TSR kan imod sikkerhed give henstand med betaling af skatter, der er pålignet efter ABL § 13 a, stk. 1, jf. bestemmelsens stk. 5 og ►§ 2, stk. 1 og 2 i bek.nr. 565 af 2. juli 1999 om sagsudlægning.
Opmærksomheden henledes på, at der fra og med 2000 ikke længere skal søges om henstand, men at henstand ydes mod betryggende sikkerhedsstillelse, jf. § 1, nr. 9-10 i lov nr. 166 af 24. marts 1999.
◄Henstand er betinget dels af rettidig indgivelse af selvangivelse i forbindelse med fraflytningen og dels af rettidig indgivelse af selvangivelse eller meddelelse i forbindelse med afståelsen, jf. nærmere bek.nr. 770 af 19. nov. 1990. I bek. er tillige indeholdt nærmere regler om sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstand.
Når der gives henstand, beregnes et tillæg til henstandsbeløbet fra skattens forfaldstidspunkt, som er det tidspunkt, hvor den pålignede skat ville forfalde, hvis der ikke blev givet henstand. Dette tidspunkt fastsættes af TSR i forbindelse med den afsluttende ansættelse.
Tillægget beregnes af skattebeløbet med en sats, som svarer til den officielle diskonto pr. 1. jan. for det enkelte kalenderår.
Tillægget er ikke fradragsberettiget. Omfatter henstanden kun en del af et indkomstår, foretages en forholdsmæssig fordeling af tillægget.
Henstandsbeløbet og tillægget forfalder, når aktierne afstås eller aktionæren dør.
Ved dødsfald kan TSR dog tillade, at afdødes ægtefælle indtræder i henstandsordningen på de vilkår, der gjaldt for afdøde.
Betales forfaldne henstandsbeløb og tillæg ikke rettidigt, skal der betales renter af de forfaldne beløb med 1 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Med virkning pr. 1. juli 1998 er satsen 0.6 pct. pr. påbegyndt måned. Det samme gælder for forfaldne skattebeløb, som ikke er omfattet af henstandsordningen. Disse renter er ikke fradragsberettigede.
Vedrørende nedsættelse eller bortfald af tillæg til henstandsbeløbet ved omberegning af skatten efter ABL § 13 a, stk. 6, se S.G.18.6
Vedrørende lempelse for udenlandske skatter efter ABL § 13 a, stk. 7, se S.G.18.7.
Vedrørende bortfald af skatten efter ABL § 13 a, stk. 8, se S.G.18.9 nedenfor. Se endvidere ABL § 13 a, stk. 10.