Dato for udgivelse
22 Jun 2005 08:48
Resumé

Bedre service og mere effektivitet. Det satser folkene bag ToldSkats it-modernisering på med den rammeaftale, som ToldSkat netop har besluttet at indgå med tre leverandører.


ToldSkat har taget første skridt i retning mod en it-modernisering og har i går besluttet at indgå rammeaftaler med tre leverandører. De tre leverandører er IBM Danmark A/S, CSC Danmark og et konsortium bestående af KMD A/S og Capgemini Danmark AS.

Rammeaftalen skyder en it-modernisering i gang, og moderne it-systemer giver ToldSkat mulighed for at levere bedre service til borgere og virksomheder via digitalisering. Moderne it-systemer giver også ToldSkat mulighed for at blive mere effektiv.

Rammeaftalen sikrer, at ToldSkat kan blive ved med at skabe konkurrence om opgaverne. Det sker ved, at de tre leverandører løbende via miniudbud skal konkurrere om tilbud på konkrete kontrakter.

- Valget af de tre leverandører er ikke "business as usual" og kræver en ny tilgang, hvor både ToldSkat og leverandørerne ændrer måden at udvikle løsninger på - også på konkrete og mere centrale opgaver. Nu er serviceorienteret it-arkitektur, fællesoffentlige standarder og samarbejde i højsædet, siger Thomas Juhl, underdirektør for IT Services i ToldSkat.

Læs mere om ToldSkats it-modernisering på www.toldskat.dk eller klik på linket data.aspx?oid=204565

Kontakt: Ane Glavind, 72 37 32 61 eller pressesekretær Katrine Bargisen 72 37 09 00.