I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte forekomst
af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som udgangspunkt
udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Se endvidere
E.F.1.6.
I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt,
dvs. om der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står
i et rimeligt forhold til den investerede kapital.
Dette fremgår af de
ledende Højesteretsdomme
på området, nemlig
og
. Det er i disse sager ikke tillagt
afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i
erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne
udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes
udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt afkast
af den investerede kapital.
I
havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma, anskaffet en motorsejler
for at leje den ud. Skatteyderen opnåede momsrefusion på købet, der
var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af båden i det følgende
år, men det lykkedes kun i begrænset omfang. Skatteyderen forsøgte
udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også selv at udleje båden.
Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i de
omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden
overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen
udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil
havde været benyttet privat.
Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et
rimeligt forhold til den investerede kapital og under hensyn til udlejningsvirksomhedens
omfang og manglende naturlige sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige
forhold i øvrigt, ansås båden ikke for anskaffet med erhvervsmæssig
forsvarlig drift for øje (dissens).
Højesteretsdommen omtalt i
vedrører et ægtepar,
der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af speedbåde,
windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik en lystbåd,
der senere blev erstattet med en større lystbåd.
Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser,
havde virksomheden kun haft relativt små lejeindtægter. Skatteyderen havde
ingen særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og der
var i forbindelse med etableringen alene opstillet et grovbudget for det første
år, udvisende et mindre overskud før renter. Virksomheden havde i hele
perioden givet underskud før afskrivninger og renter.
Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå indtægter,
der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og anså
ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.
Se også TfS 1994, 531
og TfS 1999, 29
,
hvor Vestre Landsret fandt, at der ikke var grundlag for at statuere, at der ved
udlejningsvirksomhedens etablering havde været udsigt til at opnå et resultat,
der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og tilsvarende TfS 1999,
405
.
I
blev fradrag ikke godkendt, da der ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste,
der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital, og i
blev et anpartsselskabs bådudlejning
ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed. Højesteret fandt i en dom af
10. november 1995 (TfS 1995, 828
), at den båd,
som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig
forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen
af båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af
virksomhedens rentabilitet. Højesteret, stadfæstede
andsrettens
dom.
I TfS 1996, 28
fandt retten ligeledes, at skatteyderen
ikke drev erhvervsmæssig virksomhed, selvom retten lagde til grund, at den
pågældende båd var velegnet til udlejning, at der blev foretaget
normale udlejningsbestræbelser, og at skatteyderen ikke selv benyttede båden
i udlejningsperioden. Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på
7 år et årligt underskud på den primære drift. Ved vurderingen
af om anskaffelsen og driften af båden var erhvervsmæssig forsvarlig,
tillagde Højesteret det betydning, at det på baggrund af et af skatteyderen
udarbejdet driftsregnskab, måtte have stået skatteyderen klart, at der
fra begyndelsen af udlejningsperioden var budgetteret med et urealistisk lavt omkostningsniveau,
ligesom lejen var for højt budgetteret. Endvidere lagde Højesteret vægt
på, at skatteyderen i forbindelse med nyudlejning fortsatte med at fastsætte
udlejningsprisen på grundlag af en uændret budgettering af indtægter
og omkostninger, selvom resultatet klart viste, at der ikke var grundlag herfor.
TfS 1999, 706
(Dissens) (Stadfæstelse af
afgørelsen i TfS 1996, 677 ØLD) I Højesterets bemærkninger henviser
flertallet til, at fradragsadgang er betinget af, at udlejningsvirksomheden har
en naturlig sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt
eller er etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der
står i et rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital således,
at virksomheden i sig selv er erhvervsmæssigt forsvarlig og ikke alene baseret
på fradrag af de skattemæssige afskrivninger. Flertallet anså ikke
anskaffelsen af båden for sket med erhvervsmæssigt forsvarlig drift for
øje, ligesom flertallet bemærkede, at der ikke ses at have været
begrundet forventning om en væsentligt bedre fremtidig udvikling end oprindeligt
budgetteret.
I TfS 1996, 570
lagde Højesteret til grund,
at det primære sigte med udvikling og produktion af en båd, var deltagelse
i Admiral's Cup. Se også TfS 1996, 498
,
TfS 1996, 552
, TfS 1996, 572
,
TfS 1996, 916
, samt TfS 1998, 200
,
TfS 1998, 311
og TfS 1998, 369
.
Der henvises til LV afsnit A.A.3.1.1. vedrørende den skattemæssige behandling
af indtægt ved udlejning af driftsmidler i relation til Personbeskatningsloven.