Hvad angår amerikanske finansielle institutter, er konti tilhørende disse undtaget fra indberetningspligt. Det skyldes, at amerikanske finansielle institutter ikke er specificerede amerikanske personer. Se IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra gg og bekendtgørelsens § 22, stk. 2. Et dansk finansielt institut, som er i tvivl om, hvorvidt en amerikansk enhed er et finansielt institut eller ej, skal gå frem efter den relevante del af den procedure, der er beskrevet i afsnit F.A.T.5.2.1.
Hvad angår enheder, som ikke er amerikanske, kan et dansk finansielt institut have behov for at fastslå, om en sådan enhed er et finansielt institut eller ej, af følgende årsager:
- Hvis en enhed er et finansielt institut, kan den ikke samtidig være en NFFE, se afsnit F.A.T.5.2.3. Den falder dermed uden for de procedurer, der er beskrevet i afsnit F.A.T.5.2.3.
- Hvis en enhed er et finansielt institut, kan den eventuelt være klassificeret som et ikke-deltagende sådant, se afsnit F.A.T.5.2.4.
Når et finansielt institut vil undersøge, om en enhed er et finansielt institut, skal det finansielle institut undersøge oplysninger, der opbevares ud fra regulatoriske eller kundeforholdsmæssige formål, herunder oplysninger, der er indhentet efter de kundeidentifikationsprocedurer, der er nævnt i bekendtgørelsens § 61, og fx oplysninger, der er indhentet efter krav i skattekontrolloven.
Hvis fundne oplysninger indikerer, at enheden er et finansielt institut, er en konto tilhørende enheden kun indberetningspligtig i de særlige tilfælde, der er beskrevet i afsnit F.A.T.5.2.4.