Dato for udgivelse
26 May 2005 09:51
Resumé

Som led i regeringens fairplay-kampagne har ToldSkat Nordsjælland-Bornholm i dagene fra den 19. maj – 22. maj gennemført kontrolaktioner mod 19 bagerier og 9 pizzeriaer.


Aktionerne er gennemført af sammen med politiet og de kommunale socialmyndigheder.

I de 19 bagerier kontaktede ToldSkat 40 ansatte og af disse havde 5 første arbejdsdag, 1 fik udbetalt dagpenge, 2 fik udbetalt sociale ydelser og 4 var enten familie eller venner der arbejdede uden aflønning. Desuden arbejdede 1 uden opholds- eller arbejdstilladelse og blev anholdt af politiet. Vedkommende er ved retten dømt til udvisning af landet, ligesom arbejdsgiver kan se frem til en klækkelig bøde. Endelig var de hygiejniske forhold i et bageri så dårlige, at bageriet bliver indberettet til fødevareregionen.

I de 9 pizzeriaer kontaktede ToldSkat 34 ansatte og af disse havde 6 "første arbejdsdag", 8 fik udbetalt dagpenge, 1 fik udbetalt sociale ydelser og 2 var enten familie eller venner der arbejdede uden aflønning. Desuden arbejdede 1 uden arbejdstilladelse.

- Kontrolaktionerne viser, at ansættelses- og regnskabsforholdene hos bagerierne i området er af en standard, der nødvendiggør, at vi må foretage opfølgning med nye aktioner. Aktionerne viser også, at der stadig er dele af pizzeriabranchen, der ikke har vilje til at overholde gældende regler, siger planchef i ToldSkat Nordsjælland- Bornholm Gert Ensted.

- Disse virksomheder kan forvente yderligere opfølgning, herunder anvendelse af de nyligt vedtagne lovændringer, der gør, at vi kan pålægge virksomheder at føre daglig logbog over de ansatte, vi træffer i virksomheden, tilføjer han.

Kontakt: planchef Gert Ensted, tlf. 25 44 05 06