Hvis en ansat får stillet fri uniform eller arbejdsdragt til rådighed, skal den pågældende ikke beskattes af dette. Det forudsættes, at der er tale om arbejdstøj, der er passende for det pågældende arbejde. Der kan fx være tale om kitler mv. til sygehuspersonale og til butikspersonale, sikkerhedsbeklædning og tøj til arbejde, der medfører tilsmudsning eller betydeligt slid på tøjet.

Der er ikke sket ændring i afgrænsningen af, hvad der anses for arbejdstøj, der er passende for det pågældende arbejde, se eksempelvis Skat 1988.7.396 (TfS 1988, 408), hvor Landsskatteretten statuerede, at ansatte i et revisionsfirma, som fik beklædningsgenstande til rådighed til brug i arbejdstiden - men ikke privat - skulle beskattes af et skønnet beløb for den besparelse , der ville opnås ved ikke at skulle anvende privat beklædning. Det pågældende tøj var på tydelig, men diskret måde udstyret med firmaets navn. Sådanne arbejdsgiverbetalte tøjudgifter vil være omfattet af bagatelgrænsen se A.B.1.9.1.

Den ansatte skal beskattes af værdien af almindeligt tøj, som arbejdsgiveren stiller til rådighed. Den ansatte skal i sådanne tilfælde selvangive et beløb svarende til købsprisen for det pågældende tøj. Se TfS 1997, 160 ØLD, hvor en hoteldirektør som led i sin ansættelse havde krav på, at arbejdsgiveren skulle financiere tøj til brug for arbejdet. Østre Landsret fandt, at det af arbejdsgiveren betalte tøj, måtte anses som almindelige beklædningsgenstande, der ikke var udsat for ekstrordinært slid og ødelæggelse. Beløbet, som arbejdsgiveren havde betalt til tøjet, var således skattepligtigt.

Skatteydere, der får udbetalt uniformsgodtgørelse, skal medregne denne fuldt ud ved indkomstopgørelsen som personlig indkomst.

Tjenestemænd, der får tilskud til uniform, skal ligeledes medregne tilskuddet i den personlige indkomst.

I SKR2002.46.LSR kunne en ulønnet formand for en boldspilunion modtage sportsbeklædning fra et firma uden skattemæssige konsekvenser. Se under A.B.2.7.1.