Ligningrådet har ændret skatteansættelsen for indkomståret 1997 for en selvstændig vognmand, fordi rådet ikke var enig i skatteankenævnets indkomstansættelse for dette år fsv. angår opgørelsen af et standardfradrag for udgifter ved rejse i udlandet, jf. den dagældende LL § 9, stk.7.
 
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at vognmanden var startet som selvstændig den 1. juni 1997, og at han herefter og året ud havde kørt varer mellem Danmark og Sverige for et speditionsfirma. Ifølge vognmandens kørselsrapporter så en typisk rejse således ud: bopæl - Danmark - Sverige - Danmark - Sverige - Danmark - bopæl. Dvs. at rejsen til Sverige startede fra hans bopæl i det sydlige Jylland. Fra Sverige kørte han retur til Danmark til forskellige læsselokationer, hvorefter han igen kørte til Sverige, og først til sidst i rejsen kom han hjem til sin bopæl i Jylland. Vognmanden havde taget et fradrag på i alt 32.896 kr. for rejseudgifter i 1997 med Ligningsrådets standardsats for langturschauffører.
 
Ved ligningen godkendte den kommunale skatteforvaltning kun et skønsmæssigt fradrag med førnævnte standardsatser for udgifter ved rejse i udlandet på 20.224 kr. Skatteforvaltningen havde beregnet fradraget fra det tidspunkt, hvor vognmanden passerede grænsen ud af Danmark, og indtil han passerede grænsen ind i landet igen.
 
Vognmanden klagede over skatteforvaltningens afgørelse til skatteankenævnet, som i stedet godkendte et fradrag på 30.008 kr. for rejseudgifter i udlandet med standardsatserne beregnet fra det tidspunkt, hvor vognmanden forlod sin bopæl, og indtil han vendte tilbage dertil igen efter rejsen.
 
Efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, jf. § 19, kan Ligningsrådet - efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen - optage ansættelser til påkendelse og foretage ændringer deri. Med henvisning til disse regler ændrede Ligningsrådet vognmandens skatteansættelse for indkomståret 1997, således at rådet alene godkendte et standardfradrag for rejseudgifter i det omfang, der var godkendt af den kommunale skatteforvaltning, dvs. med 20.224 kr. Begrundelsen herfor var, at selvstændigt erhvervsdrivendes standardfradrag ved rejse i udlandet kun omfatter udgifter til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med udenlandske rejsemål eller -delmål.
 
Ligningsrådet henviste i den forbindelse til, at ifølge reglen i ligningslovens § 9, stk.7, der har været gældende siden 1. juli 1997, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997, kunne selvstændigt erhvervsdrivende, som pga. afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, vælge at tage fradrag med standardsatserne i stedet for de faktiske, dokumenterede udgifter.
 
Det fremgår af forarbejderne til denne lovbestemmelse, at baggrunden for fradragsreglen var, at de selvstændige vognmænd - ligesom de ansatte chauffører - havde besvær og vanskeligheder i forbindelse med at samle udgiftsbilag ved rejse i udlandet og få dem godkendt af skattevæsnet, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10. juni 1997 om ændring af LL, L 257, pkt. 7, c.
 
Bestemmelsen er ved lov nr. 955 af 20. december 1999 videreført i den nugældende LL § 9 A, stk. 8.
 
Ved høringen af forslaget til sidstnævnte lov (L 88) tilkendegav Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, at fradragsreglen for selvstændigt erhvervsdrivende burde udvides til også at gælde ved rejse i Danmark. Dette blev imidlertid afvist, jf. L 88, og den nuværende bestemmelse i LL § 9 A, stk. 8 gælder derfor også kun for udgifter til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med et midlertidigt arbejdssted dér.
 
En erhvervsmæssig rejse vil altid have ét eller flere rejsemål/-delmål, dvs. ét eller flere midlertidige arbejdssteder, jf. Leksikon 1997, side 137 og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 1, stk. 2.
 
For langturschauffører eller vognmænd, der selv arbejder som chauffører, omfatter en rejse dog altid mange rejsemål/-delmål (midlertidige arbejdssteder), idet deres arbejde med kørsel af lastvognen bevirker, at de konstant får nye, midlertidige arbejdssteder i takt med kørslen, jf. cirkulære til LL, nr. 77 af 30. maj 2000, pkt. 2. 2. in fine. Hertil kommer, at langturschauffører også får nye, midlertidige arbejdssteder, der hvor de standser og læsser gods af eller på.
 
Da chaufførers midlertidige arbejdssteder normalt ikke er knyttet til en bestemt lokalitet, er deres muligheder for at benytte standardsatserne til godtgørelse og fradrag heller ikke tidsbegrænset, således som det er tilfældet for de fleste andre persongrupper, jf. bestemmelsen i den tidligere LL § 9, stk. 5, 4. pkt. og den nugældende LL § 9 A, stk. 5, 2. pkt. samt L 257, almindelige bemærkninger, pkt. 3.
 
Efter Ligningsrådets opfattelse er en vognmands kørsel og af- eller pålæsning af gods i Danmark, dvs. rejsemål/-delmål i Danmark i forbindelse med en rejse til udlandet, ikke omfattet af fradragsreglen i LL § 9, stk. 7, nu LL § 9 A, stk. 8.
 
Det er kun udgifter til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med de midlertidige arbejdssteder dér, dvs. udenlandske rejsemål eller -delmål, der er omfattet af den daværende LL § 9, stk. 7 og den nuværende LL § 9 A, stk. 8.
 
Udgifter ved den del af en rejse, der omfatter rejsemål/-delmål i Danmark, kan derfor alene fradrages med de faktiske, dokumenterede udgifter.