Kapitlet indeholder reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift pr. 1. april 2000.

Ved godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift forstås i denne forbindelse godtgørelse efter følgende love:
  • Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. (mineralolieafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998 med senere ændringer, se F.1.
  • Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. (kulafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 med senere ændringer, se F.2.
  • Lov om afgift af elektricitet (elafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998 med senere ændringer, se F.3.
  • Lov om afgift af naturgas og bygas (naturgasafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996 med senere ændringer, se. F.4.
  • Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (CO2-afgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 med senere ændringer, se F.5.

Godtgørelsesreglerne i mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven er stort set parallelle. Hvor dette er tilfældet vil der ske en gennemgang af reglerne med henvisning til de pågældende lovbestemmelser i de 4 energiafgiftslove.

I de tilfælde hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

For andre afgiftsregler end godtgørelsesregler henvises til kapitlerne om de enkelte afgiftslove, se F.1 - F.5.

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 241 af 4. april 2000 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas, specifikationer for dieselolie, afgiftsgodtgørelse for benzin, sikkerhedsstillelse samt lister over EU-handel efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. Der refereres til bekendtgørelsen i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

I medfør af CO2-afgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 754 af 24. september 1997 om opgørelse af CO2-afgift af el til vækstlys, hvortil der refereres i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.