RIM kan som kreditor søge at begære en skyldner erklæret konkurs. I et sådant tilfælde anses RIM som konkursrekvirent, jf. afsnit H.3.5 om kriterier for, hvornår man skal foranledige konkursbegæring indgivet.
Før skifteretten afsiger et konkursdekret, skal en række betingelser være opfyldt. Reglerne om, hvornår en skyldner kan erklæres konkurs, findes i KL §§ 17-20 og gennemgås særskilt i afsnit H.3.3.2 - H.3.3.3. Herudover er det vigtigt at være opmærksom på nogle særlige forudsætningsvise betingelser, jf. afsnit H.3.3.1.
Da disse betingelser inddrages i skifterettens vurdering af, om en skyldner kan erklæres konkurs, skal RIM også være opmærksom på disse betingelser og foretage en vurdering heraf, inden den afgør, om en skyldner bør erklæres konkurs.
I relation til kreditor kræves det i øvrigt, at denne er en 3. mand i forhold til skyldner. Det betyder fx, at den, der har foretaget indskud i en virksomhed som aktionær eller anpartshaver (ansvarlig lånekapital), ikke kan fremkalde en konkurs, medmindre han samtidig er kreditor.