§ 9 Den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til bruger her i landet (køretøjets standardpris) kan anmeldes over for ToldSkat.

Er der anmeldt en standardpris, anvendes denne pris som udgangspunkt som køretøjets afgiftspligtige værdi. Afgiftsberigtigelsen og indregistreringen af køretøjet kan ske uden nogen henvendelse eller ekspedition hos ToldSkat, idet den registrerede virksomhed (autoforhandleren) månedlig angiver og indbetaler registreringsafgiftsbeløbene for de solgte biler.

Et køretøj anses for at være fabriksnyt, indtil det har kørt 2.000 km., medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som fabriksnyt.

Når køretøjet ikke er fabriksnyt fastsættes den afgiftspligtige værdi ved vurdering.

Definition af standardprisVed standardpris for et motorkøretøj forstås en vejledende pris ved salg til bruger, der er anmeldt over for ToldSkat. Det er ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Taastrup, der varetager denne opgave på landsplan. Den anmeldte pris skal indeholde en positiv avance. Importøravancen må ikke være negativ, og den anmeldte pris skal som minimum indeholde en forhandleravance på 9 pct. Det gælder også for anmeldte priser på ekstraudstyr.

Der kan kun være anmeldt én standardpris for samme køretøj. Anmeldte standardpriser optages for hvert bilmærke på standardprislister.

Der findes prislister, hvor den enkelte model optages med anførsel af standardpris, registreringsafgift heraf, fradrag i afgift for sikkerhedsfremmende udstyr, samt friværdi af evt. bilradio.

Endvidere findes prislister (tillægspriser for ekstraudstyr), hvor der optages standardpristillæg for køretøjer, som er forsynet med fabriksmonteret ekstraudstyr. Prislisterne er endvidere forsynet med oplysning om fradrag i afgift for sikkerhedsfremmende udstyr, samt evt. friværdi af bilradio.

Standardpriserne gælder kun for køretøjer af det pågældende mærke i original skikkelse (fabriksudførelse). Leveres køretøjet med afgiftspligtigt ekstraudstyr, som ikke er omfattet af den anmeldte pris, betales afgift efter standardprisen med tillæg af betalingen for ekstraudstyret. Der skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved ethvert salg af nye køretøjer, der skal afgiftsberigtiges.

Salgspris højere end standardprisHvis køretøjet sælges til en pris, der er højere end den anmeldte standardpris, anvendes denne højere pris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Der skal i så fald betales registreringsafgift af overskridelsens fulde beløb, indbefattet moms.

Salgspris lavere end standardprisSåfremt et køretøj sælges til en pris, der er lavere end den anmeldte, kan denne pris anvendes som køretøjets afgiftspligtige værdi på betingelse af, at den nedsatte pris indeholder en positiv avance for forhandleren - mindst 9 pct. , og at importøravancen ikke er negativ.

Der er dog principielt intet til hinder for, at et køretøj sælges til en endnu lavere pris, når blot afgiftsberigtigelsen (betaling af registreringsafgift) sker efter de nævnte regler. Det betyder blot, at registreringsafgiften skal beregnes af en mindstebeskatningspris, der udgør importørvirksomhedens indkøbspris tillagt 9 pct. forhandleravance samt moms af det samlede beløb. 

Afgørelse fra Landsskatteretten
Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at der ikke i registreringsafgiftsloven stilles krav om fordeling af den lovpligtige samlede mindsteavance mellem importørvirksomheden og forhandlervirksomheden, når køretøjerne sælges til en pris, der svarer til den anmeldte pris efter standardprissystemet, jf. lovens § 8, stk. 1, om køretøjets almindelige pris, jf SKM 2003.101.TSS.

Underretning om afvigelser fra den anmeldte pris Forhandleren skal underrette den regionale told- og skattemyndighed om priser, der afviger fra den anmeldte standardpris. Det gælder både priser, der ligger over og under den anmeldte pris. Underretningen skal være bilagt den nødvendige kalkulation, herunder salgskontrakt med specifikation af evt. serviceaftaler o.l. Den specificerede kalkulation skal bl.a. indeholde en tydelig markering af forhandlerens avance.

Underretning om prisafvigelser sker i forbindelse med månedsangivelsen, idet køretøjets certifikat skal være bilagt priskalkulation samt salgsdokumenter/-faktura.

Såfremt afgiftsberigtigelsen ikke sker på grundlag af en værdi, der indeholder en importøravance (må ikke være negativ) samt en forhandleravance på mindst 9 pct., skal afgiftsberigtigelsen af det pågældende køretøj ske ved vurdering. I sådanne tilfælde skal køretøjet anmeldes til vurdering ved den lokale told- og skatteregion.

Instruks om standardprissystemet Der er udarbejdet en særlig instruks om standardprissystemet, som indeholder mere detaljerede retningslinier om standardpriser. Instruksen udsendes til de registrerede virksomheder.