Virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en måned omfatter de leverancer, for hvilke der i den pågældende måned er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger.
Dette indebærer, at alle fakturaer og acontoopkrævninger, der udstedes i en måned, skal medtages ved opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer for den samme måned.
En eventuel forfaldsdato eller dato for sidste rettidige betaling kan ikke lægges til grund for opgørelsen af de afgiftspligtige leverancer.
Fakturadatoen skal dermed anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde gas i relation til gasselskabets afregning af gasafgift og CO2-afgift.
I de følgende afsnit er reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde gas beskrevet på grundlag af en række af de faktureringsmetoder, som forsyningsselskaber almindeligvis anvender over for kunder. Reglerne anvendes i øvrigt også ved opgørelse af momstilsvaret; dette fremgår af Momsvejledningen.
Månedsafregnende kunderReglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde ved månedsafregnende kunder, hvor der sker en slutafregning for hver måned, kan vises ved følgende eksempel:
En leverance i januar, for hvilken der udstedes en faktura i februar, skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for februar, hvor fristen for angivelse og betaling af afgifterne til ToldSkat er den 15. marts.
Acontoopkrævninger for hver enkelt acontoperiodeFor udstedte acontoopkrævninger, som sendes enkeltvis til kunder for hver acontoperiode, gælder der de samme opgørelsesregler som nævnt oven for ved månedsafregnende kunder.
Det betyder, at en acontoopkrævning, der udstedes i fx marts omfattende en 3 måneders acontoperiode (februar, marts og april), skal medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for marts.
Betaling via PBSVed betaling for leverancer via BetalingsService (PBS) anvender forsyningsselskaberne almindeligvis følgende 2 hovedsystemer:
- Kunden får tilsendt fakturaer - acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en årsafregning (slutafregning) - fra selskabet og en betalingsoversigt fra PBS.
- Kunden får tilsendt en slutafregning fra selskabet og en betalingsoversigt fra PBS for slutafregningen - mens den løbende acontoopkrævning for hver acontoperiode sker via PBS.
Ad 1Hvis selskabet både udsteder acontoopkrævninger for hver acontoperiode og en slutafregning - hvoraf det fremgår, at betaling vil ske via PBS - er det fakturadatoen på de udstedte acontoopkrævninger og slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde.
Datoen på betalingsoversigten fra PBS er dermed uden betydning i dette tilfælde.
Ad 2Hvis selskabet udsteder en slutafregning, er det fakturadatoen på slutafregningen, der skal anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Det samme gælder i de tilfælde, hvor slutafregningen er slået sammen med første acontorate for det nye afregningsår.
For de øvrige acontorater anvendes betalingsoversigten fra PBS som faktura under forudsætning af, at betalingsoversigten indeholder de samme oplysninger, som kræves for en faktura. Det forudsætter endvidere, at hver fakturering/transaktion på en betalingsoversigt skal forsynes med en særskilt udstedelsesdato (fakturadato).
Denne dato skal også lægges til grund af momsregistrerede kunder for, hvornår acontoopkrævningen må medregnes ved opgørelse af fradragsberettiget energiafgift (og CO2-afgift).
En tidligere administrativ praksis med at bruge betalingsoversigtens datering (den 1. i måneden) som fakturadato ophørte med virkning fra den 1. december 1999.
Samlet udsendelse af acontoopkrævningerForsyningsselskaber, der udsender alle indbetalingskort samlet for alle acontoperioder i afregningsåret, skal som hovedregel medtage alle acontoopkrævningerne ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvori den samlede udsendelse af indbetalingskortene sker.
Hovedreglen kan dog fraviges, så selskabet kan forsyne indbetalingskortene med hver sin fakturadato, der herefter kan anvendes ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Fakturadatoen skal ligge forud for en forfaldsdato og sidste rettidige indbetalingsdag. Det præciseres, at selskabet ikke må anvende en forfaldsdato eller anden dato end fakturadatoen ved opgørelsen.
Det er en betingelse, at det klart fremgår af indbetalingskortene, hvornår momsregistrerede gaskunder må medregne acontoopkrævningen ved opgørelse af fradragsberettiget energiafgift (og CO2-afgift). Der skal være fuldstændigt sammenfald mellem de to tidspunkter. |