Parter
A
(selv)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Henrichsen)
Afsagt af landsdommerne
Ulrik Jensen, John Lundum og Malene Urup (kst.)
Under disse sager, der er anlagt den 2. marts 2004 og i medfør af retsplejelovens § 254 forhandlet i forbindelse med hinanden og 1. instanssag B-0473-04, H1 ApS mod Skatteministeriet, har sagsøgeren, A, under domsforhandlingen nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at afgørelserne truffet af skatteforvaltningen vedrørende skatteårene 1999 og 2000 er ugyldige, og at Skatteministeriet for hvert af disse indkomstår skal betale godtgørelse for tort med 50.000 kr. Subsidiært har A nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at det foretagne skøn for de pågældende indkomstår ændres til 0 kr., og at Skatteministeriet for hvert indkomstår skal betale godtgørelse for tort med 50.000 kr.
Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært påstået, at ansættelsen af As indkomst for de pågældende indkomstår hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.
Den 5. marts 2002 og 8. august 2002 traf skatteforvaltningen afgørelser om, at der ikke var grundlag for at ændre nogle tidligere foretagne skønsmæssige ansættelser af As indkomst for årene 1999 og 2000.
Sagerne drejer sig om, hvorvidt disse afgørelser er ugyldige på grund af sagsbehandlingsfejl, om skattemyndighederne har været berettiget til skønsmæssigt at ansætte As indkomst for de pågældende år og senere at fastholde det udøvede skøn, om dette skøn i givet fald må tilsidesættes, og om A som følge heraf har krav på godtgørelse for tort.
Landsskatterettens kendelser
Den 3. december 2003 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende indkomståret 1999:
"...
Der klages over, at formalia ikke er overholdt i forbindelse med skattemyndighedens skønsmæssige ansættelse for indkomståret 1999.
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet finder, at skatteforvaltningen har overholdt formalia.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klagerens indkomst er blevet skønsmæssig ansat for indkomståret 1999. Ansættelsen er sket på baggrund af foreliggende kontroloplysninger.
Klageren indsendte ikke selvangivelse for indkomståret 1999 til skatteforvaltningen. Den 17. august 2000 meddelte skatteforvaltningen klageren, at ansættelsen ville ske i overensstemmelse med skattekontrollovens § 5, stk. 3, såfremt selvangivelse ikke blev indsendt inden den 1. september 2000. Endvidere oplyste skatteforvaltningen, at overskud af virksomhed ville blive ansat efter et skøn.
Klageren reagerede ikke på ovennævnte meddelelse, hvorfor ansættelsen blev foretaget i overensstemmelse med det meddelte. Årsopgørelsen blev udskrevet den 15. januar 2001 med en angivet klagefrist på 1 måned.
Efter at betalingskontoret havde rykket klageren, henvendte han sig i oktober 2001 til skatteforvaltningen. Han ønskede ansættelsen genoptaget, idet den var foretaget på et forkert grundlag. Skatteforvaltningen meddelte hertil, at en genoptagelse forudsætter, at der indsendes selvangivelse og regnskab.
Klageren anmodede skatteforvaltningen om at begrunde ansættelsen, idet han ikke mente, at afgørelsen opfyldte forvaltningslovens almindelige krav til sagsbehandling. Genoptagelsesanmodningen blev gentaget, men først ved skatteforvaltningens modtagelse af selvangivelse og regnskab den 14. december 2001, blev der den 17. december 2001 givet genoptagelsestilsagn.
Til brug for genoptagelsessagen anmodede forvaltningen den 15. januar 2002 klageren om, at indsende diverse bilagsmateriale til belysning af det modtagne materiale.
Klageren anmodede gentagne gange skatteforvaltningen om, at ny årsopgørelse blev udskrevet, men fik ved brev af 30. januar 2002 at vide, at en sådan ikke ville blive udskrevet, før det ønskede materiale til brug for genoptagelsessagen var modtaget.
Denne meddelelse, finder klageren, er en forvaltningsafgørelse, hvorfor forvaltningslovens krav om begrundelse skal være opfyldt. Igen anmodes om en ny årsopgørelse.
Forvaltningen fastholder sit krav om yderligere materiale, og klageren sit krav om begrundelse og en ny opgørelse.
Der modtages intet materiale.
Med kendelse af 5. marts 2002 meddeler forvaltningen, at den tidligere foretagne ansættelse fastholdes, da klageren ikke har indsendt det ønskede materiale. Ny årsopgørelse vil derfor ikke blive udskrevet. Det henvises til skattestyrelseslovens § 34, stk. 3 (slåfejl, der menes 2), skattekontrollovens § 5, stk. 3 og §,6, stk. 1 og stk. 3.
Klageren har herefter påklaget afgørelsen til skatteankenævnet, idet han mener, at skatteforvaltningen ikke har overholdt formalia i forbindelse med den skønsmæssige ansættelse for indkomståret 1999.
Skatteankenævnets afgørelse
Som sagen foreligger oplyst, findes der ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse.
Det følger af selvangivelsesforpligtelsen, at den skattepligtige over for skattemyndighederne skal stå inde for rigtigheden af de selvangivne oplysninger.
Den skattepligtige skal derfor efter anmodning fra skatteforvaltningen kunne redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger i en sådan udstrækning, at skattemyndighederne får et grundlag for at efterprøve de selvangivne oplysninger.
Er dette ikke muligt giver skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 6 hjemmel til en skønsmæssig ansættelse, når pligten til at fremkomme med regnskabsmateriale/selvangivelse ikke overholdes.
Den skønsmæssige ansættelse af klagerens indkomst for 1999 er således sket helt i overensstemmelse med gældende regler, og en ændring af denne ansættelse forudsætter, at der fremlægges nye oplysninger, der kan begrunde en sådan, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 2. Selvangivelse og regnskab har ifølge skatteforvaltningens vurdering ikke i sig selv begrundet en ændring.
I henhold til forvaltningslovens § 22, jf. § 24 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold.
Henset til sagens forløb findes afgørelse af 5. marts 2002, trods sin korte form, at indeholde både henvisning til de benyttede regler samt en begrundelse.
Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har fremsat påstand om, at skatteforvaltningens afgørelse af 5. marts 2002 er ugyldig på baggrund af følgende forhold:
Vedrørende den skønsmæssige ansættelse har repræsentanten anført følgende:
"Udgangspunktet for Skattevæsenets skønsmæssige ansættelse er, at denne skal ske realistisk.
Jeg tillader mig derfor at indføje oplysninger for så vidt angår årerne 1996, 1997, 1998 og 1999 samt forskudsopgørelsen er korrekt, forskudsopgørelse ansættelse, årsopgørelse og regnskab til illustration af forholdene.
Som det fremgår af ovennævnte tabel har regnskabet for 1996 til 1999 alle udvist en negativ skattepligtig indkomst.
Samtidig hermed skal anføres, at regnskabet alle er tiltrådt og godkendt af Skattevæsenet, hvorfor man kan forespørge til, hvorvidt Skattevæsenet fremkom med den opfattelse, at det skønnes, at den skattepligtige indkomst, som alene er en skønsmæssig indkomst og skal foretages i.h.t. de årlige resultater og ligningsvejledningens 2000 A.I.1.9.
Det fremkommende er kr. 233.382,00 større end det godkendte resultat for årsregnskabet 1997, som er det sidst foreliggende på tidspunktet for skønnet.
Pågældende forhold er fra skatteyderens side påtalt ved Skattevæsenets sagsfremstilling, bilag 8 K, om indsigelsernes skønnes rigtighed.
Dette har alene medført, jfr. samme sagsfremstilling, bilag 8 J, citat:"Det giver ikke anledning til andre bemærkninger".
I den forbindelse skal jeg henvise til bekendtgørelse nr. 641 af 27.8.1998 om forskudsregistrering og beregning af indeholdelsesprocent for 1999. Det fremgår heraf, at indkomstbeløbet der indgår for slutligningen af 1997 forhøjes med forskudsregistreringen for 1999 med 8%.
Der kan således henvises til ovennævnte tabel, hvoraf det fremgår, at den korrekte fremskrivning således burde have været alene kr. - 100.000,00 og ikke som Skattevæsenet skønner kr. 225.000,00. En forskel på kr. 325.000,00 og således et udtryk for undertegnedes opfattelse for at forsøge at presse skatteyderen til at fremkomme med selvangivelsen.
Der er således ikke anvendt nogen af momenterne, som anført i ligningsvejledningen til brug for en korrekt skønsmæssig ansættelse.
Det er derfor undertegnedes opfattelse, at den materielle del af den skønsmæssige ansættelse bør bortfalde som grundløs, under henvisning til, at der ikke er udvist det fornødne skøn i overensstemmelse med de vejledende retningslinjer.
..."
Endvidere er det anført, at skatteforvaltningen ikke har foretaget den fornødne partshøring. Der er henvist til, at klageren ikke har haft mulighed for at udtale sig om de oplysninger, som skatteforvaltningen har lagt til grund for afgørelsen. Forvaltningen har heller ikke begrundet afgørelsen på tilstrækkelig vis.
Med udgangspunkt i Ligningsvejledningen for 2001 er det anført, at skatteforvaltningen også har overtrådt følgende krav:
Skatteforvaltningen har endvidere ikke overholdt notatpligten. Mødenotaterne er så sparsomme og fejlagtige, at væsentlige informationer for sagsbehandlingen udelades. Dette medfører, at beslutningsgrundlaget bliver mangelfuldt og forkert.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 kan en skatteansættelse foretages skønsmæssigt såfremt, der ikke foreligger en selvangivelse på ansættelsestidspunktet.
Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til på begæring af en skattemyndighed at indsende regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 1. Vægrer nogen sig ved at efterkomme en begæring, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 6.
Den skønsmæssige ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 er således sket i overensstemmelse med skattekontrollovens bestemmelser.
Det af skatteforvaltningen foretagne skøn giver ikke anledning til kritik. Der er herved henset til, at skønnet er foretaget på baggrund af foreliggende kontroloplysninger.
Skatteforvaltningen findes ved behandlingen af nærværende sag, at have overholdt forvaltningslovens og skattestyrelseslovens bestemmelser. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse af 5. marts 2002 som ugyldig.
Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Skatteforvaltningens afgørelse af 5. maj 2002 må anses for tilstrækkeligt begrundet efter reglerne i forvaltningslovens § 22 og § 24. Der er lagt vægt på, at afgørelsen på trods af sin korte form indeholder både henvisning til de benyttede regler samt en begrundelse.
Forvaltningslovens §§ 19-21 indeholder regler om høring. I henhold til forvaltningslovens § 21, stk. 2, punkt 3, gælder bestemmelsens § 21, stk. 1 ikke, hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Høringsreglerne i skattesager fremgår af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Den stedlige skattemyndighed varslede ved agterskrivelse af 17. august 2000 de påklagede forhøjelser af selskabets indkomst for indkomståret 1999, og der blev i den forbindelse givet en indsigelsesfrist på 4 uger i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.
Skatteforvaltningen modtog selvangivelse og regnskab den 2. maj 2002, hvorfor sagen blev genoptaget. I forbindelse hermed blev det meddelt klageren, at han kunne få personligt møde, såfremt han ønskede dette. Skattestyrelseslovens og forvaltningslovens høringsregler findes således opfyldt.
I sager hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtlig modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger gøre notat om indholdet af oplysningerne, jf. offentlighedslovens § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Skatteforvaltningen findes at have overholdt notatpligten i forbindelse med sagens behandling, jf. offentlighedslovens § 6, stk. 1.
..."
Ligeledes den 3. december 2003 afsagde Landsskatteretten en tilsvarende kendelse vedrørende indkomståret 2000. I denne kendelse hedder det bl.a.:
"...
Sagens oplysninger
Klagerens indkomst er blevet skønsmæssig ansat for indkomståret 2000. Ved taksationen har skatteforvaltningen anvendt de i systemet værende oplysninger om A-indkomst, renteindtægter, renteudgifter mv. Herudover er der med hensyntagen til tidligere års overskud, klagerens formueforhold mv. ansat et skønsmæssigt beløb som overskud af virksomhed på 175.000 kr.
Skatteforvaltningen har ikke modtaget selvangivelse for indkomståret 2000, og skatteforvaltningen meddeler den 4. september 2001 klageren, at ansættelsen vil ske i overensstemmelse med skattekontrollovens § 5, stk. 3, såfremt selvangivelse ikke indsendes inden den 19. september 2001. Det oplyses endvidere, at man ifølge foreliggende oplysninger ved, at klageren har haft selvstændig virksomhed, og at man i mangel af oplysninger har skønnet virksomhedens overskud. Klageren reagerer ikke på det tilsendte forslag, hvorfor ansættelsen foretages i overensstemmelse med forslaget.
Årsopgørelsen udskrives den 15. oktober 2001, med angivelse af en klagefrist på 1 måned.
Skatteforvaltningen modtager herefter selvangivelse og regnskab den 2. maj 2002. Efter denne modtagelse anmoder skatteforvaltningen gentagne gange om underliggende bilagsmateriale, hvilket klageren under henvisning til formalia ikke mener at være forpligtet til at fremsende. I stedet fastholder han et krav om ændring af skatteansættelsen/ny årsopgørelse.
På et møde med skatteforvaltningen den 8. august 2002 meddeler klageren og dennes repræsentant, at man ikke mener, at lovgrundlaget er til stede for den påtænkte skatteansættelse, hvorfor man ikke ønsker at aflevere det indkaldte bilagsmateriale til nærmere kontrol.
Skatteforvaltningen meddeler hertil, at en genoptagelse forudsætter, at der indsendes fornøden dokumentation for selvangivelse og regnskab.
Skatteforvaltningen fastholder sit krav om yderligere materiale og klageren sit krav om begrundelse og en ny opgørelse.
Der modtages intet materiale. Skatteforvaltningen sender herefter afgørelsen den 8. august 2002.
Skatteankenævnets afgørelse
Som sagen foreligger oplyst, findes der ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse.
Det følger af selvangivelsesforpligtelsen, at den skattepligtige over for skattemyndighederne skal stå inde for rigtigheden af de selvangivne oplysninger.
Den skattepligtige skal derfor efter anmodning fra skatteforvaltningen kunne redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger i en sådan udstrækning, at skattemyndighederne får et grundlag for at efterprøve de selvangivne oplysninger.
Er dette ikke muligt giver skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 6 hjemmel til en skønsmæssig ansættelse, når pligten til at fremkomme med regnskabsmateriale/selvangivelse ikke overholdes.
Den skønsmæssige ansættelse af klagerens indkomst for 2000 er således sket helt i overensstemmelse med gældende regler, og en ændring af denne ansættelse forudsætter, at der fremlægges nye oplysninger, der kan begrunde en sådan, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 2. Selvangivelse og regnskab har ifølge skatteforvaltningens vurdering ikke i sig selv begrundet en ændring.
I henhold til forvaltningslovens § 22, jf. § 24 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold.
Henset til sagens forløb findes afgørelse af 8. august 2002, trods sin korte form, at indeholde både henvisning til de benyttede regler samt en begrundelse. Afgørelsen er ikke uklar på nogen måde.
Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har fremsat påstand om, at skatteforvaltningens afgørelse af 5. marts 2002 er ugyldig på baggrund af følgende forhold:
Vedrørende den skønsmæssige ansættelse har repræsentanten anført følgende:
"Udgangspunktet for Skattevæsenets skønsmæssige ansættelse er, at denne skal ske realistisk.
Jeg tillader mig derfor at indføje oplysninger for så vidt angår årerne 1996, 1997, 1998 og 1999 samt forskudsopgørelsen er korrekt, forskudsopgørelse ansættelse, årsopgørelse og regnskab til illustration af forholdene.
Som det fremgår af ovennævnte tabel har regnskabet for 1996 til 1999 alle udvist en negativ skattepligtig indkomst.
Samtidig hermed skal anføres, at regnskabet alle er tiltrådt og godkendt af Skattevæsenet, hvorfor man kan forespørge til, hvorvidt Skattevæsenet fremkom med den opfattelse, at det skønnes, at den skattepligtige indkomst, som alene er en skønsmæssig indkomst og skal foretages i.h.t. de årlige resultater og ligningsvejledningens 2001.
Det fremkommende er større end det godkendte resultat for årsregnskabet 1997, som er det sidste foreliggende på godkendelsestidspunktet.
Pågældende forhold er fra skatteyderens side påtalt ved Skattevæsenets sagsfremstilling.
Dette har alene medført, jfr. samme sagsfremstilling. "Det giver ikke anledning, til andre bemærkninger".
I den forbindelse skal jeg henvise til bekendtgørelse om forskudsregistrering og beregning af indeholdelsesprocent for 2000.
Det fremgår heraf, at indkomstbeløbet der indgår for slutligningen af 1998 forhøjes med forskudsregistreringen for 2000 med 8%.
Der kan således henvises til ovennævnte tabel, hvoraf det fremgår, at den korrekte, fremskrivning således burde have været negativt og ikke som Skattevæsenet skønner positivt.
Dette medfører en ikke uanselig forskel og således er et udtryk for undertegnedes opfattelse af, at der forsøges at påføre skatteyderen pres til at fremkomme med selvangivelse.
Der er således ikke anvendt nogen af momenterne, som anført i ligningsvejledningen til brug for en korrekt skønsmæssig ansættelse.
Det er derfor undertegnedes opfattelse, at den materielle del af den skønsmæssige ansættelse bør bortfalde som grundløs, under henvisning til, at der ikke er udvist det fornødne skøn i overensstemmelse med de vejledende retningslinier og at den således bør tilbagevises til fornyet behandling.
..."
Endvidere er det anført, at skatteforvaltningen ikke har foretaget den fornødne partshøring. Der er henvist til, at klageren ikke har haft mulighed for at udtale sig om de oplysninger, som skatteforvaltningen har lagt til grund for afgørelsen.
Skatteforvaltningen har heller ikke fremkommet med nogen begrundelse eller oplysning om, hvorledes de er kommet frem til den skønsmæssige ansættelse.
Med udgangspunkt i Ligningsvejledningen for 2001 er det anført, at skatteforvaltningen også har overtrådt følgende krav:
Skatteforvaltningen har endvidere ikke overholdt notatpligten. Mødenotaterne er så sparsomme og fejlagtige, at væsentlige informationer for sagsbehandlingen udelades. Dette medfører, at beslutningsgrundlaget bliver mangelfuldt og forkert.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 kan en skatteansættelse foretages skønsmæssigt såfremt, der ikke foreligger en selvangivelse på ansættelsestidspunktet.
Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til på begæring af en skattemyndighed at indsende regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 1. Vægrer nogen sig ved at efterkomme en begæring, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 6.
Den skønsmæssige ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2000 er således sket i overensstemmelse med skattekontrollovens bestemmelser.
Det af skatteforvaltningen foretagne skøn giver ikke anledning til kritik. Der er herved henset til, at skønnet er foretaget på baggrund af foreliggende kontroloplysninger.
Skatteforvaltningen findes ved behandlingen af nærværende sag, at have overholdt forvaltningslovens og skattestyrelseslovens bestemmelser. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse af 8. august 2002 som ugyldig.
Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Skatteforvaltningens afgørelse af 8. august 2003 må anses for tilstrækkeligt begrundet efter reglerne i forvaltningslovens § 22 og § 24. Der er lagt vægt på, at afgørelsen på trods af sin korte form indeholder både henvisning til de benyttede regler samt en begrundelse.
Forvaltningslovens §§ 19-21 indeholder regler om høring. I henhold til forvaltningslovens § 21, stk. 2, punkt 3, gælder bestemmelsens § 21, stk. 1 ikke, hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Høringsreglerne i skattesager fremgår af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Den stedlige skattemyndighed varslede ved agterskrivelse af 4. september 2001 de påklagede forhøjelser af selskabets indkomst for indkomståret 2000, og der blev i den forbindelse givet en indsigelsesfrist på 4 uger i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.
Den 14. december 2001 indsendte klageren selvangivelse og regnskab, hvorfor sagen blev genoptaget den 17. december 2001. Der blev i den anledning afholdt møde med klageren den 8. august 2002. Skattestyrelseslovens og forvaltningslovens høringsregler findes således opfyldt.
I sager hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtlig modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger gøre notat om indholdet af oplysningerne, jf. offentlighedslovens § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Skatteforvaltningen findes at have overholdt notatpligten i forbindelse med sagens behandling, jf. offentlighedslovens § 6, stk. 1.
..."
Supplerende sagsfremstilling.
I brevene af 17. august 2000 og 4. september 2001 fra skatteforvaltningen til A hedder det under overskriften "Forslag til skønsmæssig skatteansættelse" bl.a.:
"...
Ifølge vores oplysninger har De i indkomståret haft selvstændig virksomhed. Fordi vi ikke har andre oplysninger, er overskud af virksomhed ansat efter skøn. Ved skønnet har vi blandt andet set på tidligere års indtjening.
...
Ønsker De at søge om fritagelse for forhøjelsen, eller mener De, at forhøjelsen er sket med urette, kan De rette skriftlig, begrundet henvendelse til os.
..."
A blev ved brevene endvidere meddelt frist til at henvende sig til henholdsvis inden den 1. september 2000 og inden den 19. september 2001.
Forud for afgørelserne af 5. marts 2002 og 8. august 2002 modtog A ved breve af 27. februar 2002 og 2. juli 2002 afslag på anmodninger om ændring af skatteansættelsen for henholdsvis 1999 og 2000. A blev endvidere ved disse breve indbudt til møde hos skatteforvaltningen, hvis han ikke kunne godkende afgørelserne. Mødet afholdt den 8. august 2002 var foranlediget af brevet af 2. juli 2002.
Som begrundelse for afslaget på As anmodning om ændring af skatteansættelsen for 2000 er det i afgørelsen af 8. august 2002 anført, at en fornyet vurdering af ansættelsen ikke har "givet anledning til ændring, idet De ikke har indsendt det ønskede materiale af brev af 12. maj 2002 og af 7. juni 2002. Afslaget er begrundet i Skattekontrolloven § 6 og Skattestyrelsesloven § 34, stk. 2."
A var for indkomståret 1999 forskudsregistreret med en lønindkomst på 288.816 kr. og for indkomståret 2000 med en lønindkomst på 298.924 kr. Af "Kontrolbilag-R75-ligning" for 1999 og 2000 fremgår endvidere, at den i kontrolbilagene anførte salgsmoms i As virksomhed svarer til en beregnet omsætning på 258.000 kr. i 1999 og på 130.500 kr. i 2000.
De skønsmæssige ansættelser udløste en restskat inkl. Procenttillæg for indkomståret 1999 på 37.109 kr. og for indkomståret 2000 på 22.196 kr. Kravet for indkomståret 1999 er fortrinsvis betalt ved, at As ægtefælle har givet transport i overskydende skat vedrørende indkomstårene 1998 og 2001. Kommunen har for skatte- og arbejdsmarkedsbidragsrestancer vedrørende bl.a. indkomståret 2000 den 23. maj 2003 foretaget udlæg i As ideelle andel af ejendommen beliggende ....
Forklaringer
A har forklaret, at det først under et møde med betalingskontoret den 14. september 2001 gik op for ham, hvad der var ved at ske. De breve, han forud herfor havde modtaget fra skatteforvaltningen, var ikke til at forstå. Brevene angav ikke, om der var tale om agterskrivelser eller kendelser, og det fremgik ikke, hvilke konsekvenser det ville få, hvis han ikke reagerede på brevene. Han bemærkede ikke, at der i overskriften i brevene af 17. august 2000 og 4. september 2001 står "Forslag til skønsmæssig skatteansættelse". Han tilkendegav på mødet den 14. september 2001, at han efter sine faktiske indkomstforhold ikke skulle betale skat. Mødet blev afholdt, fordi han samme dag på sin bopæl havde haft besøg af pantefogden, som havde efterladt et brev, hvorefter han inden 3 dage skulle møde på betalingskontoret. Det er således ikke rigtigt som anført af skatteforvaltningen, at han ikke reagerede på forvaltningens henvendelser. Hvis skatteforvaltningen ville have ham i tale, inden der blev truffet afgørelser i sagerne, kunne man blot have ringet til ham.
Parternes synspunkter
A har til støtte for sine påstande gjort gældende, at skatteforvaltningens afgørelser er behæftet med en række formalitetsmangler. Der blev ikke forud for de skønsmæssige ansættelser foretaget korrekt partshøring i overensstemmelse med forvaltningsloves og skattestyrelseslovens bestemmelser, da det ikke af brevene af 17. august 2000 og 4. september 2001 fremgik, at der var tale om partshøringsbreve. Det var endvidere ikke muligt - som krævet i brevene - at rette begrundet, skriftlig henvendelse til skatteforvaltningen, da han ikke var i besiddelse af regnskabsmaterialet. Hertil kommer, at høringspligten i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, er ubetinget, hvorfor forvaltningen ved hans manglende reaktion burde have opsøgt ham for at indhente hans eventuelle bemærkninger. På mødet den 8. august 2002 blev han alene bedt om at aflevere det tidligere indkaldte bilagsmateriale, uden at sagen i øvrigt blev drøftet. Heller ikke forud for afgørelserne af 5. marts 2002 og 8. august 2002 skete der således korrekt parthøring. Afgørelserne er dernæst ikke tilstrækkeligt begrundede, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, ligesom han ikke blev korrekt vejledt om sine rettigheder. Da sagsbehandlingsfejlene har været af væsentlig betydning for afgørelserne, er afgørelserne ugyldige. Det skøn, der er udøvet ved indkomstansættelserne, bør endvidere tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skatteforvaltningen har herunder ikke indhentet oplysninger hos ham til brug for den skønsmæssige ansættelse. De enkelte poster i det skønnede overskud af virksomhed fremgår heller ikke, og skatteforvaltningen har ikke redegjort for, hvordan de skønnede overskud er fremkommet. Skønnet er ikke som krævet i bl.a. ligningsvejledningen realistisk på baggrund af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. Skatteforvaltningen har endvidere ikke ved modtagelsen af selvangivelse og regnskab for de to indkomstår revurderet det udøvede skøn. Afvigelserne mellem de oplyste og selvangivne indtægter og det skønnede overskud er så betydelige, at han vil kunne risikere en sigtelse for skattesvig. Et pålæg om udlevering af det underliggende bilagsmateriale er derfor i strid med Menneskerettighedskonventionens forbud mod selvinkriminering. Det bestrides, at han har ladet sig forskudsregistrere med lønindkomst. Under alle omstændigheder skulle den skattepligtige indkomst efter de relevante bekendtgørelser om forskudsregistrering for de pågældende indkomstår alene have været fremskrevet med henholdsvis 8 % og 7 % Kravet om godtgørelse for tort støttes på retsplejelovens § 505, idet skatteforvaltningen, hvis retten statuerer ugyldighed eller nedsætter de skønsmæssige ansættelser som påstået, har foretaget inddrivelse for krav, der har vist sig ikke at bestå.
Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at skatteforvaltningen ikke har begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsernes ugyldighed. A er blevet partshørt korrekt, idet han ved brevene af henholdsvis 17. august 2000 og 4. september 2001 i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, blev varslet om de skønsmæssige ansættelser og meddelt frist til at komme med eventuelle bemærkninger hertil. I forbindelse med den senere indkaldelse af materiale i medfør af skattekontrollovens § 6, stk. 1, blev der endvidere på ny foretaget partshøring af A ved de fremsendte breve og - for så vidt angår indkomståret 2000 - tillige ved mødet afholdt den 8. august 2002. Afgørelserne af 5. marts 2002 og 8. august 2002 er tilstrækkeligt begrundede. Den fejl, der findes i henvisningen til skattestyrelseslovens § 34 i afgørelsen af 5. marts 2002, er uden betydning for afgørelsens gyldighed.
Det bestrides endvidere, at A ikke er blevet vejledt korrekt. Antages det, at der er begået sagsbehandlingsfejl, fører en konkret væsentlighedsvurdering under alle omstændigheder til, at afgørelserne ikke er ugyldige. A har dernæst ikke godtgjort, at det udøvede skøn bør tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skønnet er udøvet på grundlag af de oplysninger, som skatteforvaltningen var i besiddelse af, herunder oplysningerne fra As forskudsopgørelse og fra forvaltningens momssystem med bl.a. virksomhedens omsætningstal. Skatteforvaltningen kan ikke bebrejdes, at den lønindkomst, som A er forskudsregistreret med, og som han ikke har reageret overfor, er indgået ved udøvelsen af skønnet. Der er ikke grundlag for at tilkende A godtgørelse for tort efter retsplejelovens § 505. For indkomståret 1999 er der ikke fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, hvorfor kravet allerede af den grund må tilbagevises. Vedrørende indkomståret 2000 har A ikke godtgjort, at kravet ikke består, heller ikke for det tilfælde, at kravet hjemvises til fornyet behandling. Hertil kommer, at Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte, da tvangsfuldbyrdelsen blev iværksat af kommunen. Tvangsfuldbyrdelsen omfattede endvidere andre ubestridte krav, hvorfor der som følge heraf heller ikke er grundlag for at tilkende godtgørelse for tort. Godtgørelseskravene bestrides dernæst størrelsesmæssigt og bør under alle omstændigheder bortfalde på grund af udvist egen skyld, da de skønsmæssige ansættelser var begrundet i As manglende indlevering af selvangivelser og regnskabsmateriale. Skatteministeriet har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at udøvelse af nyt skøn vedrørende ansættelserne for de pågældende år i givet fald må ske ved skattemyndighederne.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ved brevene af 17. august 2000 og 4. september 2001 blev A meddelt yderligere frist til at indgive selvangivelse for de pågældende indkomstår. I overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, blev han samtidig underrettet om, at skatteforvaltningen havde til hensigt at ansætte hans indkomster skønsmæssigt, og han blev meddelt frist til at fremkomme med eventuelle indsigelser imod de foreslåede skatteansættelser. I forbindelse med skatteforvaltningens indkaldelse af bilagsmateriale i 2002 blev A på ny givet mulighed for at udtale sig om ansættelserne, ligesom han på det møde, der blev afholdt forud for afgørelsen af 8. august 2002, havde lejlighed til at komme med sine bemærkninger. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelserne som ugyldige som følge af manglende partshøring.
Skatteforvaltningens indkaldelse af bilagsmateriale til brug for vurderingen af, om de skønsmæssige ansættelser skulle ændres, var i overensstemmelse med skattekontrollovens § 6, stk. 1. Det fremgår af afgørelserne af 5. marts 2002 og 8. august 2002, der henviser til de relevante bestemmelser i skattelovgivningen, at de skønsmæssige ansættelser blev fastholdt som følge af, at det krævede bilagsmateriale ikke var fremsendt. Afgørelserne er herefter tilstrækkeligt begrundede. Det kan ikke føre til andet resultat, at der i afgørelsen af 5. marts 2002 er henvist til forkerte afsnit i skattestyrelseslovens § 34 og skattekontrollovens § 6.
Efter det foreliggende er der heller ikke i øvrigt begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsernes ugyldighed.
De foretagne skønsmæssige ansættelser var baseret på oplysninger om virksomhedens omsætningstal og oplysninger, der fremgik af As forskudsregistreringer. A har ikke under sagen tilvejebragt nærmere oplysninger om de økonomiske forhold i virksomheden, herunder regnskabsmæssige oplysninger, og der er herefter ikke fornødent grundlag for at tilsidesætte ansættelserne som åbenbart urimelige eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det bemærkes herved, at As senere fremsendelse af selvangivelser og regnskaber ikke indebar, at skatteforvaltningen dermed - uden at have modtaget det ønskede bilagsmateriale - var forpligtet til at foretage et nyt skøn.
I det omfang, der er indgivet anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er dette herefter ikke sket for en fordring, der har vist sig ikke at bestå. Allerede som følge heraf er der ikke grundlag, for at tilkende A godtgørelse for tort i medfør af retsplejelovens § 505.
Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.
Ved fastsættelsen af sagens omkostninger er der taget hensyn til, at sagerne er forhandlet sammen med sagen anlagt af H1 ApS mod Skatteministeriet.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.