Aftalen fastslår, at finansielle institutter er ansvarlige for identifikation og indberetning af finansielle konti, der tilhører specificerede amerikanske personer.

  • Udtrykket "specificerede amerikanske personer" er defineret i IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra gg, og bekendtgørelsens § 22.
  • Udtrykket "finansielle institutter" er defineret i IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra g-k, og bekendtgørelsens §§ 1-5.
  • Udtrykket "finansielle konti" er defineret i IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra s-x, og bekendtgørelsens §§ 11-17.

Et finansielt institut kan benytte en tredjepartstjenesteyder til at opfylde sine forpligtelser i henhold til lovgivningen, men forpligtelserne forbliver det finansielle instituts ansvar. Enhver manglende opfyldelse af forpligtelserne vil blive betragtet som en manglende opfyldelse fra det finansielle instituts side.

Eksempel 1

En kontoførende investeringsforening, der er klassificeret som et finansielt institut, kan bruge sit investeringsforvaltningsselskab til at opfylde sine forpligtelser til passende omhu. Men i tilfælde af uregelmæssigheder eller manglende opfyldelse af lovgivningens krav er det det finansielle institut, her investeringsforeningen, som vil blive draget til ansvar.

Et finansielt institut skal følge en eller flere af de følgende tre processer til identifikation af kontohavere:

  • Indiciesøgning: Det finansielle institut kan identificere indberetningspligtige konti ved at søge efter amerikanske indicer i dokumentation eller oplysninger, som haves eller indsamles ved førelsen eller oprettelsen af en konto. Disse oplysninger kan fx være oplysninger, som det finansielle institut opbevarer med henblik på at overholde de danske kundeidentifikationsregler, se bekendtgørelsens § 61.
  • Egenerklæring: Det finansielle institut kan indhente en egenerklæring fra en kontohaver eller i visse tilfælde fra en kontrollerende person for en passiv NFFE (Non-Financial Foreign Entity). Om NFFE'er henvises til afsnit F.A.T.5.2.3 og til IGA'ens bilag 1, afsnit VI.B.2-4 og bekendtgørelsens § 25.
  • Offentligt tilgængelige oplysninger: Hvis kontohaveren er en enhed, kan det finansielle institut i nogle tilfælde fastslå kontohaverens status allerede ved hjælp af offentligt tilgængelige oplysninger. Det kan fx ske ved at anvende branchekoder. Se alle punkter under afsnit F.A.T.5.2.