Følgende dokumenter kan udgøre bevis for en kontohavers status. Dokumentationen skal foreligge i original, fotokopi eller elektronisk:
- En hjemlandsattest udstedt af en relevant skatteembedsmand i det land, hvor kontohaveren hævder at være skattemæssigt hjemmehørende. Fx for Danmarks vedkommende Skattestyrelsens attest 02.009 eller 02.034 om bopælsforhold.
- Enhver gyldig dokumentation udstedt af et autoriseret myndighedsorgan (fx en statslig myndighed eller en kommune), der indeholder personens navn, og som typisk anvendes til identifikationsformål. Fx (afhængig af hvilket land der er tale om) pas, sundhedskort, nationalt identifikationskort, militært identifikationskort, kørekort eller våbentilladelse.
- Interessentskabskontrakten for et interessentskab, stiftelsesoverenskomst eller vedtægter for et selskab eller en forening, fundatsen for en fond og/eller udskrifter fra relevante offentlige registre vedrørende disse.
- Oprettelsesdokumentet ("trust deed") for en trust eller andre dokumenter vedrørende udnævnelse af forvaltere (trustees) og deres beføjelser.
- Et årsregnskab, en skifteretsattest om udlevering til konkursbehandling eller en rapport fra den amerikanske Securities and Exchange Commission.
Desuden kan de amerikanske IRS-blanketter, der er omtalt i afsnit F.A.T.2.3 nedenfor, accepteres som bevis. IRS står for "Internal Revenue Service" - det amerikanske føderale skattevæsen.