Dato for udgivelse
30 Jun 2005 12:01
Resumé

Trods flere års massiv indsats mod svindel med punktafgifter på cola, chokolade og slik, tobak og lignende, er der stadig meget svindel i kioskerne og grønthandlerne i København.


Ved en kontrol i juni gennemførte ToldSkat kontrol i 133 forretninger fordelt over flere kommuner i københavnsområdet. 48 forretninger havde tilsammen overtrådt 85 afgiftslove. ToldSkat beslaglagde blandt andet ca. 15 liter spiritus og ca. 18 kilo vandpibetobak. Den samlede afgiftsunddragelse er foreløbig opgjort til ca. 70.000 kr.

ToldSkat har også konstateret overtrædelser af anden lovgivning: 

  • Der er 37 gange konstateret øl eller sodavand uden lovpligtige pantmærker i henhold til miljøbeskyttelsesloven
  • Der er indberettet 10 tilfælde af ulovlige ansatte/sort arbejdskraft til Arbejdsdirektoratet.
  • Det er 75 gange konstateret, at virksomheden ikke overholder moms- og bogføringslovens bestemmelser om at føre kasseregnskab.
  • Det er desuden ved et enkelt tilfælde konstateret, at en kiosk havde omkring 1000 falske pantmærker liggende. Disse mærker blev taget i bevaring til nærmere undersøgelse.

Det er fortsat i brokvartererne, de fleste overtrædelser sker. F.eks. ligger Nørrebro på en trist førsteplads med en fejlprocent på 70.

- Tilsyneladende er forretningerne ligeglade med de skærpede bøderegler, der giver forhøjede bøder ved selv små unddragelser. Det er vores opfattelse, at de regner bøden ind som en almindelig driftsomkostning, som de fleste kiosker tager med et smil, siger Lars Klamer, funktionschef i ToldSkat København.

Kontakt: Ib Jørgensen, telefon 7237 2844 eller funktionschef Lars Klamer, telefon 7237 4517