Klagen skyldes Rigspolitiets afslag på anmodning om tilbagebetaling af halv tillægsafgift for privat anvendelse af varebil, der er erlagt i henhold til vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Rigspolitiets afgørelse stadfæstes.

 

Sagens oplysninger

Klageren har i en årrække arbejdet som servicetekniker. Om sit arbejde har klageren bl.a. oplyst, at han udfører teknisk service på kopi-, print-, og faxmaskiner i Midt- og Nordjylland og derfor anvender bil i sit daglige arbejde. Han starter arbejdet hjemmefra og kører ca. i alt 50.000 km om året. I bilen skal der være reservedele til 15 forskellige maskintyper samt fax. I andre tilfælde medtages også ekstraudstyr til kunden for montering.

 

I juni 2001 anskaffede klageren en varebil af mærket Citroen Xsara Picasso Van 2,0 HDI. Klageren har bl.a. oplyst, at han før kørte i en personbil af mærket Citroen Xantia med bagsædet lagt ned. Han var imidlertid træt af at tømme bilen hver gang familien skulle med, ligesom behovet for at medbringe reservedele i bilen var steget løbende med implementering af nye produkter. Han har beholdt personbilen, som han for det meste anvender i fritiden.

 

I forbindelse med indregistreringen af varebilen underskrev klageren en erklæring om, at varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og varebilen blev indregistreret til anvendelsen godstransport privat den 11. juni 2001. Klageren har herom bl.a. oplyst, at han personligt i juni 2001 rettede henvendelse til ToldSkat, og at han her fik oplyst, at hvis han ikke var momsregistreret, kunne varebilen kun registreres som privat personbefordring.

 

Klageren har videre oplyst, at han efterfølgende blev opmærksom på, at dette ikke var korrekt. Han underskrev derfor den 11. maj 2004 en ny erklæring om, at varebilen skal anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.

 

Om klagerens ansættelsesforhold er det bl.a. nærmere oplyst, at han i 1994 blev ansat som servicetekniker. Af ansættelsesaftalen fremgår det bl.a., at selskabet skulle stille varevogn til rådighed for kundebesøg samt levering af varer de første ca. 6 måneder. Herefter ville bilordningen blive ændret således, at klageren selv skulle stille egnet bil til disposition og modtage kørselsgodtgørelse for den erhvervsmæssige del efter statens takster.

 

I 1997/98 overgik firmaet til andet selskab, og klageren har siden da været ansat i der. Klageren har oplyst, at hans ansættelsen  er en fortsættelse af  tidligere ansættelse.

 

Klageren har endvidere fremlagt kopi af en ansættelsesaftale fra januar 2001. Af denne fremgår det bl.a., at klageren ansættes som servicetekniker, tilknyttet kontoret i X med anciennitet regnet fra august 1994. Ifølge kontrakten defineres arbejdsopgaver nærmere i en jobbeskrivelse, der følger snarest. Kontrakten indeholder ikke nærmere vedrørende firmabil, egen bil eller andet.

 

Af en fremlagt stillingsbeskrivelse af 19. juni 2002 fremgår bl.a. under punktet centrale arbejdsopgaver følgende:

 

"10. Holde firmabil i god stand, tage den til de foreskrevne serviceeftersyn, idet firmaets "Bilpolitik" i øvrigt overholdes."

 

Klageren har vedrørende spørgsmålet om firmabil bl.a. oplyst, at han ikke er forpligtet til at stille bil til rådighed, men at dette er en mulighed. Såfremt han ikke benyttede denne mulighed, ville han få udleveret en firmabil af mærket Opel Zafira Flexivan, som imidlertid ikke må anvendes til privat kørsel. Klageren kører nogle gange direkte til sport fra arbejde, hvorfor han ikke har valgt denne løsning.

 

Til dokumentation af dette har klageren fremlagt en beskrivelse af firmaets bilpolitik dateret 1. november 2001. Det fremgår heraf bl.a., at medarbejdere med bilordning kan vælge imellem at benytte egen bil eller firmabil. For teknikere er der som firmabil angivet tre forskellige bilmærker, Ford Focus Stationcar, Peugeot 307 Stationcar og Opel Zafira Flexivan. Det fremgår videre, at firmabiler indregistreret på gule plader ikke må benyttes til privat kørsel.

 

Det fremgår bl.a. videre, at medarbejdere, der er berettiget til firmabil, kan vælge at anvende egen bil efter følgende retningslinjer:

 

"En privat bil må være vedligeholdt og af en sådan art, at firmaets image ikke lider skade. Bilen må derfor ikke afvige væsentligt fra de modeller, der indgår i firmaets bilpark, og det er således ikke tilladt at benytte sportsvogne, off-roaders etc. I tvivlstilfælde rettes der henvendelse til nærmeste foresatte.

 

For Teknisk Service gælder desuden, at en privat bil foruden persontransport skal være egnet til at transportere de reservedele, der er nødvendige for arbejdets udførelse. Af sikkerhedsmæssige årsager skal bilen desuden kunne rumme størsteparten af reservedelene i bagagerummet.

(…)

For firmakørsel med egen bil ydes et tilskud som udgør kr. 1.490,- pr. måned.

Kilometerpenge ydes i henhold til statens takster, og afregnes månedligt via rejseregnskabet.

 

Kørsel mellem hjem og firma er at betragte som privatkørsel. Misligholdelse af dette kan få ansættelsesmæssige konsekvenser."

 

 

Til dokumentation for den erhvervsmæssige kørsel har klageren fremlagt oplysningssedler for årene 2001, 2002 og 2003 hvoraf fremgår beløb på godt 100.000 kr. i rubrik 48 (skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse samt skattefri uddannelsesydelse) for hvert af årene. Til dokumentation af, at klageren modtager tilskud på 1.490 kr. pr. måned er fremsendt kopi af lønsedler for december måned 2002 og 2003, maj måned 2004 og juli måned 2005, hvoraf fremgår et beløb på 1.490 kr. benævnt fast kørselstilskud.

 

Til dokumentation af, at det er nødvendigt at transporten af arbejdsredskaber m.v. foregår i varebil, er der fremlagt to fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med.

 

Rigspolitiets afgørelse

Rigspolitiet har ikke imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af halvdelen af tillægsafgift for privat anvendelse af varebil, der er opkrævet i henhold til vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, for den omhandlede periode.

 

Der er herved bl.a. henvist til, at det af § 2, stk. 1, i bkg. nr. 114 af 19. februar 1998 om opkrævning af vægtafgift af motorkøretøjer m.v. fremgår, at afgiften beregnes på grundlag af de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om køretøjets art, afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om køretøjet benytter benzin som drivkraft eller anden drivkraft.

 

Endvidere fremgår det, at hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen. På denne baggrund er der grundlag for at opkræve tillægsafgift for privat anvendelse af varebilen for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.

 

Det fremgår endvidere ikke af sagen, hvem der har oplyst klageren om, at varebilen ikke kunne registreres til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, da han ikke var momsregistreret.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om refusion af vægtafgift for den omhandlede periode, idet klageren er berettiget til at betale halv tillægsafgift i henhold til vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

 

Klageren er således i forbindelse med varebilens første indregistrering blevet fejlinformeret om, at han skulle være momsregistreret for at få lov til at betale halv og ikke hel tillægsafgift. Dette er jo imidlertid ikke en betingelse, og klageren har da også alene ved at underskrive en tro og love erklæring den 11. maj 2004 fået bilen omregistreret, så den nu er indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

 

Selv om bekendtgørelse om opkrævning af vægtafgift ikke i sig selv giver mulighed for en tilbagebetaling af tillægsafgiften, kan klageren med rette gøre ToldSkat erstatningsansvarlige for den fejlagtige rådgivning, klageren fik i maj 2001, og som har bevirket, at klageren i en periode på ca. tre år har haft sin bil indregistreret til en anden anvendelse end den faktiske: Blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

 

Ud fra en samlet vurdering af klagerens arbejdsforhold opfylder klageren betingelserne i vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, hvorefter et køretøj kan anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når ejeren ganske vist ikke er ansættelseskontraktligt forpligtet til at stille varebil til rådighed, men dog har en type arbejde, der helt klart nødvendiggør, at det er en varebil, der anvendes til udførelse af arbejdsopgaverne.

 

Hvad angår Rigspolitiets henvisning til, at det ikke fremgår af sagen, hvem der har oplyst klageren om, at varebilen ikke kunne registreres som anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, er det bl.a. anført, at det på det tidspunkt i 2001 var den almindelige opfattelse hos ToldSkat, at man skulle være momsregistreret for at kunne få en bil registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

 

Klageren har i 2001 i forbindelse med bilens indregistrering fået enslydende svar fra såvel ToldSkats omstilling, kontorpersonale, afdelingsledere og andre på sin forespørgsel uagtet, at han oplyste, at bilen skulle bruges ca. 80 % erhvervsmæssigt og kun 20 % privat. Til trods for denne oplysning fik han samstemmende at vide, at registrering til blandet anvendelse alene kunne ske, hvis han var momsregistreret.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at Landsskatteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt de statslige told- og skattemyndigheder som anført af repræsentanten er erstatningsansvarlige som følge af fejlagtig rådgivning af klageren. Der henvises herved til vægtafgiftslovens § 20, stk. 2, modsætningsvis.

 

Af § 2 i vægtafgiftslovens fremgår bl.a. følgende:

 

"§ 2. Af samtlige afgiftspligtige køretøjer svares vægtafgift, (…). Af motorkøretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, betales endvidere tillæg for privat anvendelse samt for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

   Stk. 2. Et køretøj anses for at blive anvendt privat, når den registrerede ejer (bruger) ikke anvender køretøjet i forbindelse med udøvelse af virksomhed eller er forpligtet til at anvende det ved udførelse af arbejdsopgaver som led i et ansættelsesforhold.

   Stk. 3. Et køretøj anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når den registrerede ejer (bruger) er

(…)

En fysisk person, der som led i et ansættelsesforhold skal anvende køretøjet ved udførelse af arbejdsopgaver for ansættelsesstedet eller anvender køretøjet i forbindelse med selvstændigt bierhverv, som efter momslovgivningen anses for at være afgiftspligtig virksomhed eller efter skattelovgivningen anses for erhvervsmæssigt, og det under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en varebil."

 

Vægtafgiftslovens § 9 har følgende ordlyd:

 

"§ 9. Når et køretøj søges registreret, skal anmelderen angive, om køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden drivkraft. For køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende køretøjer. Skatteministeren fastsætter efter aftalt med justitsministeren de nærmere regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt dokumentation herfor.

   Stk. 2. Om enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal den afgiftspligtige straks afgive anmeldelse til politiet.

   Stk. 3. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for overgang til de ændrede afgiftsbeløb."

 

§ 2 i bekendtgørelse nr. 114 af 19. februar 1998 om opkrævning af vægtafgift af motorkøretøjer m.v. har følgende ordlyd:

 

"§ 2. Afgiften beregnes på grundlag af de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om køretøjets art, afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om køretøjet benytter benzin som drivkraft eller anden drivkraft.

   Stk. 2. Hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen."

 

Det fremgår, at klageren i forbindelse med indregistreringen af varebilen underskrev en erklæring om, at varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og at Rigspolitiet har beregnet afgiften i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, på grundlag af disse oplysninger.

 

Retten finder det ikke med det af klageren oplyste dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at klagerens erklæring skyldes en fejl begået af de statslige told- og skattemyndigheder. Der kan derfor ved sagens afgørelse allerede af den grund ikke lægges vægt på det af klageren oplyste.

 

Det fremgår endvidere af § 2, stk. 2, i vægtafgiftsbekendtgørelsen, at det påhviler ejeren (brugeren) straks at gøre anmeldelse til motorkøretøj, hvis der sker ændringer med køretøjet, der er af betydning for afgiftens beregning. Videre fremgår det, at ændringerne har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen. Uanset der ikke er sket egentlige ændringer med køretøjet, finder retten, at det af sammenhængen mellem vægtafgiftslovens § 9 og bekendtgørelsens § 2 fremgår, at den af klageren anmeldte ændring den 11. maj 2004 har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen.

 

Det er derfor med rette, at Rigspolitiet har afslået klagerens anmodning om regulering af afgift med tilbagevirkende kraft.

 

Derfor stadfæstes afgørelsen.