Fuld godtgørelseEfter § 33 A, stk.1, 2. pkt. ydes en godtgørelse på 100 procent af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin sag, jf. SSL § 33 A, stk. 1, 1. pkt.

Godtgørelse med 50 procentTaber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag eller får medhold i mindre grad, godtgøres udgifterne til sagkyndig bistand mv. med 50 procent.

Fuld godtgørelse, når sagen er indbragt af myndighederne I de tilfælde, hvor en sag er viderebragt på myndighedens foranledning, er godtgørelsen på 100 procent af de godtgørelsesberettigede udgifter, jf. SSL § 33 A, stk. 2. Godtgørelsen på 100 procent ydes uanset udfaldet af sagen ved den pågældende instans. En sag videreføres som hovedregel af skattemyndighederne, fordi den er principiel. Der ydes således forhøjet godtgørelse i sager, hvor udgifterne er betalt i anledning af:

  • at den statslige told- og skatteforvaltning vil ændre en kommunal ansættelse efter SSL § 14, stk. 4, 2. pkt, eller
  • Told- og Skattestyrelsen af egen drift vil ændre en afgørelse truffet af en told- og skatteregion, eller
  • den statslige told- og skatteforvaltning forelægger en skatteankenævnskendelse eller en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring efter SSL § 14, stk. 5, eller
  • Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for landsretten, eller
  • Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret

Den fulde godtgørelse for udgifter afholdt i anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, gælder også i tilfælde hvor told- og skatteforvaltningen vil ændre en ansættelse af et selskab foretaget af en kontraktsligningskommune, jf. SSL § 14, stk. 4, 2. punktum, jf. bek. nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning § 28, stk. 2.

En kommunal skatteansættelse foreligger, når der er udsendt en årsopgørelse eller en kendelse. Når der er udsendt en årsopgørelse, og told- og skatteforvaltningen ønsker at foretage en ansættelsesændring, sker dette med hjemmel i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. punktum, uanset om kommunen har taget særskilt stilling til de punkter i årsopgørelsen, som told- og skatteforvaltningen ønsker at ændre. Retten til fuld godtgørelse gælder således uanset, om der tidligere i kommunen er sket en egentlig ligningsmæssig behandling eller ej af selvangivelsen eller det eller de punkter, som told- og skatteforvaltningen ønsker at ændre. Se SKM2002.347.TSS, hvor det fastslås, at der ydes fuld godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet i forbindelse med, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse uden, at den kommunale skatteforvaltning har foretaget en egentlig behandling af selvangivelsen eller det pågældende punkt.

Retten til fuld godtgørelse gælder også i tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen genoptager en sag vedrørende et punkt, der tidligere har været behandlet og afgjort af told- og skatteforvaltningen, og hvor der i den tidligere sag var ret til fuld godtgørelse.

Når told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse i medfør af SSL § 14, stk. 4, 2. punktum, skal der som følge af den almindelige vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7 gives vejledning om retten til fuld omkostningsgodtgørelse. Vejledningen skal gives på det tidspunkt, hvor told- og skatteforvaltningen første gang kontakter den skattepligtige, medmindre denne kontakt alene sker som led i ydelse af sædvanlig bistand i en sag, der i øvrigt er under behandling i en kommune.

Den fulde godtgørelse ydes kun til dækning af de bistandsudgifter, som den godtgørelsesberettigede afholder ved den instans, hvortil myndigheden har indbragt sagen til prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således fx en landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, der ydes en forhøjet omkostningsgodtgørelse til. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige anker landsrettens afgørelse til Højesteret, kan der alene ydes godtgørelse for de godtgørelsesberettigede udgifter ved Højesteret afhængigt af udfaldet af sagen. 

Fuld godtgørelse ved syn og skønI sager, der klagebehandles af Landsskatteretten eller sager om bindende forhåndsbesked, der behandles af Ligningsrådet, kan Landsskatteretten eller Ligningsrådet efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn under behandlingen af sagen, dækkes med 100 procent. Der henvises til beskrivelsen af omkostningerne ved syn og skøn i afsnit K.3.1.

Acontoudbetaling med 50 procentDet er muligt at få udbetalt acontobeløb efter ordningen. Da udfaldet af sagen endnu ikke kendes, kan der kun udbetales godtgørelse med 50 procent af udgifterne ved ansøgning om udbetaling af acontobeløb. I tilfælde, hvor sagen er videreført på myndighedernes initiativ, kan hele det ansøgte beløb dog udbetales.