Dato for udgivelse
25 Apr 2006 15:44
Resumé

Hvis du er én af de heldige, der har en gevinst ved at spille netpoker, skal du ikke betale skat, når gevinsten er vundet indenfor EU. Det er konsekvensen af en afgørelse fra Skatterådet i dag.


Skatterådet har i dag truffet afgørelse om, at gevinster vundet ved netpoker i visse tilfælde er skattefri. Gevinsten er skattefri, hvis du kan dokumentere, at udbyderen har base i EU, og at det pågældende pokerspil er godkendt og kontrolleret i dette land.

Skatterådets afgørelse kan læses her.

Afgørelsen giver en afklaring på spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at få en skattefri netpokergevinst fra et andet EU- eller EØS-land. Den konkrete afgørelse tager alene stilling til gevinster på netpoker fra Ladbrokes. Hvis der er tale om gevinster fra andre spiludbydere indenfor EU (EØS), skal der for hver enkelt udbyder tages stilling til, om spillet er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i det pågældende land, og om spillet er i overensstemmelse med spillelovgivningen i dette land. Det er skatteyderen, der skal dokumentere, når SKAT retter henvendelse, at disse betingelser for skattefrihed er opfyldt. SKAT vil, når der bliver truffet afgørelser vedrørende øvrige udbydere indenfor EU (EØS), offentliggøre disse.

Det er endvidere en betingelse for skattefriheden, at et tilsvarende spil kan udbydes lovligt her i landet, uden at gevinsterne indkomstbeskattes. Der er med Skatterådets afgørelse en gang for alle slået fast, at denne betingelse er opfyldt. Når der skal træffes afgørelser vedrørende øvrige netpokerudbydere indenfor EU (EØS), skal der ikke længere tages stilling hertil.

Skatterådets afgørelse ændrer ikke på, at gevinster vunder i netpoker fra udbydere udenfor EU fortsat er skattepligtige.

- Hvis du vinder i et land udenfor EU, skal du fortsat betale skat af gevinsten. Og du skal også stadig selv sørge for at selvangive dine gevinster til skattevæsenet, siger direktør Leif Normann Jeppesen.

Hvis en skatteyder undlader at opgive sin indtægt til SKAT, kan SKAT indhente oplysninger om gevinster via samarbejde med andre landes skattemyndigheder. I lighed med andre lande, prøver SKAT også at finde ubeskattede gevinster via Internettets mange hjemmesider om fx pokerspil. Hvis man undlader at opgive sin indtægt, er der tale om strafbart skattesnyd.

Yderligere information: direktør Leif Normann Jeppesen på telefon 72 37 88 42 eller SKATs pressetelefon 72 37 09 00