Der gælder følgende tidsfrister for de finansielle institutters gennemgang af allerede eksisterende enheds-konti:
- Gennemgangen af konti oprettet den 30. juni 2014 eller tidligere med en saldo eller værdi pr. 30. juli 2014 på 250.000 USD eller derover skal være afsluttet senest den 30. juni 2016 (bekendtgørelsens § 54, stk. 1).
- Gennemgangen af konti oprettet den 30. juni 2014 eller tidligere med en saldo eller værdi under 250.000 USD pr. 30. juni 2014, som senere opnår en saldo eller værdi på 1 mio. USD eller derover, skal være afsluttet inden seks måneder efter udgangen af det år, hvori kontoen eller værdien overskred grænsen (bekendtgørelsens § 54, stk. 2).
- Gennemgang af konti oprettet i perioden fra den 1. juli 2014 til og med den 31. december 2014 skal være afsluttet senest den 30. juni 2016 (bekendtgørelsens § 71, stk. 2, jf. § 54, stk. 2).
Eksempel 1
En enheds-konto havde pr. 30. juni 2014 en saldo på 240.000 USD. Pr. 31. december 2017 er saldoen på 1,1 mio. USD. Kontoen skal derfor være gennemgået senest den 30. juni 2018 med henblik på at fastslå, om den er amerikansk indberetningspligtig eller ej. Hvis der fastslås amerikansk indberetningspligt, skal kontoen medtages i indberetningen for 2017. Denne indberetning skal ske inden udgangen af september måned 2018, se IGA'ens artikel 5, stk. 3. Kontoen skal ikke medtages i de indberetninger, der sker i 2015, 2016 og 2017.
Om ændringer i omstændigheder, se afsnit F.A.T.2.16 og bekendtgørelsens § 54, stk. 3.