Dato for udgivelse
25 maj 2005 17:21
Resumé

ToldSkat Sydjylland har i dag sammen med politiet gennemført en fælles aktion mod sort og illegalt arbejde i massageklinikker i området.


Aktionen har været rettet mod massageklinikker, dvs. adresser hvorfra der tilbydes seksuelle ydelser. Aktionen er afviklet i tæt samarbejde med REDEN-STOP Kvindehandel, der er en institution, der tilbyder hjælp til kvinder, der har været udsat for kvindehandel, hvilket ofte er tilfældet for de illegale prostitueredes vedkommende.

Formålet med aktionen var at sikre:

  • at der afregnes skat og moms efter gældende regler
  • at indkomst ved udlejning af lokaler til massageklinikker beskattes efter gældende regler
  • at der ikke uberettiget udbetales overførselsindkomster, såsom kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse.
  • at der ikke beskæftiges illegalt arbejdskraft

I alt blev der aflagt besøg i 28 massageklinikker, hvor der blev truffet i alt 31 personer, som arbejdede som massagepiger, vagt eller telefonpasser. En foreløbig opgørelse af indsatsen viser, at kun meget få var momsregistreret, en del var på overførselsindkomster, 11 arbejdede illegalt i landet og blev anholdt, og 1 person var eftersøgt og blev anholdt. Ikke alle var lige glade for myndighedernes besøg, og i 2 tilfælde måtte man havde hjælp af en låsesmed for at blive lukket ind.

En række forhold skal nu efterforskes nærmere af ToldSkat, politiet, samt de sociale myndigheder før det endelige resultat af aktionen kan gøres op. Bl.a. er det på nuværende tidspunkt ikke muligt endeligt at gøre op, hvor mange af de antrufne, der samtidig oppebærer sociale ydelser.

Kontrolaktionen viser, at der er massive problemer i branchen. I branchen florerer store sorte pengebeløb, samtidig med at mange personer laver dobbeltsnyd, dvs. tjener sorte penge samtidig med, at de hæver overførselsindkomst. Mange steder afregnes der slet ikke eller kun mindre beløb i moms og skat til det offentlige. På den baggrund vil ToldSkat Sydjylland også fremover have fokus på branchen, og yderligere aktioner kan forventes.

Kontakt: Funktionschef Thorkild Bertelsen,ToldSkat Sydjylland på telefon: 7237 6696