Dokumentets dato
27 Jul 2000
Dato for offentliggørelse
27. juli 2000
Cirkulærets nummer
2000-21
Ansvarlig fagkontor
Retsafdelingen; Retssags- og Overtrædelseskontoret
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Straf
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20000013809-regl

Folketinget har den 30. marts 2000 vedtaget L 15, forslag til lov om ændring af straffeloven (grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd m.v.)
 
Loven er offentliggjort som lov nr. 228 af 4. april 2000.
 
Loven er trådt i kraft den 1. maj 2000.
 
Loven berører Told•Skat for så vidt angår § 1, nr. 1, 2 og 7.
 
Efter drøftelse med Rigsadvokaten skal Told- og Skattestyrelsen herved meddele følgende:
 
1. I straffelovens § 289 er 1. punktum nu affattet således:
 
"Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3." (ændringslovens § 1, nr. 7)
 
Sager vedrørende momssvig af særlig grov karakter begået efter den 1. maj 2000 henføres til straffelovens § 289.
 
Momssvig af særlig grov karakter er forhold, hvor der med forsæt til afgiftsunddragelse eller uberettiget udbetaling er sket overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, for så vidt angår et beløb, der overstiger 500.000 kr. På samme måde som i sager om skattesvig er denne beløbsgrænse et udgangspunkt, der kan fraviges i opadgående eller nedadgående retning, hvis sagens konkrete omstændigheder giver grundlag herfor. I denne vurdering kan f.eks. indgå, om momssvigen er gennemført systematisk eller på en måde, der gør opdagelsen særlig vanskelig.
 
Ved afgørelsen af, om en samtidig overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven skal henføres til straffelovens § 289, skal foretages en isoleret beløbsopgørelse og ikke en sammenlægning.
 
I tiltalebegæringer anvendes citeringen "momssvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. ."
 
Også forhold, der hidtil i et vist omfang har været henført under straffelovens § 279, bedrageri - typisk (forsøg på) udbetaling af negativ moms - skal for forhold begået efter den 1. maj 2000 henføres til straffelovens § 289. I særlig grove tilfælde kan en anvendelse af af strafforhøjelsesreglen i straffelovens § 88, stk. 1, 2. punktum, komme på tale.
 
For så vidt angår verserende forhold begået før den 1. maj 2000 gælder straffelovens § 3.
 
2. I straffelovens § 93, stk. 3, er indsat som 2. punktum:
 
"Det samme gælder strafansvar for overtrædelse af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift." (ændringslovens § 1, nr. 2)
 
I konsekvens heraf er overtrædelse af momsloven udgået i § 93, stk. 2, 2. punktum (ændringslovens § 1, nr. 1)
 
Der gælder herefter, som det er tilfældet med overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 15 eller 16, en 10 års forældelsesfrist for så vidt angår overtrædelser af momsloven, der vedrører unddragelser.
 
Ændringen har virkning for så vidt angår overtrædelser, der begås den 1. maj 2000 eller senere.
 
Dette cirkulære er sendt til statsadvokaterne, Politidirektøren i København og politimestrene.
 
 
Frantz Howitz
 
/ Nils Hansen