Told- og Skattestyrelsen har på grundlag af en henvendelse fra en told- og skatteregion i anledning af en konkret sag vejledende udtalt sig om den momsmæssige status for produktionsskoler i statsfængsler.
Produktionsskolerne er oprettet for, at statsfængslerne kan opfylde forpligtelsen ifølge straffeloven om, at de indsatte skal være beskæftigede. Beskæftigelsen er et led i en resocialiseringsproces for de indsatte.
Det er de svageste indsatte, der er beskæftigede på produktionsskolerne. Det kortsigtede mål hermed er at opkvalificere de indsatte til deltagelse i egentlig undervisning, produktion eller økonomidrift. Det langsigtede mål er at udruste eleverne til et almindeligt liv efter fængslet.
Det er til styrelsen oplyst, at der er 10 produktionsskoler i fængselssystemet, som er meget forskellige i indhold (produktion mv.) og nogle producerer mere end andre. Fælles er, at alle giver underskud.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har til styrelsen oplyst, at produktionsskolernes måde at fungere på ligner den måde, hvorpå en produktionsskole efter lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. fungerer. Dog følger produktionsskolerne straffeloven, da de er oprettet for at opfylde bestemmelsen om, at indsatte skal være beskæftigede.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har videre oplyst, at tiden i produktionsskolen anvendes til praktisk undervisning i et værksted for eksempel ved en drejebænk. Der kan være max. 6 indsatte af gangen i en produktionsskole. Typisk vil de indsatte i produktionsskole være på værksted i 50 pct. af tiden, og den resterende tid anvendes til en eller anden form for undervisning. Der kan være tale om dansk for udlændinge eller specialundervisning mv. Indenfor kriminalforsorgen er produktionsskole kategoriseret under uddannelse.
Ved besvarelsen er det forudsat, at det er muligt at adskille den egentlige produktion og undervisning fra de aktiviteter, der foregår i forbindelse med produktionsskolen.
Det er styrelsens opfattelse, at produktionsskoler i statsfængsler er afgiftspligtige personer, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, da de må anses for at levere varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder. Det er også styrelsens opfattelse, at der er tale om en konkurrencesituation, selv om fremstillingen sker under specielle forhold, og selv om fremstillingen af produkterne sker med stort spild, idet momspligtige virksomheder kan fremstille tilsvarende produkter med henblik på salg.
Produktionsskolerne er omfattet af momslovens § 4, stk. 1, idet de leverer varer i form af de produkter, der er fremstillet i skolerne mod vederlag til aftagere.
Leverancer fra produktionsskolerne er herefter som udgangspunkt afgiftspligtige, med mindre de kan fritages efter andre bestemmelser i momsloven.
De fritagelsesbestemmelser, der kan være relevante i denne sammenhæng, er § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand eller § 13, stk. 1, nr. 3, om undervisning og kursusvirksomhed.
Produktionsskolerne er som nævnt oprettet for, at statsfængslerne kan opfylde forpligtelsen ifølge straffeloven om, at de indsatte skal være beskæftigede. Beskæftigelsen er et led i en resocialiseringsproces for de indsatte. Der lægges stor vægt på undervisningselementet i produktionsskolerne, og i indhold følger statsfængslernes produktionsskoler lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. At der lægges stor vægt på undervisningen giver sig udslag i, at der gives instruktion i selve værkstedet (produktionsskolen), ligesom der er et særligt undervisningslokale til hver produktionsskole i statsfængslerne. De fleste indsatte, der er beskæftigede i en produktionsskole tilbringer halvdelen af tiden på værkstedet, mens den anden halvdel bruges på undervisning, som kan bestå i dansk for udlændinge, undervisning for ordblinde og anden specialundervisning mv. Den produk- tion, der måtte være på produktionsskolen, er således ikke fremstillet med det overordnede formål at opnå en indtægt.
Ud fra en samlet vurdering er det derfor styrelsens opfattelse, at produktionsskolerne i fængslerne i momsmæssig sammenhæng som udgangspunkt kan sidestilles med produktionsskoler i henhold til lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v., idet disse skoler følger reglerne i denne lov, og målet med skolerne er undervisning.
Dermed er produktionsskoler i statsfængsler omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, jf. afsnit D.11.3 i momsvejledningen 2000. Det gælder også, selv om et af formålene med produktionsskoler i statsfængslerne er resocialisering og dermed også har karakter af social forsorg. Fritagelsen er dog betinget af, at produktion og salg er beskeden, som tilfældet er på produktionsskoler omfattet af lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v.
Fritagelsen af den enkelte produktionsskole skal således ske efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder.