Parter
Skatteministeriet Departementet (advokat Bodil Marie Søes Petersen)
mod
H1 A/S (advokat Jens Albert Nielsen Kusk)
Landsdommerne Malene Værum Westmark, John Lundum og Sophia van Binsbergen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Esbjerg den 19. december 2019. Ved kendelse af 25. februar 2020 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om hvorvidt rørfittings, som H1 A/S har importeret, skal tariferes som muffer i underposition 7307 22 10 90 med en toldsats på 0 eller som andre varer med gevind i underposition 7307 29 10 90 med en toldsats på 3,7 pct.
Påstande
Sagsøgeren, Skatteministeriets Departementet, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, H1 A/S, skal anerkende, at de af selskabet importerede rørfittings med betegnelserne SS-810-6, SS-810-1-8, SS-810-78, SS-810-R-6 og SS-8-TA-1-12 skal tariferes under toldtariffens underposition 7307 29 10 90.
H1 A/S, der ved sagens anlæg nedlagde påstand om frifindelse, har ved meddelelse af 4. september 2023 taget bekræftende til genmæle.
Landsrettens begrundelse og resultat
Da H1 A/S under sagen har taget bekræftende til genmæle, dømmes H1 A/S i overensstemmelse med Skatteministeriets Departementets påstand, således at H1 A/S skal anerkende, at de af selskabet importerede rørfittings med betegnelserne SS-810-6, SS-810-1-8, SS-810-7-8, SS-810-R-6 og SS-8TA-1-12 skal tariferes under toldtariffens underposition 7307 29 10 90.
Efter sagens udfald skal H1 A/S i sagsomkostninger betale 62.0000 kr. til Skatteministeriet Departementet. 60.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 2.000 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder at der er sket præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.
THI KENDES FOR RET:
H1 A/S skal anerkende, at de af selskabet importerede rørfittings med betegnelserne SS-810-6, SS-810-1-8, SS-810-7-8, SS-810-R-6 og SS-8-TA-1-12 skal tariferes under toldtariffens underposition 7307 29 10 90.
I sagsomkostninger skal H1 A/S inden 14 dage betale 62.000 kr. til Skatteministeriets Departementet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.