Dato for udgivelse
02 Nov 2010 13:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Oct 2010 12:26
SKM-nummer
SKM2010.704.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-137986
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Multimedie, PC, VPN, særligt program
Resumé

Skatterådet bekræftede, at hjemlån i ny og næ af PC'er med adgang via en VPN-løsning til fagsystemer er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12.

Hjemmel
Ligningsloven § 16, stk. 12
Reference(r)

Ligningslovens § 16, stk. 12

Henvisning
Ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.4
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 afsnit C.A.5.2.2.3.4.

Spørgsmål

Vil hjemlån i ny og næ af PC'er med adgang via en VPN-løsning til fagsystemer blive omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12?

Spørgers opfattelse

Nej

SKATs indstilling

Ja

Skatterådets afgørelse

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger råder over et antal PC'er i administrationen som i ny og næ kan hjemlånes. PC'erne giver adgang til den enkelte medarbejders fagsystemer via at VPN-klientprogram.

VPN står for "Virtual Private Network" og bruges til at forbinde lokale netværk eller maskiner over f.eks. det globale Internet. Det betyder, at medarbejderne hjemmefra får adgang til netværket på arbejdspladsen. Det kræver, at medarbejderen selv har internetadgang på sin bopæl.

Adgangen kan via VPN'en fx være til KMD-sag, Opera, GoPro eller decentral lønstyring.

Udlånet sker i ny og næ, hvor der fx er opgaver der skal løses indenfor en deadline, eller kan være begrundet i familiemæssige hensyn. Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, hvor ofte dette vil forekomme. Der føres løbende kontrol over, hvilke medarbejdere, der låner PC'erne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger mener, at PC'erne kan være undtaget fra multimediebeskatning, da der er tale om PC'ere med særligt programmel, der hjemlånes i ny og næ.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag:

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Retspraksis

SKM2010.262.SR

Skatterådet tog stilling til, hvorvidt visse programmer kunne anses for særligt programmel i relation til multimediebeskatning.

SKM2010.273.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål vedrørende særligt programmel bl.a. i forbindelse med konkrete opgaver samt vagtfunktioner i relation til multimediebeskatning.

Spørgsmål:

Vil hjemlån i ny og næ af PC'er med adgang via en VPN-løsning til fagsystemer blive omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12?

Pc'er med sædvanligt tilbehør er omfattet af multimediebeskatning, LFB 2009-04-22 nr. 199, pkt. 2.7.2 (L 199):

"- Computer med sædvanligt tilbehør - det vil sige computer inkl. sædvanligt tilbehør, der stilles til rådighed for en arbejdstager til privat benyttelse. Ved sædvanligt tilbehør forstås almindeligt forekommende tilbehør til en computer såsom computerskærm, softwareprogrammer, printer m.v. af almindelig størrelse og standard. Eksempelvis vil en 50 tommer fladskærm med indbygget tv-tuner eller en avanceret fotoprinter ikke blive anset for sædvanligt tilbehør. Sædvanligt tilbehør er et fleksibelt begreb, som ændrer sig i takt med tidens standarder og udvikling på området. Denne afgrænsning svarer til de gældende regler om privat benyttelse af computer med tilbehør til brug ved arbejdet."

Af SKM2010.262.SR fremgår det vedrørende muligheden for at afkræfte privat rådighed af en bærbar PC, der tages med hjem:

For computere, der medtages på bopælen gælder der dog en anden særregel for multimediebeskatningen, såfremt der er tale om en computer med særligt programmel.

I SKM2010.273.SR fandt Skatterådet, at der var tale om denne type særligt programmel:

Ifølge de foreliggende oplysninger er der på spørgers FAP computere installeret et helt særligt dyrt og udvidet krypteringsprogram som følge af et helt særligt behov for sikkerhed i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne. Da dette krypteringsprogram må anses særlig påkrævet i den konkrete situation, er der efter SKATs opfattelse tale om særligt programmel, hvorved der ikke skal ske multimediebeskatning, selvom denne computer medtages på bopælen. Det forudsætter dog, at der alene er tale om computere, der er del i en udlånsordning, at der alene er et begrænset antal computere til rådighed for hjemlån, at computerne alene kan lånes med hjem i ny og næ, at computerne er nødvendige for udførelsen af arbejdet samt at computeren alene må anvendes erhvervsmæssigt, og at der er støtte herfor.

I denne sag er der imidlertid ikke tale om en computer med særligt programmel. Medarbejderne kan ved hjælp af deres VPN-klient få adgang til arbejdsgiverens netværk. Dette påvirker ikke computerens programmer og funktioner i øvrigt, og medarbejderne vil derfor være omfattet af beskatning, såfremt de tager PC'en med hjem.

SKATs indstilling:

Skat indstiller, at spørgsmålet besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.