Dato for udgivelse
19 Sep 2005 17:59
Resumé
ToldSkat Sydsjælland har som led i det stadig stærkere myndighedssamarbejde til bekæmpelse af bl.a. sort- og illegalt arbejde gennemført kontrol i restaurationsbranchen torsdag den 15. september 2005.

Aktionen er planlagt sammen med politiet og de lokale skattemyndigheder lige som Arbejdsdirektoratet og Fødevareregionerne involveres, når det skal undersøges nærmere med hensyn til dagpengeudbetalinger og hygiejneforhold.

Aktionen har været rettet mod 37 restaurationer og pizzeriaer i følgende områder: Taastrup, Hedehusene, Greve, Holbæk, Asnæs, Slagelse, Ringsted, Køge, Nakskov, Nykøbing F., Haslev, Præstø og Møn.

En foreløbig opgørelse af indsatsen viser følgende resultat:
  • 117 er truffet i virksomheder og er blevet interviewet
  • 7 oplyste, at det var deres første arbejdsdag
  • 9 får udbetalt dagpenge
  • 9 får udbetalt sociale ydelser
  • 22 oplyste at være ægtefælle, ven eller bekendt der hjalp til

- Kontrolaktionen viser, at der stadig er problemer i branchen. Det virker dog som om, at vores intensive kontrolaktioner mod branchen gør en forskel. Vi kan konstatere, at 7 virksomheder der ikke havde orden i tingene ved kontrolaktionen i maj måned nu tilsyneladende har fået det. Omvendt kan vi også konstatere, at 4 virksomheder fra kontrolaktionerne i maj måned stadig ikke har viljen til at have fået orden i tingene. Disse virksomheder vil nu blive underkastet en dybere kontrol. Endvidere vil disse virksomheder kunne forvente at blive pålagt dagligt at føre logbog over de personer som arbejder i virksomheden, siger Per Jacobsen, Planchef i ToldSkat Sydsjælland.

I alt viser en foreløbig opgørelse af aktionen, at 12 virksomheder kan risikere at blive mødt med krav om dagligt at føre logbog over de ansatte. Overtrædelse af pålægget om at føre logbog vil medføre bødestraf.

Yderligere oplysninger: Planchef Per Jacobsen, telefon 22 60 11 40