Dato for udgivelse
27 Sep 2005 11:02
Resumé

ToldSkat har i de seneste 3 måneder udbetalt penge til mere end 70.500 virksomhedsejere, der havde penge til gode i sager om sygedagpenge. 


Mere end 70.500 virksomhedsejere har i de seneste 3 måneder modtaget en check fra ToldSkat. Skattemedarbejderne i hele landet har arbejdet på højtryk siden juni for at få betalt penge tilbage til de 71.000 virksomhedsejere, der havde penge til gode på grund af en ændring i praksis for beskatning af sygedagpenge til erhvervsdrivende.

- Vi lægger vægt på, at virksomhederne får pengene tilbage så hurtigt som muligt. Derfor er jeg glad for, at det nu er lykkes indenfor 3 måneder at udbetale penge til de mere end 70.500 personer, der havde betalt for meget i skat, siger told- og skattedirektør Ole Kjær.

ToldSkat forventer at kunne betale penge tilbage til de sidste ca. 400 virksomheder snarest muligt. Herefter vil ToldSkat lave en opgørelse over, hvor mange penge der er betalt tilbage til skatteyderne.

Yderligere oplysninger: Underdirektør Flemming Paludan, telefon 72 37 00 16 eller Pressesekretær Katrine Bargisen, telefon 72 37 09 00