En skatteyder indbragte den 30. august 2000 en landsskatteretskendelse af 31. maj 2000 for Østre Landsret. Sagen, som således blev anlagt rettidigt, vedrørte flere forhold, bl.a. spørgsmålet om anvendelse af grænsegængerreglen, fradrag for befordring og fradrag for vedligeholdelsesudgifter vedr. en udlejet ejendom.

Efter at have fået udsættelse et par gange med indgivelse af replik, tilkendegav landsretten, at det var forbundet med udeblivelsesvirkning, hvis replikken ikke forelå senest den 3. april 2001. Da skatteyderen ikke indgav replik i sagen inden denne frist, og heller ikke fremkom med bemærkninger til afvisningsspørgsmålet inden den af retten fastsatte frist den 22. april 2001, afviste landsretten endeligt sagen ved kendelse af 7. maj 2001 i medfør af retsplejelovens § 353.

I stedet for at kære landsrettens afvisningskendelse til Højesteret, indbragte skatteyderen sin landsskatteretskendelse ved en ny stævning til Østre Landsret 2 dage efter afvisningen af den første sag.

Skatteministeriet nedlagde i den nye sag påstand om afvisning, idet ministeriet gjorde gældende, at 3-månedersfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, for indbringelse af landsskatteretskendelsen var overskredet.

Østre Landsret tilkendegav på et retsmøde i sagen den 4. oktober 2001 (12. afd., B-1364-01), at retten agtede at udskille afvisningsspørgsmålet til særskilt behandling, således at deldomsforhandling skulle finde sted den 11. april 2002. Landsretten begrundede dette med, at retten fandt afvisningsspørgsmålet i sagen principielt. Retten oplyste samtidig, at parterne skulle udarbejde en fælles materialesamling indeholdende blandt andet litteratur og praksis vedrørende skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, samt vedrørende beslægtede problemer i relation til blandt andet forældelsesloven af 1908 og retsplejelovens § 372, stk. 3. Efter sidstnævnte bestemmelse kan en anke, der hæves eller afvises af anden grund end overskridelsen af fristen for indlevering af ankestævning med rettens tilladelse på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning indleveres inden 2 uger efter det retsmøde, hvori sagen blev hævet eller afvist.

På retsmødet henviste landdommeren til dissensen i UfR 1999, 42 H, som ifølge landsdommeren skulle være relevant.

Denne højesteretssag vedrørte en aktieoverdragelse, i hvilken det var bestemt, at eventuelle krav vedrørende regulering af købesummen skulle være gjort gældende ved domstolene inden udgangen af kalenderåret 1997. Den ene aftalepart anlagde sag ved Sø- og Handelsretten ved stævning af 30. december 1997. Efter svarskriftet tilkendegav sagsøger, at man ønskede at indgive replik, men den af Sø- og Handelsretten fastsatte frist for replikken blev ikke overholdt, men overskredet med en uge. Sagsøgte påstod dagen efter fristens udløb sagen afvist, hvilket Sø- og Handelsretten tiltrådte i medfør af retsplejelovens udeblivelsesbestemmelser.

Højesterets flertal stadfæstede afgørelsen, mens en dissentierende dommer henviste til forarbejderne til de skærpede udeblivelsesbestemmelser i retsplejeloven (indsat ved lov nr. 414 af 10. juni 1997), hvorefter en sanktionering ved fristoverskridelse for processkrifter forudsætningsvis måtte antages at være begrænset til omkostninger ved procesførelse (sagsomkostninger til modparten og ny retsafgift ved sagens genanlæggelse), og at den ikke omfattede den risiko for retstab, der kunne være forbundet med afvisning i tilfælde, hvor en frist for sagsanlæg i mellemtiden måtte være sprunget. På denne baggrund og efter et proportionalitetsprincip fandt den dissentierende dommer, at en sådan retstabsrisiko måtte anses for et relevant hensyn ved afgørelsen af, om fristoverskridelsen undtagelsesvis ikke skulle tillægges udeblivelsesvirkning efter retsplejelovens § 354, stk. 7.

Som nævnt fandt landsdommeren i den foreliggende sag på retsmødet den 4. oktober 2001, at det var relevant at se på litteratur og praksis vedr. beslægtede problemer i relation til forældelsesloven af 1908. På forældelsesområdet er det fast højesteretspraksis, at den oprindelige stævnings fristafbrydende virkning bevares for sagsøger, selv om sagen afvises af formelle grunde, så som sagsøgerens udeblivelse eller fristoverskridelse, når blot ny sag anlægges uden ufornødent ophold. I litteraturen om retsplejeloven er det bl.a. af Bernhard Gomard antaget, at retstilstanden på forældelsesområdet gælder tilsvarende på områder, hvor der er lovbestemte søgsmålsfrister.

Skatteministeriet fandt, at hensynet til skatteyder, der lider et retstab hvis søgsmålsfristen er sprunget, ud fra et proportionalitetssynspunkt måtte tillægges større vægt end hensynet til ministeriet, som jo allerede var bekendt med det materielle spørgsmål i den genanlagte sag. I den forbindelse fandt ministeriet også, at det havde betydning, at landsretten i en lignende sag, som den foreliggende i TfS 2001, 110, synes at lægge vægt på, at den konkrete sag ”først” blev genanlagt 7 uger efter afvisningen. Skatteministeriet lagde vægt på, at skatteyderen i nærværende sag havde anlagt sagen igen uden unødigt ophold ved at indgive stævning blot to dage efter afvisningen af sagen. Det tidsmæssige krav, som må opstilles, var således opfyldt i den konkrete sag. 

Skatteministeriet frafaldt herefter sin afvisningspåstand i sagen, hvorved det materielle spørgsmål kunne prøves.

Skatteministeriet vil herefter anse sager, som bliver genanlagt inden 14 dage efter landsrettens afvisningskendelse, som anlagt uden ufornødent ophold.