Bek. § 5, stk. 4
Der må ikke bruges flasker mv. af en sådan type eller med en sådan lukkeanordning, at banderolen ikke kan anbringes forsvarligt. Flasker med kurvefletning må bruges, hvis banderolen kan sættes på i hele sin udstrækning uden at berøre kurvefletningen, og uden at banderolen dækkes helt eller delvis af kurvefletningen.

Beholderne skal være af den art, der normalt anvendes som beholdere til vin og frugtvin. Beholderen må ikke have en lukkeanordning, der er omsluttet af en blyholdig kapsel.

Til mousserende vin og frugtvin kan det sædvanlige udstyr anvendes, hvis papiret, stanniolet o.l. sidder så fast, at banderolen ikke kan fjernes uskadt ved at tage papiret mv. af. Det er tilladt at anbringe et bånd (ikke over 1,5 cm bredt), der fra kapslen føres ned ad flaskehalsen. Kapslen mv. må dog ikke være så lang, at banderolen ikke kan anbringes forsvarligt.

Rum-
indhold
Forbrugerstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 901 af 29. november 1993 om volumenstørrelser for vin, druemost og spiritus mv. fastsat de nominelle volumener færdigpakninger på 10 liter eller derunder, som bl.a. vin må udbydes til salg i. Der er ikke fastsat tilsvarende nominelle volumener for hedvine og vermouth o.l. samt frugtvine.

Vin (bordvin og kvbd-vine) kan til restaurationer, hoteller, marketenderier o.l. udleveres i beholdere på over 10 liter, men ikke over 60 liter.

Der betales afgift på grundlag af det virkelige cl-indhold i beholderen.

Etiketter
§ 33, stk. 3
Ved forhandling af vin og frugtvin her i landet må der ikke anvendes betegnelser, etiketter, reklamer o.l., der kan give køberen det indtryk, at varen er spiritus eller vin af en anden art, oprindelse mv. end den, varen er beskattet efter.

Reglerne om etikettering af vin og frugtvin findes i øvrigt dels i EUs vinmarkedsordninger, dels i national lovgivning.

Almindelige bordvine, kvalitetsvine, mousserende vine, hedvine, perlevine og aromatiserede vine er vine reguleret af EUs forordninger om vin samt omfattet af Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 598 af 14. august 1998 om mærkning af levnedsmidler. Reglerne administreres af Fødevaredirektoratet.

Etiketteringsreglerne skal være opfyldt, før de pågældende varer udleveres fra virksomheden til forbrug her i landet.