Dato for udgivelse
28 Sep 2005 11:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Sep 2005 15:26
SKM-nummer
SKM2005.389.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
14. afdeling, B-2501-04
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Moms, EF-domstolen, præjudicielt spørgsmål, rimelig tvivl, fleet management, leasingaftale, biler, brændstofleverance, beskatningssted, sammensatte transaktioner, financiel ydelse, administrationsydelse, momsfradrag
Resumé

Det sagsøgende tyske leasingselskabs begæring om forelæggelse af spørgsmål for EF-domstolen i medfør af EF-Traktatens art. 234, stk. 2, ikke taget til følge, idet der på baggrund af Domstolens domme i Auto Lease Holland-sagen (C-185/01) og i Card Protection Plan-sagen (C-349/96) ikke bestod nogen rimelig tvivl om fortolkningen af art. 5, 8 og 9 i sjette momsdirektiv i relation til den momsretlige bedømmelse af sagsøgerens såkaldte "Fleet Management"-leasingaftaler med danske kunder, der inkluderer levering af brændstof tanket fra danske tankstationer.

Reference(r)

EF-Traktatens art. 234, stk. 2
6. momsdirektivs art. 5
6. momsdirektivs art. 8
6. momsdirektivs art. 9
Momsloven § 4, stk. 1, pkt. 1
Momsloven § 14, nr.1
SKM2003.58 TSS af 11. februar 2003

Henvisning

Momsvejledning 2005-2; Afsnit D.2.1

Henvisning
Momsvejledning 2005-2; Afsnit D.2.3.1
Henvisning
Momsvejledning 2005-2; Afsnit D.2.3.2
Henvisning
Momsvejledning 2005-2; Afsnit D.11.11.4.1
Henvisning
Momsvejledning 2005-2; Afsnit E.2.1
Henvisning
Momsvejledning 2005-2; Afsnit E.3

Parter

Fleggaard Leasing GmbH
(advokat Anders Hedetoft)

mod

Skatteministeriet
(advokat David Auken).

Afsagt af landsdommerne

B. O. Jespersen, Karsten Bo Knudsen, og Claus Chr. Hansen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 2. september 2004 har sagsøger, Fleggaard Leasing GmbH, nedlagt følgende sideordnede påstande:

  1. Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at ToldSkat Sydjyllands afgørelse af 28. oktober 2003, journal nr. ... ændres således, at sagsøgers indgående momsafgift for perioden 1. februar til 31. maj 2003 forhøjes med DKK 544.888,00, vedrørende moms af indkøbt brændstof.
  2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren ved leasingaftale af 5. april 2002 mellem sagsøger og Würth DK A/S (kontrakt 1527) leverer brændstof med beskatningssted for merværdiafgift i Tyskland.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger har adgang til momsfradrag på brændstof købt til brug for sagsøgers leasingkoncept, Fleet Management.

Sagsøger har under sagens forberedelse nedlagt påstand om, at sagen præjudicielt forelægges EF-domstolen med henblik på, at EF-domstolen kan besvare 2 spørgsmål.

Sagsøger har til brug for en eventuel forelæggelse for EF-domstolen formuleret udkast til 2 spørgsmål, med følgende indhold:

"...

 1.

Er det a) altid overensstemmende med Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 artikel 6 at anse et i en leasingaftale indeholdt vilkår om leasingtagers aftag af brændstof til det leasede emne for at være en aftale om finansiering af køb af brændstof,

 
 

herunder b) særligt når

 
   -

Leasingtagers betaling for brændstofforbruget er en del af den faste leasingafgift, som leasinglager betaler til leasinggiver ifølge leasingaftalen,

   
   -

Den i leasingydelsen indkalkulerede faste pris for brændstof er uafhængig af den pris, som leasinggiver betaler til brændstofleverandørerne, ligesom den er uafhængig af brændstofleverandørernes listepriser og pumpepriser på tankningstidspunktet,

 
   -

Leasingtager således ikke betaler leasinggivers faktiske omkostninger til køb af brændstof ved brændstofleverandørerne,

   
   -

Leasinggiver således yderligere ikke gennemfakturerer brændstofleverandørens pris til leasingtager,

   
   -

Leasingtager ikke hæfter overfor  brændstofleverandøren og 

   
   -

leasinggiver i forhold til leasingtager påtager sig den fulde økonomisk risiko for ændringer i brændstofprisen under leasingkontraktens løbetid i forhold til den literpris, der er indkalkuleret i leasingkontrakten.

 
 2.

Såfremt EF-domstolen finder, at det ikke er overensstemmende med 6. momsdirektiv at anse vilkår om leasingtagers aftag af brændstof for at være en aftale om finansiering af køb af brændstof i den i spørgsmålet nævnte sammenhæng, bedes EF-domstolen besvare følgende spørgsmål:

 
 

Skal leasingtagers aftag af brændstof betragtes som leasinggivers viderelevering til leasingtager af:

 
 

en af leasingaftalen uafhængig leverance (brændstof), der således skal afgiftsberigtiges på det sted, hvor leverance (brændstoffet) befandt sig på tidspunktet for videreleveringen, eller

   
 

en i leasingaftalen integreret leverance (brændstof), der således skal afgiftsberigtiges på det sted, hvor leasingtager har etableret sit hjemsted.

..."

Sagsøgte har nedlagt påstand om, at sagsøgers anmodning om forelæggelse for EF-domstolen ikke tages til følge.

Sagsfremstilling

Sagsøger har i en årrække leveret et såkaldt "Fleet Management" koncept af biler til dets kunder. "Fleet Management" konceptet er udtryk for et "pakkekoncept", hvorefter leasingtager tilbydes en total administration af den leasede bil og driften heraf.

Brændstofydelsen, som er genstand for ToldSkats afgørelse, indgår som en af ydelserne i det af sagsøger udbudte leasingkoncept. Derudover indgår omkostninger til dæk, grønne afgifter, forsikring, service, Falck-abonnement, biltelefon, medmindre andet er konkret aftalt.

Sagsøger modtager som vederlag en samlet leasingafgift. Leasingafgiften baserer sig på en række forud kalkulerede elementer og udgør et samlet beløb, der blandt andet indeholder leasingtagers forbrug af brændstof og andre driftsrelaterede omkostninger.

Ved leasingaftalens indgåelse fastlægger leasingtager og sagsøger en enhedspris for brændstoffet, herunder hvilken type brændstof leasingtager må anvende. Denne fastlagte enhedspris og brændstoftype gælder for hele det forud kalkulerede brændstofforbrug, og kan ikke ændres i takt med markedsprisen svinger.

Sagsøger og leasingtager foretager ved leasingkontraktens ophør en slutafregning, hvorved der sker regulering for leasingtagers over/underforbrug i forhold til aftalt mængde brændstof. For så vidt angår det faktiske brændstofforbrug, der ligger indenfor de med sagsøger aftalte rammer, betaler leasingtager alene den aftalte enhedspris og ikke markedsprisen. Sagsøger bærer risikoen for differencen mellem markedsprisen og den med leasingtager aftalte enhedspris.

Sagsøger indgår aftale med brændstofleverandørerne om leverance af brændstof. Sagsøger får af brændstofleverandøren tildelt et antal kort, der skal anvendes ved tankning af brændstof ved den konkrete brændstofleverandør. Kortene udstedes af sagsøger til leasingtager i sagsøgers navn og med sagsøger som debitor i forhold til brændstofleverandørerne. Der består ikke et kontraktforhold mellem brændstofleverandørerne og leasingtager, hvis identitet i det hele er ukendt for brændstofleverandørerne.

Leasingtagers ret til at tanke sikres ved, at sagsøger udleverer kundekort til leasingtager, som herefter for sagsøgers regning, kan tanke den aftalte type brændstof på visse af sagsøger udvalgte tankstationer. Leasingtager bestemmer således ikke selv, hvilken tankstation han ønsker at tanke brændstof på, eller hvilken brændstoftype han ønsker at bruge, men er derimod nødsaget til at anvende de tankstationer og den brændstoftype som sagsøger har valgt.

Sagsøgers køb af brændstof gennemføres i praksis ved at leasingtager på tankstationen i Danmark foretager påfyldning af brændstof i sagsøgers navn og for sagsøgers regning. Vedkommende benzinselskab fakturerer herefter sagsøger prisen for det påfyldte brændstof.

Sagsøger ved Partner Revision A/S anmodede i januar 1998 ToldSkat Østjylland om at oplyse, om et tysk leasingselskab kunne godtgøres dansk moms på driftsomkostninger på personbiler, som udlejes til danske virksomheder.

ToldSkat Østjylland oplyste ved skrivelse af 26. januar 1998 følgende:

"...

De oplyser, at leasingselskabet afholder alle omkostningerne til bilerne for så efterfølgende at viderefakturere til de danske virksomheder.

Der er ifølge momslovens § 45 mulighed for at, udenlandske virksomheder, der ikke er etableret her i landet kan få godtgjort den moms, som er betalt for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug.

Det er ToldSkats holdning, at et tysk leasingselskab ikke kan få godtgjort momsen på driftsomkostningerne på biler, der kører her i landet, når omkostningerne direkte viderefaktureres til de danske brugere. Der vil derimod være mulighed for godtgørelse, hvis det tyske leasingselskab fuldt ud afholder de omtalte omkostninger

..."

Af skrivelse af 25. februar 1998 fra ToldSkat Østjylland til Partner Revision A/S fremgår blandt andet:

"at den tyske udlejningsvirksomhed vil kunne søge eventuel dansk moms tilbagebetalt, jf. bestemmelserne i momslovens § 45, stk. 1".

Sagsøger opnåede i konsekvens heraf i perioden før 31. januar 2003 fradragsret for moms på de i relation til "Fleet Management" i Danmark købte ydelser, herunder fradrag for købsmoms på det brændstof, der indgik som en integreret ydelse i en leasingkontrakt.

Den 6. februar 2003 afsagde EF-domstolen dom i sag C-185/01 Auto Lease Holland BV vedrørende fortolkningen af leveringsbegrebet i 6. momsdirektiv af brændstof i tilknytning til et leasingkoncept.

Told- og Skattestyrelsen udsendte den 11. februar 2003 en meddelelse, hvori det bl.a. anføres:

"...

Betydningen for dansk praksis

Told- og Skattestyrelsen anser i lighed med dommen i C 185/01 aftaler om brændstoflevering mellem en leasinggiver, der udlejer motorkøretøjer, og en leasingtager, der lejer motorkøretøjer, for at være en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Leasingtager får ved påfyldning af brændstof på en tankstation eller et tankanlæg brændstoffer leveret direkte fra tanken/benzinselskabet.

Det betyder, at der altid ved påfyldning af brændstof her i landet skal betales dansk moms.

Udlejer en leasingtager i f.eks. Tyskland motorkøretøjer med brændstofadministration til kunder i Danmark og køber leasinggiver brændstof i Danmark med dansk moms, så betyder dommen i sagen C-185/01, at brændstoffet ved påfyldning på en tankstation her vil blive anset for leveret direkte fra benzinselskabet til den danske leasingtager. Der vil således ikke kunne ske tilbagebetaling af den danske moms til det tyske leasingselskab efter proceduren i ottende momsdirektiv, jf. momslovens § 45.

Har en leasingtager i f.eks. Tyskland en dansk momsregistrering, og køber leasinggiver herigennem brændstof i Danmark med henblik på brændstofadministration for danske leasingkunder, så betyder dommen, at leasinggiver ikke har fradragsret for den danske købsmoms, fordi leasinggivers kontrakt med leasingtager er at anse som en kontrakt om finansiering af køb af brændstof

..."

Sagsøgeren fremsendte ved skrivelse af 25. april 2003 til ToldSkat 2 eksempler på leasingkontrakter indgået henholdsvis den 5. april 2002 og den 7. november 2002 med tilhørende leasingtilbud og ophørsspecifikation.

Af den vedlagte leasingaftale af 5. april 2002 kontrakt nr. 1527 indgået mellem sagsøger og Würth Danmark A/S med startdato 15. marts 2002 og slutdato 14. september 2005 fremgår bl.a., at brændstof er fastsat til 3889 liter og brændstofprisen 0,88 EUR pr. liter.

Af Standardvilkår gældende fra 1. april 2003 fremgår bl.a. følgende:

"...

§ 7 Drift

 

7.1    

Såfremt leasingtager ønsker det, kan brændstof indgå som en del af leasingydelsen (Statoil, Shell, Hydro/Texaco eller Q8).

 

7.2

I leasingaftalen/tilbud er anført årlig antal km. Afvigelse i antal kørte km afregnes ved leasingperiodens udløb. Dog er leasinggiver berettiget til i tilfælde af at antal kørte km afviger med mere end 20 % i forhold til det i leasingkontrakten/tilbuddet anførte km pr. år, at tilpasse leasingkontrakten til de ændrede vilkår samt at foretage en økonomisk afregning.

 

7.3

Brug af tankkort er udelukkende til den/de leasede bil/er. Fleggaard Leasing GmbH har ret til opkrævning ved større forbrug, end aftalt. Større forbrug afregnes ved leasingperiodens ophør til gældende listepriser (okt95), ved mindre forbrug tilbagebetales i henhold til aftaleprisen pr. liter. Grundlaget for benzin/diesel fremgår af leasingaftale/tilbud. Bruger har i hele leasingperioden det i leasingaftalen/tilbuddet nævnte antal l benzin/diesel til rådighed, Fleggaard Leasing GmbH indestår for prisen på det nævnte antal liter. Dog er leasinggiver berettiget til, i tilfælde af at forbruget afviger med mere end 20 % i forhold til det i leasingkontrakten/tilbuddet anførte antal liter, at tilpasse leasingkontrakten til de ændrede vilkår samt at foretage en økonomisk afregning.

 

7.4

Der må udelukkende tankes almindelig blyfri oktan 92/95 eller diesel ifølge bilimportørens forskrifter.

 

7.5

Opkrævning af overkørte max km., samt tilbagebetaling af mindre kørte max. km. sker umiddelbart efter udløb af leasingaftalen og aflevering.

..."

Den 28. oktober 2003 traf ToldSkat afgørelse om, at sagsøgers indgående afgift for perioden 1. februar 2003 - 31. maj 2003 blev nedsat med kr. 544.888, hvilket beløb svarer til det af sagsøgeren påstævnte beløb. Som begrundelse for nedsættelsen henvistes til, at sagsøgers levering af brændstof ansås for at være omfattet af EF-domstolens dom af 6. februar 2003 i sag C-185/016 Auto Lease Holland BV. Dette betød, at sagsøgers levering af brændstof måtte karakteriseres som en finansiel transaktion mellem leasinggiver og leasingtager, og at det dermed havde konsekvens for leasinggivers fradragsret for brændstof.

Afgørelsen var ledsaget en sagsfremstilling, hvor der bl.a. fremgår følgende:

"Leasingselskabets aftaler er efter ToldSkats opfattelse omfattet af EF-domstolens dom i sag C-185/01. Det betyder, at sagsøger ikke har fradragsret for den danske købsmoms, fordi leasingsgivers kontrakt med leasingtager er at anse som en kontrakt om finansiering af køb af brændstof jfr. momsloven § 37, stk. 1.

...

Den del af den samlede leverance, der udgør brændstof kan uden videre udskilles fra leverancen. Brændstofdelen er særskilt beregnet og reguleres tilsvarende særskilt ved aftalens ophør. Der er intet til hinder for, at brændstofleverancen ikke tilvælges ved aftalens indgåelse, således at leverancen alene består i leasing af et motorkøretøj."

Parternes anbringender

Parterne har vedrørende spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen i det væsentligste procederet i overensstemmelse med de udfærdigede påstandsdokumenter.

Sagsøger har i relation til påstand 1 gjort gældende, at sagsøgers ydelse til leasingtagerne ikke er en finansiel ydelse.

Sagsøger har herved anført, at sagsøgtes forståelse af leverings- og finansieringsbegrebet er EU-stridig.

Sagsøger er i perioden fra forespørgslen til ToldSkat Østjylland primo 1998 og frem til primo 2003 blevet meddelt fradrag for momsen på det brændstof, som sagsøger køber af brændstofleverandørerne og videreleverer til sine leasingtagere. Momsfradraget er blevet meddelt ud fra en betragtning om, at sagsøger - som anført af ToldSkat Østjylland i brev af 4. februar 1998 - netop ikke foretager en egentlig viderefakturering af omkostningerne på brændstof til sine leasingtagere eller anden form for finansiering, hvorfor der i momsmæssig henseende sker levering af brændstof fra brændstofleverandørerne til sagsøger.

Sagsøgtes praksisændring, som blev meddelt februar 2003, beror på en fejlagtig fortolkning af rækkevidden af EF-domstolens afgørelse i sag C-185/01, Auto Lease Holland BV, der af Told- og Skattestyrelsen ved meddelelse af 11. februar 2003 (SKM2003.58.TSS) blev anset for at fastslå, at aftaler om brændstoflevering mellem en leasingtager og en leasinggiver "altid" anses for at være en kontrakt om finansiering af brændstof.

Det bestrides i den forbindelse, at EF-domstolen i sagen C185/O1 har taget stilling til, om Auto Leases ydelse er en finansiel ydelse, idet det gøres gældende, at EF-domstolen i sagen alene konkret, og på grundlag af leasinggivers funktion som kreditgiver samt parternes enighed om leasingtagers råderet over brændstoffet, har truffet beslutning om, at leveringen af brændstof - henset til sagens særlige omstændigheder - skete direkte til leasingtageren og således ikke til leasinggiveren.

Det bestrides videre, at sag 185/01, Auto Lease Holland BV, kan danne præcedens for en retsstilling, hvorefter brændstofelementer i leasingaftaler "altid" udgør en finansiel ydelse, som anført af sagsøgte. Det gøres i denne sammenhæng særligt gældende, at leasingkonceptet, der var til pådømmelse i Auto Lease, fundamentalt afviger fra sagsøgers leasingkoncept, idet Auto Lease foretager en direkte viderefakturering "krone for krone" af omkostninger på brændstof fra leasinggiver, Auto Lease, via et kreditkortselskab og videre til leasingtager, der bærer samtlige omkostninger forbundet med brændstofindkøbet. Auto Lease Holland BV påtager sig således ingen selvstændig økonomisk risiko i relation til brændstofydelsen, idet Auto Lease Holland BV i modsætning til sagsøger alene påtager sig at administrere og forud finansiere leasingtagers brændstofforbrug. Det skal i denne sammenhæng noteres, at sagsøgers leasingtagere forudbetaler sit eget estimerede brændstofforbrug. Der er i relation til "Fleet Management" således ikke tale om, at sagsøger forud finansierer leasingtagers brændstofforbrug!

Sagsøger har yderligere gjort gældende, at EF-domstolens konklusion i Auto Lease Holland BV, hvorefter selskabet nægtes momsfradrag, svarer til den konklusion, som ToldSkat Østjylland primo 1998 anviste sagsøger, nemlig at en leasinggiver, der gør brug af en egentlig gennemfakturering, ikke har momsfradrag, mens en leasinggiver som sagsøger, vil være berettiget til momsfradrag, da sagsøger netop ikke foretager en egentlig viderefakturering af omkostninger på brændstof til leasingtager, men konkret påtager sig en økonomisk og produktmæssig risiko i relation til brændstofleverancen.

Vedrørende brændstofleverandørernes ydelse til sagsøger har sagsøger anført,

at

denne ydelse udgør levering af et gode i 6. momsdirektivs forstand,

   

at

der ved levering af et gode forstås overdragelse til retten til som ejer at råde over et materielt gode i et sådant omfang, at køberen "som ejer" kan råde over godet og herved de facto får samme retsstilling som den egentlige ejer i retlig forstand, hvorved særligt henvises til,

   

at

sagsøger i forhold til brændstofleverandørerne har en generel og ubegrænset råderet over brændstoffet, som sagsøger videreleverer til leasingtager med en begrænsning i dennes råderet over det videreleverede brændstof. Sagsøger kan således videresælge brændstoffet eller selv anvende dette og herved gøre brug af den type brændstof og det oktantal, som sagsøger konkret ønsker, ligesom sagsøger kan anvende det valgte brændstof til det formål som sagsøger ønsker, herunder tankning af eget som tredje mands køretøj, båd, maskine efter eget valg. Leasingtageren kan ulig sagsøger alene gøre brug af den brændstoftype med det oktantal, som leasingtager konkret har aftalt med sagsøger, ligesom leasingtager alene må anvende brændstoffet til tankning af en specifik bil, nemlig leasingbilen - leasingtager må ikke anvende brændstoffet til tankning af fx tredjemands bil eller uvedkommende formål i øvrigt. Der er således en væsentlig forskel på den rådighed som sagsøger har over sin brændstofleverance fra brændstof leverandørerne og den rådighed, som leasingtager har over sin brændstofleverance fra sagsøger.

Leasingtagers råderet over brændstoffet er således begrænset via aftalen med sagsøger, og leasingtager derfor har de facto ikke i forhold til brændstofleverandørerne en ejers råderet over brændstofleverancerne.

Sagsøger har på baggrund af det ovenfor anførte gjort gældende, at brændstoffet leveres som et gode fra brændstofleverandørerne til sagsøger, der herefter med en af sagsøger kontrolleret indskrænkning i råderetten over brændstoffet videreleverer en given brændstoftype til leasingtager specificeret og alene til brug for den leasede bil.

Sagsøger har i relation til påstand 2 gjort gældende, at brændstoffet er en ydelse, der er integreret i "Fleet Management"-konceptet.

I relation til det leverings- og beskatningssted, der skal fastsættes i forbindelse med sagsøgers viderebringelse af brændstof til leasingstagerne, har sagsøger anført, at det, der for sagsøgers gennemsnitskunde karakteriserer sagsøgers leasingydelse, er "Fleet Management", det vil sige en total administration af den eller de leasede biler samt driften heraf, hvorved leasingtager opnår en egentlig outsourcing af sin bilflåde, idet samtlige administrative opgaver, knyttet til brugen af de leasede biler, er lagt ud til sagsøger, der således ud over billeasing leverer de hertil knyttede sekundære ydelser som blandt andet service, forsikring, reparation, brændstof, forbrugsovervågning, vægtafgift, vejhjælp, skadesbehandling.

I tilknytning hertil har sagsøger anført, at "Fleet Management" er en enkelt ydelse, hvor selve billeasingen må anses for at udgøre hovedydelsen, mens de øvrige elementer, herunder brændstofydelsen, må anses for sekundære ydelser, der afgiftsmæssigt er stillet som hovedydelsen, jfr. således definitionen i sag C-349/96, Card Protection Plan Ud.

Sagsøger har videre anført,

at

brændstofydelsen ikke er et mål i sig selv for sagsøgers gennemsnitskunde, men et middel til at opnå det karakteristiske for Fleet Management - nemlig totaladministration af den leasede bil og driften heraf,

   

at

integrerede ydelser efter 6. momsdirektiv ubestridt skal behandles som tjeneydelser, jf. artikel 6, stk. 1,

   

at

tjenesteydelser efter artikel 9 i 6. momsdirektiv har leveringssted der, hvor tjenesteyderen bor, altså Tyskland, og

   

at

sagsøgers viderebringelse af brændstof til leasingtagerne derfor i momsmæssig henseende skal beskattes i Tyskland.

Praksis forud for C-185/01, Auto Lease Holland, skal fortolkes således, at der foreligger en levering af brændstof fra brændstofleverandørerne til sagsøger, som herefter - som integreret led i Fleet Management - videreleverer brændstoffet til leasinggiver.

Omfanget og rækkevidden af det fællesskabsretlige rådigheds- og integrationsbegreb fremgår imidlertid ikke af ordlyden af 6. momsdirektiv, ligesom den nu foreliggende praksis i relation til begrebernes udstrækning af europæiske domstole anses for at være utilstrækkeligt belyst, hvormed retstillingen på området fortsat ikke anses for afklaret. Den tyske Bundesfinanzhof har af samme årsag fx i relation til Auto Lease Holland BVs sag mod de tyske skattemyndigheder fundet en forelæggelse for EF-domstolen nødvendig for at sikre den korrekte anvendelse af fællesskabsretten. Det har således været Bundesfinanzhofs vurdering, at der ikke foreligger klarhed over den korrekte fortolkning af begreberne levering og integrerede ydelser i relation til leasingydelser.

Idet EF-domstolen i den af Bundesfinanzhof forelagte sag C185/O1, Auto Lease Holland BV, traf en afgørelse ud fra parternes enighed om leasingtagers råderet over brændstof - samt under hensyntagen til de særlige finansieringselementer, som var afgørende i relation til Auto Lease Holland BV - har EF-domstolens afgørelse af sagen ikke medvirket til en generel afklaring af den rette fortolkning af begreberne levering i relation til leasingydelser, ligesom sag C-185/01 ikke har medvirket til afklaring af, hvorvidt brændstof leveret af en leasinggiver til leasingtager som led i en billeasingydelse skal anses for at være en enkelt ydelse eller flere hovedydelser.

Der består derfor fortsat et behov for, at EF-domstolen med henblik på en ensartet fællesskabsretlig anvendelse af 6. momsdirektiv i relation til leasingforhold tager stilling til, om brændstofelementer i leasingaftaler - som påstået af sagsøgte - generelt set skal anses for at udgøre en finansiel ydelse eller om brændstofelementet i tilfælde, hvor der - i modsætning til Auto Lease Holland BV - ikke foreligger en finansieringskæde indeholdende kreditkortselskaber - skal anses for at udgøre en leverance af et gode fra leasinggiver til leasingtager, der i den samlede "leasingpakke" i momsmæssig henseende skal behandles på tilsvarende vis som hovedydelsen.

Sagsøgte har anført, at forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen ikke er nødvendig i denne sag, jf. EF- Traktatens artikel 234, stk. 2, idet der ikke består nogen rimelig tvivl om fortolkningen af EU-retten af betydning for landsrettens afgørelse af sagen. Der foreligger således allerede en klar retspraksis fra EF-domstolen vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektiv, der tager stilling til begge de retsspørgsmål, som denne sag giver anledning til.

Nærværende sags afgørelse beror på en ren retsanvendelse fra landsrettens side af direktivets bestemmelser som fortolket i EF-domstolens praksis på det konkrete faktum i sagen. Selve retsanvendelsen og den konkrete afgørelse af en bestemt retstvist henhører udelukkende under de nationale domstole og ikke EF-domstolen efter forelæggelsesproceduren i artikel 234.

Det følger af Højesterets faste praksis vedrørende anvendelsen af forelæggelsesbestemmelsen i artikel 234 (tidligere artikel 177), at der alene skal ske forelæggelse, hvis der består en rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for sagen, som nødvendiggør forelæggelse, jf. U 1999.773 H, U 2000.2232 H, U 2001.1249 og senest SKM2005.208.HR. En sådan rimelig tvivl består ikke i nærværende sag, hvorfor der ikke er nogen anledning til at forelægge sagen for Domstolen.

Vedrørende det første af de af sagsøgeren foreslåede spørgsmål, der knytter sig til sagsøgerens første hovedanbringende i sagen, anføres, at EF-domstolen ved dom af 6. februar 2003 i sag C-185/01, Auto Lease Holland BV, tog stilling til den momsmæssige bedømmelse i henhold til sjette momsdirektiv af nogle leasingaftaler vedrørende motorkøretøjer indgået mellem det i Holland hjemmehørende leasingselskab Auto Lease og en række tyske leasingkunder. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt leasingselskabet havde ret til tilbagebetaling af den tyske moms af brændstof, som leasingtagerne havde købt i Tyskland til påfyldning af de leasede køretøjer, jf. dommens præmis 21.

Domstolen fastslog, jf. præmis 37, at sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 1, om begrebet "levering af et gode" skal fortolkes således, at der ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selvom påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

På baggrund af Auto Lease dommen udstedte Told- og Skattestyrelsen en meddelelse af 11. februar 2003 (SKM 2003.58.TSS) om moms ved leasing af motorkøretøjer og brændstofadministrationen.

Sagsøgeren er på denne baggrund blevet nægtet fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, for købsmomsen af brændstoffet, der er blevet faktureret til sagsøgeren af de danske benzinselskaber, idet sagsøgerens "Fleet Management"-leasingaftaler med såkaldt brændstofadministration i momsmæssig henseende er blevet anset for aftaler om sagsøgerens finansiering af leasingtagernes køb af brændstof, hvilken finansieringsydelse er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Da udgiften til køb af brændstof således knytter sig til en momsfritaget transaktion, er der ikke fradragsret for momsen i medfør af momslovens § 37, stk. 1.

I denne sag skal landsretten i lyset af Auto Lease-dommen og Told- og Skattestyrelsens meddelelse afgøre, om der under de foreliggende konkrete omstændigheder efter en samlet bedømmelse reelt er tale om aftaler om finansiering af køb af brændstof som fastslået af de danske afgiftsmyndigheder.

I anden række skal landsretten afgøre, om der er tale om leverancer af brændstof fra sagsøgeren til leasingtagerne som en integreret del af sagsøgerens leasingadministrationsydelser til kunderne som hævdet af sagsøgeren, dvs. med beskatningssted i Tyskland, eller om der er tale om selvstændige leverancer af brændstof med beskatningssted i Danmark.

Afgørelsen af det første spørgsmål beror på en helt konkret vurdering af, om der er sådanne afgørende forskelle mellem faktum i denne sag og faktum i Auto Lease-sagen, at den momsmæssige bedømmelse skal være en anden i denne sag. Dette er ikke et fortolkningsproblem vedrørende sjette momsdirektiv, men et retsanvendelsesspørgsmål, som ikke nødvendiggør en inddragelse af EF-domstolen, der allerede har udtalt sig i Auto Lease dommen. Landsrettens afgørelse af nærværende konkrete sag skal ske på baggrund af bevisførelsen under domsforhandlingen vedrørende sagens realitet.

Vedrørende det andet af de af sagsøgeren foreslåede spørgsmål, der knytter sig til sagsøgerens andet hovedanbringende i sagen om beskatningsstedet for de omhandlede brændstofleverancer, bemærkes, at EF-domstolen i flere domme har taget stilling til den momsmæssige bedømmelse af såkaldte sammensatte transaktioner, der består af flere elementer, jf. den ledende dom af 25. februar 1999 i sag C-349/96, Card Protection Plan (CPP) og senere tilsvarende praksis. Spørgsmålet om kvalifikationen af sammensatte leverancer har bl.a. betydning for beskatningsstedet for den pågældende transaktion, der består af flere delelementer, jf. CPP-dommens præmis 27.

Sagsøgeren hævder, at leasingtagernes adgang til at tanke brændstof på sagsøgerens regning - hvilket sagsøgeren benævner "brændstofadministration" som led i sagsøgerens "Fleet Management" - er en integreret del af en samlet leasingadministrationsydelse fra sagsøgeren til kunderne, og at beskatningsstedet for hele leverancen derfor er Tyskland, fordi sagsøgeren er etableret i Tyskland. Herved ville sagsøgeren opnå, at brændstofleverancerne ligesom administrationsydelsen pålægges tysk moms på 16 pct. i stedet for dansk moms på 25 pct., uanset at leveringsstedet for brændstoffet ubestridt er Danmark, da tankningen sker fra danske benzinstationer. Sagsøgeren har således faktureret hele administrationsydelsen inklusive brændstofkøbet med tysk moms.

Sagsøgte gør heroverfor gældende, at leveringen af selve brændstoffet på kredit fra sagsøgeren er en selvstændig leverance af et gode, som er et væsentligt mål i sig selv for kunderne og ikke blot er et sekundært led i en samlet administrationsydelse. Sagsøgte gør med støtte i CPP-dommen præmisser 27-31 gældende, at leveringen af brændstof udgør et mål i sig selv for sagsøgerens kunder og ikke et integreret led i en administrationsydelse fra sagsøgeren. Det er uden betydning for bedømmelsen, at sagsøgeren har faktureret leverancerne under et, jf. CPP-dommen præmis 31.

Beskatningsstedet for disse leverancer af goder (brændstoffet) er derfor Danmark i henhold til momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 14, nr. 1. Der er således tale om en leverance af en vare mod vederlag her i landet, idet varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet. Disse regler i momsloven svarer til sjette momsdirektivs artikel 2, nr. 1, og artikel 9, litra b).

Der består således ingen fortolkningstvivl i forhold til sjette momsdirektiv i denne relation. Retningslinierne er klart givet af Domstolen i CPP-dommen. Disse retningslinier skal anvendes af landsretten på det konkrete faktum i denne sag. Der er også her tale om ren retsanvendelse. Heller ikke på dette punkt er der således behov for forelæggelse, hvorfor det ikke er nødvendigt at stille sagsøgerens spørgsmål 2.

Landsrettens begrundelse og resultat

EF-domstolen har ved dom af 6. februar 2003 i sag C-185/01, Auto Lease Holland BV, taget stilling til den momsmæssige bedømmelse i henhold til sjette momsdirektiv af nogle leasingaftaler vedrørende motorkøretøjer indgået mellem et i Holland hjemmehørende leasingselskab og en række tyske leasingkunder. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt leasingselskabet havde ret til tilbagebetaling af den tyske moms af brændstof, som leasingtagerne havde købt i Tyskland til påfyldning af de leasede køretøjer.

Domstolen fastslog i forbindelse hermed, at artikel 5, stk. 1, om begrebet "levering af et gode" skal fortolkes således, at der ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selv om påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgerens levering af brændstof til leasingtagerne er en ydelse, der er uafhængig af leasingaftalen, eller en ydelse, der skal ses som en integreret del af leasingaftalen, bemærkes, at EF-somstolen blandt andet ved dom af 25. februar 1999 i sag C-349/96, Card Protection Plan (CPP) har taget stilling til den momsmæssige bedømmelse af såkaldte sammensatte transaktioner, der består af flere elementer, hvilket blandt andet har betydning for beskatningsstedet for sådanne transaktioner.

På baggrund af disse domme finder landsretten ikke, at der består nogen for denne sags afgørelse rimelig tvivl om fortolkningen af 6. momsdirektiv, som nødvendiggør forelæggelse af præjudicielle spørgsmål herom for EF-domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 234, som begæret af sagsøger.

Herefter tages sagsøgers begæring om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen ikke til følge.

T h i   b e s t e m m e s

Sagsøger, Fleggaard Leasing GmbH's begæring om forelæggelse af 2 præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen tages ikke til følge.