Dato for udgivelse
22 Jun 2005 12:15
Resumé
Lad være med at sælge ulovlige dåseøl på Roskildefestivalen i næste uge. ToldSkat og Politiet vil nemlig kontrollere, at reglerne overholdes.

ToldSkat vil kontrollere, om der sælges ulovlige dåseøl på Roskildefestivalen. Det sker som led i regeringens Fair Play kampagne i samarbejde med Roskilde Politi, Miljøstyrelsen og Roskildefestivalen. Kontrolaktionen gennemføres dels ved Roskildefestivalen og dels ved grænsen.

- Vi fortsætter kontrolindsatsen fra tidligere år af personer, som ulovligt indfører dåseøl og -mineralvand til videresalg, og som ikke vil betale moms og punktafgifter heraf, siger planchef Per Jacobsen fra ToldSkat Sydsjælland.

- Kontrolindsatsen bliver mere synlig end tidligere år, fordi en særlig indsatsgruppe vil være til stede under hele Roskildefestivalen såvel uniformeret som i civil, tilføjer han.

ToldSkat vil opkræve afgiften af mineralvand, øl og spiritus, som er indført ulovligt fra udlandet. Også ved grænsen vil der være skærpet kontrol, og større partier af dåseøl, sodavand mv. bliver indberettet til den særlige indsatsgruppe fra ToldSkat.

Læs mere om, hvordan du overholder reglerne for indførsel af sodavand, øl og spiritus på www.toldskat.dk eller spørg din lokale told- og skatteregion.

Kontakt: Per Jacobsen, planchef i ToldSkat Tlf. 22 60 11 4
0 eller pressesekretær Katrine Bargisen 72 37 09 00