Det fremgår af KSL § 73, stk. 1, at der kan ske lønindeholdelse i skatteyderens løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt forskudsvis udbetaling af løn mv. Også i indkomst fra partsfiskeri, tantième, gratiale og overarbejdsbetaling kan der foretages lønindeholdelse.
KSL § 73, stk. 4, giver adgang til lønindeholdelse i ventepenge, pensioner og lignende understøttelse, hvis ikke særlige hensyn taler derimod.
KSL § 73, stk. 5, giver adgang til lønindeholdelse i kommunale og statslige tjenestemænds lønninger, jf. KSL § 73, stk. 1-4.
Lønindeholdelse kan ikke ske i ydelser, der tilkommer skyldnerens ægtefælle.
Udgangspunktet er herefter, at der kan ske lønindeholdelse i A-indkomst af enhver art, dog ikke i skatteværdien af fri kost og logi eller godtgørelse for merudgifter til fx befordring og telefon.
En definition af A-indkomst følger af § 43, stk. 1, i KSL og af § 20 i kildeskattebekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1154 af 14.12.2000), som supplerer KSL § 43, stk. 1.
Der skal ikke i beregningsgrundlaget medtages beløb, der ved lønforskrivning efter § 57 i tjenestemandslovens, lovbekendtgørelse nr. 678 af 17.09.1998, indeholdes i løn til dækning af tjenestemandslån.
Godtgørelse for slid og merudgifter, fx værktøjspenge, skurpenge eller befordringsgodtgørelse mv., kan ikke gøres til genstand for lønindeholdelse.
Lønindeholdelse kan foretages i feriegodtgørelse. Indeholdelse foretages månedligt i optjeningsåret på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 2.
Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelseforholdets ophør, eller afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør, beskattes i fratrædelsesåret. Indeholdelse skal foretages i fratrædelsesmåneden, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 3. Om kompensation for feriefridage mv., se kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 4
Er der tale om arbejdsvederlag, kan ydelsen gøres til genstand for lønindeholdelse, uanset vederlaget er B-indkomst.
Såfremt regninger vedrører såkaldte frie ydelser, fx bolig-, telefon-, og biludgifter, og disse udskrives og sendes til skyldneren, men betales af arbejdsgiveren efter anmodning af skyldneren, må sådanne udgifter anses som værende betaling af skyldnerens private udgifter og derfor indgå i det beløb, som lønindeholdelsesbeløbet skal beregnes af.
De afgørende kriterier for, hvilke tillæg der kan foretages lønindeholdelse i, er, om disse ydelser er - eller kan sidestilles med - et arbejdsvederlag, og om det efter sin art udbetales. Der kan således ikke lønindeholdes i vederlag for udgifter, der er forbundet med tjenesten, og som ikke udbetales til eller godskrives lønmodtageren.
Afgrænsningen af ydelser, der kan foretages lønindeholdelse i, kan volde problemer. Nedenfor nævnes tre afgørelser, der kan være vejledende for afgrænsningen:
- TfS 1988, 367 ØLD, hvor landsretten fastslog, at der kunne foretages lønindeholdelse for skyldnerens skatterestancer i en ægtefællepension udredt af en privat kasse.
- TfS 1986, 191 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at der kunne foretages indeholdelse i løn i opsigelsesperioden, der var på 2 år, da der var tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.
- TfS 1985, 369 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at forbud i den daværende invalidepensionslov § 37 (nu § 47 i lov om social pension) mod udlæg og anden retsforfølgning i sociale ydelser hindrer ikke, at skattemyndighederne kan foretage lønindeholdelse i sådanne ydelser i medfør af KSL § 73, stk. 4.