Dato for udgivelse
04 okt 2005 16:38
Resumé
ToldSkat har lempet praksis for behandling af sager om selskabers modregning af indeholdt udbytteskat i indkomstskatten. ToldSkat vil nu finde de virksomheder, der har penge til gode.

Told- og Skattestyrelsen har i forbindelse med behandlingen af nogle klagesager på a conto skatteområdet taget stilling til ToldSkats praksis i forbindelse med selskabers modregning af indeholdt udbytteskat i indkomstskatten, jf. den tidligere regel i kildeskattelovens § 67, stk. 2.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at selskabers indeholdte udbytteskat skal behandles som a contoskat ved skatteberegningen. ToldSkat har derfor ikke haft hjemmel til dem administrative praksis vedrørende modregning af indeholdt udbytteskat i indkomstskatten, som blev opretholdt indtil indkomståret 2003.

Told- og Skattestyrelsen har derfor i dag udsendt et cirkulære med angivelse af i hvilke situationer, selskaberne kan rejse krav mod ToldSkat som følge af praksisændringen. Cirkulæret beskriver også sagsbehandlingen af de mulige krav.

Praksisændringen har betydning for indkomstårene 1999, 2000, 2001 og 2002.

ToldSkat vil som udgangspunkt lave de ændrede beregninger automatisk.

- Selskaberne behøver derfor i første omgang ikke foretage sig noget, idet vi vil prøve at finde de selskaber, som har penge til gode. Det er først senere, at selskaberne af egen drift skal henvende sig til ToldSkat, hvis de mener at have flere penge til gode, siger Told- og Skattedirektør Ole Kjær.

Læs mere herom i cirkulæret på www.toldskat.dk 

Yderligere oplysninger: Jens Peter Licht, telefon 72 37 34 68 eller pressesekretær Katrine Bargisen, telefon 72 37 09 00