Parter
Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat Tom Holsøe)
mod
1) A
2) B
3) C
4) D
5) E
(advokat Peter Bang for alle).
Afsagt af landsdommerne
Kaspar Linkis, Erik Kjærgaard og Karen Hald (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 1. oktober 2003, har sagsøgeren, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, nedlagt påstand om, at de sagsøgte, A, B, C, D og E, tilpligtes in solidum til sagsøgeren at betale 2.466.500 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.
De sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder
Sagen drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte som bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab har handlet ansvarspådragende over for Skatteministeriet ved i forbindelse med afvikling af selskabet i perioden fra oktober 1998 og frem til selskabets konkurs den 4. marts 2003 ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets kreditorer, heriblandt Skatteministeriet.
Det pågældende aktieselskabs navn var oprindelig H1 International A/S. Den 15. september 1998 ændrede selskabet navn til H2 A/S. Den 29. marts 1999 ændredes navnet til H2 Invest A/S og endelig den 11. november 2002 til Afviklingsselskabet HX A/S. I det følgende benyttes alene betegnelsen selskabet.
Selskabet drev frem til oktober 1998 speditionsvirksomhed. I november og december 1994 forestod selskabet en række forsendelser af smør og cigaretter. Selskabet henførte varerne under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse og fremstod i denne sammenhæng som hovedforpligtet og indestod dermed over for toldmyndighederne for korrekt fortoldning. Da toldmyndighederne efterfølgende konstaterede, at de omhandlede forsendelser ikke var frembudt for bestemmelsestoldstederne, og at de modtagne retureksemplarer af forsendelsesdokumenterne var forfalskede, blev selskabet afkrævet den opståede told- og afgiftsskyld.
Det er oplyst, at lignende krav blev rejst over for en række danske og europæiske speditionsvirksomheder.
Det er endvidere oplyst, at der har verseret en straffesag mod de medarbejdere i selskabet, som stod bag de omhandlede forsendelser af smør og cigaretter.
Efter at kravet i en længere periode havde været drøftet mellem selskabet og toldmyndighederne, traf ToldSkat den 10. oktober 1996 afgørelse om, at selskabet skulle betale 31.096.074 kr. i told- og landsbrugsimportafgifter, tobaksafgifter og moms for i alt otte forsendelser af smør og cigaretter.
Selskabet påklagede afgørelsen til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, som den 3. november 1997 stadfæstede regionens afgørelse, dog alene for et beløb på 29.889.575 kr.
Den 21. november 1997 meddelte ToldSkat på selskabets anmodning henstand med betaling af kravet i henhold til artikel 244 i Rådets forordning nr. 2913/92 af 12. oktober 1992, indtil sagen var afgjort ved landsretten. Henstanden blev betinget af, at der blev stillet sikkerhed for beløbet. Sikkerheden blev den 13. januar 1998 nedsat til 500.000 kr. svarende til selskabets egenkapital. Den 27. januar 1998 bekræftede Unibank, at selskabet havde deponeret 500.000 kr. på en konto i banken, og kontoens indestående blev pantsat til Told- og Skattestyrelsen til sikkerhed for kravet.
Ved stævning af 30. januar 1998 anlagde selskabet sag ved Østre Landsret mod Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, med principal påstand om anerkendelse af, at selskabet ikke var pligtig at betale det ovennævnte beløb på 29.889.575 kr. Selskabet gjorde blandt andet gældende, at kravet ikke var rejst gyldigt inden for den i artikel 379 i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 angivne frist på 11 måneder. Retssagen, der blev behandlet under Østre Landsrets journalnummer B-323-98, blev i de følgende år løbende udsat, navnlig på EF-domstolens afgørelse af to præjudicielle spørgsmål forelagt af Vestre Landsret i en anden sag vedrørende blandt andet fortolkning af 11-månedersfristen i artikel 379 (EF-domstolens sag C-112/01).
Selskabets årsregnskab for 1997 er dateret den 30. juni 1998 og underskrevet af B, LD og A, som da udgjorde selskabets bestyrelse. Af årsberetningen fremgår blandt andet:
"...
Resultatet for 1997 blev et underskud på 8.532.146 kr. sammenlignet med et underskud på 3.736.808 kr. for 1996. Underskuddet for 1997 overføres til næste år. Årets resultat, der omfatter væsentlige omstruktureringsomkostninger, kan ikke betragtes som tilfredsstillende. Fordelene af omstruktureringen forventes at afspejle sig i resultatet for 1998 og 1999.
Hele aktiebeholdningen i H1 International Worldwide Limited blev i september 1997 erhvervet af International G1 Ltd., der er hjemmehørende i USA. International G1 Ltd. har nu ændret navn til H2 Corporation.
Særlige forhold
Selskabet blev i januar 1996 mødt med et told- og afgiftskrav på 27,5 mio. kr., efter at man har været udsat for international svindel med transport af cigaretter og smør. Ledelsen og selskabets advokat anser kravet for uberettiget og forældet, da told- og skattemyndighederne ikke har foretaget en forskriftsmæssig underretning herom inden for de fastlagte tidsfrister. Told- og Skattestyrelsen overvejer pt. ledelsens indsigelser og har meddelt, at opkrævning af kravet er stillet i bero indtil sagen er afgjort i retten.
Selskabets ultimative moderselskab har afgivet en udtalelse, hvorefter datterselskabet vil modtage nødvendig økonomisk støtte vedrørende selskabets drift i 1998. Dette tilsagn dækker dog ikke et evt. krav fra Told- og Skattestyrelsen, jf. ovenstående særlige forhold.
Som følge af understøttelsen af egenkapitalen i 1997 samt udtalelsen fra moderselskabet anser ledelsen det for forsvarligt at aflægge regnskabet med fortsat drift for øje.
..."
Af revisionspåtegningen fremgår blandt andet:
"...
Vi skal henvise til omtalen i årsberetningen vedrørende krav fra Told- og Skattestyrelsen om betaling af afgifter på 27,5 mio. kr. Ledelsen og selskabets advokat anser kravet for uberettiget og forældet. Endvidere henvises til omtale om hensigtserklæring fra moderselskabet vedrørende økonomisk støtte. Ledelsen har på dette grundlag vurderet, at det er forsvarligt at aflægge regnskab med fortsat drift for øje. Vi er enige i beskrivelsen og herunder ledelsens valg af regnskabspraksis.
..."
Af selskabets balance pr. 31. december 1997 fremgår, at egenkapitalen var negativ med 7.650.692 kr. Selskabets samlede aktiver var på 20.698.835 kr., hvoraf et depositum vedrørende et lejemål udgjorde 259.768 kr. og en aktiepost 50.000 kr. Endvidere udgjorde tilgodehavender fra tilknyttede selskaber 2.326.560 kr. og lån til moderselskabet 4.568.040 kr. af de samlede aktiver.
Den samlede gæld - bortset fra Skatteministeriets krav - var på 28.349.527 kr. Heraf udgjorde langfristede lån fra moderselskabet 8.995.400 kr. og kortfristet gæld til tilknyttede selskaber 2.690.613 kr.
Med virkning fra den 1. oktober 1998 solgte selskabet sin goodwill vedrørende den del af den hidtidige virksomhed, der vedrørte sø- og luftekspedition, til et svensk datterselskab i H2-koncernen, H2 AB. Prisen var aftalt til USD 125.000. Den del af virksomheden, der beskæftigede sig med landtransport, blev lukket, idet der dog blev indgået aftale med G2 A/S - et norsk selskab uden forbindelse med H2-koncernen - om overtagelse af en væsentlig del af medarbejderne.
Skatteministeriet blev i november 1998 bekendt med overdragelserne og bad selskabets advokat, advokat PV, om oplysninger til brug for en vurdering af et eventuelt omstødelseskrav. Den 29. december 1998 indgik Skatteministeriet aftale med svenske H2 AB om, at fristdagen i et muligt konkursbo efter det danske selskab skulle være den 29. december 1998, hvis Skatteministeriet måtte rejse omstødelsessag i anledning af overdragelsen af goodwill for USD 125.000.
Selskabets årsregnskab for 1998 er dateret den 28. juni 1999 og underskrevet af B, A og C, som havde udgjort selskabets bestyrelse siden den 12. oktober 1998. Af årsberetningen fremgår blandt andet følgende:
"...
Selskabets aktivitet har omfattet spedition, distribution samt dermed beslægtet virksomhed i perioden frem til oktober 1998. Grundet de fortsat underskudsgivende aktiviteter har selskabets ledelse besluttet at indstille selskabets aktiviteter og har solgt en del af aktiviteterne til det svenske søsterselskab H2, Sweden og den resterende til tredjepart.
...
Resultatet for 1998 blev et underskud på DKK 4.708.206, sammenlignet med et underskud på DKK 8.532.146 for 1997. Underskuddet for 1998 overføres til næste år. Årets resultat er påvirket af omkostninger i forbindelse med erhvervsophøret på DKK 4.100.000.
..."
Herefter gentages oplysningerne fra årsregnskabet for 1997 om Skatteministeriets krav og omfanget af moderselskabets støtte. Videre oplyses det, at der er stillet en sikkerhed på 500.000 kr. for kravet. Revisionen er i lighed med årsregnskabet for 1997 enig med ledelsen for så vidt angår beskrivelsen af kravet og den valgte regnskabspraksis.
Af selskabets balance pr. 31. december 1998 fremgår, at egenkapitalen var negativ med 12.358.898 kr. Selskabets samlede aktiver var på 4.344.895 kr., hvoraf depositum vedrørende lejemål udgjorde 125.868 kr. og aktier 50.000 kr. Endvidere udgjorde tilgodehavender fra tilknyttede selskaber 627.543 kr. Lån til moderselskabet var angivet til 0 kr.
Den samlede gæld - bortset fra Skatteministeriets krav - var på 16.703.793 kr. Heraf udgjorde langfristede lån fra moderselskabet 8.995.400 kr., kortfristede lån fra moderselskabet 436.634 kr. og kortfristet gæld til tilknyttede selskaber 1.140.954 kr.
Af en udateret redegørelse for afvikling af selskabets driftsaktiviteter udarbejdet af selskabets ledelse ved A fremgår blandt andet (dansk oversættelse)
"...
Anvendelse af aktiver
...
Det tidligere udestående koncerninterne lån fra moderselskabet er blevet indfriet fuldt ud, hvilket betyder at [selskabet] har modtaget samtlige de beløb, selskabet havde til gode.
I løbet af 1998 indbetalte moderselskabet yderligere 4 mio. kr. til selskabet som støtte. Dette beløb er udtrykkeligt blevet eftergivet, hvorved det danske selskab har haft en indtægt.
Nettobeløb indgået på tilgodehavender på i alt 9.360.000 kr. er anvendt til afvikling af leverandørgæld på 10.533.000 kr. som led i den almindelige drift.
Det fremgår ligeledes, at der ikke har været bevægelser af betydning i nettopositionen for koncernintern varegæld.
Det normale driftstab for året på 4.608.000 kr. har naturligvis udhulet de aktiver, der er til rådighed. Siden driftsaktiviteternes ophør den 1. oktober er størstedelen af aktiverne klart blevet anvendt til afvikling af normal leverandørgæld samt påløbne omkostninger i forbindelse med lukningen.
..."
Den 3. april 2000 udtrådte B og C af selskabets bestyrelse, og samtidig indtrådte D og E.
Årsregnskabet for 1999 er dateret den 28. juni 2000 og underskrevet af D, A og E. Af årsberetningen fremgår blandt andet:
"...
I det forløbne regnskabsår har aktiviteten bestået i den fortsatte afvikling af aktiver og gældsposter hidrørende fra den tidligere aktivitet.
Indeværende regnskabsperiode omfatter således alene nedlukning af den hidtil drevne aktivitet, herunder inddrivelse af fordringer.
..."
Herefter gentages oplysningerne fra årsregnskaberne for 1997 og 1998 om Skatteministeriets krav og moderselskabets støtte. Revisionen er på ny enig med ledelsen for så vidt angår beskrivelsen af kravet og den valgte regnskabspraksis.
Af selskabets balance pr. 31. december 1999 fremgår, at egenkapitalen fortsat var negativ med 12.358.898 kr. Selskabets samlede aktiver var på 1.028.496 kr., hvoraf depositum vedrørende lejemål udgjorde 116.400 kr., aktier 0 kr. og tilgodehavender fra tilknyttede selskaber 98.220 kr.
Den samlede gæld - bortset fra Skatteministeriets krav - var på 13.387.394 kr. Heraf udgjorde langfristede lån fra moderselskabet 8.995.400 kr., kortfristede lån fra moderselskabet 3.295.423 kr. og kortfristet gæld til tilknyttede selskaber 94.485 kr.
Selskabets årsregnskab for 2000 er dateret den 18. juni 2001 og underskrevet af D, A og E. Af årsberetningen fremgår blandt andet:
"...
Selskabet havde ingen aktiviteter i årets løb, men registrerede et tab for perioden som følge af udgifter i forbindelse med lukningen.
Årets regnskabsmæssige resultat for 2000 udgør kr. -393.406, sammenlignet med et regnskabsmæssigt resultat på kr. 0 for 1999.
..."
Herefter gentages oplysningerne fra årsregnskaberne for 1997, 1998 og 1999 om Skatteministeriets krav og moderselskabets støtte. Revisionen udtrykker på ny enighed i beskrivelsen af kravet og den valgte regnskabspraksis.
Af selskabets balance pr. 31. december 2000 fremgår, at egenkapitalen var negativ med 12.752.304 kr. Selskabets samlede aktiver var på 391.592 kr., hvoraf depositum vedrørende lejemål udgjorde 116.400 kr., og tilgodehavender fra tilknyttede selskaber 152.447 kr. Aktier var angivet til 0 kr.
Den samlede gæld - bortset fra Skatteministeriets krav - var på 13.143.896 kr. Heraf udgjorde langfristede lån fra moderselskabet 8.995.400 kr., kortfristede lån fra moderselskabet 3.295.423 kr. og kortfristet gæld til tilknyttede selskaber 269.320 kr.
Den 30. maj 2002 fremsatte generaladvokat Jean Mischo forslag til afgørelse i EF-domstolens sag C-112/01 i overensstemmelse med den forståelse af 11-månedersfristen i artikel 379 i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993, som Skatteministeriet havde anlagt i Østre Landsrets sag B-323-98.
Selskabets årsregnskab for 2001 er dateret den 19. juni 2002 og underskrevet af A, D og TD. Sidstnævnte indtrådte dog formelt først i bestyrelsen den 18. august 2002.
I årsberetningen gentages oplysningen fra årsregnskaberne for 1997-2000 om Skatteministeriets krav, men ikke om moderselskabets støtte. I modsætning til tidligere tages der nu i revisionspåtegningen følgende forbehold:
"...
Årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Vi er ikke enige i, at regnskabet kan aflægges under denne forudsætning. Som det fremgår af årsberetningen, er selskabet i 1996 blevet mødt med et told- og afgiftskrav på ca. 31 mio. kr. Det er ledelsens vurdering, at kravet er uberettiget og forældet.
Idet vi ikke kan vurdere sagens sandsynlige udfald og dennes eventuelle indvirkning på selskabets årsregnskab, tager vi forbehold herfor.
Såfremt sagen afgøres til ugunst for selskabet tager vi forbehold for selskabets fortsatte drift, og dermed for værdiansættelsen af selskabets aktiver og passiver.
..."
Af selskabets balance pr. 31. december 2001 fremgår, at egenkapitalen var negativ med 12.311.898 kr. Selskabets samlede aktiver var på 509.877 kr., der udgjordes af likvide beholdninger.
Den samlede gæld - bortset fra Skatteministeriets krav - var på 12.321.775 kr. Heraf udgjorde langfristede lån fra moderselskabet 8.995.400 kr., kortfristede lån fra moderselskabet 3.295.423 kr. Kortfristet gæld til tilknyttede selskaber var angivet til 0 kr.
Efter generaladvokatens forslag til afgørelse i EF-domstolens sag C-112/01 indledte parterne i Østre Landsrets sag B-323-98 forligsforhandlinger. I forbindelse hermed skrev Kammeradvokaten den 23. juli 2002 blandt andet således til selskabets advokat:
"...
Med hensyn til ToldSkat's mulighed for at indgå på en forligsmæssig løsning af sagen henleder jeg Deres opmærksomhed på Højesterets dom refereret i UfR 1989.812H, hvor retningslinierne for, hvorledes kreditorerne bør stilles i en situation, hvor et selskab er klart insolvent, og hvor praktisk talt alle selskabets aktiver afhændes.
Som anført i landsrettens begrundelse i dommen, som Højesteret har tiltrådt, kan dispositioner, hvor der ikke sker en ligelig fordeling mellem kreditorerne, være retsstridige og ansvarpådragende over for de kreditorer, der ikke opnår dækning.
..."
I Kammeradvokatens skrivelse af 5. august 2002 til selskabets advokat er blandt andet anført følgende:
"...
Idet det ikke umiddelbart fremgår af Deres skrivelse af 2. august 2002, at [selskabet] eller den ansvarlige ledelse er indstillet på at drøfte et forlig, som falder inden for de rammer, som er fastlagt ved Højesterets dom refereret i UfR 1989, side 812 H, skal jeg anmode Dem om at oplyse, om De tillige i nærværende sag repræsenterer ledelsen i [selskabet]. I bekræftende fald bedes De oplyse, om ledelsen i perioden fra oktober 1998 og frem har haft en forsikring, der dækker et muligt erstatningsansvar.
På vegne Skatteministeriet forbeholder jeg mig Skatteministeriets retsstilling i relation til de i selskabet foretagne dispositioner, herunder særligt over for selskabets ledelse.
..."
Den 14. november 2002 afsagde EF-domstolen dom i sag C-112/01 i overensstemmelse med generaladvokatens forslag til afgørelse af 30. maj 2002.
Den 4. marts 2003 afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret over selskabet på baggrund af selskabets egen konkursbegæring indgivet den 14. februar 2003. I en cirkulæreskrivelse af 26. marts 2003 til kreditorerne oplyste kurator, at der ikke var midler i konkursboet til at fortsætte Østre Landsrets sag B-323-98, og kreditorer, der måtte ønske retssagen fortsat, opfordredes til inden 14 dage at indestå for omkostningerne. Da hverken boet eller kreditorerne ønskede at indtræde, afviste Østre Landsret den 12. juni 2003 sagen. Landsretten traf bestemmelse om, at selskabet skulle betale 200.000 kr. + moms i sagsomkostninger til Skatteministeriet.
Sagsøgte E har for landsretten fremlagt en erklæring af den 23. august 2005, hvori det i dansk oversættelse blandt andet hedder:
"...
Mit personlige engagement i nedlukningen af H1 International A/S, navneændringen til H2 i 1999 og virksomhedsoverdragelsen til G2 A/S var som medlem af den øverste ledelse i 1998/99. Jeg var ansvarlig for og forhandlede de operationelle og finansielle detaljer og betingelser i den handel med endelig bemyndigelse fra bestyrelsesmedlemmerne i H1 International A/S.
Som det allerede fremgår af svarskriftet, var beslutningen om at lukke landtransportvirksomheden i H1 International A/S, og opretholde alene en tilstedeværelse for så vidt angår søtransport og lufttransport under ledelse af H2 svenske enhed, drevet af forretningsmæssige overvejelser . ...
Jeg blev udpeget som bestyrelsesmedlem i H2 Denmark så sent som april 2000. Jeg blev bedt om at indtræde i bestyrelsen som erstatning for C, der havde forladt organisationen. På intet tidspunkt, som bestyrelsesmedlem, deltog jeg aktivt i nogen beslutninger vedrørende nedlukningen af virksomheden, afhændelse af aktiver af nogen art eller forhold med relation hertil. Ligeledes deltog jeg ikke - så vidt jeg husker - i nogen bestyrelsesmøder. Jeg underskrev i 1999 og 2000 årsregnskaberne og havde kendskab til den i disse regnskaber indeholdte information. Jeg forlod H2 i marts 2001 og trådte tilbage som bestyrelsesmedlem i H2 Danmark. Derfor har jeg svært ved at se, hvorledes jeg kan have pådraget mig noget personligt ansvar for beslutningen om at lukke selskabet.
..."
Skatteministeriet har med henvisning til Højesterets dom af 16. juni 1989, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, side 812, opgjort sin påstand således:
Ved en ligelig fordeling mellem selskabets simple kreditorer ville der være opnået en dividende på 8,25202%, og påstandsbeløbet opgøres derfor til 2.466.500 kr.
De sagsøgte har bestridt den af Skatteministeriet opgjorte dividende og heroverfor fremlagt en modregnet balance pr. 31. december 1998 udarbejdet af selskabets tidligere revisor, ifølge hvilken en skønnet dividende ved selskabets konkurs pr. 31. december 1998 alene ville udgøre 0,7011 %. Balancen medtager konkursomkostninger og forudsætter blandt andet, at den foretagne virksomhedsoverdragelse ikke havde fundet sted, hvorfor der blandt andet er indregnet medarbejderforpligtelser for 2 mio. kr., lige som depositum på 125.868 kr. vedrørende et lejemål og aktier på nominelt 50.000 kr. er nedskrevet til 0.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af A, B og PV.
A har forklaret blandt andet, at han i 1997-1999 var økonomidirektør for H1-koncernens europæiske område og medlem af bestyrelsen i det danske selskab fra omkring 1996 til konkursen. Han er fortsat økonomidirektør for H1-koncernens europæiske område.
Da de danske myndigheder fremsatte toldkravet i 1996, reagerede bestyrelsen med overraskelse, navnlig på grund af kravets størrelse. Man henvendte sig til selskabets danske advokat, der vurderede, at kravet bundede i bedrageri, var uberettiget og i øvrigt forældet. Det danske selskab havde været tabsgivende siden 1990, og i 1998 besluttede koncernen derfor at skille sig af med det. Man overvejede ikke en egen konkursbegæring, idet selskabet var solvent og havde moderselskabets støtte bortset fra skattemyndighedernes krav, som man anså for uberettiget og udokumenteret. Selskabet brugte ikke midler til at betale koncernforbundne selskaber, og omvendt blev mange udestående lån tilbagebetalt til selskabet, ligesom mange koncerninterne saldi blev afskrevet eller nedskrevet i 1998. Skattemyndighederne har aldrig truet med en konkursbegæring, ligesom de aldrig forud for 2002 har truet med at rejse krav om personligt ansvar for medlemmerne af bestyrelsen.
Efter at driften i selskabet var indstillet, gik arbejdet i selskabet ud på at indsamle alle udeståender bortset fra koncernintern gæld, så kreditorerne kunne blive betalt. Alle tre bestyrelsesmedlemmer arbejdede på det samme kontor i England. Der var ingen daglig drift i selskabet, men man drøftede regelmæssigt, hvordan firmaet kunne lukkes på en ordentlig måde. Der var vel tale om to til tre ledelsesmøder årligt, idet selskabet efterhånden mere blev et regnskabsmæssigt anliggende. Man modtog hver måned en balance over selskabets aktiver og passiver. Til sidst var der alene en juridisk enhed tilbage med et potentielt krav. Efter to til tre år blev selskabet lukket. Skatteministeriets krav var så enormt, at det svarede til firmaets bruttofortjeneste i halvandet år. Kravet var desuden udokumenteret, og man vidste, at retssagen havde verseret i mange år. Efter advokatens råd blev der derfor ikke foretaget hensættelser til kravet.
C indtrådte i bestyrelsen den 12. oktober 1998 som afløser for LD, da der ingen aktiviteter var tilbage i selskabet. C blev valgt, fordi der skulle være tre bestyrelsesmedlemmer, og han var en del af det europæiske team. Der var ikke tale om et over/underordnelses-forhold mellem bestyrelsesmedlemmerne, men mere om et ledelsesteam. C deltog i drøftelserne om afvikling, indtil han aftrådte den 3. april 2000. Han blev afløst af D, der var øverste leder for den europæiske region. D deltog også i bestyrelsesmøder.
B har forklaret blandt andet, at han i den omhandlede periode var administrerende direktør i H1-koncernen med ansvar for det europæiske område, der omfattede i alt 12 selskaber. Han var endvidere bestyrelsesmedlem i en række selskaber, herunder det i denne sag omhandlede selskab. Han opfattede det bestemt ikke således, at H1 snød skattemyndighederne ved at lukke selskabet som sket. Man ville i dag have valgt at lukke på samme måde. Der var ingen forbindelse mellem kravet og lukningen af selskabet. Selskabet havde givet tab i otte år, og moderselskabet havde ydet store tilskud. Skatteministeriets krav var meget betydeligt og fuldstændig uden for selskabets sædvanlige drift. Det var opstået som følge af nogle ansattes bedrageri, og hverken direktøren eller bestyrelsesmedlemmerne havde noget direkte ansvar herfor.
Man handlede i forhold til kravet på grundlag af rådgivning fra den danske advokat, som man havde samarbejdet med i otte år. Hun vurderede, at kravet var forældet. Man var desuden bekymret for, om man ved at hensætte et stort beløb til Skatteministeriets krav ville begunstige en kreditor med et potentielt krav frem for at dække selskabets øvrige kreditorer. Dette forekom ikke proportionalt. Man handlede derfor ud fra selskabets og kreditorernes bedste interesser ved ikke at hensætte noget til Skatteministeriet.
I hele perioden var der en åben dialog mellem advokaten og Skatteministeriet, der hele tiden vidste, hvad man foretog sig i selskabet. Han er derfor chokeret over, at Skatteministeriet har gjort personligt ansvar gældende over for bestyrelsesmedlemmerne. Det var først ved konkursdekretets afsigelse, at kravets eksistens blev klart. Han udtrådte de facto af bestyrelsesarbejder sidst i 1999.
PV har forklaret blandt andet, at hun er advokat og indtil april 2000 var partner i det daværende R1. Fra begyndelsen af 1990 og til hun udtrådte af advokatfirmaet, var hun advokat for H1 International.
Da skattekravet blev fremsat, blev hun konsulteret. Hun mener, at hun var velkvalificeret til at beskæftige sig med det pågældende retsområde. Hun udtog stævning, hvori man bestred kravet. Det var en juridisk meget vanskelig sag, da der var tale om et nyt retsområde. Hun gav over for selskabet udtryk for, at det var hendes klare vurdering, at kravet var forældet, og at 11-månedersfristen var overskredet, men hun tog også forbehold for en procesrisiko. Hun fik med tiden kontakt til en række andre advokater for selskaber, der var blevet mødt med lignende krav. Man bestred ikke kravet for at vinde tid, og overdragelsen af goodwill i 1998 havde ikke til formål at undgå Skatteministeriets krav. Der var tale om en ren forretningsmæssig disposition på et tidspunkt, hvor man havde opgivet at vende en tabsgivende forretning.
Skatteministeriet tog på intet tidspunkt forbehold for en eventuel konkursbegæring mod selskabet, men man drøftede eventuelle omstødelige dispositioner i forbindelse med overdragelsen af selskabets goodwill.
Parternes procedure
Skatteministeriet har gjort gældende, at de sagsøgte har handlet ansvarspådragende over for Skatteministeriet ved ikke at sikre en ligelig dækning af selskabets kreditorer på tidspunktet, da selskabets virksomhed blev afviklet, og det var åbenbart, at selskabet - bortset fra moderselskabets indeståelse - var insolvent. Selskabet har i perioden fra oktober 1998 og frem til konkursen reelt været et afviklingsselskab, hvor det har været de sagsøgtes beslutning at realisere samtlige aktiver og indfri alle kreditorer på nær Skatteministeriet. I denne situation har de sagsøgte haft en mere vidtgående forpligtelse til at varetage kreditorernes interesser, end tilfældet kan være i en normal driftssituation, og de har herunder haft pligt til at iagttage gældende insolvensretlige principper. De sagsøgte har således haft pligt til at sikre, at de fornødne midler blev afsat til en ligelig dækning af alle aktuelle og potentielle kreditorer, jf. princippet i konkurslovens § 147, stk. 2. Dette gælder uanset, at selskabet havde bestridt Skatteministeriets krav, og dette gælder særligt, når henses til, at kravet var de sagsøgte bekendt, og at en endelig administrativ instans her i landet havde truffet beslutning om, at kravet rent faktisk bestod.
Det bestrides ikke, at beslutningen om at afvikle selskabet blev truffet ud fra forretningsmæssigt saglige overvejelser, men det bestrides, at der har foreligget nogen ansvarsfritagende forretningsmæssig begrundelse for ikke i forbindelse med afviklingen af selskabet at tage noget hensyn til Skatteministeriets krav. De sagsøgte har som bestyrelsesmedlemmer i selskabet bevidst undladt at sikre dette krav i forbindelse med afviklingen af selskabets virksomhed, således at det er fremstået som åbenbart, at Skatteministeriet ikke ville opnå nogen som helst dækning, uanset om kravet var rejst med rette. En sådan handlemåde er i strid med grundlæggende insolvensretlige principper og er ansvarspådragende.
Det bestrides, at Skatteministeriet skulle have udvist retsfortabende passivitet. Så snart man blev opmærksom på, at selskabets virksomhed var overdraget, rettede Skatteministeriet henvendelse til selskabet med anmodning om betaling af det af påstanden omfattede beløb, og man har i perioden herefter drøftet en forligsmæssig løsning med selskabet. Det har under disse drøftelser været fremhævet, at selskabets fremgangsmåde kunne være såvel omstødelig som retsstridig og herunder ansvarspådragende for de sagsøgte. I Skatteministeriets brev af 23. juli 2002 er det anført, at Skatteministeriets mulighed for at indgå forligsmæssig løsning ville tage udgangspunkt i Højesterets forannævnte dom, der er en sag om ansvar for et selskabs ledelse. Det er derfor allerede på dette tidspunkt gjort selskabet klart, at Skatteministeriet mente, at en løsning af sagen skulle ske med udgangspunkt i denne dom.
Gennemførelsen af den administrative afgørelse om betaling af told og afgifter, blev udsat, da der ved en gennemførelse kunne frygtes uoprettelig skade for selskabet, jf. EF-toldkodeksens artikel 244. Højesteret har i en kendelse af 4. maj 2001, SKM2002.137.HR fastslået, at et lignende krav end ikke kunne fuldbyrdes ved foretagelse af udlæg uden forudgående almindelig rettergang, jf. retsplejelovens § 501, stk. 4, jf. § 500, stk. 1. Skatteministeriet har derfor ikke søgt det omhandlede krav inddrevet hos selskabet, hverken ved udlæg eller konkursbegæring. De sagsøgtes anbringende om passivitet er da også alene baseret på den medgåede tid.
For så vidt angår de sagsøgte D og E bemærkes, at disse i perioden fra april 2000, hvor de tiltrådte i selskabet, havde kendskab til den i oktober 1998 trufne beslutning om at afvikle selskabets aktiviteter ved at realisere samtlige aktiver samt at anvende provenuet herfra til dækning af samtlige kreditorer på nær Skatteministeriet. Disse sagsøgte har således handlet erstatningspådragende ved ikke at gribe ind over for den trufne beslutning og er derfor in solidum med de øvrige sagsøgte helt eller delvis ansvarlige for Skatteministeriets tab.
Skatteministeriets påstand er opgjort i overensstemmelse med retningslinierne i Højesterets dom af 16. juni 1989, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, side 812. Der er tale om et forsigtigt skøn på grundlag af realiteterne og ikke ud fra en fiktiv konkurssituation. Aktiverne er forudsat realiseret til mindst bogførte værdier - hvilket ikke er bestridt - lige som erstatningsbeløbet er opgjort ved en ligelig fordeling af disse aktiver blandt selskabets simple kreditorer.
De sagsøgte har gjort gældende, at selskabets indsigelse mod afgiftskravet var velfunderet og baseret på velkvalificeret juridisk rådgivning. Indtil EF-domstolens afgørelse forelå i 2002, måtte skiftende bestyrelser i selskabet derfor lægge til grund, at Skatteministeriets krav var forældet. Bestyrelsesmedlemmerne havde endvidere ikke noget ansvar for det bedrageri, der førte til det rejste afgiftskrav, og hverken selskabet eller bestyrelsesmedlemmerne har vundet nogen form for berigelse ved afgiftskravets opståen. Sagen er således ikke sammenlignelig med eksempelvis sager, hvor bestyrelsesansvar indtræder overfor en bestyrelse, der forsømmer at afregne A-skat og moms.
Det var endvidere en sagligt begrundet, forretningsmæssig disposition uden sammenhæng med afgiftskravet at påbegynde afviklingen af selskabets virksomhed i 1998. Der er ikke holdepunkter for at antage, at de sagsøgte under afviklingen skulle have besluttet at favorisere nogle kreditorer på andres bekostning. De eneste krav, der ikke er betalt, er således dels de betydelige millionkrav fra koncernforbundne selskaber, der ikke havde karakter af løbende handelsmellemværender, samt Skatteministeriets krav, der ikke blev betalt, fordi det var bestridt, og fordi det var praktisk umuligt at afsætte et beløb af den pågældende størrelse.
Henset til moderselskabets støtteerklæringer bestrides det, at selskabet var insolvent forud for 2002. Hvis selskabets bestyrelse i 1998 havde fremtvunget en konkurs, ville man have udsat sig for et erstatningskrav fra moderselskabets side ved at aktualisere støtteerklæringen på et tidspunkt, da en konkurs kunne undgås. Havde man valgt ikke at dække de øvrige kreditorer, ville disse enten søge sig fyldestgjort ved individualforfølgning i det hensatte beløb eller indgive konkursbegæring mod selskabet. Dette ville derfor også have været ansvarspådragende for selskabet. Selskabet gjorde derfor det eneste rigtige i denne situation, nemlig løbende at betale sine kreditorer, efterhånden som fordringerne forfaldt.
Sager om bestyrelsesansvar i forhold til Skatteministeriet drejer sig normalt om, at bestyrelsesmedlemmerne ikke har stoppet driften på et tidspunkt, da det må stå klart, at fortsat drift vil være tabsgivende for kreditorerne. I modsætning hertil var driften i den foreliggende sag netop stoppet på det tidspunkt, da den hævdede ansvarspådragende adfærd skulle være påbegyndt. Det ansvarspådragende forhold skulle således bestå i, at bestyrelsen accepterede, at selskabets kreditorer løbende er blevet betalt efterhånden, som de forfaldt. Dette kan imidlertid ikke være ansvarspådragende, men højst danne grundlag for potentielt omstødelige dispositioner. Kurator i det konkursramte selskab har endvidere ikke fundet grundlag for at gøre ledelsesansvar gældende.
Et eventuelt krav er bortfaldet ved passivitet, idet Skatteministeriet allerede i november 1998 var bekendt med, at selskabet umiddelbart forinden havde solgt sine driftsaktiviteter og herefter var under afvikling. Først medio 2002 rejste Skatteministeriet spørgsmålet om muligt bestyrelsesansvar over for selskabets advokat, og først umiddelbart før sagsanlæg blev spørgsmålet om muligt bestyrelsesansvar rejst direkte over for de sagsøgte.
Skatteministeriet kunne have opnået den ønskede retsstilling ved at indgive konkursbegæring umiddelbart efter, at man i november 1998 fik underretning om de foretagne virksomhedsoverdragelser og dermed, at selskabet var under afvikling. En konkursbegæring ville i praksis være den eneste mulighed for at foretage den fordeling af selskabets aktiver, som ifølge Skatteministeriet skulle have fundet sted allerede ultimo 1998. Skatteministeriets begrundelse for ikke at indgive konkursbegæring er en henvisning til EF-toldkodeksens artikel 244, hvilket nødvendigvis må indebære, at man enten har været enig i, at der var en begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke var i overensstemmelse med toldforskrifterne eller, at en konkurs ville medføre uoprettelig skade for selskabet. Samtidig gør Skatteministeriet imidlertid gældende, at bestyrelsen selv burde have indgivet en konkursbegæring ultimo 1998. Denne argumentation forekommer inkonsistent.
For de sagsøgte D og Es vedkommende gøres det gældende, at disse ikke kan have medvirket til at træffe eller opretholde en beslutning, der har påført Skatteministeriet noget tab, da de først er indtrådt i bestyrelsen for selskabet den 3. april 2000, og da selskabets samlede aktiver ved udgangen af 2000 androg 391.592 kr., hvorfra der i henhold til Skatteministeriets opgørelse skal fradrages 500.000 kr.
For så vidt angår erstatningsopgørelsen har Skatteministeriet bevisbyrden for, at erstatningsbetingelserne er opfyldt, herunder at der er lidt et tab. Erstatningsopgørelsen bygger på den forudsætning, at selskabets bruttoaktiver blot kunne fordeles til kreditorerne herunder Skatteministeriet i forbindelse med virksomhedens ophør ultimo 1998. Hvis Skatteministeriets samlede krav skulle tages i betragtning i den forbindelse, ville selskabet være insolvent og en afvikling kunne som nævnt følgelig kun ske i form af konkurs. Da lønsummen i 1998 androg 12 mio. kr. er det givet, at en konkurs ville udløse betydelige medarbejderforpligtelser i form af opsigelseslønninger og feriepenge, selv om nogle af medarbejderne blev overdraget i forbindelse med virksomhedsoverdragelse. Selskabets tidligere revisor har anslået, at der til fordeling blandt simple kreditorer alene ville være godt 300.000 kr., og som det fremgår af Skatteministeriets egen erstatningsopgørelse, ville dette tal skulle fradrages de deponerede 500.000 kr.
Landsrettens begrundelse og resultat
Da selskabets ledelse i oktober 1998 besluttede at indstille aktiviteterne og afvikle selskabet, havde man længe været bekendt med Skatteministeriets krav, og selskabet havde tidligere på året selv anlagt en retssag herom. Det var åbenbart, at selskabet var insolvent, hvis kravet viste sig at være berettiget.
Landsretten finder ikke, at forhold vedrørende selskabets indsigelser mod kravet eller selskabets afvikling i øvrigt kunne begrunde, at ledelsen i forbindelse med afviklingen helt så bort fra muligheden for, at kravet kunne være berettiget.
Landsretten finder herefter, at selskabet ved ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne på uforsvarlig måde har tilsidesat hensynet til Skatteministeriet og derved pådraget sig et erstatningsansvar for denne kreditors tab.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Skatteministeriet ved at undlade at indgive konkursbegæring mod selskabet eller i øvrigt har udvist retsfortabende passivitet.
De sagsøgte B, A og C deltog som medlemmer af selskabets bestyrelse i beslutningen om afvikling, og de deltog i tiden derefter i beslutningens udførelse, idet B og C dog udtrådte af bestyrelsen den 3. april 2000, før afviklingen var endelig afsluttet. Disse sagsøgte findes på denne baggrund at være erstatningsansvarlige in solidum for Skatteministeriets tab.
De sagsøgte D og E indtrådte først i bestyrelsen den 3. april 2000 og deltog således ikke i beslutningen om afvikling af selskabet. Da selskabets økonomiske dispositioner efter den 3. april 2000 ikke er nærmere belyst under sagen, finder landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse disse sagsøgte for at have handlet ansvarspådragende over for Skatteministeriet og frifinder derfor disse sagsøgte.
Ved en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne i slutningen af 1998 - jf. herved Højesterets dom af 16. juni 1989, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, side 812 - ville der være opnået en dækning som opgjort af Skatteministeriet på ca. 8 %. Skatteministeriets tab kan derfor i overensstemmelse med påstanden fastsættes til 2.466.500 kr. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for - som anført af de sagsøgte - at tage hensyn til yderligere omkostninger som følge af en fiktiv konkurs.
Skatteministeriets påstand tages herefter til følge for så vidt angår de sagsøgte B, A og C, mens de sagsøgte D og E frifindes.
I sagsomkostninger skal B, A og C in solidum betale 180.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af retsafgift på 59.660 kr. og i øvrigt til dækning af udgift til advokat.
Skatteministeriet skal i sagsomkostninger til hver af de sagsøgte D og E betale 30.000 kr. til dækning af udgift til advokat.
T h i k e n d e s f o r r e t
De sagsøgte B, A og C skal in solidum til sagsøgeren, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, betale 2.466.500 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.
I sagsomkostninger skal B, A og C in solidum betale 180.000 kr. til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.
De sagsøgte D og E frifindes.
I sagsomkostninger skal Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, betale 30.000 kr. til hver af de sagsøgte D og E.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne landsretsdoms afsigelse.