Dokumentets dato
21 aug 2000
Dato for offentliggørelse
21. juli 2000
Cirkulærets nummer
2000-23
Ansvarlig fagkontor
Retsafdelingen; Retssags- og Overtrædelseskontoret
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20000014409-regl

Efter skattekontrollovens § 20, stk. 1 kan skatteministeren, eller den, han bemyndiger dertil, tilkendegive en skatteyder, at en sag kan afgøres uden retsforfølgning, hvis Ligningsrådet skønner, at overtrædelsen ikke vil medføre højere straf end bøde, og skatteyderen erkender sig skyldig i overtrædelsen samt erklærer sig rede til at betale en nærmere angivet bøde. Skatteministerens beføjelse efter skattekontrollovens § 20 er delegeret til Ligningsrådet, jf. § 5, stk. 2 i forretningsordenen for Ligningsrådet.

Ligningsrådet har i medfør af § 13 i forretningsordenen for Ligningsrådet fastsat følgende for så vidt angår kompetencen i skattestraffesager efter skattekontrollovens afsnit III, dvs. §§ 13 (herunder straffelovens § 289, 1. punktum), 13 A, 13 B, 13 C, 14, 15, 16, 17 og 18.

A. Ligningsrådet behandler følgende sager m.v.:  
  1. Sager som rådet kræver forelagt og sager som Told- og Skattestyrelsen skønner det hensigtsmæssigt at forelægge for rådet, herunder sager der frembyder principielle problemer
  2. Sager hvori skatteyderen ønsker personligt foretræde for Ligningsrådet
  3. Opstilling af generelle retningslinier for skattemyndighedernes behandling af skattestraffesager. 
B. Told- og Skattestyrelsen behandler - med de undtagelser der følger af afsnit A - følgende sager m.v.:
 
  1. Sager der udspringer af Told- og Skattestyrelsens kompetence til at ligne visse selskaber
  2. Sager vedrørende medlemmer af folkevalgte råd og nævn
  3. Sager vedrørende ansatte under Skatteministeriets område (Departementet, Told- og Skattestyrelsen, told- og skatteregionerne og Landsskatteretten) samt i de kommunale skatteadministrationer
  4. Spørgsmål om begæring om anke af domme
  5. Spørgsmål om påklage af afgørelser truffet af politimestrene og statsadvokaterne.
C. Told- og skatteregionerne og skatteforvaltningerne i Københavns og Frederiksberg kommuner behandler alle andre sager end dem, der er omtalt under A og B.

I de pågældende sager kan told- og skatteregionerne/skatteforvaltningerne anmode politiet om, at der rejses tiltale, hvis sagen på grund af dens størrelse ikke kan afgøres administrativt, eller den pågældende skatteyder enten tilkendegiver, at han ønsker strafspørgsmålet indbragt for retten eller undlader at reagere på et fremsendt bødeforelæg.

Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 2000.

Samtidig ophæves Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1999-34 af 29. oktober 1999.

Frantz Howitz

/ Nils Hansen