(v/ advokat Thomas Rønfeldt)
Skatteministeriet Departementet
(v/ advokat Malthe Gade Jeppesen)
Denne afgørelse er truffet af dommer Mette Søndergaard.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 27. november 2023.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Skatteministeriets afgørelse af 7. juli 2020 er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl. Sagsøgeren har ikke bestridt afgørelsens materielle indhold.
H1-virksomhed har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse af 7. juli 2020 er ugyldig.
Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.
Af Skattestyrelsens afgørelse af 7. juli 2020 fremgår:
Vi har ændret selskabets afgifter og skattepligtige indkomst.
Den 19. marts 2019 var Skattestyrelsen på et uanmeldt besøg i H1-virksomhed, for at kontrollere, om der var betalt afgift af punktafgiftspligtige varer.
På baggrund af et skøn, der dels bygger på de af selskabet fremsendte fakturer og fabrikanterklæringer, men også på informationer frembragt af Skattestyrelsen afgør vi, at I skal betale følgende afgifter:
Konsumisafgift 1.759.047 kr.
Dækningsafgift 810.301 kr.
Opgørelsen af afgiftskravet omfatter perioden I. februar 2017 — 28. februar 2019.
Der henvises til § 22 i chokoladeafgiftsloven og § 1 i lov om afgift af konsum-is.
Beløbene opkræves, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 1 og stk. 2.
Af Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2023 fremgår:
Landsskatterettens afgørelse
Når der i det følgende henvises til retssikkerhedsloven, er dette henvisninger til lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter med senere lovændringer.
Klageren har anført, at den påklagede afgørelse lider af væsentlige sagsbehandlingsfejl, idet der foreligger en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), retssikkerhedsloven, persondataloven samt omgåelse af retsplejelovens beskyttelse af mistænkte.
Retssikkerhedsloven finder bl.a. anvendelse ved lovbestemte pligter til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning, jf. retssikkerhedslovens § 10. Bestemmelsen bygger bl.a. på det princip om forbud mod selvinkriminering, der udspringer af EMRK art. 6, som medfører, at en person, der er mistænkt for et strafbart forhold, ikke har pligt til at udtale sig om den påståede lovovertrædelse og ikke kan tvinges til at medvirke til opklaringen af det påståede strafbare forhold.
Retssikkerhedslovens §§ 9 og 10 har følgende ordlyd:
"§ 9 Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte.
Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket skal være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes. Meddeler den mistænkte samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8 tilsvarende anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb.
§ 10 Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Stk. 2. I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Stk. 3. En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til anvendelse af en oplysningspligt over for andre med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod den mistænkte. Reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse."
Det fremgår af sagens oplysninger, at der er tale om sagsbehandling foretaget uden for strafferetsplejen, at der på afgørelsestidspunktet den 7. juli 2020 ikke var taget strafferetlige skridt, og at Skattestyrelsen alene har anmodet klageren om at fremsende regnskabsmateriale til brug for opgørelsen af de omhandlede afgiftstilsvar.
Landsskatteretten finder derfor, at Skattestyrelsen ved sin sagsbehandling ikke har handlet i strid med retten til ikke at inkriminere sig selv efter retssikkerhedsloven og EMRK, allerede fordi det ikke kan konstateres, at der hos Skattestyrelsen forud for afgørelsestidspunktet forelå en konkret mistanke om, at klageren havde begået en strafbar lovovertrædelse.
Det af klageren i øvrigt anførte, herunder henvisninger til reglerne i retssikkerhedslovens § 9 og persondataloven, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.
MS har forklaret, at han er (red.alder.nr.1.fjernet) og har arbejdet med fødevarer i Danmark og Y1-land gennem 37 år. Han har haft flere virksomheder, herunder G1-virksomhed, der arbejder med blandt andet catering af fødevarer. H1-virksomhed blev oprettet, da han ønskede at opbygge en detailforretning med køb og salg af is.
Indberetningerne i sagen havde virksomheden svært ved at opgøre. Han havde først en medarbejder ansat, som opgjorde beløbene mindre end den medarbejder, JS, han efterfølgende fik ansat. Handel med is og opgørelse af afgift i forbindelse hermed er nyt for ham, og det er komplicerede afgifter at opgøre - også for SKAT. Derfor fik han fra SKAT at vide 11 dage efter kontrolbesøget, at de ville tage 6,95 kr. pr liter is i afgift. Da JS opdagede, at den tidligere beregnede afgift var beregnet forkert, betød dette, at de havde solgt isen for billigt til deres kunder, og de indberettede derfor et højere beløb. Det er hans opfattelse, at det markant højere indberettede beløb var baggrunden for det uanmeldte kontrolbesøg. Efter hans opfattelse blev kontrollen ikke udført i overensstemmelse med reglerne. Fødevarekontrollen kom og oplyste, at de ville besøge G1-virksomhed, men efter meget kort tid blev denne del af kontrollen afsluttet, og medarbejderen, KA, fra skattestyrelsen tog over og spurgte ind til H1-virksomhed, som hun gerne ville foretage kontrol af. Han tænker, at medarbejderen fra skattestyrelsen kun kom på besøg, da de havde indberettet et højere afgiftsbeløb for handel med is end tidligere. Han sagde, at virksomheden var i tvivl om deres beregninger var korrekte. Han er slet ikke i tvivl om, at myndighederne kom alene for at kontrollere H1-virksomhed og ikke G1-virksomhed.
Han husker ikke, hvem der nævnte, at virksomheden ikke var registeret indenfor kategorien dækningsbidrag. Han inviterede JS ind til mødet, da han vidste mere herom. Forevist kontrolrapporten i den samlede fil side 80, hvoraf det fremgår, at der under kontrollen blev udleveret en retssikkerhedsblanket, har han forklaret, at han ikke husker dette. Forevist forslag til afgørelse side 101 herunder afsnittet om overtrædelse af straffebestemmelser, han har forklaret, at han aldrig af medarbejderen fra skattestyrelsen blev vejledt om, at virksomhed ikke havde pligt til at udlevere oplysningerne. Hun oplyste heller ikke, hvad konsekvensen ved ikke at udlevere oplysningerne kunne være. Han blev lidt overrumplet under besøget, men det gav god mening, at de kom som følge af den højere indberetning. Han havde en interesse i at få afgiften opgjort korrekt.
Han korresponderede primært skriftligt og via mail med KA, og måske var der en enkelt telefonsamtale. De fremlagte mails er udtryk for deres korrespondance. Efter 2019 blev afgifterne gjort mere simple. De har ikke i perioden efter haft kontrol af Skattestyrelsen, og de er ikke efterfølgende blevet bedt om at indsende materiale.
Forevist kontrolrapporten for H1-virksomhed - side 80 har han forklaret, at han ikke tror, at der findes en kontrolrapport vedrørende G1-virksomhed. Fødevarestyrelsens kontrol af G1-virksomhed varede nemlig kun 19 sekunder. Han husker ikke, om Fødevarekontrollen, som anført i rapporten, stillede spørgsmål om charcuteri mv. Foreholdt side 78 - brev fra Skattestyrelsen til H1-virksomhed dateret 19. marts 2019 har han forklaret, at han ikke husker at have set dette brev før i dag. Han fik det ikke udleveret under kontrollen. Hvis han havde fået det under kontrollen og læst det, ville han have spurgt ind til flere af formuleringerne.
G1-virksomhed og H1-virksomhed har kontor samme sted, og det er hans opfattelse, at myndighederne kom for at kontrollere H1-virksomhed men under påskud af, at det skulle være G1-virksomhed, der var genstand for kontrol. Han husker ikke, om Fødevarestyrelsen også spurgte til G1-virksomhed. Der er aldrig tidligere komme to personer på kontrol samtidig.
JS har forklaret, at han husker kontrollen fra Fødevarestyrelsen 19. mart 2019, hvor han deltog fra starten. Han blev inviteret til at deltage, da han havde udfærdiget indberetningen af afgift for is. Fødevarestyrelsen spurgte til varedeklarationer på produkter fra Y2-land. Skattestyrelsen startede kontrollen med at introducere sig selv. De oplyste, at de kunne se, at virksomheden importerede is og chokolade. De spurgte ikke efter konkret materiale. Han husker ikke, om de spurgte ind til indberetning af is og chokoladeafgift. Han husker heller ikke, om der blev spurgt ind til den indberetning, han lige havde udfærdiget. De talte om, at det var en svær vurdering og indberetning at udfærdige. Bagefter blev der set ind til deres måde at indberette på, men de fik ikke oplysninger om konkrete produkter. Kontrollen foregik udelukkende på kontoret, og deres angivelser blev ikke gennemgået under besøget.
Fødevarestyrelsens kontrol gik på H1-virksomhed men også på andre virksomheder på samme adresse. Han husker ikke, hvem det var, men det var ikke kun H1-virksomhed. De klagede ikke over kontrolbesøget. Forevist brev dateret 19. marts 2019 side 78, har han forklaret, at han ikke husker at have set brevet før. Skattestyrelsen udleverede ikke noget til dem, men det gjorde Fødevarestyrelsen, og det var kontrolrapporten.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
H1-virksomhed har i sit påstandsdokument anført:
Det gøres til støtte for den nedlagte ugyldighedspåstand gældende, at Skattestyrelsens afgørelse anses for at være ugyldig som følge af meget væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Det gøres i den forbindelse gældende, at der foreligger en overtrædelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), retssikkerhedsloven og persondataloven, samt omgåelse af retsplejelovens beskyttelse af mistænkte i straffesager.
Dette begrundes med følgende forhold:
3.1 Tidspunktet for konkret mistanke
Som det fremgår af sagens faktuelle forhold, opnåede Skattestyrelsen meget tidligt i forløbet kendskab til forhold, der begrundede en konkret mistanke om overtrædelse af afgiftslovgivningen, hvilket understøttes af, at der allerede i agterskrivelsen, jf. bilag 5, er taget forbehold om at sende sagen til ansvarsvurdering. Dette forhold blev endog yderligere skærpet i forbindelse med sagens afgørelse, idet det heraf fremgår, jf. bilag 1, at sagen vil blive sendt til ansvar.
Senest er denne ansvarsvurdering blevet til en reel sigtelse, idet det fremgår af bilag 12, at Sagsøger sigtes for unddragelse af afgifter, herunder konsumisafgift og dækningsafgift med et beløb, som var Skattestyrelsen kendt allerede den 4. april 2019.
Mistanken må altså anføres at have været til stede allerede i forbindelse med den første kontrol, og absolut senest meget kort tid herefter, idet det her står meget klart, at der har været fejl i Sagsøgers angivelser vedrørende konsumisafgift, og at Sagsøger slet ikke var registreret for dækningsafgift, hvilket Sagsøger skulle have været.
Det forhold, at Sagsøger fejlagtigt ikke på daværende tidspunkt var registreret for dækningsafgift, giver i sig selv anledning til mistanke om potentielle overtrædelser af straffebestemmelser, idet Sagsøger har været forpligtet til at lade sig registrere og angive herfor, henset til de varer Sagsøger forhandlede.
Dette har Skattestyrelsen ikke kunnet undgå at være bekendt med, når Skattestyrelsen konstaterer manglende registrering i forbindelse med kontrollen og salg af varer omfattet af dækningsafgift, som der ikke var nogen registrering for. Dermed vil der i sagens natur have været grundlag for en konkret mistanke allerede under kontrollen eller senest lige derefter.
Det er et sjovt sammentræf, når Skattestyrelsen anfører, at Skattestyrelsen ikke forud for kontrollen var opmærksom på Sagsøgers situation, og heller ikke var opmærksom på, hvorvidt Sagsøger havde indberettet korrekte afgifter, men at ganske kort tid efter, at Sagsøger foretager en ny indberetning af afgifter, der væsentligt overstiger tidligere angivelser, spørger Fødevarestyrelsens Rejsehold så lige pludselig Skattestyrelsen, om Skattestyrelsen vil med på en samlet kontrol af Sagsøger.
Hvorfor skulle Fødevarestyrelsen pludselig komme på uanmeldt besøg, når Sagsøger har/havde det, der hedder en Elite Smiley, hvilket blandt andet betyder, at Sagsøger altid får varsling om et besøg fra Fødevarestyrelsen om en kontrol? Hvorfor skulle Fødevarestyrelsen pludselig ændre denne praksis?
Man får den tanke, at Skattestyrelsen, i modsætning til det anførte af Sagsøgte, allerede inden Fødevarestyrelsen henvendte sig til Skattestyrelsen, var bekendt med Sagsøger, at Skattestyrelsen var bekendt med Sagsøgers forhold, og at Skattestyrelsen var bekendt med, at Sagsøger solgte dækningsafgiftspligtige varer, uden at Sagsøger via registreringerne hos Skattestyrelsen var registreret for dækningsafgift.
Man får derfor også den tanke, at Skattestyrelsen, allerede inden kontrollen blev gennemført og allerede inden Fødevarestyrelsen, efter Sagsøgtes udokumenterede udsagn, rettede henvendelse til Skattestyrelsen for at invitere Skattestyrelsen med på en uanmeldt kontrol ved Sagsøger, var bekendt med, at Sagsøger potentielt set havde begået en strafbar lovovertrædelse.
Det bemærkes dog, at det kan undre, at det skulle være Fødevarestyrelsens Rejsehold, der havde faciliteret kontrollen hos Sagsøger, når Skattestyrelsen så konkret, som det er gjort, kan anføre, at det ikke var Skattestyrelsens formål med kontrollen at fastlægge straf eller, må det forstås, at indhente oplysninger til fastlæggelse af straf, men alene at opgøre korrekt afgiftstilsvar for Sagsøger.
3.2 Overtrædelse af EMRK, retssikkerhedsloven og persondataloven
Såfremt det lægges til grund, at der forelægger en overtrædelse af retssikkerhedsloven og EMRK, foreligger der tillige en overtrædelse af persondataloven.
Dette fremgår af Datatilsynets afgørelse, journal nr. 2018-32-0065, at det er i strid med persondataloven at benytte ulovligt indhentede oplysninger, hvilket præcist er det, der er sket i nærværende sag, idet oplysningerne er indhentet i strid med retssikkerhedsloven og EMRK.
Oplysningerne er i øvrigt principielt tillige indhentet i strid med retsplejelovens bestemmelser vedrørende sigtedes rettigheder, idet det er evident, at der på tidspunktet for indhentelse af oplysningerne har været en konkret mistanke imod Sagsøger.
Der foreligger således principielt en omgåelse af retsplejelovens bestemmelser, der beskytter sigtede og tillægger sigtede en lang række rettigheder, ud over overtrædelsen af retssikkerhedsloven og EMRK og den heraf afledte overtrædelse af persondataloven.
Sagsøger er bekendt med Landsskatterettens afgørelse af den 7. juli 2020, i j. nr. 15-2407179, hvor det afvises, at overtrædelse af persondataloven medfører ugyldighed, idet det dog skal bemærkes, at Landsskatteretten ikke ses at have fremkommet med nogen begrundelse herfor, andet end at Landsskatteretten blot konstaterer dette. Derudover er Landsskatteretten alene et administrativt klageorgan, og ikke en domstol.
Det kan således konstateres, at Sagsøger og MS ikke forinden gennemførelsen af kontrollen - eller senere i forløbet - er blevet informeret om retten til ikke at inkriminere sig selv, hvilket i nærværende sag er en direkte og meget markant overtrædelse af selvinkrimineringsforbuddet i retssikkerhedsloven og EMRK. Der ses ikke at være tilfælde, der er lige så klare i retspraksis som i nærværende sag.
Sagsøgte har gjort gældende, at Skattestyrelsens eventuelle overtrædelse af EMRK og retssikkerhedsloven, hvorved Skattestyrelsen til brug for sin sagsbehandling tilsidesætter helt elementære retssikkerhedsgarantier, ikke skulle have nogen relevans for gyldigheden af den civile sag.
Sagsøgte mener således, at en eventuel overtrædelse af EMRK og retssikkerhedsloven fra Skattestyrelsens side ikke skal have ugyldighedsvirkning. Dermed bliver retssikkerhedsgarantierne i EMRK og retssikkerhedsloven reelt nedgraderet til værende forskrifter, som myndighederne kan vælge at rette sig efter, hvis de ønsker det.
Dette er på ingen måde korrekt, og for så vidt angår EMRK vil myndighedernes manglende efterlevelse heraf være et direkte brud på Danmarks internationale forpligtelser til sikring af borgernes retssikkerhed.
Dette skyldes, at EMRK er en international traktat rangerende på grundlovsniveau, og desuden er EMRK vedtaget ved lov i Danmark og gælder derfor også på lovsniveau. Herudover er EMRK vedtaget som en del af EU-retten, og har samme retskildemæssig status som EU's Charter om grundlæggende rettigheder, der også skal betragtes som værende på grundlovsniveau.
Det er altså grundlæggende rettigheder, der er tale om, og som gælder for enhver borger. Staten skal efterleve de garantier, der kommer konkret til udtryk igennem EMRK, og som konkret skal sikre enhver borger mod overgreb fra staten og sikre enhver borger mod at inkriminere sig selv.
Det er så tydeligt i denne sag, at Skattestyrelsens ageren og den langvarige korrespondance med Sagsøger over flere omgange medfører, at Sagsøger deltager i opbygning af en straffesag mod sig selv.
Samtykke til fravigelse af forbuddet imod selvinkriminering er således også en fraskrivelse af helt grundlæggende rettigheder, sikret ved EMRK, og fraskrivelse af sådanne grundlæggende rettigheder skal ikke først ske på det tidspunkt, hvor der er en så konkret mistanke, at der principielt ville have været grundlag for en sigtelse. Det skal ske på et meget tidligere tidspunkt, hvor der er mistanke om en overtrædelse, der potentielt kan medføre straf.
Skattestyrelsen har i hele forløbet haft alle muligheder for at efterleve retssikkerhedsloven og EMRK, idet mistanken igennem hele forløbet har været udtalt, men Skattestyrelsen vælger at se bort fra reglerne til skade for Sagsøger.
Det gøres således samlet gældende, at EMRK har karakter af en retssikkerhedsgaranti for borgeren med den konsekvens, at hvis denne retssikkerhedsgaranti ikke iagttages, vil enhver myndighedsafgørelse anses for ugyldig.
Dette var grundlæggende også konsekvensen i den sag, som Inger Støjberg blev dømt i rigsretten for. Her havde Inger Støjberg udstukket en ulovlig instruks til udlændingestyrelsen om at skille det der populært blev kaldt barnebrude fra deres ægtefælle. Dette blev fundet som en krænkelse af EMRK, hvilket Inger Støjberg blev dømt for i rigsretten samtidig med, at alle afgørelser fra udlændingestyrelsen om adskillelse af barnebrudene fra deres ægtefæller blev erklæret ugyldige.
Det er derfor svært at følge synspunktet om, at dette ikke skule gælde i nærværende sag, altså at EMRK er en retssikkerhedsgaranti på grundlovsniveau, når det blev fundet i rigsretssagen mod Inger Støjberg.
I relation til spørgsmålet om selvinkrimineringsforbuddets betydning, kan videre henvises til følgende udtalelse fra SKAT hovedcenter, SKR nr. 9089 af 02/02/2007:
"Forbud mod selvinkriminering
Det fremgår af art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en person, som er mistænkt for et strafbart forhold, ikke har pligt til at udtale sig om den påståede lovovertrædelse og ikke kan tvinges til at medvirke til opklaringen af det påståede strafbare forhold.
Dette princip er også fastslået i retsplejelovens § 752. Princippet er videreført i RSL § 10, stk. 1, hvoraf det fremgår, at hvis der er en konkret mistanke om, at en fysisk eller juridisk person har begået en strafbar lovovertrædelse, gælder bestemmelser om oplysningspligt over for en myndighed ikke, medmindre det kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
RSL § 10, stk. 1, gælder ikke i forhold til tredjemands oplysningspligt, hvis oplysningspligten alene pålægges til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Dette indebærer, at tredjemands oplysningspligt fortsat gælder, når oplysningspligten f.eks. har til formål at tilvejebringe grundlaget for opgørelsen af skatte- og afgiftskravet, jf. RSL § 10, stk. 2.
Hvis der under et tvangsindgreb opstår konkret mistanke om et strafbart forhold, har myndigheden pligt til at vejlede vedkommende om, at den pågældende ikke har pligt til at give oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, men tvangsindgrebet kan efter SKAT’s opfattelse gennemføres under iagttagelse af forbuddet mod selvinkriminering, jf. RSL § 10, stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at skatte- og afgiftslovgivningens bestemmelser om tvangsindgreb også indeholder en pligt for den skatte- og afgiftspligtige til at bistå SKAT med vejledning og hjælp under tvangsindgrebet." [min understregning]
Der kan desuden henvises til forarbejderne til retssikkerhedsloven, lovforslag 2003/1 LF 96, pkt. 2.2., hvoraf følgende fremgår:
"Endvidere indebærer lovforslaget, at forvaltningen som udgangspunkt ikke over for borgere og virksomheder kan anvende oplysningspligter, der er fastsat i den øvrige lovgivning, hvis vedkommende er mistænkt for en strafbar lovovertrædelse. Denne del af forslaget bygger bl.a. på det princip om retten til ikke at inkriminere sig selv, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention." [min understregning]
I forlængelse heraf kan henvises til samme, bemærkningernes punkt 4.1, hvoraf fremgår:
"4. Oplysningspligter og retten til ikke at inkriminere sig selv
Selvinkrimineringsgrundsætningen indebærer, at en person, der er anklaget for et strafbart forhold, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare det påståede strafbare forhold.
Grundsætningen er beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, der bl.a. er til hinder for, at administrative myndigheder anvender strafsanktionerede oplysningspligter over for en person, der er »anklaget« i konventionens forstand, med henblik på at få borgeren selv til at oplyse den påståede »forbrydelse«. Det gælder, hvad enten der er tale om afgivelse af forklaring eller om vedkommendes fremskaffelse af dokumenter mv.
Begrebet »anklage« i artikel 6 er et selvstændigt konventionsbegreb. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis defineret »anklage« som en officiel tilkendegivelse fra den kompetente myndighed over for en person, der indeholder en beskyldning om, at den pågældende har begået et strafbart forhold." [min understregning]
Forbuddet imod selvinkriminering er således ophøjet til en grundsætning, som er beskyttet i EMRK, hvorfor der gælder en international forpligtelse til at sikre denne grundsætning om forbuddet mod selvinkriminering.
Det er en overtrædelse af en helt elementær, grundlæggende beskyttelse af grundlæggende rettigheder, og bestemmelsen synes således ikke at kunne gradbøjes.
I denne sag er der ingen tvivl om, at selvinkrimineringsforbuddet er overtrådt. Der foreligger en endda meget klar overtrædelse, og dermed også en meget væsentlig, både konkret og generel, sagsbehandlingsfejl.
Accepteres skatteretlige ansættelser, baseret på overtrædelse af retten til ikke at inkriminere sig selv, vil det være en klar overtrædelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EMRK - det vil således være et traktatbrud.
Det er yderligere en skærpende omstændighed, at "beviserne", som reelt set er indhentet ulovligt og i strid med EMRK, anvendes i forbindelse med en efterfølgende ansvarssag, hvilket er hele kernen i nærværende problematik, idet Skattestyrelsen hele tiden har haft den mistanke, der i sidste ende begrunder, at sagen potentielt set får et strafferetligt efterspil. Der er allerede rejst sigtelse mod Sagsøger, jf. bilag 12.
Dette vil vel at mærke være et strafferetligt efterspil, hvor MS på vegne af Sagsøger så at sige har lagt løkken om egen hals.
Der havde omvendt ikke været noget problem med Skattestyrelsens sagsbehandling, hvis den alene relaterede sig til opgørelsen af afgiftstilsvaret, og sagen ikke blev oversendt til ansvarsvurdering med efterfølgende sigtelse og tiltale mod Sagsøger.
Havde Skattestyrelsen alene indsamlet oplysninger, der herefter alene var anvendt til opgørelsen af afgiftstilsvaret, som naturligvis skal opgøres korrekt, efterangives og betales, hvilket det også blev, havde der ikke været nogen sag vedrørende Skattestyrelsens sagsbehandling.
Det skal dog pointeres, at der ikke fra Sagsøgers side ses grundlag for en straffesag i nærværende sammenhæng, idet Sagsøger selv angav det korrekte tilsvar for første kvartal 2019 og ikke nåede at få gennemgået og efterangivet de resterende perioder, førend Skattestyrelsen inden for meget, meget kort tid kom på kontrolbesøg.
Det er således tydeligt, at denne sag opstår på baggrund af Sagsøgers egen angivelse og ikke fordi Skattestyrelsen havde opdaget, at tilsvarene ikke var angivet korrekt.
At der var tale om fejl i angivelserne, havde Sagsøger selv afdækket i februar, og Sagsøger var i gang med at kontrollere og efterangive tidligere perioder, da Skattestyrelsen - "tilfældigvis" - kom på kontrolbesøg, efter Sagsøger havde foretaget den første korrekte angivelse.
Det er dog oplagt, at hele grundlaget for den straffesag, der allerede er igangsat ved sigtelsen, bygger på Skattestyrelsens afgørelse og sagsfremstilling, der bygger på Skattestyrelsens massive overtrædelse af EMRK og retssikkerhedsloven i forbindelse med informations- og dokumentindsamlingen hos Sagsøger.
Hele grundlaget for en eventuel straffesag vil således være fremkommet på ulovlig vis.
Erklæres afgørelsen ikke ugyldig i dette tilfælde, vil det i realiteten medføre, at myndighederne vil opnå en gevinst ved at skjule deres mistanke for borgeren og i forbindelse hermed på ulovlig vis indhente oplysninger, som påtænkes anvendt direkte i en efterfølgende ansvarssag.
Det vil herudover medføre, at det accepteres, at Skattestyrelsen kan se bort fra traktat- og lovfæstede grundrettigheder til beskyttelse af borgeren og blot under påskud af, at myndigheden indsamler information til at opgøre korrekt afgiftstilsvar, kan få borgeren til at fremkomme med så mange informationer, der senere direkte finder anvendelse i straffesagen mod borgeren.
Det kan ikke være ideen med EMRK og de retssikkerhedsgarantier der ligger deri, at retssikkerhedsgarantien kan omgås ved hjælp af skattestyrelsens påståede kontroller.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig.
Det fremgår videre, at en person udtrykkeligt skal gøres bekendt med dette, når der rettes henvendelse til vedkommende, der er mistænkt eller sigtet for overtrædelse af lovgivningen inden for Skattestyrelsens område.
Dette er hele fundamentet i selvinkrimineringsforbuddet, der skal beskytte skatteydere mod at informere Skattestyrelsen om forhold, som skatteyderen senere vil kunne straffes for.
Hertil slutter sig bestemmelsen i EMRK’s artikel 6, der handler om "fair trial", eller sagt på en anden måde, retten til en retfærdig rettergang.
Denne "rettergang" starter ifølge bestemmelsen i artikel 6, allerede på det tidspunkt, hvor myndighederne begynder at kigge på sagen, hvilket ses i den neden for nævnte Saunders-sag fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter EMD).
EMRK indeholder ikke udtrykkeligt et selvinkrimineringsforbud, men EMD har fastslået, at et forbud mod selvinkriminering kan udledes af EMRK’s artikel 6.
Selvinkrimineringsforbuddet, sammenholdt med EMRK’s artikel 6, udgør sammen med retssikkerhedslovens §§ 9 og 10 reglerne for, hvornår myndighederne har optrådt på en måde, der krænker skatteyderens retssikkerhed, og derved kommer til at træffe afgørelser, der er ugyldige som følge af en overtrædelse af de kompetenceafgrænsninger, Skattestyrelsen er underlagt.
Retssikkerhedsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2005, indeholder regler om, hvordan forvaltningen, herunder også skattestyrelsen, skal optræde ved anvendelsen af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Det er lovens hovedformål at sikre borgeren mod overgreb fra myndighederne, men loven indeholder også bestemmelser om afgrænsningen mellem de forvaltningsretlige indgreb og strafferetsplejen, jf. bestemmelserne i lovens §§ 9 og 10.
Retssikkerhedsloven indeholder i § 10 et klart forbud mod selvinkriminering, som dækker både fysiske og juridiske personer.
En skatteyder, der er under mistanke om en overtrædelse, der kan medføre straf, har således ikke pligt til at meddele oplysninger om sine forhold til myndighederne, medmindre det kan udelukkes, at oplysningerne har betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse. Dette er en personlig beskyttelse.
Pågældende skatteyder behøver ikke at være sigtet, men skal gives en sigtets rettigheder, når der er formodning om, at en sigtelse kan blive aktuel, hvilket i særdeleshed gør sig gældende i denne sag, hvor det allerede på tidspunktet for kontrollens foretagelse havde formodningen for sig, at en sigtelse kunne blive aktuel, og hvor vi nu ved, at sigtelsen blev aktuel jf. bilag 12 - baseret på samme faktiske grundlag, som Skattestyrelsen indhentede hos Sagsøger, da sagen opstartede.
Det er derfor klart, at en skatteyder, hvor der er en formodning for, at der kan blive tale om en sigtelse, skal gøres bekendt med, at der er tale om en mulig skattestraffesag under opsejling, straks myndighederne er blevet bevidste herom.
Dette følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, 1. pkt., der har følgende ordlyd:
"En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse."
Det gør sig særligt gældende i sager, hvor Skattestyrelsen allerede har været på kontrol i virksomheden, idet Skattestyrelsen allerede her antages at have kendskab til virksomhedens forhold.
Skattestyrelsen skal således ved en efterfølgende kontrol, være meget opmærksomme på, om der er tale om potentielt strafbare forhold.
I denne sag er Sagsøger ikke blevet gjort opmærksom på, at der kunne være mistanke om et strafbart forhold, idet Skattestyrelsen på kontrolbesøget og i forbindelse med den efterfølgende dialog, ikke har forevist Sagsøger nogen selvinkrimineringsblanket, der kunne give Sagsøger en indsigt i, at Skattestyrelsens indsamling af dokumenter og informationer i øvrigt kunne være til brug for en senere straffesag mod Sagsøger.
Men hverken Sagsøger eller direktør i Sagsøger, MS, bliver på noget tidspunkt informeret om dette.
Sagsøgte synes i øvrigt at have misforstået, eller i hvert fald ikke at have sat sig ordentligt ind i, hensynet bag retssikkerhedslovens § 10, stk. 3.
Sagsøgte har under skriftvekslingen anført, at Skattestyrelsen ikke på noget tidspunkt under sagens forløb har været forpligtet til at vejlede Sagsøger efter retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, idet formålet med at efterspørge oplysningerne hos Sagsøger var at varetage kontrolhensyn, der ikke vedrører fastsættelse af straf.
Her synes Sagsøgte fuldstændigt, og i øvrigt med en fejlhenvisning til SKM 2018.330 BR, at misforstå, at det ikke er afgørende i forhold til retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, hvad formålet med indhentelsen af oplysningerne er, men på hvilket stadie og på hvilket tidspunkt, disse oplysninger indhentes.
Er der mistanke om en mulig strafbar overtrædelse af skatte og/eller afgiftsloven, skal myndigheden sikrer, at skatteyderen eller afgiftsyderen på et oplyst grundlag udleverer materiale til myndigheden.
Det er ikke et spørgsmål om, hvad selve det indhentede materiale er, men hvad det skal og kan bruges til, og om der på et tidspunkt for indhentelsen af oplysningerne er en mistanke om en mulig strafbar overtrædelse af afgiftslovgivningen.
Er det sidste tilfældet, skal der indhentes samtykke fra borgeren, således at borgeren på et oplyst grundlag udleverer oplysninger til myndighederne. Det skal netop sikre, at der ikke er nogen borgere, der inkriminerer sig selv.
Det betyder således også, at der altid er en vejledningspligt eller en oplysningspligt over for borgeren, når en myndighed ved de oplysninger, der indhentes, muligvis på et senere tidspunkt kan anvendes i en strafferetlig kontekst.
Det er det forhold, retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, skal sikre imod.
Er en skatteyder mistænkt for en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal Skattestyrelsen i princippet stoppe sagen og overgive denne til politiet, medmindre Skattestyrelsen har vurderet, at de indsamlede dokumenter og det øvrige materiale ikke vil kunne anvendes til vurderingen af den mulige lovovertrædelse, der vil kunne medføre straf.
I nærværende sag må der være formodning om overtrædelse af et strafbart forhold allerede på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen kommer på kontrolbesøg, idet der er stor forskel på den seneste indgivne angivelse og de forudgående angivelser.
Hvis ikke der, inden Skattestyrelsen kommer på kontrol, er mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, så opstår den allerede på det tidspunkt under kontrollen, hvor Sagsøger oplyser, at de ikke er registreret for, har angivet eller i øvrigt betalt dækningsafgift, som de var forpligtet til. Senest på dette tidspunkt, hvor Skattestyrelsen bliver bekendt med, at Sagsøger ikke er registreret for dækningsafgift, må Skattestyrelsen formode og have en mistanke om, at der er tale om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, hvorfor det her skulle have været oplyst til Sagsøger, at Sagsøger havde ret til ikke at udtale sig eller i øvrigt indsende materiale, og ville Sagsøger alligevel dette, ville det senere kunne anvendes imod Sagsøger i en straffesag.
Det følger af retssikkerhedslovens bestemmelser, at der skal foreligge mistanke om en mulig strafbar overtrædelse, og alene en mistanke om en mulig straf for overtrædelse er tilstrækkelig til, at der skal udstedes en meddelelse om, at udlevering af materiale eller i øvrigt hjælp til at opklare en sag potentielt kan ende ud i, at borgeren inkriminerer sig selv.
Det er derfor ikke korrekt, når Sagsøgte anfører, at der hos Skattestyrelsen ikke var en så konkret mistanke, at der var vejledningspligt om betydningen af udlevering af materiale eller i øvrigt deltagelse i at oplyse sagen.
For det første kræver det ikke en konkret mistanke. Det kræver som allerede beskrevet alene en mistanke om et strafbart forhold. Denne mistanke må have eksisteret alene ved det forhold, at Sagsøger ikke var registreret for dækningsafgift og i øvrigt heller ikke havde hverken indberettet eller betalt dækningsafgift.
Det er også det, der ses af den sigtelse, som Sagsøger har modtaget fra Nordjyllands Politi. Det er netop den manglende registrering og indberetning af dækningsafgift samt en fejlagtig beregning af konsumisafgift, der medfører sigtelsen.
Skattestyrelsen oplyser imidlertid ikke Sagsøger om, at Sagsøger ikke har pligt til at udtale sig eller indsende materiale.
Skattestyrelsen påtager sig således standpunktsrisikoen for, at de indhentede beviser m.v. senere bliver erkendt ugyldige som beviser i straffesagen for domstolene, fordi Skattestyrelsen anses for at have foretaget en ulovlig efterforskning af sagen, som retmæssigt tilkom politiet.
Skattestyrelsen må alene fortsætte kontrollen, til trods for en mistanke om et strafbart forhold, hvis det vurderes, at det ikke vil få nogen betydning i relation til vurdering af et strafbart forhold.
Hertil bemærkes, at sigtelsen af Sagsøger alene og direkte er baseret på netop de informationer, som Skattestyrelsen modtager under kontrollen og ved senere korrespondance med Sagsøger. Forinden selve sigtelsen bliver fremsendt, har politiet foretaget en opringning til Sagsøgers direktør, MS, og oplyst om, at der vil blive fremsendt en sigtelse.
Denne problemstilling er dog ikke relevant i nærværende sag, idet Sagsøgers sag er så stor rent beløbsmæssigt, at Skattestyrelsen på intet tidspunkt har kunnet dække sig ind under, at de vil kunne klare sagen administrativt, medmindre Skattestyrelsen havde vurderet, at i tilfælde af strafferetlige følger, så havde Sagsøger alene handlet groft uagtsomt.
Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsen ved at påtage sig standpunktsrisikoen i en strafferetlig kontekst forvaltningsretligt og rent sagsbehandlingsmæssigt begår så væsentlig en fejl, at det medfører ugyldighed, idet Skattestyrelsen bevidst tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler Skattestyrelsen i henhold til både retssikkerhedsloven og EMRK.
Reglerne i retssikkerhedsloven, retsplejeloven, EMRK m.v. er udtryk for straffeprocessuelle grundprincipper og almindelige grundrettigheder, og har en sådan karakter, at de er ophøjet til egentlige menneskerettigheder.
Det er en menneskerettighed i et demokratisk samfund - en retsstat - ikke at blive udsat for overgreb fra statens side. Det er netop det, sådanne bestemmelser skal sikre - at staten begår indgreb, ikke overgreb. Skattestyrelsen er i EMRK’s forstand en del af staten, lige som domstolene er det.
Derfor har retssikkerhedsloven og EMRK’s bestemmelser om selvinkriminering også forrang frem for kontrolbeføjelserne og oplysningsmidlerne i lovgivningen inden for Skattestyrelsens område, som derfor til enhver tid, og ubetinget, må vige for reglerne i retsplejeloven og EMRK.
Det betyder derfor også, at Skattestyrelsen skal have særdeles gode begrundelser for at have foretaget yderligere kontroltiltag, efter Skattestyrelsen har gennemført en første kontrol, der viser, at skatteyderen, efter Skattestyrelsens egen opfattelse, ikke korrekt har angivet afgifter.
Det fremgår direkte af korrespondancen mellem Skattestyrelsen og Sagsøger, at Skattestyrelsen allerede under kontrolbesøget ikke finder, 1) at afgifterne er opgjort korrekt, og 2) at der slet ikke er sket registrering for dækningsafgift, hvorfor denne manglende angivelse af dækningsafgift også er ukorrekt.
Skattestyrelsen bekræfter derfor selv i sin korrespondance, at de ikke finder, at Sagsøger har håndteret afgifterne korrekt, særligt ikke vedrørende den manglende registrering for dækningsafgift.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen." [min understregning]
Det, der særligt bemærkes i ordlyden, er "med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse".
Hvis vi ser på chokoladeafgiftsloven, fremgår forpligtelsen til dækningsafgiften af lovens § 22. Bestemmelsen har dette indhold i stk. 1-3:
"Stk. 1. Af varer under toldtariffens pos. 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, svares ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 10 a tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Ved modtagelse af varer fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 10 a finder tilsvarende anvendelse."
Det fremgår videre af lovens § 10 a, hvortil der henvises i § 22:
"I andre tilfælde svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne modtages efter reglerne i § 5 eller er omfattet af § 11. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, lade sig registrere som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen."
Det vil altså sige, at der var en forpligtelse til at lade sig registrere for dækningsafgift inden varemodtagelsen fra udlandet.
Det kunne Skattestyrelsen allerede ved starten af mødet konstatere, at
Sagsøger ikke var - Sagsøger oplyste selv, at det var Sagsøger ikke, idet Sagsøger ikke var bekendt med, at der var dækningsafgift på konsumis, og i øvrigt slet ikke vidste, at man skulle lade sig registrere herfor.
Det fremgår herefter direkte af lovens § 26:
"Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt:
-
Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen.
-
Overtræder § 3, stk. 1, 2, 3 eller 6, § 10 a, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 5, § 12, § 13, stk. 1 eller 2, eller § 23, stk. 2, 3, 4 eller 5." [min understregning]
Det fremgår altså direkte af loven, at:
-
der var forpligtelse til at betale dækningsafgift af konsumis, hvilket følger af lovens § 22.
-
for at indføre disse konsumis, skulle Sagsøger have været registreret varemodtager, hvilket Sagsøger oplyste til Skattestyrelsens sagsbehandler allerede ved kontrolbesøgets start, at Sagsøger ikke var.
-
det fremgår direkte af chokoladeafgiftslovens § 26, stk. 1, nr. 2, at manglende efterlevelse af chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 1, 2. pkt., er strafbart med bødestraf.
Det virker derfor ret besynderligt, hvis ikke Skattestyrelsens sagsbehandler "med rimelig grund kunne mistænke Sagsøger for at have begået en strafbar lovovertrædelse", da Sagsøger selv forklarer, at Sagsøger ikke er registreret for dækningsafgift, hvilket helt konkret er strafbart.
Hvis ikke Skattestyrelsens sagsbehandler er bekendt med denne bestemmelse, er det på grænsen til at kunne anføres, at afgørelsen er ugyldig alene på grund af sagsbehandlerens manglende kompetence til at gennemføre kontroller og træffe afgørelser inden for chokoladeafgiftslovens område.
Omvendt betyder det, at sagsbehandlerens kendskab til bestemmelsen medfører, at sagsbehandleren allerede på kontrolbesøget, "med rimelig grund kunne mistænke Sagsøger for at have begået en strafbar lovovertrædelse."
Hvad enten det er det ene eller det andet, gøres det gældende, at sagsbehandlingen lider af så væsentlige fejl, at afgørelsen er ugyldig.
Det følger således af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at Skattestyrelsens kontrolbeføjelser ikke må have karakter af efterforskningsskridt, det vil sige anvendes i konfrontation med en mistænkt eller med andre for at tilvejebringe oplysninger om én, der er mistænkt.
Efterforskningsskridt over for en mistænkt skal derfor ske på et andet grundlag end kontrolbeføjelserne, og politiet må nødvendigvis inddrages med henblik på iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler, eksempelvis ransagning, og for at give mistænkte de rettigheder, der tilkommer disse.
Det er som allerede anført flere steder ikke sket i denne sag, hvorfor Skattestyrelsen, efter med rimelig grund at kunne mistænke Sagsøger for at have begået en strafbar lovovertrædelse, fortsætter med at gennemføre flere kontroller mod Sagsøger, herunder bliver ved med at indhente oplysninger og til sidst beder Sagsøger om selv at beregne den manglende afgift.
Skattestyrelsen beder således Sagsøger om selv at beregne grundlaget for den bøde, som Sagsøger kan idømmes for overtrædelsen af chokoladeafgiftsloven, hvilket er helt uvirkelig sagsbehandling i en retsstat, hvor både retssikkerhedsloven og EMRK finder anvendelse.
Det gøres således gældende, at dette er en klar kompetenceoverskridelse, og afgørelsen er derfor klart ugyldig.
En mistænkt kan give samtykke til fravigelse af § 9, stk. 1 og 3 i retssikkerhedsloven, jf. stk. 4. Det fremgår heraf:
"Den mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket skal være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes. Meddeler den mistænkte samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8 tilsvarende anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb."
Samtykket skal altså gives frivilligt, det skal være specifikt og afgivet på et informeret grundlag.
Sagsøger i denne sag er ikke engang oplyst om sine rettigheder, og er slet ikke blevet bedt om at afgive sit samtykke til at fravige sine rettigheder efter stk. 1 og 3.
Alene af den grund overtræder Skattestyrelsen også kompetencen efter retssikkerhedslovens bestemmelser, og også af den grund handler Skattestyrelsen uden for kompetence, og afgørelsen er derfor ugyldig.
Foretager Skattestyrelsen skridt, efter der burde have været indhentet samtykke, vil der ikke være nogen tvivl om, at beviser m.v. er indhentet ulovligt, og afgørelsen lider således af væsentlig sagsbehandlingsfejl, idet Skattestyrelsen handler uden for den tildelte kompetence og krænker tillige Danmarks folkeretlige forpligtelser i henhold til EMRK, hvilket konkret medfører ugyldighed for så vidt angår den af Skattestyrelsen trufne afgørelse og Landsskatterettens stadfæstende afgørelse.
I henhold til EMRK er EMD’s dom af 17. december 1996 af afgørende betydning, og det er denne dom, der gentagne gange bliver vist tilbage til, jf. Saunders-sagen.
Sagen drejede sig om den britiske direktør Saunders, der var direktør i bryggeriet Guinness. Saunders var mistænkt for at have deltaget i kursmanipulation med Guinness-aktier i forbindelse med Guinness’ overtagelse af en anden virksomhed.
Saunders blev af de nationale kartelmyndigheder afkrævet detaljeret forklaring om sagen.
Saunders blev senere idømt 2,5 års fængsel, men selve det forhold, at de nationale kartelmyndigheder havde afkrævet en fyldestgørende forklaring af Saunders, blev indbragt for EMD.
EMD bemærkede i dommen, at der skal findes en balance mellem forklaringsforpligtelser og selvinkrimineringsforbuddet i EMRK.
Spørgsmålet om selvinkriminering, særligt efter Saunders-sagen, har således haft den betydning, at der er blevet opstillet en klassificering af, hvornår der kan kræves afhøring/forklaring af eksempelvis bestyrelses- og direktionsmedlemmer i relation til skifterettens behandling af konkursboer, lige som i en række andre forhold, hvor der er en forklaringspligt i henhold til særlovgivningen.
Det, der i litteraturen på baggrund af Højesterets praksis er opstillet som en afvejningsmodel, er, at:
-
er der rejst sigtelse, skal afhøring undlades,
-
er der ikke rejst sigtelse, men kan det ses, at dette kunne blive aktuelt, må afhøring undlades, og der må eventuelt indgives anmeldelse, og
-
angår sigtelsen kun en begrænset disposition, må der foretages en konkret vurdering for hvert enkelt spørgsmål.
I relation til skattesager er det udmundet i, at i tilfælde af, at en forvaltningsmyndighed med rimelig grund kan mistænke borgeren for at have begået en strafbar lovovertrædelse, skal forvaltningsmyndigheden undlade at anvende sine beføjelser til at kræve dokumenter og forklaringer fra borgeren, indtil det er sikret, at disse forklaringer og dokumenter ikke også kan bruges til at fastlægge straf.
Afkræver forvaltningsmyndigheden alligevel dokumenter eller forklaringer mod denne grundsætning, må disse ikke bruges under en eventuel senere straffesag, og den eller de forvaltningsafgørelser, der er truffet af forvaltningsmyndigheden, er ugyldige.
Skattestyrelsen har ingen særstatus her. Skattestyrelsen er en forvaltningsmyndighed lige som alle andre forvaltningsmyndigheder og dermed underlagt samme kompetenceafgrænsning i henhold til retssikkerhedsloven og EMRK som øvrige dele af forvaltningen.
Dermed er der ej heller skyggen af tvivl om, at Skattestyrelsen har forbrudt sig mod retssikkerhedslovens §§ 9 og 10, samt EMRK’s artikel 6, og konsekvensen heraf kan alene blive ugyldighed.
Dette synspunkt går igen i Landsskatteretten afgørelse i SKM 2008.1037, hvor Landsskatteretten omvendt ikke fandt, at en afgørelse var ugyldig, hvilket blev begrundet med:
"På baggrund heraf er det ikke Landsskatterettens opfattelse, at skattecentret, i strid med selvinkrimineringsforbuddet, har indhentet oplysninger fra klageren, og derfor anses afgørelsen ikke for at være ugyldig."
Landsskatteretten finder derfor, helt korrekt, at selvinkrimineringsforbuddet naturligvis finder anvendelse over for skattemyndighederne, og at en overtrædelse af dette medfører ugyldighed. Konkret var der imidlertid ikke tale om en overtrædelse i den anførte landsskatteretssag. I landsskatteretssagen blev skatteyderen spurgt til forhold, der ikke var strafbare, og alene derfor kunne EMRK ikke finde anvendelse.
I denne sag kan der ikke være tvivl om, at Skattestyrelsen med rimelig grund kunne mistænke Sagsøger for at have begået en strafbar lovovertrædelse, men på trods heraf indhenter forklaring og dokumentation fra Sagsøger i strid med selvinkrimineringsgrundsætningen, hvilket konkret i denne sag medfører ugyldighed.
Foruden krænkelse af EMRK’s artikel 6 gøres det gældende, at også EMRK’s artikel 8 er krænket i forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling i nærværende sag.
EMRK’s artikel 8 beskytter privatlivets fred, herunder det der i artiklen kaldes "hjem". Hjem er et meget bredt begreb og omfatter tillige forretningslokaler m.v. Det fremgår af side 750 ff. i EMRK med kommentar af Peer Lorentzen m.fl.
Her fremgår det direkte, vedrørende en ransagning på et advokatkontor, at "I den konkrete sag fandtes en ransagning på et advokatkontor med henblik på at fastslå identiteten af en brevskriver, som havde fornærmet og forsøgt at lægge pres på en dommer, dog at udgøre en krænkelse af artikel 8."
Indgrebet blev fundet proportionelt.
Tilsvarende fremgår det af Buck 28/4 2005, præmis 45 og Keegan 18/7 2006, præmis 31, at EMD vil begrænse ransagninger og lignende indgreb (her kontroller foretaget af offentlige myndigheder). Det vil altså sige, at kontroller i erhvervslokaler begrænses i relation til praksis vedrørende EMRK.
Indgrebet skal således i henhold til den almindelige fortolkning af EMRK være nødvendigt og proportionelt. Det er her, Sagsøgers opfordringer 3, 4, 6 og 8 kommer ind i billedet, for det er ikke muligt, hverken for Sagsøger eller andre, at vurdere, om Skattestyrelsens indgreb var nødvendigt og proportionelt, altså om kontrollen på adressen var nødvendig og det mindst indgribende indgreb, Skattestyrelsen kunne have foretaget for at opnå målet.
Det har Sagsøger ikke rigtigt nogen mulighed for at vurdere, for Skattestyrelsen har tilsyneladende slet ikke gjort sig disse overvejelser, som Skattestyrelsen skal i henhold til EMRK’s artikel 8, når Skattestyrelsen vil med på eller selv foranstalte en kontrol. Kontrollen på adressen skal være nødvendig og proportionel.
Når Skattestyrelsen ikke kan dokumentere, hvorfor det er tilfældet, og det ved Sagsøger nu er tilfældet, fordi Skatteministeriet ikke kan opfylde de fremsatte opfordringer, så må det komme Skatteministeriet til skade sådan, at det indgreb, Skattestyrelsen foretog, ikke var nødvendigt og proportionelt og dermed en krænkelse af EMRK, der medfører ugyldighed.
Få dage før forberedelsens afslutning i nærværende sag indgav Sagsøgte sit processkrift A, som Sagsøger derfor ikke har haft mulighed for at svare på, hvorfor der afslutningsvis skal knyttes en kommentar til følgende passage, der fremgår på side 2, næstsidste afsnit i processkrift A:
"H1-virksomhed har ikke anfægtet efteropkrævningen af konsumisafgift og dækningsafgift, og selskabet er således enig i, at selskabet burde have angivet den efteropkrævede afgift, men ikke gjorde det. Selv hvis der måtte være begået fejl i forbindelse med kontrollen, hvilket altså bestrides, har sådanne fejl under alle omstændigheder ikke har nogen konkret væsentlig betydning for den materielle afgørelse, allerede af den grund, at H1-virksomhed ikke er uenig i, at selskabet skal betale den efteropkrævede afgift."
Sådan som dette må forstås, mener Sagsøgte, at fordi Sagsøger har betalt efteropkrævningen af konsumis- og dækningsafgift, må Sagsøger være enig i Skattestyrelsens afgørelse, af hvilken årsag der ikke kan være tale om materielt forkert afgørelse, hvorfor Skattestyrelsens sagsbehandlingsfejl - uanset om disse måtte karakteriseres som væsentlige eller ej - altså ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed.
Denne betragtning er Sagsøger gennemgående uenig i og finder den i øvrigt på grænsende til uanstændig.
Sagsøger har betalt den efteropkrævede konsumis- og dækningsafgift, fordi Sagsøger er forpligtet hertil. Blot fordi Sagsøger har fulgt Skattestyrelsens afgørelse, betyder det ikke nødvendigvis, at Sagsøger er enig i den.
Som det også er anført under sagen af både Sagsøger og Sagsøgte, har Sagsøger haft problemer med, hvordan afgifterne skulle opgøres. Selv medarbejderen i Skattestyrelsen havde svært ved dette.
Derfor bestrides det, at Sagsøgers betaling af den ved Skattestyrelsens afgørelse efteropkrævede konsumis- og dækningsafgift kan tages til indtægt for, at Sagsøger nødvendigvis er enig i afgørelsen og at det derved kan konstateres, at der er tale om en materielt korrekt afgørelse, som af den årsag ikke kan erklæres ugyldig.
Sagsøger er desuden interesseret i at vide, om det er Sagsøgtes, det vil sige Skatteministeriets, eller om det er Sagsøgtes repræsentants, det vil sige Kammeradvokatens, synspunkt, at man ved at betale erklærer sig enig i den materielle rigtighed af afgørelsen, når en klage eller domstolsbehandling ikke har opsættende virkning for betalingen af den afgift, der er resultatet af Skattestyrelsens afgørelse.
Manglende betaling ville kunne medføre konkurs for sagsøger, idet Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen ville kunne inddrive kravet, hvorfor det er helt naturligt at betale afgiften. Det er således et bemærkelsesværdigt synspunkt, at sagsøger skulle være enig i opgørelsen, når sagsøger betaler, som sagsøger er forpligtet til, for at undgå konkurs.
Derfor er sagsøger også yderst interesseret i at vide, om dette synspunkt er Skatteministeriets, eller om det er noget Skatteministeriets repræsentant har gjort gældende, for det vil have voldsom indvirkning på alle skatteydere, der vil klage og betaler skatten, som de er forpligtet til, hvis det så er Skatteministeriets synspunkt at ved at følge forpligtelsen til at betale, erklærer skatteyderen sig enig i Skattestyrelsens opgørelse.
Det ville nok være et forhold, der skulle omkring Ombudsmanden, hvis det vitterligt er Skatteministeriets opfattelse.
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af 7. juli 2020 (bilag 1) ikke er ugyldig.
4.1.1 Retssikkerhedslovens § 10
Det følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at "pligter i lovgivningen til at meddele oplysninger til en myndighed ikke gælder, hvis der er en "konkret mistanke" om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf.
Anvendelsen af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, er således betinget af, at der foreligger en konkret mistanke om et strafbart forhold, og konsekvensen heraf er, at myndigheden i givet fald ikke må gøre brug af lovbestemte oplysningspligter.
Hvis retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, finder anvendelse, har myndigheden desuden pligt til at vejlede den mistænkte om, at vedkommende trods lovbestemte oplysningspligter, alligevel ikke har pligt til at meddele oplysninger, der kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Hvad der nærmere skal forstås ved kriteriet om, at der skal foreligge en "konkret mistanke" om et strafbart forhold er beskrevet i forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf følgende fremgår, jf. bemærkningerne til § 10 i lovforslag nr. 96 af 26. november 2003:
"Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret mistanke, må det som udgangspunkt være afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder. Der skal således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld." (understreget her)
Det er i den forbindelse forkert, som anført af H1-virksomhed i replikken, side 4, tredjesidste afsnit, og side 7, 6. afsnit, at retssikkerhedsloven finder anvendelse ved den "mindste mistanke" om, at den pågældende person har begået et strafbart forhold. En sådan fortolkning af bestemmelsen vil være i strid med både ordlyden og de klare forarbejder til bestemmelsen.
Videre anføres følgende i forarbejderne til bestemmelsen om, hvad der skal forstås ved de oplysningspligter, som en myndighed ikke må gøre brug af, hvis der foreligger en konkret mistanke om et strafbart forhold:
"På den anførte baggrund fastsætter bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 1, at administrative myndigheder må afstå fra at benytte oplysningspligter over for en person, mod hvem der er rettet en konkret mistanke om, at vedkommende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Det gælder dog ikke, hvis det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed.
Det gælder uanset, om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf eller kan gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder." (understreget her)
Skatteministeriet bestrider, at retssikkerhedslovens § 10 er blevet tilsidesat under Skattestyrelsens sagsbehandling af den foreliggende sag, og Skattestyrelsens afgørelse er allerede af den grund ikke ugyldig.
Skatteministeriet bestrider både, at Skattestyrelsen under sin sagsbehandling havde en konkret mistanke om, at H1-virksomhed havde begået et strafbart forhold, og at styrelsen har gjort brug af oplysningspligter, som enten er strafsanktioneret, eller som kan gennemtvinges ved tvangsbøder.
Skattestyrelsens formål med kontrollen og indhentelse af oplysninger hos H1-virksomhed var, som udførligt beskrevet i afsnit 2 ovenfor, ikke at fastsætte en straf, men derimod at kontrollere H1-virksomhed’s afgiftsforhold.
Hverken ved den fysiske kontrol eller den efterfølgende modtagelse af supplerende oplysninger, forelå der omstændigheder, der pegede i retning af et strafansvar - men derimod blot et forkert afgiftstilsvar.
Den omstændighed at Skattestyrelsen, efter at der blev truffet afgørelse, sendte sagen til ansvarsvurdering, er ikke i sig selv udtryk for, at der på dette tidspunkt - eller tidligere - forelå en konkret mistanke om et strafbart forhold, som ville kunne udgøre grundlag for at rejse en sigtelse efter retsplejeloven regler herom.
Den blotte konstatering af, at H1-virksomhed ikke har afregnet korrekt afgift er således ikke i sig selv nok til, at der foreligger en konkret mistanke om et strafbart forhold, idet der også skal foreligge omstændigheder, der peger på, at H1-virksomhed har haft den fornødne tilregnelse til at unddrage de for lidt angivne afgifter. Det bemærkes, at H1-virksomhed først er blevet sigtet den 23. juni 2023, jf. replikken, side 4, 1. afsnit, hvilket således er tre år efter, at Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen og mere end tre år efter, at styrelsen bad selskabet om oplysninger med henblik på at gøre et korrekt afgiftskrav.
Skatteministeriet bestrider således, at retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, finder anvendelse, og dermed også, at vejledningsforpligtelsen i § 10, stk. 3, er tilsidesat.
Selv hvis vejledningsforpligtelsen i § 10, stk. 3, måtte være tilsidesat, kan en sådan tilsidesættelse under alle omstændigheder ikke føre til, at en skatteansættelse bliver ugyldig, jf. også Retssikkerhedsloven med kommentarer, Ole Hasselgaard, Jens Møller og Jørgen Steen Sørensen (2005), side 19:
"Sammenfattende må det antages, at en tilsidesættelse af lovens regler kun undtagelsesvist vil kunne medføre nogle af de nævnte retsvirkninger [ugyldighed og erstatningsansvar]. Konsekvensen af, at regler i loven måtte være tilsidesat, vil dermed som udgangspunkt være afgrænset til at bestå i en pligt for myndigheden til at drage omsorg for, at den skete fejl så vidt muligt bliver rettet. Hertil kommer, at en tilsidesættelse af lovens regler efter omstændighederne kan medføre påtale og kritik fra overordnede myndigheder eller Folketingets Ombudsmand. […]
Herudover kan der for nogle af lovens regler opstå særlige spørgsmål om, hvorvidt der ved en tilsidesættelse vil være andre virkninger end dem, der er nævnt ovenfor. F.eks. kan der i tilknytning til lovens §§ 9 og 10 opstå det spørgsmål, om oplysninger, der måtte være tilvejebragt under tilsidesættelse af reglerne, kan anvendes som bevismiddel under en efterfølgende straffesag […]" (understreget og fremhævet her).
Retssikkerhedslovens § 10 tilsigter at beskytte den skattepligtige mod - under tvang - at afgive oplysninger, der kan føre til straf for den pågældende. En tilsidesættelse af dette hensyn kan - efter fejlens karakter - ikke føre til en forøget risiko for, at en skatteretlig afgørelse, der beror på eller inddrager oplysninger, som den skattepligtige er fremkommet med, er materielt forkert. En tilsidesættelse af retssikkerhedslovens § 10 har derfor ikke betydning for gyldigheden af en forvaltningsretlig afgørelse vedrørende beskatning, jf. herved også SKM2005.223.ØLR, UfR 2008.935 H og SKM2024.43.BR (retssikkerhedslovens § 10 var ikke omfattet af ankesagen, SKM2025.349.ØLR).
Hvis retssikkerhedslovens regler er blevet tilsidesat, kan det alene få den retlige konsekvens, at oplysninger, der er indhentet i strid med reglerne, muligvis ikke kan anvendes i forbindelse med en strafferetlig forfølgning af skatteyderen, hvilket tilsvarende er retsvirkningen ved overtrædelser af artikel 6 i EMRK, jf. eksempelvis EMD’s dom i Allen mod Storbritannien, dom af 10. september 2002 (sag 76574/01).
Hvis retten måtte finde, at det beror på en konkret væsentlighedsvurdering, om tilsidesættelse af en vejledningsforpligtelse fører til afgørelsens ugyldighed, fører en sådan vurdering heller ikke til, at afgørelsen er ugyldig. De oplysninger, som H1-virksomhed er fremkommet med, har således ikke ført til, at afgørelsen har fået et materielt urigtigt resultat. H1-virksomhed har da heller ikke anfægtet selve den materielle afgørelses rigtighed, men gør alene gældende, at afgørelsen skal bortfalde, fordi den er ugyldig på grund sagsbehandlingsfejl.
H1-virksomhed gør også gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er i strid med EMRK-artikel 6, og at afgørelsen af denne selvstændige grund er ugyldig.
Tvister om skat og afgifter anses efter EMD’s faste praksis som udgangspunktet hverken som civile sager eller straffesager i EMRK’s forstand, jf. bl.a. Ferrazzini mod Italien, sag 44759/98, dom af 12. juli 2001, præmis 20 og præmis 23-30, og Vegotex International S.A. mod Belgien, sag 49812/08, dom af 3. november 2002, præmis 65-66.
EMRK-artikel 6 finder derfor ikke anvendelse i skatte- og afgiftssager, medmindre der er tale om sanktioner, som er blevet pålagt i forbindelse med skatte- og afgiftssager, jf. UfR 2024.1701 H. Der findes således, som det også fremgår af UfR 2024.1701H, alene eksempler fra EMD’s praksis, hvorefter sanktioner i form af "skattetillæg" og "skattebøder" er blevet anset for omfattet af den strafferetlige del af EMRK-artikel 6. Det bagvedliggende skatte- og afgiftskrav er imidlertid ikke anset for omfattet af EMRK.
Højesteret fastslog i UfR 2024.1701 H, at der ikke er grundlag for at antage, at en beskatning af et aktionærlån omfatte af ligningslovens § 16 E udgør en straf i EMRK’s forstand, og beskatning efter denne bestemmelse er derfor ikke omfattet af EMRK artikel 6.
Den foreliggende sag angår konsumisafgift og chokoladeafgift, og ingen af afgifterne har pønal karakter. EMRK-artikel 6 finder derfor (heller) ikke anvendelse i den foreliggende sag.
Selv hvis EMRK-artikel 6 finder anvendelse i sagen, er retsvirkningen ikke, at en i øvrigt materielt korrekt forvaltningsafgørelse falder bort som ugyldig, jf. herved bl.a. De Legé mod Holland, sag 58342/5, dom af 4. oktober 2022, præmis 65 og præmis 74 og Eklund mod Finland, sag 56936/13, dom af 8. december 2015, præmis 51-52. Retsvirkningen er derimod alene, at de oplysninger, der måtte være indhentet i strid med artikel 6, eventuelt ikke kan indgå i straffesagen, hvilket skal afgøres efter reglerne om ulovligt tilvejebragt beviser.
Saunders mod Storbritannien, sag 19187/91, dom af 17. december 1996, som H1-virksomhed påberåber sig, angår netop en sådan situation, hvor spørgsmålet var, om der i en straffesag var sket en krænkelse af klagerens menneskerettigheder, fordi udtalelser afgivet i forbindelse med en administrativ efterforskning af klageren senere blev anvendt i straffesagen mod klageren, jf. præmis 67.
4.2 Retten til respekt for privatliv og familieliv (EMRK artikel 8)
Skatteministeriet bestrider, at det fælles kontrolbesøg hos H1-virksomhed den 19. marts 2019 udgør en krænkelse af EMRK artikel 8, herunder at H1-virksomhed ikke skulle være i stand til at vurdere nødvendigheden af og proportionaliteten i kontrolbesøget.
Kontrollen hos H1-virksomhed blev gennemført i samarbejde med Fødevarestyrelsens Rejsehold, som havde initieret kontrollen "på baggrund af en internetkontrol", jf. bilag A.
Skattestyrelsen gennemførte sin del af kontrollen i medfør af bl.a. konsumisafgiftslovens § 7, jf. bilag 4, side 2. Det følger af konsumisafgiftslovens § 7, stk. 1, at skattemyndighederne, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.
Selskabets ejer og direktør MS blev ved kontrollen underrettet om formålet med kontrollen og fik i den forbindelse udleveret en orienteringsskrivelse i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 5, stk. 6, jf. bilag 2.
Skattestyrelsens kontrol af H1-virksomhed blev således foretaget med hjemmel i bl.a. konsumisafgiftslovens § 7, og selskabet blev vejledt som foreskrevet i retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, herunder om formålet med kontrollen. Det er derfor ikke rigtigt, at H1-virksomhed ikke har haft mulighed for at vurdere formålet og nødvendigheden af kontrollen, ligesom selskabet også har haft mulighed for at gøre indsigelse mod kontrolbesøget.
Det bemærkes i den forbindelse, at H1-virksomhed, så vidt det er Skattemisteriet bekendt, hverken har klaget over Skattestyrelsens eller Fødevarestyrelsens kontrolbesøg. Det var således først i replikken i den foreliggende sag, at H1-virksomhed har gjort indsigelse mod lovligheden af det gennemførte kontrolbesøg.
H1-virksomhed gør desuden gældende, at selskabets rettigheder i medfør af de databeskyttelsesretlige regler (tidligere persondataloven), også er blevet krænket, jf. stævningen, side 7, 2. afsnit. Selskabet har imidlertid ikke under skriftvekslingen uddybet, hvilke specifikke rettigheder der skulle være krænket, og Skatteministeriet bestrider allerede af den grund, at der er sket en krænkelse af selskabets rettigheder.
H1-virksomhed påberåber sig Datatilsynets afgørelse af 17. maj 2018 i j.nr. 2018-32-0065, som dog er uden relevans for sagen. Afgørelsen angik således en væsensforskellig problemstilling, hvor spørgsmålet var, om SKAT i medfør af den tidligere gældende persondatalov var forpligtet til at slette oplysninger, som var blevet tilvejebragt af SØIK i strid med retsplejeloven. Det er uklart for Skatteministeriet, hvilken betydning afgørelsen skulle have for den foreliggende sag.
Rettens begrundelse og resultat
Det lægges til grund efter sagens oplysninger, at Fødevarestyrelsens rejsehold og Skattestyrelsen den 19. marts 2019 kom på uanmeldt besøg hos H1-virksomhed, og at H1-virksomhed fik udleveret en skrivelse, hvoraf det fremgår, hvad formået med besøget var, herunder at det blandt andet var for at sikre, at virksomheden overholdt punktafgiftsloven mv. Der blev ikke klaget over kontrolbesøget.
I den efterfølgende periode korresponderede H1-virksomhed med en medarbejder fra Skattestyrelsen med henblik på at sikre materiale til brug for afgiftsberegningen, idet undladelse af at fremsende materialet ville bevirke, at Skattestyrelsen skønsmæssigt ville fastsætte en afgiftsberegning. Blandt andet for at undgå en skønsmæssig høj afgiftsberegning fremskaffede virksomheden en del materiale og bad Skattestyrelsen foretage afgiftsberegningen, da de fandt det svært.
Det kan tillige lægges til grund, at virksomheden ikke i forbindelse med fremskaffelse af materiale til brug for afgiftsberegningen blev oplyst om reglerne i retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, og virksomheden blev først i forbindelse med afgørelsen fra Skattestyrelsen den 7. juli 2020 gjort bekendt med, at der muligvis var overtrådt bestemmelser i skatte- og afgiftslovene, og at sagen ville blive sendt til Skattestyrelsens straffesagsenhed.
Det lægges endeligt til grund, at virksomheden ikke hos SKAT var registret med dækningsafgift men alene blandt andet med konsumisafgift.
Efter retssikkerhedslovens § 10 fremgår det,
§ 10 Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Der skal således efter retssikkerhedslovens § 10, stk. 1 være en konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, før der ikke er en pligt til at meddele oplysninger til myndighederne for at undgå at inkriminere sig selv. Det forhold, at afgiftstilsvaret var forkert beregnet, og at virksomheden ikke var korrekt registreret i forhold til dækningsafgift, er ikke ensbetydende med, at der var en konkret mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre straf, da et strafferetligt ansvar forudsætter en fornøden tilregnelse hos virksomheden om forkert angivelse af afgiftsberegning. I den forbindelse bemærkes, at Skattestyrelsen alene anmodede virksomheden om at fremsende materiale til brug for en sag omhandlende afgiftstilsvar, og at virksomheden selv gav udtryk for at ville medvirke til at få afgiften korrekt beregnet.
På baggrund af sagens faktiske forløb, herunder den fremlagte korrespondance mellem sagens parter, finder retten ikke med sikkerhed at kunne fastslå, at der foreligger sagsbehandlingsfejl hos Skattestyrelsen, herunder at de skulle have tilsidesat retssikkerhedslovens § 9 og § 10 i forbindelse med sagsbehandlingen.
Uanset dette bemærker retten dog, at såfremt der er begået sagsbehandlingsfejl af den ovenfor anførte karakter, vil dette ikke medføre ugyldighed af Skattestyrelsens afgørelse af 7. juli 2020. Retten har herved lagt vægt på, at oplysningerne blev indhentet til brug for afgiftssagen og ikke med henblik på strafvurdering. Dette støtte tillige af såvel teori som praksis herunder SMS2024.43, SKM2005.223 Ø.
Allerede som følge heraf, og da det af H1-virksomhed i øvrigt anførte, ikke kan føre til et andet resultat, vil Skatteministeriet Departementet være at frifinde. Retten bemærker endelig, at der ikke under denne civile sag er taget stilling til, hvorvidt det indhentede materiale kan indgå i en efterfølgende straffesag, som skulle være rejst mod H1-virksomhed.
Da Skatteministeriet Departementet har vundet sagen, skal H1-virksomhed betale sagsomkostninger jf. retsplejelovens § 312.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 175.000 kr., der udgør sagsøgtes udgifter til advokatbistand. Beløbet er med tillæg af moms, da Skatteministeriet Departementet ikke er momsregistreret.
Skatteministeriet Departementet frifindes.
H1-virksomhed skal inden 14 dage til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 175.000 kr.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.