SKL § 9 indeholder sanktionsmuligheder for så vidt angår pligten til at foretage automatiske indberetninger eller efterkomme et pålæg om oplysningspligt om egne eller tredjemands skattemæssige forhold.

Tredjemands oplysningspligt og retssikkerhedslovenDet bemærkes i den forbindelse, at selv om der foreligger en konkert mistanke om et strafbart forhold hos en skattepligtig, kan tredjemand pålægges oplysningspligt vedrørende den mistænkte, når oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf fx oplysningepligt efter SKL § 8 C, § 8 D eller § 8 G, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 2. Se i modsætning hertil retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, (forbud mod selvinkriminering). Se SKM2007.91.SKAT af 2. februar 2007.

Daglige bøderSamtlige de i skattekontrolloven nævnte indberetnings- og oplysningspligter kan gennemtvinges ved, at SKAT kan pålægge den indberetnings- og/eller oplysningspligtige daglige bøder til pligten efterkommes.

Juridiske personerDagbødekravet skal for så vidt angår juridiske personer rettes mod den fysiske person, der har det formelle ansvar for oplysningspligten mv. Ved aktieselskaber skal bødekravet således rettes mod formanden for selskabets bestyrelse og ved anpartsselskaber mod den, der tegner selskabet.

Fremgangsmåden ved pålæg af daglige bøderDet er en forudsætning for pålæg af daglige bøder, at den oplysningspligtige mv. forud (mindst 14 dage) er skriftligt underrettet om, at daglige bøder vil blive pålagt fra en given dato. Varslingen skal indeholde oplysninger om bødens størrelse, og der skal tages forbehold for en eventuel forhøjelse af bøden (normalt en fordobling). De daglige bøder kan forhøjes med en uges skriftlig varsel, hvis den hidtil fastsatte bøde ikke har givet resultat.

Inddrivelse af daglige bøderDer er udpantningsret for pålagte daglige bøder, eller bøderne kan inddrives efter reglerne i KSL § 73. Bøderne inddrives løbende for perioder af 10 dage. Hvis inddrivelsen viser sig forgæves, kan den oplysningspligtige mv. efter § 17 i LBKG nr. 608 af 6. september 1986 om ikrafttræden af borgerlig straffelov hensættes til afsoning. Dette sker ved SKATs anmodning til politiet i den politikreds, hvor den oplysningspligtige mv. har bopæl.

BødestørrelseDer skal ved bødefastsættelsen tages hensyn til den oplysningspligtiges mv. økonomiske formåen, men bødestørrelsen beror i øvrigt på et konkret skøn. En daglig bøde bør dog mindst udgøre 200 kr.

Bortfald af bødenPålagte - men ikke betalte daglige bøder - bortfalder, når den oplysningspligtige mv. har efterkommet oplysningspligten mv. Det samme gælder i de tilfælde, hvor der er foretaget udlæg for bøderne. Er sagen overdraget til politiet med henblik på afsoning, skal dette straks underrettes om bødens bortfald. Betalte bøder tilbagebetales ikke.

Pålæg af daglige bøder bør normalt både for så vidt angår oplysningspligt mv. som fremtvingelse af selvangivelsen mv. alene ske inden for den ordinære genoptagelsesfrist, jf SFL § 26, stk. 1.

Reglerne om og fremgangsmåderne ved pålæg af dalige bøder er de samme i alle de tilfælde, hvor der i skattelovgivningen er hjemmel til at fremtvinge en oplysningspligt mv. ved pålæg af daglige bøder. Se også KSL § 86, stk. 3.

StraffebestemmelserUndladelse af at opfylde en oplysningspligt eller en indberetningspligt kan under forudsætning af, at den fornødne subjektive tilregnelse forligger, straffes med bøde i henhold til SKL § 14, stk. 2. Forsætlig afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, jf. SKL § 14, stk. 1.