Dato for udgivelse
01 Feb 2006 16:38
Resumé

Få penge tilbage i skat hurtigere. Det kan borgerne selv sikre sig fra onsdag den 1. februar ved at indberette kørselsfradrag mv. til selvangivelsen.


Fra onsdag den 1. februar kan du via TastSelv indberette indtægter og fradrag og få årsopgørelsen og penge tilbage i skat hurtigere. Du kan indberette beløb som fx befordringsfradrag, fradragsberettigede gaver og underholds- og børnebidrag. Hvis SKAT har alle de nødvendige oplysninger inden den 20. februar, får du årsopgørelsen samtidig med selvangivelsen medio marts.

Som noget nyt og spændende kan du også autorisere rådgivere eller andre til at hjælpe dig med at indberette din selvangivelse, udskrive dine årsopgørelser og se dine oplysningssedler. Mange borgere vælger at få hjælp til selvangivelsen af en professionel rådgiver eller et familiemedlem. Fra den 1. februar 2006 gør SKAT det nemt for dig at give en rådgiver eller et familiemedlem tilladelse til at se og behandle oplysninger i din egen TastSelv-menu.

Du kan desuden fra 1. februar løbende se dine oplysningssedler fra arbejdsgivere, banker, sparekasser, forsikringsselskaber, kreditforeninger, A-kasser og fagforeninger mfl. i TastSelv på www.skat.dk

Læs mere i nyhedsbrevet.

Kontakt: SKAT pressetelefon 72 37 09 00