trivselsproblemer:
Psykiske og eksistentielle problemer
Depression, angst
Stress, udbrændthed
Mobning
Chikane
Omstrukturering og fyring
Skilsmisse samt andre samlivs- og familierelationsproblemer
Sociale problemer
Misbrug (alkohol, medicin og ludomani)
Juridiske og økonomiske problemer
Spørger har tillige vedlagt kopi af brev fra udbyder om den skattemæssige behandling af den indgåede sundhedsordning som følge af lovforslag L31, senere lov nr. 1382, af 28/12 2011) om ændring af ligningslovens § 30, om arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer mv.
Af dette brev fremgår bl.a. følgende:
At skattepligten for nuværende sundhedsordning først indtræder, når abonnementet fornyes i 2012.
Abonnementet på Psykologisk rådgivning faktureres med en årlig pris, som dækker et fast antal sager pr. år. Den samlede abonnementspris kan opdeles i en årlig pris pr. omfattet medarbejder.
Medarbejderen skal beskattes af hele abonnementet, hvis der er adgang til bistand ved både private og arbejdsbetingede problemer.
Eks.: En virksomhed med 500 medarbejdere betaler årligt 200.000 kr. pr. abonnement, hvilket betyder, at hver medarbejders andel af 200.000/500= 400 kr. pr. år
Vedrørende spørgsmål 2:
Spørger har hertil anført, at den nuværende udgift til sundhedsordningen udgør 219.120 kr. årligt svarende til en udgift pr. medarbejder på 365,20 kr. Beløbet er betalt i forbindelse med aftalens indgåelse 1. november 2011. Beløbet dækker svarende til 30 sager årligt. For ekstra sager betales 7.304,00 kr., ligesom spørger krediteres i tilfælde af at antal sager på et år er mindre end 27 sager. Endelig er der tale om, at prisen for abonnementet reguleres hvert år den 1. november, første gang den 1. november 2012.
Spørger vil gerne være sikker på en korrekt opgørelse af det beløb som medarbejderne beskattes af.
Pr. 1. november 2013 reguleres abonnementet, ligesom antal sager for det forløbne kontraktsår opgøres. For evt. merforbrug/mindreforbrug i kontaktsåret 1. november 2012 til 1. november 2013, som altså relaterer sig til den aftale, der betales i november 2012, og hvor evt. betaling for merforbrug sker efter november 2013 henføres reguleringen til det følgende kontraktsår 1. november 2013 til 1. november 2014, og indgår dermed i beskatningen i dette år.
Beskatning pr. 1. november 2012 og fremadrettet ser da således ud:
219.120 kr. (reguleres årligt pr. tiden for betaling dvs. første gang 2012)/600 medarbejdere (reguleres årligt pr. tiden for betaling, dvs. november 2012) = xxx kr. årligt pr. medarbejder.
Beskatningen af medarbejderne sker månedligt med et forholdsmæssig beløb på baggrund af en årlig opgørelse (første gang pr. 1. november 2012).
På ovenstående måde opgøres beløbet ud fra det årlige fremadrettede abonnement, hvor den endelig udgift ellers først ville være kendt et år senere, hvor antallet af sager for det pågældende kontraktsår opgøres og udgiften i forbindelse med det forgangne år derfor kan udregnes.
Af brev fra udbyder, jf. spørgsmål 1, fremgår videre om beskatningen af sundhedsordningen:
"Beskatningen skal ske kollektivt for alle medarbejdere, da alle har adgang til psykologhjælp. Det er således ikke afgørende om adgangen benyttes"
Vedrørende spørgsmål 3:
Udbyder har informeret spørger om mulighederne for en opsplitning af den nuværende aftale, da beskatningen af medarbejderne er begrundet i beskatning af værdien af psykologisk rådgivning vedrørende privatrelaterede emner, hvorimod værdien af psykologisk rådgivning vedrørende arbejdsrelaterede emner ikke beskattes.
Spørger ønsker derfor bindende svar på om en sådan opsplitning af den nuværende aftale i én aftale om arbejdsrelaterede problemstillinger og én aftale om mere private problemstillinger betyder, at medarbejderne alene skal beskattes af værdien af aftalen vedrørende de mere private problemstillinger.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørger har intet anført hertil
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at sundhedsordning betalt i 2011 for perioden 1. november 2011 til 1. november 2012 ikke er skattepligtig i nævnte periode.
Lovgrundlag
Statsskattelovens (lov nr. 149 af 10/4 1922) § 4 c er formuleret således (uddrag):
"Som skattepligtig indkomst betragtes med de, i det følgende fastsatte, undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.
c. af et embede eller en bestilling såsom fast lønning, sportler, embedsbolig, naturalydelser, [...]"
Skattepligten omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte personalegoder.
Ligningslovens (lbkg. nr. 1017 af 28/10 2011) § 16, stk. 1 og stk. 3 og § 30, stk. 1 og stk. 4 (nugældende)
I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår personalegoder. Bestemmelsens stk. 1 og stk. 3 har følgende ordlyd (uddrag):
"§ 16. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af sparet privatforbrug når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. ]
Stk.3. Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. Værdien af arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger m.v., beskattes uden hensyn til grundbeløbet i 3. pkt., og værdien af disse goder medregnes ikke ved beregningen af, om grundbeløbet er overskredet. Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau)."
"§ 30. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning.
Stk.4. Det er endvidere en betingelse for skattefriheden for ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren efter stk. 1 til medarbejderens behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen"
Lov nr. 1382 af 28/12 2011 (L31 2011-12) § 1 nr. 10 og nr. 20
Formålet med denne ændringslov var at afskaffe skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger mv., jf. ligningslovens § 30 og samtidigt at fastslå, at præmier til sundhedsforsikringer samt sundhedsbehandlinger, ikke kan omfattes af bagatelgrænsen for mindre personalegoder på 1.000 kr.
Af lovforslagets almindelige bemærkninger jf. pkt. "3.3.2 Forslagets indhold" fremgår bl.a. følgende:
" Der vil forsat være skattefrihed for arbejdsgiverens betaling for behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader og sygdomme, da hjemmelen følger af statsskattelovens mangeårige praksis"
§ 20 spørgsmål S 3193 (FT 2011/12)
Skatteministeren har d. 14. maj 2012 svaret på et spørgsmål om beskatning af arbejdsgiverbetalt stressbehandling. Spørgsmål og svar har følgende ordlyd:
"Spørgsmål: Hvordan vil ministeren sikre virksomhedernes og medarbejdernes retssikkerhed, når en arbejdsgiver fremover kun må betale for en ansats stressbehandling, når stress udelukkende er opstået på grund af arbejdet, men ikke må spørge den ansatte om vedkommendes sygdom?
Svar: Som udgangspunkt anses en medarbejders sundhedstilstand skatteretligt for at være et privat anliggende. Hvis en arbejdsgiver betaler for medarbejderens sundhedsydelser, vil der derfor være tale om et personalegode, som er skattepligtigt på samme måde som løn. Efter statsskattelovens mangeårige praksis er forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme imidlertid ikke skattepligtig for medarbejderen. Der er ikke tale om en ny skattefrihed.
Da skattefriheden gælder for arbejdsrelaterede skader og sygdomme, er det nødvendigt at kunne fastslå, at skaden eller sygdommen er arbejdsrelateret, hvis medarbejderen vil undgå beskatning. Hvis arbejdet er den primære årsag til, at medarbejderen har fået stress, er arbejdsgiverbetalt behandling skattefri for medarbejderen. Det vil arbejdsgiveren have gode muligheder for at vurdere. Arbejdsgiveren kan godt betale for behandling af stress, som ikke primært skyldes arbejdet, men medarbejderen bliver i så fald skattepligtig heraf.
Jeg betragter det i øvrigt som naturligt, at en medarbejder, der ønsker at få sin arbejdsgiver til at betale for en behandling, oplyser om hvilken skade, der ønskes behandlet, og hvordan den er opstået. En medarbejder, der ønsker at få erstatning for en arbejdsskade, skal også oplyse om årsagen til skaden, så det kan konstateres, om skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under. På den måde forholder det sig ikke anderledes her."
Spørgsmål 24 (L31 2011-12):
Under udvalgsbehandlingen af L 31 svarede Skatteministeren følgende (uddrag) på spørgsmål 24:
"Spørgsmål: Ministeren skriver i sit svar til Danske Akupunktører at: "Massageordninger og lign. på arbejdspladsen vil derfor fortsat være skattefrie. Ministeren bedes levere en udtømmende liste over disse ordninger/tilbud.
Svar: Både fysiske og psykiske arbejdsskader kan være omfattet af skattefriheden efter statsskatteloven. Hvis en medarbejder har fået psykiske problemer på grund af f.eks. røveri på arbejdspladsen, vil psykologbehandling heraf heller ikke være skattepligtig for medarbejderen. Der skal være en årsagssammenhæng mellem arbejdets udførelse og den skade eller sygdom, som medarbejderen får forebyggelse eller behandling for. [Skatteministeriets fremhævning]. Det betyder, at arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser, der forbedrer medarbejderens almene helbredstilstand men ikke har en konkret sammenhæng med medarbejderens arbejde, bliver skattepligtige for medarbejderen. Der kan derfor ikke gives en udtømmende liste over sundhedsydelser, der vil være omfattet af denne skattefritagelse. Det afgørende for skattefriheden er, hvorvidt der er tale om forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader eller sygdomme.
Praksis:
I SKM2012.509.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at de medarbejdere ansat hos spørger, der benytter en psykologisk rådgivning, ikke skal beskattes heraf. Skatterådets svar beror på, at hovedparten af de dækningsforhold, hvor medarbejderne kan benytte rådgivningen som udgangspunkt anses for at vedrøre forhold af privat karakter. Skatterådet bemærker i den forbindelse, at det er uden betydning, at en medarbejders psykiske problemer påvirker arbejdsevnen negativt. Skatterådet finder dog, at den psykologiske rådgivning kan anses for skattefri forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme, under forudsætning af, at den primære årsag til medarbejderens psykiske problemer efter en individuel og konkret vurdering skyldes forhold relateret til medarbejderens arbejde. I tilfælde af, at rådgivningen ikke kan anses som skattefri forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme finder skatterådet, at værdien af godet ikke kan henføres til bagatelgrænsen på 5.500 kr. vedrørende goder der i overvejende grad er ydet af hensyn til de ansattes arbejde. Skatterådet afviser at besvare spørgsmål, der vedrører indberetningspligter til SKAT men giver i stedet en vejledende udtalelse om reglerne for indberetningspligt vedrørende arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger.
SKM2012.218.SKAT. Styresignal om sundhedsforsikringer.
Landsskatterettens kendelse af 3/2 - journalnr. 11-02349
Landsskatteretten fandt i denne kendelse forudsætningsvist, at arbejdsgiverbetalt behandling af arbejdsbetingede skader og sygdomme og behandling til forebyggelse af arbejdsbetingede skader og sygdomme kan være skattefri for medarbejderen, når behandlingsformen er kinesiologi og den foretages af en kinesiolog registreret i RAB. Forudsætningen herfor er, at der foretages en individuel og konkret vurdering af medarbejderens situation, og denne fører til, at der er en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af den omhandlede udgift til kinesiologiydelsen. [Skatteministeriets fremhævning].
I SKM2011.610.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ansatte, der modtager individuel kostvejledning betalt af arbejdsgiveren, ikke skal beskattes. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at arbejdsgiverbetalt kostvejledning kan gives skattefrit, når der er tale om lægehenvist kostvejledning samt at der er tale om en generel sundhedsordning for alle medarbejderne. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at arbejdsgiverbetalt kostbehandling, fx i form af akupunktur, elektroder eller lignende kunne gives skattefrit, når der tale om lægehenvist behandling samt at der er tale om en generel sundhedsordning for alle medarbejderne.
I SKM2011.204.SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den beskrevne massageordning, der indebærer en kontantlønsnedgang, er skattefri for medarbejdere ansat hos A A/S. I det konkrete tilfælde anses massagen som følge af finansieringsmetoden at indebære betaling af en privat udgift med ubeskattede midler, idet der ikke er tale om en reel nedgang i medarbejdernes kontantløn, men derimod om et bruttolønstræk i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3. Massageordningen anses derfor ikke for ydet i arbejdsgivers interesse som skattefri forebyggelse af arbejdsskader efter statsskattelovens praksis. Beskatning sker af det uretmæssige bruttolønstræk som en A-indkomst.
I SKM2011.132.SR bekræfter Skatterådet, at den nuværende massageordning hos Skole- og Kulturforvaltningen i A Kommune (spørger) er skattefri for medarbejderne og dermed fritaget for indberetningspligt. Skatterådet finder, at massagen har til hensigt at forebygge eller helbrede de arbejdsskader, som spørgers medarbejdere ud fra en konkret vurdering har risiko for at pådrage sig som følge af medarbejdernes arbejdsopgaver/-forhold. Spørger tilskud til ordningen er herefter skattefri for medarbejderne efter statsskattelovens principper.
SKM2010.618.SR. Dette bindende svar er fra før ikrafttræden af lov nr. 1382, 2011, men det bindende svar vedrører forhold, der fastlægger, hvornår der er tale om en sundhedsforsikring.
Skatterådet kunne bekræfte, at den beskrevne sundhedsforsikring ikke vil få skattemæssige konsekvenser for de forsikrede medarbejdere. Af sagens faktiske forhold fremgik bl.a. følgende:
"... Sundhedsforsikringen er ifølge forsikringspolicen en forsikring, der påtænkes udbudt til virksomheder, Finanstilsynet har ved brev af 14. marts 2008 vurderet, at produktet kan deles op i en accessorisk del og en del, der må karakteriseres som en forsikringsvirksomhed. Da det forventes, at størstedelen af præmieindtægterne vil blive anvendt på de mere indgående helsetjek og rådgivning/behandling af højrisikogruppen, vil forsikringsdelen udgøre hovedelementet i den samlede ydelse. På den baggrund anser Finanstilsynet produktet i sin helhed som et forsikringsprodukt..."
Begrundelse
Som udgangspunkt er medarbejdernes sundhedsordninger private udgifter, hvorfor arbejdsgivers betaling heraf bliver skattepligtig indkomst for medarbejderne.
I ligningslovens § 30 blev der ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som skete i henhold til lægehenvisning mv.
Den 21. november 2011 blev der imidlertid fremsat lovforslag (L 31) (senere lov nr. 1382, af 28/12 2011) om ændring af ligningslovens § 30, om arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer mv. De foreslåede ændringer betyder, at der i medfør af ligningslovens § 30, fra og med indkomståret 2012, nu alene er skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling til medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning. Det betyder, at den omhandlede sundhedsordning, der tillige indeholder ydelser, der vedrører privatsfæren, som udgangspunkt skal beskattes hos medarbejderne.
Herefter skal disse arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser beskattes efter statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, idet en medarbejders sundhedstilstand skatteretligt anses for at være et privat anliggende.
Lovændringen har imidlertid ikke nogen indflydelse på den mangeårige praksis, hvorefter arbejdsgiver skattefrit kan afholde sundhedsudgifter, der forebygger eller behandler arbejdsbetingede skader, hvilket bl.a. fremgår af ovennævnte lovforarbejder og ministersvar.
Ifølge praksis har Ligningsrådet, Skatterådet og senest Landsskatteretten taget stilling til, at forskellige arbejdsgiverbetalte behandlingsformer, der vedrører forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede fysiske skader, er skattefri for medarbejderen. Forudsætningen herfor er, at der foretages en individuel og konkret vurdering af medarbejderens situation, og at denne fører til, at der er en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af sundheds- eller behandlingsudgiften. Sandsynliggørelsen for, at arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter er erhvervsrelaterede, påhviler medarbejderen, der er modtager af ydelsen og arbejdsgiver.
Der findes ingen domme eller offentliggjorte afgørelser, hvor der er taget stilling til den skattemæssige behandling af behandlingsformer i relation til medarbejderens psykiske lidelser efter statsskattelovens praksis. I ovennævnte styresignal er der dog taget stilling til den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalte udgifter til stressbehandling for en medarbejder. Udgangspunktet er her, at behandling af stress som udgangspunkt anses for at være betaling af en privat udgift, medmindre det konkret kan påvises, at stress er opstået som følge af forhold, der relaterer sig til medarbejderens arbejde. Endvidere anses behandling af stress for at være forebyggelse af de sygdomme, som stress kan medføre og dermed ikke egentlig behandling.
Skatteministeren har i sit svar på spørgsmål S 3193 anført, at hvis arbejdet er den primære årsag til, at medarbejderen har fået stress, er arbejdsgiverbetalt behandling skattefri for medarbejderen.
I nærværende sag får spørgers medarbejdere adgang til anonymt at benytte psykologisk rådgivning i forbindelse med psykosociale problemer, som påvirker medarbejdernes arbejdsindsats negativt. Der er tale om en abonnementsordning, hvor spørger betaler et årligt abonnement, der som udgangspunkt dækker op til 9 sager. Uanset, at spørger betaler et abonnement, der giver en konkret dækning, og at spørger ikke betaler for hver enkelt medarbejders benyttelse af ordningen, er det Skatteministeriets opfattelse, at ordningen ikke udgør en sundhedsforsikring. Det skyldes, at den indgåede aftale mellem spørger og udbyder ikke udgør en forsikringspolice eller -aftale. Det bemærkes i øvrigt, at aftalen med udbyder efter det oplyste ikke er karakteriseret som en forsikring af Finanstilsynet. Der henvises til SKM2010.618.SR.
Det fremgår af styresignal fra Skatteministeriet, SKM2012.218.SR, at dette alene omhandler skattemæssige forhold for sundhedsforsikringer. Da omhandlede aftale, jf. ovenfor ikke er en sundhedsforsikring, finder nævnte styresignal ikke anvendelse.
Den skattemæssige vurdering af, om en medarbejders benyttelse af rådgivningen udgør forebyggelse af en arbejdsrelateret sygdom eller skade, vil altid bero på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder og begrundelsen for benyttelsen på tidspunktet for benyttelsen. I relation til den vurdering bemærker Skatteministeriet, at det er uden betydning, at en medarbejders psykiske problemer påvirker arbejdsindsatsen negativt. Endvidere bemærker Skatteministeriet, at den psykologiske rådgivning anses for at udgøre forebyggelse af sygdomme eller skader og ikke egentlig sygdomsbehandling.
Når det skal vurderes, om den psykologiske rådgivning kan medvirke til at forebygge sygdomme, der kan opstå som følge af psykiske problemer, der relaterer sig til medarbejderens arbejde, kan der sandsynligvis ikke findes en fuldstændig isoleret årsag til de psykiske problemer. Der må derfor foretages en vurdering af, hvad der er den primære årsag til den psykiske tilstand og hvorvidt denne tilstand relaterer sig til forhold på arbejdspladsen.
Skatteministeriet finder, at der ved vurderingen skal fokuseres på, om der er konkrete omstændigheder relateret til medarbejderens arbejde, der forklarer medarbejderens psykosociale tilstand. Er dette tilfældet, finder Skatteministeriet, at den psykologiske rådgivning kan benyttes skattefrit af medarbejderen.
I forhold til dækningen i den konkrete aftale med udbyder er der Skatteministeriets vurdering, at benyttelsen af rådgivningen er skatte pligtig, når rådgivningen benyttes i anledning af eksempelvis dødsfald i familien, skilsmisse, samlivs- og familierelationsproblemer, idet disse forhold anses for private.
Benyttes rådgivningen i forbindelse med alvorlige hændelser, der er objektivt konstaterbare på arbejdspladsen, f.eks. ulykker, vold, trusler og dødsfald, er benyttelsen skattefri for medarbejderen.
Benyttes rådgivningen i forbindelse med psykiske problemer, depression, angst, stress og udbrændthed, kan benyttelsen være skattefri, hvis den primære årsag til disse trivselsproblemer i det konkrete tilfælde skyldes forhold på arbejdspladsen, f.eks. omstrukturering eller fyring.
Rådgivning i anledning af misbrugsproblemer er ikke omfattet af skattefriheden i den nugældende ligningslovs § 30. Det skyldes, at rådgivningen ikke anses som egentlig behandling af misbrug, jf. stk. 1 samt at kravet om lægehenvisning ikke er opfyldt, jf. stk. 4. Et misbrugsproblem anses for at være af privat karakter og er derfor heller ikke omfattet af skattefriheden for sundhedsydelser efter statsskattelovens praksis.
Skatteministeriet finder således, at den psykologiske rådgivning kan anses for forebyggelse af arbejdsrelaterede skader og sygdomme, under forudsætning af, at en individuel og konkret vurdering af medarbejderens psykiske problemer fører til, at den primære årsag til spørgers afholdelse af udgiften til rådgivningen skyldes forhold relateret til medarbejderens arbejde.
Skatteministeriet kan imidlertid ikke ud fra de foreliggende oplysninger præcist bekræfte hvilke medarbejdere, der i givet fald kan anses at have en sådan konkret begrundelse for en eller flere sundhedsbehandlinger eller forebyggelse af arbejdsrelaterede skader. Som anført ovenfor beror dette på en konkret vurdering for hver enkelt medarbejder og for hver enkelt sundhedsbehandling til den pågældende medarbejder. Hovedparten af de nævnte dækningsforhold må som udgangspunkt anses for at være af privat karakter.
Sammenfattende betyder ovenstående, at modtages der såvel privatrelaterede som arbejdsrelaterede sundhedsbehandlinger og/eller forebyggende behandlinger i 2011, vil de privatrelaterede behandlinger, såfremt de opfylder betingelserne herfor i den dagældende ligningslovs § 30, herunder at der skal være tale om egentligt lægehenvist behandling, være skattefri for medarbejderne.
I nærværende sag, hvor der er tale om rådgivning, vil rådgivning ydet i 2011, der alene skyldes private forhold således ikke være skattefri for medarbejderne, idet betingelserne i dagældende ligningslovs § 30 om, at der skal være tale om lægefagligt begrundet behandling af medarbejderne ved sygdom og ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater ikke anses opfyldt.
De arbejdsrelaterede behandlinger i 2011 vil derimod være skattefri allerede i medfør af statsskattelovens praksis herom.
Modtages behandlingerne derimod først i indkomståret 2012, vil de ikke arbejdsrelaterede behandlinger, herunder ikke arbejdsrelaterede forebyggende behandlinger skulle beskattes på behandlingstidspunktet og med markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, jf. i øvrigt besvarelsen af spørgsmål 3.
Spørger ønsker imidlertid svar på, om det er korrekt, at sundhedsordning betalt i 2011, for hele perioden fra 1. november 2011 til 1. november 2012 er skattefri, når ordningen er betalt i november 2011, jf. omhandlede brev fra udbyder. Henset til ovenstående er svaret herpå nej.
Indstilling
Skatteministeriets indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at virksomhedens opgørelsesmetode af den skattepligtige værdi for medarbejderen er som ovenfor beskrevet.
Lovgrundlag
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Praksis
I SKM2012.35.SR bekræfter Skatterådet, at benyttelsen af gratis adgang for medarbejdere ansat i A forlystelsespark til de øvrige forlystelsesparker medlem af Foreningen B, anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 3. Benytter medarbejderne den gratis adgang i arbejdstiden i forbindelse med kurser og møder eller lignende, anses benyttelsen for at være erhvervsmæssig og dermed skattefri. Skatterådet kan ikke bekræfte, at værdien af godet kan fastsættes til xxx kr. og afviser at svare på spørgsmålet om godets værdi, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Skatterådet kommer dog med en vejledende udtalelse herom. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at medarbejdernes benyttelse af den gratis adgang efter en konkret vurdering kan omfattes af bagatelgrænsen på 5.500 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 5. pkt. Skatterådet bekræfter dog, at godet under visse forudsætninger kan omfattes af bagatelgrænsen på 1.000 kr. i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt.
I SKM2011.559.SR fandt Skatterådet, at de ansattes gratis adgang til kommunens svømmehal skal anses som et skattepligtigt personalegode, som nævnt i ligningslovens § 16, stk. 1. De ansatte vil dog først bliver beskattet, såfremt antallet af besøg gange prisen pr. besøg - i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt. - overstiger satsen på 1000 kr. og under forudsætning af, at de ansatte ikke modtager andre personalegoder (herunder julegaver).
I SKM2011.561.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at medarbejderne i A A/S ikke undergives personalegodebeskatning, hvis medarbejderne benytter ferieportalen "B" til at leje ferieboliger mv. og derved opnår rabatter eller andre fordele. Rabatten / de andre fordele udgør en forbrugsbesparelse / sparet privatforbrug, og dette sker i kraft af, at A A/S betaler abonnementsudgiften til adgangen til ferieportalen B. Der henvises til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3. Skatterådet udtaler dog, at personalegodet eventuelt er skattefrit, hvis dette kan rummes inden for 1.000 kr.'s grænsen i ligningslovens § 16, stk. 3. 3. pkt. Skatterådet udtaler endvidere, at værdiansættelsen af personalegodet ifølge praksis vil udgøre A A/S' abonnementsudgift fordelt på de medarbejdere, der benytter rabattilbuddet mv. på ferieportalen B.
I SKM2011.193.SR bekræftede Skatterådet, at de ansatte i A Kommune er skattepligtige af en værdi af B-kortet, idet kortet stilles til rådighed som led i deres ansættelsesforhold. Skatterådet fandt samtidigt, at det er tilstrækkeligt, at A Kommune indberetter 217 kr. pr. år for hver enkelt medarbejder, der har modtaget et B-kort.
I SKM2010.527.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at en arbejdsgivers betaling af et nærmere angivet rabatkort til medarbejdernes brug hos diverse handlende vil være omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at betaling af rabatkortet kan anses som en tingsgave af ubetydelig værdi til medarbejderne. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at arbejdsgivers betaling af kortgebyr mv. for medarbejderne vil være et skattepligtigt personalegode omfattet af ligningslovens § 16
Begrundelse
Som anført i ligningslovens § 16 stk. 3 skal personalegoder ansættes til markedsværdien. Herudover er det, som anført i Skatteministeriets juridiske vejledning, afsnit C.A.5.2 tillige anført, at:
"... Det kan være vanskeligt at fastlægge markedsprisen, der som udgangspunkt er, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel. Er der ikke tilstrækkelig grundlag for at udøve et selvstændigt skøn over et godes markedsværdi, ud over hvad arbejdsgiver har betalt for godet, kan markedsværdien ansættes til arbejdsgivers indkøbspris..."
Spørger har i anmodning om bindende svar opstillet følgende beregningsmodel for at finde den skattemæssige værdi af sundhedsordningen:
219.120 kr. i årligt abonnementsudgift for perioden 1. november 2011 til 1. november 2012 (reguleres årligt pr. tiden for betaling dvs. 1. november)/600 medarbejdere = XXX kr. årligt pr. medarbejder.
Ifølge Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2 og 3 kan:
"... Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt".
Som det fremgår ovenfor, kan told- og skatteforvaltningen afvise at give bindende svar, hvis der ikke kan svares med den fornødne sikkerhed.
Da Skatteministeriet ikke ud fra de foreliggende oplysninger kender omfanget af de medarbejdere, der rent faktisk vil benytte den omhandlede sundhedsordning, og om sundhedsordningen er benyttet til private eller arbejdsrelaterede behandlinger, kan Skatteministeriet ikke svare på, hvilken værdi den enkelte medarbejder skal beskattes af. Dertil kommer, at den enkelte sundhedsbehandling skal beskattes på behandlingstidspunktet, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, hvorfor dette også medfører, at der ikke kan ske en konkret værdiansættelse på nuværende tidspunkt.
Skatteministeriet kan dog vejledende udtale at:
Som anført ovenfor er udgangspunktet for værdiansættelse af personalegoder, at værdiansættelsen skal ske til markedsværdien. Når en medarbejder får stillet et personalegode til rådighed i form af sparet privatforbrug, værdiansættes godet som udgangspunkt til medarbejderens forbrugsbesparelse. Den skattepligtige værdi kan således principielt fastsættes uafhængigt af arbejdsgivers udgifter til godet. Ifølge praksis fastsættes den skattepligtige værdi dog som hovedregel til arbejdsgivers faktiske udgift til at erhverve godet / købe ydelsen.
Det fremgår imidlertid af flere tidligere afgørelser fra Skatterådet, gengivet som SKM2008.242.SR, SKM2011.193.SR og SKM2011.194.SR, at den skattepligtige værdi udgør den samlede udgift til abonnementet inkl. eventuelle reguleringer mv., divideret med det antal medarbejdere, der i året løb rent faktisk har benyttet ordningen. Der kan således ikke blot divideres med det samlede antal medarbejdere, uagtet at personalegodet er stillet til rådighed for samtlige medarbejdere, idet medarbejderen også skal have benyttet godet før beskatning indtræder.
Skatteministeriet kan derfor ikke tiltræde den af spørger opstillede beregningsmetode for værdiansættelsen af den omhandlede sundhedsordning jf. i øvrigt besvarelsen af spørgsmål 1.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller imidlertid, at spørgsmål 2 afvises, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at en opsplitning af den nuværende sundhedsaftale i en arbejdsrelateret og en privat relateret sundhedsordning, betyder at medarbejderne alene skal beskattes af værdien af den privatrelaterede sundhedsordning.
Lovgrundlag
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Praksis
SKM2012.218.SKAT Styresignal om sundhedsforsikringer.
Begrundelse
I Skatteministeriets styresignal om sundhedsforsikringer mv., gengivet som SKM2012.218.SKAT, er det bl.a. anført at:
En arbejdsgiverbetalt præmie for en sundhedsforsikring, der udelukkende dækker arbejdsrelaterede skader og sygdomme , vil ikke være skattepligtig indkomst for medarbejderen, da arbejdsgiverbetalt forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme ikke er skattepligt indkomst for medarbejderne efter statsskattelovens mangeårige praksis ...
Der skal dog være en konkret arbejdsmæssig begrundelse for at forebygge eller behandle skaden eller sygdommen...".
I nærværende sag er der, som tidligere nævnt, imidlertid ikke tale om en egentlig sundhedsforsikring, men om en arbejdsgiverbetalt sundhedsordning.
Spørgsmålet er herefter om også arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger og/eller forebyggelse heraf vil være skattefri såfremt, der er tale om sundhedsordninger og ikke en egentlig forsikringsordning.
Det er dog Skatteministeriets opfattelse, at såfremt sundhedsordningen opdeles i en arbejdsrelateret og en privat relateret ordning, vil den arbejdsrelaterede sundhedsordning kunne være skattefri for de medarbejdere, der efter en konkret vurdering opfylder betingelserne om at ordningen rent faktisk er benyttet til forebyggelse eller behandling af en helt konkret arbejdsmæssig skade, jf. statsskattelovens praksis herom.
Skatteministeriet kan imidlertid ikke ud fra de foreliggende oplysninger bedømme, hvorvidt dette vil være tilfælde og for hvilke medarbejdere, da dette beror på en konkret vurdering for hver enkelt medarbejder og for hver enkelt sundhedsbehandling for den enkelte medarbejder. Skatteministeriet kan derfor alene bekræfte, at såfremt betingelsen om, at sundhedsordningen alene er benyttet til forebyggelse eller behandling af en helt konkret arbejdsmæssig skade er opfyldt, vil ordningen være skattefri for medarbejderne.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 bevares med ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.