Dato for udgivelse
20 sep 2005 16:56
Resumé
ToldSkat Sydsjælland har som led i det stadig stærkere myndighedssamarbejde til bekæmpelse af bl.a. sort- og illegalt arbejde gennemført endnu en kontrolaktion i prostitutionsbranchen mandag den 19. september 2005.

Aktionen er planlagt sammen med politiet lige som Arbejdsdirektoratet involveres, når det skal undersøges nærmere med hensyn til dagpengeudbetalinger.

Aktionen er blevet gennemført af ToldSkat sammen med politiet, og har været rettet mod 21 steder i følgende områder: Holbæk, Næstved, Slagelse, Sorø, Maribo, Nykøbing F., Guldborg, Holeby, Køge, Roskilde, Ringsted, Albertslund og Taastrup.

En foreløbig opgørelse af indsatsen viser følgende resultat:

  • 6 oplyste, at det var deres første arbejdsdag
  • 1 får uberettiget udbetalt dagpenge
  • 4 får uberettiget udbetalt sociale ydelser
  • 3 mangler opholds- og/eller arbejdstilladelse

- Kontrolaktionen viser, at der stadig er store problemer i branchen. Kun 6 af de 34 vi mødte i dag er momsregisteret og flere modtager samtidig dagpenge eller sociale ydelser. Det er det samme billede som i april, hvor vi havde en lignende aktion. Dengang vejledte vi om momsregistrering mv. men vi kan konstatere, at det er nogle ganske få, der er blevet momsregisteret, siger planchef i ToldSkat Sydsjælland Per Jacobsen.

- Et sted fandt vi en vagtplan, hvoraf fremgår at yderligere 5 piger benytter huset. Det koster 700 kr. at låne huset til sin virksomhed. Så her har vi noget, der skal undersøges nærmere, tilføjer han.

Ved opfølgningsbesøgene kan ToldSkat konstatere, at registreringsforholdene stadig ikke er i orden. ToldSkat vil derfor gå i gang med en dyberegående opfølgning sammen med det kommunale skattevæsen, de sociale myndigheder og Arbejdsdirektoratet.

Yderligere oplysninger: Planchef Per Jacobsen, telefon 22 60 11 40