Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat H C Vinten)

Afsagt af byretsdommer

Britt Falster Klitgaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der vedrører prøvelse af en kendelse truffet af Landsskatteretten den 29. marts 2007, er anlagt den 23. juli 2008. Sagsøgte, Skatteministeriet, har ved skrivelser af 7. juni 2007 og 24. juni 2008 givet tilsagn om, at en stævning udtaget senest den 24. juli 2008 ikke vil blive anset som en overskridelse af fristen for sagsanlæg.

Sagen angår spørgsmål om forrentning af et beløb på 231.890 kr., der ifølge årsopgørelse nr. 2 for 1987, dateret 26. oktober 1990, er til udbetaling til sagsøger, A.

Påstande

A påstår Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at han har retskrav på beregning af morarenter af for sent tilbagebetalt tilgodehavende på 231.890 kr., iflg. årsopgørelse nr. 2 af 26. oktober 1990 for indkomståret 1987, efter rentelovens § 5, stk. 1, m.v., herunder årlige morarenters rente på grund af skærpende omstændigheder i forbindelse med statens retsstridige og mangeårige tilbageholdelse af hans tilgodehavende.

Skatteministeriet påstår frifindelse

Oplysningerne i sagen

Af As årsopgørelse nr. 2 for 1987, der er dateret 26. oktober 1990, fremgår det, at der til udbetaling er 231.890,00 kr.

Landsskatterettens kendelse af 29. marts 2007 er sålydende

"...

Klagen vedrører renteberegning af overskydende skat for indkomståret 1987.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Ved brev af den 3. december 2003 meddelte skatteforvaltningen klageren, at skattekravet mod ham for indkomståret 1987 var konstateret delvist forældet. Den forældede del udgjorde 133.111 kr. og var forældet med henholdsvis 62.688 kr. i marts 1998 og med 70.423 kr. i april 1998.

Forløbet, som begrundede forældelsen, blev beskrevet således

-	Februar, marts og april 1993 forfaldt 3 rater restskat á 70.423 kr. vedrørende indkomståret 1987.
-	13. december 1993: Overskydende skat, ligeledes vedrørende indkomståret 1987, modregnes, hvorved restskatten vedrørende indkomståret 1987 blev dækket i sin helhed.
-	Marts 1995: I forbindelse med indførelsen af systemet KOBRA omkonteres 133.111 kr. af det beløb som dækkede 1987 restskatten ved en fejl.
-	Marts 1998: Den del af martsraten som ikke var dækket (62.688 kr.) forældes.
-	April 1998: Hele aprilraten, 70.423 kr. forældes.
-	November 1999: Fejlen opdages og de modregnede beløb flyttes tilbage.
-	2003: Det konstateres at kravene er forældet efter 1908-loven.

Klageren havde herefter et tilbagebetalingskrav vedrørende den overskydende skat, hvoraf klageren ansås for berettiget til rentegodtgørelse fra forældelsestidspunkterne i henholdsvis marts og april 1998, indtil udbetaling eller modregning af beløbet fandt sted, hvilket skete i december 2003.

Ved brev af den 30. januar 2004 meddelte skatteforvaltningen klageren, at den resterende restskat for indkomståret 1987 på 78.158 kr. var blevet eftergivet ham. Da det eftergivne beløb var dækket af en tidligere modregning, var klageren berettiget til rentegodtgørelse af beløbet for perioderne fra henholdsvis februar og marts 1998 til januar 2004.

Ved tilbagebetalingen af de 133.111 kr. i december 2003 og de 78.158 kr. i januar 2004 (i alt 211.269 kr., ekskl. renter), anså skatteforvaltningen den overskydende skat for indkomståret 1987 for tilbagebetalt.

Klageren mente, at han havde et yderligere tilbagebetalingskrav i sagen, og henvendte sig til skatteministeren i sidste halvdel af 2005. Skatteministeren oversendte sagen til SKAT.

Ved brev af den 30. maj 2006 meddelte SKAT klageren, at han var berettiget til tilbagebetaling af yderligere 20.262 kr. i overskydende skat for indkomståret 1987.

Efter omstændighederne havde klageren endvidere krav på at få udbetalt rentegodtgørelse af dette beløb fra den 26. oktober 1990, der var datoen for årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 1987, og hvoraf det overskydende skattekrav fremgik, og til tidspunktet for udbetaling.

Klageren gjorde hertil gældende, at han også skulle rentegodtgøres af de 133.111 kr. for perioden fra den 26. oktober 1990 til marts/april 1998 og af de 78.158 kr. for perioden fra den 26. oktober 1990 til februar/marts 1998, samt kompenseres for ikke at have kunnet råde over de to rentebeløb i perioden fra februar-april 1998 til udbetalingstidspunktet.

Den 1. september 2006 traf SKAT afgørelse vedrørende det af klageren fremsatte tilbagebetalingskrav. Efter omstændighederne blev klageren anset for berettiget til at få rentegodtgjort de 133.111 kr., og de 78.158 kr. fra den 26. oktober 1990 til henholdsvis marts/april 1998 og februar/marts 1998. Derimod imødekom SKAT ikke klagerens krav om kompensation.

Klageren gjorde indsigelser mod denne afgørelse, idet han ved brev af 7. september 2006 opgjorde sit tilgodehavende til:

211.269 kr. (133.111 kr. + 78.158 kr.) forrentet fra den 26. oktober 1990 til dags dato, kun fratrukket 190.470 kr. + 113.408 kr.

Klageren henviste til, at endelig betaling ikke var sket ifølge gældende lovgivning og anførte, at áconto udbetalinger undervejs ikke hjemler begrænsninger i forrentningen af hovedstolen. Udbetalingerne i december 2003 og januar 2004 skete uden klagerens anmodning og i strid med klagerens ønsker, fordi udbetalingerne repræsenterede en fordrejning af kravets reelle sammenhæng.

Oversigt over udbetalinger til klageren

December 2003: 190.470,21 kr. (133.111 kr. + 57.359,21 kr. i renter).
Januar 2004: 113.408 kr. (78.158 kr. + 35.250 kr. i renter).
Juli 2006: ca. 52.000 kr. (20.262 kr. + renter).
November 2006: 177.139 kr. (yderligere renter af 133.111 kr. og 78.158 kr.).
Januar 2007: 10.889 kr. (korrigeret beregning af renter udbetalt i november 2006.)

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelse af 9. oktober 2006 fastholdt afgørelsen af 1. september 2006.

Klagerens krav på forretning af tilbagebetalingsbeløbet på 211.269 kr. for perioden fra den 26. oktober 1990 til udbetaling af renterne af beløbet finder sted, er ikke imødekommet. Ved årsskiftet 2003/2004 udbetalte skatteforvaltningen 211.269 kr. til klageren. Skatteforvaltningen frigjorde sig herved - når bortses fra de 20.621 kr. - fra sin tilbagebetalingsforpligtigelse vedrørende den overskydende skat for indkomståret 1987. Skatteforvaltningen frigjorde sig samtidig fra sin forpligtigelse til at svare renter af beløbet for tiden efter udbetalingen.

Klageren er således kompenseret for den periode, han ikke har haft rådighed over tilbagebetalingsbeløbet. At beregningen af renter af tilbagebetalingsbeløbet er sket af flere omgange, og ikke i sin helhed i forbindelse med udbetalingen, ændrer ikke herved.

Klageren har uberettiget været uden rådighed over tilbagebetalingsbeløbet på 211.269 kr. i perioden fra den 26. oktober 1990 til årsskiftet 2003/2004. Klager har følgelig et krav på at modtage kompensation for sin manglende rådighed over beløbet i denne periode. Skatteforvaltningens tilbagebetaling af den overskydende skat er derfor sket med tillæg af rentegodtgørelse for perioden. Klageren har således modtaget fuld kompensation for sin manglende rådighed over tilbagebetalingsbeløbet.

Den omstændighed, at beregningen af rentegodtgørelse for hele perioden af tilbagebetalingsbeløbet er sket ad flere omgange i sagen og ikke i sin helhed i forbindelse med skatteforvaltningens udbetaling af beløbet ved årsskiftet 2003/2004, kan ikke bevirke, at rentegodtgørelsesperioden herved skal forlænges som anført af klageren.

Den omstændighed, at klageren betragter skatteforvaltningens tilbagebetaling af de 211.269 kr., som en (uønsket) a conto udbetaling på et større tilgodehavende, ses heller ikke at kunne bevirke, at der skal ske en fornyet opgørelse af rentegodtgørelsesperioden i overensstemmelse med klagerens krav. Klagerens betragtninger vedrørende skatteforvaltningens delvise tilbagebetaling ved årsskiftet 2003/2004, fratager ikke tilbagebetalingen sin frigørende virkning i forhold til denne del af tilbagebetalingsforpligtelsen. Skyldforholdet for så vidt angår denne del af tilbagebetalingsforpligtelsen blev således bragt til ophør ved udbetalingen.

Klagerens kompensationskrav er i strid med almindelige erstatningsretlige principper i dansk ret, hvorefter skadelidte nok har krav på fuld erstatning, men på den anden side ikke skal opnå en berigelse igennem denne. I det foreliggende tilfælde ville en gennemførelse af klagerens kompensationskrav reelt indebære ikke kun en genopretning af hans tab ved at undvære tilbagebetalingsbeløbet i en periode, men også en berigelse, idet den udmålte rentegodtgørelse i så fald også ville komme til at dække en periode efter årsskiftet 2003/2004, hvor klageren rent faktisk har været i besiddelse af beløbet og følgelig ikke har været erstatningsberettiget.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at hans krav på tilbagebetaling af overskydende skat med renter opgøres således:

Overskydende skat for 1987 - pr. 26. oktober 1990		231.890 kr.
Renter heraf (ca. 88%) fra 26. oktober 1990 til februar/april 1998	ca.	204.000 kr.
Samlet krav pr. februar/april 1998	ca.	436.000 kr.
Renter heraf (ca. 45%) fra februar/april 1998 til 2003/2004	ca.	196.000 kr.
	ca.	632.000 kr.
Hvoraf udbetales/afdrages ved årsskiftet 2003/2004	ca.	304.000 kr.
Samlet krav ved årsskiftet 2003/2004	ca.	328.000 kr.
Renter heraf (ca. 18%) fra 2003/2004 til primo juli 2006	ca.	59.000 kr.
	ca.	387.000 kr.
Hvoraf udbetales / afdrages primo juli 2006	ca.	52.000 kr.
Samlet krav primo juli 2006	ca.	335.000 kr.
Renter heraf (ca. 2%) fra primo juli til primo november 2006	ca.	7.000 kr.
	ca.	342.000 kr.
Hvoraf udbetales/afdrages primo november 2006	ca.	178.000 kr.
Samlet krav primo november 2006	ca.	164.000 kr.
som skal forrentes med 0,5% pr. påbegyndt måned indtil betaling sker.

Kravet er beregnet i overensstemmelse med kildeskattelovens regelsæt for forrentning af skatterestancer, der ikke betales rettidigt. Rentetilskrivningsdatoerne er bestemt af skattemyndighedens udbetalingsdatoer. En overskydende skat skal ifølge lovgivningen behandles samlet, ikke opdelt.

I kildeskatteloven gælder et princip om, at skatterestancer og tilbagebetaling af overskydende skat skal forrentes på samme måde. Ved skatterestancer skal borgeren betale morarenter og en månedlig rentesats. Betales skatterestancen inklusiv renterne ikke til tiden, bliver renterne tilskrevet skatterestancen, og der beregnes herefter renter af dette beløb. Der er således ikke tale om renters rente af den oprindelige restance, men om betaling for en ny periode, hvor den aktuelt opgjorte restance ikke er blevet betalt.

Skatteforvaltningen opgjorde forrentningen af den overskydende skat for to perioder, henholdsvis for perioden fra 26. oktober 1990 til februar/april 1998 og fra februar/april 1998 til 2003/2004. Da forvaltningen alene udbetalte forrentningen for den sidste periode, frigjorde den sig ikke fra sin tilbagebetalingsforpligtelse, som omfattede begge erstatningsperioderne.

Skattemyndighedens tilbagebetalingsforpligtelse omfatter både tilbagebetalingsbeløbet og erstatning for den periode, borgeren ikke har haft rådighed over beløbet. Når myndigheden ikke udbetaler renteerstatningen, eller kun udbetaler en del heraf, betyder denne fejl, at der efterfølgende skal betales for den periode, hvor den manglende del af erstatningen ikke er blevet udbetalt. I modsat fald ville staten kunne tjene stort på konsekvent at udbetale borgernes tilbagebetalingsbeløb uden eller med for lille erstatning, som ville falde bort, såfremt borgeren ikke opdagede fejlen inden 5 år.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Klageren har fået udbetalt overskydende skat, som har været anvendt til modregning af en restskat, som delvist er bortfaldet på grund af forældelse og delvist eftergivet. Klageren har fået forrentet beløbet fra datoen for den årsopgørelse, hvoraf den overskydende skat fremgik, til tidspunkterne for udbetalingerne.

Da udbetalingen af den overskydende skat skyldes særlige omstændigheder vedrørende den restskat, som den overskydende skat oprindeligt var anvendt til dækning af, anses udbetalingen ikke for at være omfattet af bestemmelsen i kildeskattelovens § 62A, stk. 4, om udbetaling af overskydende skat som følge af en ændret årsopgørelse.

Hverken kildeskatteloven eller andre bestemmelser ses at indeholde hjemmel til at opgøre kravet på tilbagebetaling af overskydende skat med periodevis tilskrivning af renter, der herefter indgår som en del af den hovedstol, hvoraf renterne beregnes.

Det bemærkes hertil, at princippet om symmetrisk renteberegning ved ansættelsesændringer, som blev indført ved lov nr. 277 af 13. maj 1998, og som indførte symmetri i renteberegningen, hvad enten en ansættelsesændring medfører en restskat eller en overskydende skat, ikke i sig selv kan hjemle en opgørelse af kravet på tilbagebetaling af overskydende skat, som ikke har støtte i nogen lov.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.

..."

A har i perioden fra december 2003 til juni 2008 á 6 gange fået udbetalt i alt 686.758 kr. Beløbet 686.758 kr. svarer ifølge Skatteministeriets beregninger til den samlede overskydende skat for 1987, der i følge årsopgørelse nr. 2 for 1987, dateret 26. oktober 1990 var til udbetaling med 231.890 kr., med tillæg af renter efter kildeskattelovens § 62, stk. 3, 2. pkt., fra november 1990 til juli 2008. Ved renteberegningen er de af skattemyndighederne foretagne udbetalinger forlods modregnet i tilskrevne renter og herefter på den rentebærende fordring. Der er ikke givet renters rente.

A har til brug for denne sag foretaget en renteberegning, der viser, at såfremt udbetalingskravet på 231.890 kr. forrentes som af ham krævet med en rentesats svarende til morarente efter rentelovens § 5, med rentedage svarende til antallet af kalenderdage, og med en årlig tilskrivning af renten til hovedstolen som ved kontokurrant, er hans krav mod Skatteministeriet med udgangen af 2008 på mere end 670.000 kr. Ved As renteberegning er de 6 udbetalinger i perioden fratrukket med valeur fra de respektive udbetalingsdatoer.

Parternes synspunkter

A har i et påstandsdokument anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

"Under påberåbelse af parternes samlede processkrifter med bilag samt Kildeskatteloven, Renteloven, Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987, SKAT's rentegodtgørelsesvejledning af 10. januar 2006 med blanket 03.051 (tidl.nr. R 116) og Højesterets dom af 8. januar 2004, sagsnr. 1. afd. 429/2002, SKM2004.38.HR - vil sagsøger gøre gældende, at et for sent tilbagebetalt tilgodehavende fra en korrekt beregnet årsopgørelse, som bl.a. indeholder konstateret overskydende skat, skal rentegodtgøres efter Renteloven, idet Kildeskatteloven alene hjemler renter af overskydende skat fra 1. oktober i året efter indkomståret til og med udgangen af den måned, hvori årsopgørelsen udskrives."

Skatteministeriet har i et sammenfattende processkrift anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

"Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har krav på forrentning af overskydende skat for 1987 i et større omfang end det af skattemyndighederne udbetalte rentebeløb.

Sagsøgeren støtter sin påstand på flere forskellige anbringender, der i de følgende adresseres særskilt.

Ad hjemmelsgrundlaget for forrentning

Det fremgår af sagsøgerens påstand, at kravet om yderligere forrentning af overskydende skat for 1987 rejses på grundlag af rentelovens § 5, stk. 1.

Det bestrides, at renteloven finder anvendelse i nærværende sag. Rentelovens regler finder alene anvendelse på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, stk. 1. Krav, der støttes på skattelovgivningen, falder uden for formuerettens anvendelsesområde. Dette gælder, hvad enten kravet rettes mod borgeren eller mod det offentlige. Det forhold, at det er sagsøgeren, der har en fordring mod staten, bevirker således ikke, som sagsøgeren antager, jf. dennes replik side 2, at sagsøgerens fordring ikke er et skattekrav.

I sammenhæng hermed har Højesteret bekræftet, at såfremt et krav falder uden for formuerettens område, gælder det samme et krav på tilbagebetaling af et for meget eller fejlagtigt erlagt beløb, jf. UfR 2004, 977 H.

Den i afsnit 2 omtalte retspraksis, herunder afgørelsen i UfR 1984, 1061 H, som sagsøgeren henviser til i sine processkrifter II og III, er ikke relevant i nærværende sag. De pågældende afgørelser var som nævnt karakteriseret ved, at der var tale om situationer, der hverken var omfattet af renteloven eller af særlige regler om forrentning i skatte- og afgiftslovgivningen. Nærværende sag vedrører derimod et krav på overskydende skat, der netop er omfattet af en særlig forrentningsregel i form af kildeskattelovens § 62 A, stk. 4, jf. § 62, stk. 3, 2. pkt. Det gøres på den baggrund gældende, at der ikke er hjemmel til at imødekomme sagsøgerens påstand.

I den sammenhæng bestrides det endvidere, at der foreligger, hvad sagsøgeren kalder "skærpende omstændigheder ifm. Statens retsstridige og mangeårige tilbageholdelse af appellantens overskydende skat", jf. stævningen side 1.

Konsekvensen af, at en overskydende skat efter kildeskattelovens § 62 A, stk. 4, ikke tilbagebetales inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen, er, at der må foretages en omberegning af den godtgørelse og eventuelle renter, som tilkommer den skattepligtige. Således er der også forholdt i nærværende sag.

Det ligger således fast, at sagsøgeren alene kan støtte krav på renter af overskydende skat på kildeskatteloven.

Sagsøgte bestrider i øvrigt sagsøgerens oplysninger i dennes processkrift II om resultatet af hans telefoniske forespørgsler for alle 30 skattecentre i Danmark og for SKAT, Hovedcentrets juridiske afdeling vedrørende hjemmelsspørgsmålet.

Ad kildeskattelovens § 62 A, stk. 4

I sin replik gør sagsøgeren gældende, at KSL § 62 A, stk. 4, med "overskydende skat" alene refererer til § 62, stk. 1, herunder til § 60.

Dette er ikke korrekt. Såvel bestemmelsen i § 62, stk. 1, som i § 60 angår den situation, hvor det umiddelbart efter indkomstårets udløb viser sig, at slutskatten er mindre end de foreløbige skatter. Bestemmelsen i § 62 A, stk. 4, angår derimod den situation, hvor den skattepligtiges årsopgørelse senere ændres. Henvisningen i § 62 A, stk. 4, til bestemmelserne i henholdsvis § 62, stk. 2, og § 62, stk. 3, 2. pkt., angår alene størrelsen af den godtgørelse, som i denne situation skal ydes den skattepligtige, samt størrelsen af den rente, som skal ydes den skattepligtige, hvis tilbagebetaling sker efter den 1. oktober i året efter indkomståret.

Ad spørgsmålet om renters rente

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at skatteministeriet tilpligtes at betale "årlig morarenters rente" af den overskydende skat.

Det bestrides, at der er hjemmel til at kræve renters rente af et overskydende skattekrav. Der henvises i den forbindelse til, at der efter dansk ret ikke er hjemmel til at kræve renter af skyldig rentegæld, med mindre der foreligger et sikkert retsgrundlag herfor i form af klar lovhjemmel, gyldig aftale eller sædvane. Der henvises i den forbindelse til afgørelsen i TfS 1996, 143 samt forarbejderne til lov nr. 379 af 6. juni 2002 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v., Folketingstidende 2001-02, 2. samling, Tillæg A, side 2118.

Det fornødne retsgrundlag er ikke til stede i nærværende sag, da kildeskatteloven ikke indeholder hjemmel til at opkræve renters rente. Højesterets dom i UfR 1984, 1061 H støtter endvidere ikke, som sagsøgeren synes at antage, jf. dennes processkrift III, sagsøgerens betragtninger, da skatteyderen i den pågældende sag alene blev tilkendt procesrente, og ikke renters rente, af den erlagte stempelafgift.

Ad sagsøgerens renteberegning

Om sagsøgerens renteberegning, som i det hele bestrides, fordi renteloven ikke finder anvendelse på tilbagebetaling af skattebeløb, bemærkes følgende:

Sagsøgerens tilgodehavende ifølge 2. årsopgørelse for 1987, dateret den 26. oktober 1990, androg kr. 231.890,-.

Såfremt renteloven kan lægges til grund ved beregning af renter af den skattepligtiges tilgodehavende pr. 26. oktober 1990, kan indledningsvis bemærkes, at tilgodehavendet skal forrentes i henhold til bekendtgørelse af lov om renter ved forsinket betaling m.v., LBK nr. 583 af 1. september 1986. Det bestemmes i denne lovs § 5, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct. Nationalbankens diskontosatser for de relevante indkomstår fremgår af "Oversigt - Nationalbankens diskontosatser fra 1914 -" (bilag A).

Ifølge rentelovens § 3 skal renten betales fra forfaldsdagen, der ifølge sagsøgeren er den 26. oktober 1990.

Som erstatning for bilag 2 har sagsøgeren fremlagt sin endelige opgørelse af sit rentetilgodehavende i bilag 2 B, jf. sagsøgerens processkrift IV.

Det fremgår af opgørelsen i bilag 2 B, at sagsøgeren har opgjort sit rentetilgodehavende for 1990 til kr. 6.172,-. Der er således fortsat en ikke ganske uvæsentlig forskel mellem sagsøgerens beregning og sagsøgtes beregning, ifølge hvilken forrentningen for 1990 udgør kr. 5.977,61, såfremt det antages, at renteloven finder anvendelse.

Differencen udspringer af, at sagsøgeren fejlagtigt lægger til grund, at antallet af rentedage fra 26. oktober til 31. december 1990 udgør 67. Så vidt ses, har sagsøgeren optalt antal kalenderdage i det nævnte tidsrum og har medregnet såvel den 26. oktober som den 31. december 1990 som rentedage.

Sagsøgte kan ikke tilslutte sig sagsøgerens synspunkt om, at en beregning af rente skal foretages efter det antal kalenderdage, der måtte være i en given måned eller i et givet indkomstår. Der regnes med et renteår på 360 dage og med 30 rentedage pr. måned. Der tages således ikke hensyn til skudår, ligesom der heller ikke tages hensyn til det forhold, at nogle måneder ifølge kalenderen er kortere end andre.

Forfaldsdagen skal endvidere ikke medregnes som en rentedag, da debitor på denne dag kan opfylde sin betalingspligt, uden at dette vil udløse forrentning af kreditors tilgodehavende. Betalingsdagen tælles heller ikke med i rentedagene, da debitor denne dag frigør sig fra sin betalingspligt.

Antallet af rentedage i perioden 26. oktober til 31. december 1990 udgør derfor rettelig 64.

Som følge af sagsøgerens vildfarelse med hensyn til antallet af rentedage, bliver sagsøgerens renteopgørelse for 1990 ikke retvisende for et eventuelt rentekrav i henhold til renteloven. Tilsvarende gælder for så vidt angår sagsøgerens beregninger for de efterfølgende indkomstår. Eksempelvis lægger sagsøgeren til grund, at der er 141 rentedage i perioden fra 1. januar til 21. maj 1991, jf. bilag 2B, mens det reelle antal rentedage i perioden andrager 140.

Endvidere fremgår det af bilag 2 B, at sagsøgeren løbende har lagt forrentningen i de enkelte kalenderår til hovedstolen i det efterfølgende kalenderår. Som anført af Landsskatteretten i dennes afgørelse af 29. marts 2007 (bilag 1), side 7, er der hverken i kildeskatteloven eller andre steder hjemmel til at opgøre kravet på tilbagebetaling af overskydende skat med periodevis tilskrivning af renter, der herefter indgår som en del af en hovedstol, hvoraf renterne beregnes.

Ministeriet har på dette grundlag ikke foretaget korrigerende beregninger af de af sagsøger for de efterfølgende indkomstår opgjorte rentekrav i henhold til renteloven.

Over tid, hvorved bemærkes, at der i nærværende sag foretages en renteberegning over næsten 20 år, bliver der tale om forholdsvis store afvigelser mellem det af sagsøgeren opgjorte rentekrav og et eventuelt korrekt beregnet rentekrav efter renteloven. På den baggrund kan ministeriet således i det hele afvise det af sagsøgeren indtalte rentekrav."

Rettens begrundelse og afgørelse

Rentelovens regler finder kun anvendelse på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, stk. 1. Krav, der støttes på skattelovgivningen, falder uden for formuerettens anvendelsesområde. Dette gælder, hvad enten kravet rettes mod borgeren eller mod det offentlige. As krav ifølge årsopgørelse nr. 2 for 1987 på udbetaling af 231.890 kr. støttes på skattelovgivningen og er et krav af offentligretlig karakter, der skal forrentes efter kildeskattelovens § 62 og ikke efter rentelovens § 5.

Der er ikke hjemmel i kildeskattelovens § 62 til periodevis tilskrivning af renter, der herefter indgår som en del af den hovedstol, hvoraf renterne beregnes. Der er heller ikke oplyste om sådanne forhold, at der i denne sag foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at der ikke kan kræves renters rente.

Herefter skal Skatteministeriet frifindes for As anerkendelsespåstand om principperne for renteberegning af hans krav ifølge årsopgørelse nr. 2 for 1987.

Ved fastsættelsen af et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgifter til advokatbistand har retten lagt vægt på sagens værdi, der ifølge A med udgangen af 2008 var på mere end 670.000 kr. Retten har herefter taget udgangspunkt i de vejledende satser og fundet, at A, der har tabt sagen, skal betale 60.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøger, A, betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 60.000 kr.