Som det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 10, skal RIM gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede økonomiske forhold anmoder derom.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 1, udtaler, at den maksimale lønindeholdelsesprocent fastsættes som det månedlige afdrag efter stk. 2 ganget med 100 og divideret med den månedlige nettolønindtægt mv., jf. § 8, stk. 2, 2. pkt., og afrundes til nærmeste hele procent. Lønindeholdelsesprocenten kan dog højst udgøre 100 %.

Bestemmelsen i § 8, stk. 2, 2. pkt., fastslår, hvilke indtægter der kan gøres til genstand for lønindeholdelse, dvs. løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt ventepenge, pension og lignende understøttelser, der udredes af statskassen, kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser efter fradrag af AM-bidrag, pensionsindbetalinger efter § 13, stk. 4, nr. 2a, SP-bidrag, ATP og skat.

Ifølge § 12, stk. 2, består det månedlige afdrag til betaling af gælden af skyldnerens og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst, jf. § 13, med fradrag af følgende udgifter:

  1. rimelige udgifter til bolig, jf. § 14
  2. nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn, jf. § 15
  3. udgifter til samvær med mindreårige børn, jf. § 16
  4. bidragsforpligtelser, jf. § 17
  5. udgifter til særlige behov, jf. § 18
  6. udgifter til ganske særlige behov, jf. § 19
  7. et rådighedsbeløb, jf. § 20
  8. ydelser på ægtefællens gæld, jf. § 21
  9. ydelser på anden gæld, jf. § 22

Det månedlige afdrag efter stk. 2 kan ikke overstige skyldnerens nettoindkomst opgjort efter § 13, jf. herved § 12, stk. 3.

Såfremt

  • skyldnerens gæld i al væsentlighed er stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen, eller
  • træffes der samtidig afgørelse om eftergivelse, eller
  • afsiges der samtidig kendelse om gældssanering for skyldnerens ægtefælle, eller
  • afdrager ægtefællen offentlig gæld,

udgør det månedlige afdrag skyldnerens nettoindkomst med fradrag af halvdelen af udgifterne i stk. 2, nr. 1-7 og nr. 9, jf. herved § 12, stk. 4.

Med ægtefælle sidestilles ifølge § 23 en samlevende.