§ 14 fastlægger beskatningsstedet for levering af en vare. Bestemmelsen fastslår, hvornår en vare under visse betingelser, som er opregnet i bestemmelsen, har leveringssted i Danmark. Modsætningsvis kan det udledes af bestemmelsen, hvornår leveringsstedet er i udlandet.
Hvilke leverancer, der anses for at være en vare, fremgår af § 4, jf. D.2.2.
Ved fastlæggelse af leveringsstedet er det varens fysiske placering, der er afgørende. Reglerne fremgår af § 14, nr. 1-4.
Leveringsstedet er her i Danmark, ved 
- salg her i landet (nr. 1), se E.2.1, 
 - salg her fra landet (nr. 2), se E.2.2, 
 - installering eller montering, samt fjernsalg, her til landet (nr. 3), se E.2.2.1 og E.2.2.2, 
 - levering af varer ombord som led i personbefordring med afgangssted her i landet (nr. 4), se E.2.3. 
 
Med virkning fra 1. januar 2005 er der indført regler, der fastlægger leveringsstedet for levering af gas - gennem distributionssystemet for naturgas - og elektricitet. Disse bestemmelser fremgår af momslovens § 14, nr. 5 og 6, se E.2.4.
Når det er blevet fastslået, at leveringsstedet er Danmark, og Danmark derved har beskatningsretten til den pågældende transaktion, kan transaktionen være momsfri efter fritagelsesbestemmelserne i § 13, jf. afsnit 
D.11, eller momsfritagelserne i § 34 (0-momssats), jf. 
afsnit I.1. 
§ 14 gælder kun for varer og tjenesteydelser, der knytter sig til varerne, f.eks. selve installeringen eller monteringen, som foretages af leverandøren af varerne, jf. E.2.2.1.