Fra praksis i øvrigt kan nævnes:
LSRM 1967, 10 LSR : Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.
UfR 1969, 412 HRD : Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var 9.625.100 kr.
UfR 1975, 596 HRD : (Kommenteret i Revision og Regnskabsvæsen 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantebrev til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens handelsværdi.
LSRM 1978, 103 LSR : Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til tredjemand opstod tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet.
LSRM 1984, 11 LSR : En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90. Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71. Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele kapitalen i C. Landsskatteretten fandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.
UfR 1978, 660 HRD : Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.
TfS 1994, 318 ØLD : En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 9 pct. Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at direktøren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. Landsretten fandt endelig at det forhold, at udlodningen fra datterselskaberne havde passeret moderselskabet, ikke var til hinder for en beskatning efter LL § 16 A.
LSRM 1979, 169 LSR : Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet.
TfS 1994, 131 VLD vedrørte et tilfælde, hvor et udenlandsk firma havde udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber. Anpartsselskaberne og disses anpartshavere var anpartshavere i et dansk selskab, der havde eneforhandlingen af maskiner, der blev fremstillet af det udenlandske firma. Provisionsindtægterne fra det udenlandske firma til selskabet, der havde eneforhandlingen, blev udbetalt på grundlag af omsætningen af landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne fordelt forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, at provisionerne skulle beskattes i selskabet, der havde eneforhandlingen. Endvidere ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for maskeret udlodning.
Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab skete efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven, se TfS 1990, 329 LSR. Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet skatteyderen et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning.
Om et tilfælde, hvor hovedaktionæren ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se TfS 1988, 441 LR. Afgørelsen er stadfæstet, TfS 1989, 164 LSR.
TfS 1995, 783 HRD : De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres anparter i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en gennemsnitlig kurs for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem anpartshaverne, at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog 7.377.886 kr. svarende til kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere forholdsmæssige vederlag svarede til kurs 20.662. Landsretten lagde til grund, at aftalen om salget af anparterne var indgået under ét som salg til en fastsat samlet købesum for samtlige aktier, der alle havde lige rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget beroede derfor på anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen var derfor skattepligtigt efter SL § 4. For Højesteret blev det yderligere anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.
TfS 1998, 10 LSR : En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Forsikringsselskabet udbetalte - på grund af grov uagtsomhed - ikke erstatning, og selskabet, der ikke havde krævet erstatning, kunne ikke få fradrag for tabet, der blev anset for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Den maskerede udlodning blev opgjort til selskabets skattemæssige tab.
TfS 1998, 12 LSR : En skatteyder solgte alle anparterne i det af ham ejede selskab med afregning efter nettoafregningsmetoden. Landsskatteretten fandt, at dispositionerne var skattepligtig udlodning.
TfS 1998, 103 ØLD : Skatteyderen overdrog med virkning fra 1. maj 1989 sine aktier i sit selskab, S, nominelt 300.000 kr. til et udenforstående selskab for 608.000 kr., dog med regulering af købesummen i forhold til det økonomiske resultat af selskabets drift pr. 30. april 1992. Endvidere forpligtede skatteyderen sig til at foranledige, at et finansieringsselskab, F, lod sit tilgodehavende i S indestå, dog at tilbagebetaling skulle ske senest 1. august 1992. Ifølge aftalen blev skatteyderen ansat af det købende selskab som teknisk direktør for en periode af mindst 3 år, og det købende selskab skulle leje bygninger af skatteyderen i en uopsigelig periode på 10 år. Ved en tillægsaftale i 1990 ændredes vederlaget for aktierne til 1 kr., og F´s tilgodehavende i S blev kvitteret. Det kvitterede tilgodehavende udgjorde 735.728 kr. Skattemyndighederne og Landsskatteretten fandt, at F´s opgivelse af sit tilgodehavende var skattepligtig for skatteyderen som maskeret udlodning. I sin tilkendegivelse bemærkede Landsretten, at nedskrivningen af købesummen for aktierne til 1 kr. var en konsekvens af en fremrykket anvendelse af en reguleringsklausul. Landsretten bemærkede endvidere, at der ikke var påvist noget forretningsmæssigt motiv hos F til at opgive fordringen, som ikke skete i selskabets interesse, men i kraft af skatteyderens bestemmende indflydelse, og det måtte antages, at skatteyderen traf beslutningen herom efter en samlet vurdering af, hvad der tjente hans personlige og økonomiske interesser bedst. Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderen var anset skattepligtig af den kvitterede fordring som udlodning. På grundlag af Landsrettens tilkendegivelse hævede sagsøgerne sagen. Sagen er kommenteret af Skattedepartementet i TfS 1998, 106 DEP.
TfS 1998, 173 LSR (appelleret) : En hovedaktionær havde i 1989 optaget et lån i DEM i sit selskabs tyske datterselskab. I 1993 blev lånet omlagt til DKK, og lånevilkårene ændredes væsentligt. Forholdet ansås for indfrielse af det oprindelige lån og stiftelse af et nyt lån. På grundlag af hovedaktionærens økonomiske forhold sammenholdt med de nye vilkår ansattes fordringens værdi på stiftelsestidspunktet til kurs 25, og hovedaktionæren ansås for skattepligtig af en kursgevinst, der blev opgjort som forskellen mellem anskaffelsessummen for det tyske lån og indfrielsessummen, svarende til den nye fordrings kursværdi.
TfS 1998, 593 ØLD (appelleret) : De aktiver, som 2 skatteydere havde fået til disposition i forbindelse med salg af et selskab, 4.746.861 kr. eller hver 2.373.430 kr. skulle medregnes som udbytte og beskattes som almindelig indkomst efter LL § 16 A. De ejede hver halvdelen af anpartsselskabet og stiftede i 1990 et aktieselskab, hvortil anpartsselskabet overdrog driftsaktiviteterne. Ved en overdragelsesaftale i 1991 solgte skatteyderne deres anparter til et finansieringselskab for kontant 4.746.861 kr. På grundlag af de pengestrømsbevægelser, som fandt sted i forbindelse med handelen, fandt skatteankenævnet, at salget af anparterne var finansieret med selskabets egne midler i strid med den dagældende APSL § 84, stk. 2, og midlerne var skattepligtige efter LL § 16 A. Landsskatteretten fandt, at skatteyderne ved dispositionerne havde modtaget maskeret udlodning og stadfæstede skatteankenævnets ansættelse. Landsretten tiltrådte Landsskatterettens afgørelse. Se endvidere TfS 1999, 185 VLD, TfS 1999, 202 VLD og ►TfS 2000, 526 VLD◄.
Se et særligt tilfælde om bevisbyrde i ►TfS 2000, 467 HRD◄.
I TfS 1999, 630 VLD var skatteyderen aktionær i et aktieselskab, som blev likvideret i 1989. Selskabet havde anfægtet de af skattemyndighederne for tidligere år foretagne skatteansættelser for selskabet, og ved likvidationen overdrog selskabet til skatteyderen retten til over for skattemyndighederne at gennemføre en skattesag vedrørende disse skatteansættelser. Skatteyderen fik retten til provenuet heraf mod at afholde alle udgifter ved sagens førelse. I 1992 afsagde Landsskatteretten kendelse, og nedsatte selskabets ansættelser for de pågældende år, hvilket medførte en udbetaling af overskydende skat med rentegodtgørelse på i alt 421.827 kr. Nærværende sag drejer sig om beskatningen af dette beløb hos skatteyderen. Skattemyndighederne fandt, at beløbet var skattepligtigt, og at advokatudgifterne ved sagen var fradragsberettigede. Landsretten bemærkede, at skatteyderen i 1989 fik ejendomsret til en fordring, som viste sig at have en værdi på 421.827 kr. Skatteyderen opnåede herved en kursgevinst, som var skattefri (dissens).
Se vedrørende selskabets indfrielse af hovedaktionærens kautionsforpligtelser TfS 1999, 294 VLD og ►TfS 2000, 796 HRD.
◄I TfS 1999, 514 VLD havde skattemyndighederne foretaget en skønsmæssig forhøjelse af et selskabs indkomst. Landsretten bemærkede, at der ikke var foretaget effektive kasseafstemninger, og at selskabets regnskab ikke opfyldte kravene i Skatteministeriets bekendtgørelse om mindstekrav til årsregnskaber. Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, og fandt endvidere ikke grundlag for at anse forhøjelsen af indtægterne for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet den allerede hævede løn i selskabet sammenlagt med forhøjelsen af selskabets indkomst ikke kunne anses som sædvanligt vederlag for den pågældende stilling og arbejdsindsats.
►TfS 2000, 640 VLD : Selskabet, hvori skatteyderen var hovedaktionær, solgte 1. januar 1993 en bil til skatteyderen for 40.000 kr. Skattemyndighederne ansatte bilens værdi til 100.000 kr. og forhøjede skatteyderens indkomst med 60.000 kr. som maskeret udbytte. Året efter indbyttede skatteyderen bilen, som indgik i handlen med en værdi på 81.000 kr. Ved et syn og skøn i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten blev vurderingsprisen ved udskiftning til anden bil i 1993 sat til 90-100.000 kr., og Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Ansættelsen blev herefter fastholdt.
I TfS 2000, 720 VLD havde en hovedaktionær udeholdt indtægter i forbindelse med selskabets erhvervsvirksomhed og havde endvidere ladet selskabet afholde udgifter af privat karakter. Selskabet blev skønsmæssigt forhøjet med udeholdt omsætning, der samtidig blev anset for maskeret udlodning til hovedaktionæren.
I TfS 2000, 874 VLD var skatteyderen eneanpartshaver i et selskab, der i forbindelse med overdragelsen af selskabets virksomhed havde modtaget et gældsbrev på 910.644 kr. som delvist vederlag. Selskabet stiftede efterfølgende en fond og overdrog gældsbrevet som gave til fonden, hvorefter selskabet samme dag trådte i solvent likvidation. Skattemyndighederne havde anset den overdragne gave som maskeret udlodning til skatteyderen. Landsretten lagde til grund, at fonden måtte anses for at være af almennyttig og almenvelgørense karakter omfattet af § 83 i den dagældende anpartsselskabslov. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde nogen økonomisk eller personlig interesse i ydelsen af gaven, som derfor ikke blev anset for at udgøre maskeret udlodning til skatteyderen.◄