Skattestyrelsen har bevilliget henstand med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb. 

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Skattestyrelsen har den 5. januar 2021 truffet afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst. Afgørelsen medførte en restskat for indkomstårene 2017 og 2018 på i alt 759.161 kr. 

Skattestyrelsens afgørelse af 5. januar 2021 blev herefter påklaget til Skatteankestyrelsen, og den 23. marts 2022 indbragt for domstolene. Repræsentanten anmodede den 23. december 2022 om henstand. 

Skattestyrelsen har den 24. februar 2023 sendt forslag til afgørelse om bevilling af henstand uden krav om sikkerhedsstillelse. 

Skattestyrelsen har den 16. marts 2023 truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget, og klageren blev i den forbindelse bevilliget henstand uden krav om sikkerhedsstillelse med betaling af restskatten for 2017 og 2018, indtil klagen var behandlet ved byretten, dog senest til den 31. januar 2027. 

Der faldt den 2. november 2023 dom i sagen ved [byretten]. Skatteministeriet blev frifundet og Skattestyrelsens forhøjelse blev derved stadfæstet. 

Repræsentanten ankede den 15. november 2023 dommen til Østre Landsret, og anmodede den 27. november 2023 om forlængelse af henstand med betaling af restskatten for 2017 og 2018. 

Skattestyrelsen har den 17. juni 2024 sendt forslag til afgørelse om afslag på anmodningen om henstand. 

Repræsentanten har den 27. juni 2024 sendt bemærkninger til forslaget. Det fremgår af bemærkningerne, at det er repræsentantens opfattelse, at hverken udtalelser i en konkurskarantænesag eller tidligere konkurser kan inddrages i henstandsvurderingen. Repræsentanten bemærker desuden, at klageren bor i Danmark, og at klageren ikke har undveget de danske myndigheder, og at tvisten med Skattestyrelsen er opstået lang tid efter, at aktiverne blev solgt. 

Skattestyrelsen har den 27. september 2024 sendt fornyet forslag til afgørelse om bevilling af henstand mod sikkerhedsstillelse. 

Repræsentanten har den 22. oktober 2024 sendt bemærkninger til forslaget. Det fremgår af bemærkningerne, at det ikke var klageren personligt, som ejede kapitalandele i det konkursramte selskab, men et holdingselskab, at Skifterettens afgørelse om konkurskarantæne ikke har skatteretlig relevans, at bødeforlægget udspringer af en sag, der verserer ved domstolene, at politiet endnu ikke har truffet afgørelse om bødeforlægget, hvorfor det højest er at betragte som et forslag og at forholdene, der danner grundlag for bevilling af henstand ved vilkår om sikkerhedsstillelse også var til stede på tidspunktet for bevilling af henstand. Repræsentanten bemærker desuden, at klageren løbende har betalt skatter mv. samt oparbejdet frie reserver i perioden efter fristdagen, således at kravet kun består af den bestridte fordring. 

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren i indkomstårene 2022 og 2023 havde en skattepligtig indkomst på henholdsvis 32.661 kr. og 58.367 kr. 

Det fremgår af sagens oplysninger, at kurator i konkursboet for H1 ApS den 10. juni 2022 redegjorde for konkursboet. Kurator fandt på baggrund af, at klageren har oparbejdet en betydelig gæld til det offentlige over en årrække, at klageren har undladt at afdrage på gælden, og at klageren har overtrådt bogføringsloven og selskabsloven, anledning til at indstille til skifteretten, at der indledes sag om konkurskarantæne mod klageren. Skattestyrelsen har oplyst, at skifteretten tog kurators indstilling til følge og idømte klageren konkurskarantæne i perioden 28. juni 2023 til den 27. juni 2026. 

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren den 22. april 2024 fik tilsendt et bødeforlæg på 620.000 kr. for overtrædelse af skattekontrolloven, og at Skattestyrelsen den 5. juni 2024 sendte en tiltalebegæring til [politiet], da klageren ikke havde accepteret bødeforlægget. 

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren pr. 4. juni 2024, havde anden offentlig gæld, der ikke var omfattet af henstandsbeløbet, som udgjorde 922.200 kr., og at gælden er registreret i Gældsstyrelsens inddrivelsessystemer DMI, PSRM og SAP 38. Skattestyrelsen har også oplyst, at klageren i 2022 havde en beregnet formue på 1.466.721 kr. og en skattepligtig indkomst på 32.661 kr., samt ingen A-indkomst.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har bevilliget henstand med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb. 

Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført: 

"Der er ikke et retskrav på henstand og hverken i loven eller i forarbejderne i øvrigt er der en nærmere præcisering af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand. De kriterier, der kan lægges vægt på, præciseres derimod i administrative afgørelser og retspraksis. 

I vores vurdering har vi lagt vægt på følgende: 

·         Du har været ejer i selskabet H1 ApS, som er gået konkurs, med tab til det offentlige på i alt 990.425,71 kr. 

·         Du har konkurskarantæne, som er gældende i perioden 28. juni 2023 til den 27. juni 2026. 

·         Overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1 med et bødeforlæg på 620.000 kr. 

(…) 

Det fremgår af følgende SKM’ere, at der er en klar sammenhæng mellem skatteyder og de selskaber, som de er involveret i. 

Højesteret har i SKM2014.198.HR udtalt, at efter lovbestemmelsen og dens forarbejder skal en skatteyder som udgangspunkt meddeles henstand med betalingen under klagesagens behandling. Denne adgang må antages navnlig at skyldes, at det kan have store ulemper for en skatteyder at skulle betale et beløb som måske uretmæssigt er pålagt skatteyderen af SKAT. Skønnes det imidlertid, at en henstand vil bevirke en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan der gives afslag. 

I SKM2022.565.BR stadfæstede Byretten Skatteforvaltningens afslag på henstand, da skatteyder tidligere var dømt for forsætlig momsunddragelse, havde en stor offentlig gæld, negativ beregnet formue, og var involveret i flere selskaber, som enten var gået eller var under konkurs med tab for det offentlige til følge. Endvidere, at Skattestyrelsen havde fremsendt tiltalebegæring til politiet. 

I SKM2020.17.SANST stadfæstede Skatteankestyrelsen Skattestyrelsens afslag på henstand, og lagde blandt andet vægt på, at klageren over en længere periode havde oparbejdet gæld til det offentlige, ikke havde selvangivet sin indkomst og havde flere selskaber, der var tvangsopløst eller gået konkurs. 

Efter anmodning fra rådgiver vedrørende sikkerhedsstillelse og i forbindelse med, at Skattestyrelsen har konstateret, at du har en positiv beregnet formue, ændrer vi vores tidligere fremsendte forslag til, at vi gerne vil give dig forlængelse af henstand, men kun mod sikkerhedsstillelse.
Vi vil kun give dig forlængelse af henstand mod sikkerhedsstillelse, idet du har overtrådt skattekontrollovens § 82, stk. 1, hvor der er fremsendt et bødeforlæg på 620.000 kr. Du har været involveret i konkurs, som efterfølgende også har medført konkurskarantæne."

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 10. februar 2025 udtalt følgende: 

"Tidligere bevilget henstand
Skattestyrelsen kan ud fra en samlet konkret vurdering meddele afslag på henstand, såfremt Skattestyrelsen skønner, at der er en nærliggende fare for at skatten ikke vil blive betalt, eller gøre henstand betinget af sikkerhedsstillelse hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.
I overensstemmelse hermed fremgår det af Den juridiske vejledning, afsnit A.A.12.1 (version 2024-1), at:
"Der er ikke et retskrav på henstand og hverken i loven eller forarbejderne i øvrigt er der en nærmere præcisering af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand. Disse kriterier, ses derimod præciseret i administrative afgørelser og retspraksis" 

Det forhold, at skatteyder ved en tidligere afgørelse er bevilget henstand for en given periode, medfører ikke, at skatteyder ud fra det almindelig forvaltningsretlige princip om berettigede forventninger har krav på igen at få bevilget henstand, hvis det skønnes, at der er risiko for, at muligheden for inddrivelse forringes. 

Det følger netop af Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 3, at henstand maksimalt kan meddeles for en periode på 4 år. Heri ligger, at Skattestyrelsen som minimum hver 4. år skal genvurdere sagen, og lovgivningen bygger ikke på noget princip om, at det skøn som Skattestyrelsen udøver i forbindelse med genvurdering af sagen præjudiceres af tidligere afgørelser om henstand, herunder således at et anderledes udfald ved en genvurdering kræver, at Skattestyrelsen kan påvise konkrete nye forhold hos skatteyderen. 

A har den 16. marts 2023 tidligere fået bevilget henstand for indkomstårene 2017 og 2018. Der er efterfølgende kommet konkrete nye forhold, som Skattestyrelsen har vurderet, at der ses at være en nærliggende fare for tab i forbindelse med henstand. Siden der senest er blevet bevilget henstand, er A blevet idømt konkurskarantæne på baggrund af konkursen med hans selskab H1 ApS på baggrund af groft uforsvarlig forretningsførelse med betydelige tab til konkursboets kreditorer, herunder Skatteforvaltningen. Derudover har A den 22. april 2024 modtaget bødeforlæg på 620.000 for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, som på nuværende tidspunkt er verserende i retten. 

Skattestyrelsen har i forbindelse med vurdering af henstandsanmodningen, vurderet om der som alternativ til afslag kan stilles sikkerhed i forbindelse med henstandskravet (sikkerhedsstillelse jf. skatteforvaltningslovens §51, stk. 4). Skattestyrelsen har ud fra skatteyders økonomiske oplysninger, vurderet at der kan stilles sikkerhed som er fyldestgørende i forbindelse med henstandskravet på 759.161 kr.
Her ligges der blandt andet vægt på As indkomst- og formueoplysninger, som fremgår af hans skatteattest for indkomstårene 2022 og 2023. Det fremgår af As skatteattest at der for indkomståret 2023 er en skattepligtig indkomst på 58.367 kr. og en beregnet positiv formue på 1.512.801 kr. 

På den baggrund er det Skattestyrelsens principale påstand, at vores afgørelse af den 12. december 2024 stadfæstes, at der kan bevilges henstand på baggrund af, at der stilles sikkerhed og at der skøn, som Skattestyrelsen har udøvet i denne sag, lægges til grund herfor. 

Skattestyrelsen bemærker, at domstolene, i sager hvor forvaltningen i medfør af lovgivningens bestemmelser er tillagt en kompetence til at træffe en afgørelse af skønsmæssig karakter, udviser en betydelig tilbageholdenhed i forhold til at tilsidesætte skønnet. Dette kommer normalt til udtryk således, at skønnet kun ændres, hvis dette er åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert eller efter omstændighederne utilstrækkeligt grundlag, jf. herved på henstandsområdet fx. SKM2009.611.BR, SKM2006.15.VLR og Skatteministeriets anbringender om bevisbyrden, således som de er gengivet i SKM2012.3.ØLR (senere SKM2014.198.HR.) 

Bevisbyrden er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke løftet af skatteyder i nærværende sag."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om bevilling af henstand uden vilkår om sikkerhedsstillelse, subsidiært at sikkerhedsstillelsen nedsættes. 

Til støtte for påstanden er anført: 

"A bestrider Skattestyrelsen afgørelse af 12. december 2024 (BILAG 5), herunder bl.a. sagsfremstilling samt ændring af skatte- og momsansættelse, er korrekt.
A fastholder, at han er berettiget til at nyde henstand med restskatten for 2017 og 2018, som allerede fastslået i forslag afgørelse 24. februar 2023. 

Af Karnovs noter til skatteforvaltningslovens § 51 fremgår b.la. Bestemmelsen i SFL § 51 er en lovfæstelse af tidligere § 27 i bkg 2002 520 "sagsudlægningsbekendtgørelsen", med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen om henstand bygger således på en kvalificeret mangeårig praksis. En klage har ikke i sig selv opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. statsskattelovens § 38 oven for beskrevet.
Det har gennem mange årtier været fast administrativ praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som altovervejende udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette princip fraviges kun, hvis der er en nærliggende og konkret begrundet fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand. 

Se SKM2013.468.LSR, hvor anmodning om henstand med betaling af restskat i forbindelse med klage ikke blev imødekommet. Der var betydelig usikkerhed om den skattepligtiges bopæls- og opholdsforhold, idet der blandt andet ikke forelå oplysninger om klagerens opholdssted. Der var ligeledes betydelig usikkerhed om den skattepligtiges indkomst- og formueforhold. Den skattepligtige havde ikke afgivet oplysninger herom til Skatteforvaltningen, og konsekvenserne af den manglende afgivelse af oplysninger til brug for vurderingen af henstand måtte i en sådan situation påhvile den skattepligtige. Sagen er ret klar, da borgeren ikke ønskede at deltage i nogen sagsoplysning, og en begæring om klagehenstand kræver som minimum, at man deltager i nødvendige sagsoplysningsforhold mv. 

Inden man når til afslag som reaktionsmiddel - så skal forvaltningen dog tilbyde "det mindre i det mere", dvs. klagehenstand mod sikkerhedsstillelse. Ifølge opbygningen af bestemmelsen i SFL § 51 er krav om sikkerhedsstillelse dermed også alene en undtagelsessituation, dvs. der skal udøves et konkret og individuelt skøn, som skal være begrundet sagligt i situationen, og det individuelle forhold skal tilsige, at muligheden for at inddrive kravet vil blive vanskeliggjort, grundet klagerens særlige adfærd og forringelse af almindelige inddrivelsesmidler, når sagen måtte være afgjort. 

Det er et grundlæggende princip at udøvelse af "henstandsskønnet", inddrager alle saglige kriterier/hensyn også af hensyn til borgerens retsbeskyttelse, og denne retsbeskyttelse ligger netop bag hele lovkodificeringen af den tidligere langvarige praksis. Derfor er det også ukorrekt, når det i JV 2022 A.A.12.1. nævnes som følger: "Der er ikke et retskrav på henstand og det fremgår ikke af loven eller forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand.". Denne beskrivelse giver et skær af, at det er et frit skøn fra gang til gang, og at der vil være vilkårlighed i tilfælde, hvor nogen får klagehenstand og andre ikke får klagehenstand. Dette er i sagens natur heller ikke stemmende med en almindelig forvaltningsretlig lighedsgrundsætning, og det er heller ikke stemmende med den mangeårige praksis, der har været gældende på området - også forud for SFL § 51. 

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at A har unddraget det offentlige for A-skat og moms derved, at han på tidspunktet for den 11. januar 2022, deltog i ledelsen i det konkursramte selskab H1, cvr. […]. I konsekvens af konkursen, har A været genstand for en konkurskarantæne, hvor Skifteretten har tiltrådt kurators påstand om, at A har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. 

Skifteretten har i den af Skattestyrelsen omtalte afgørelse ikke taget stilling til As evne eller villighed til at betale indkomstskat. Skifteretten har alene taget stilling til hvorvidt A opfyldte betingelserne for grov uforsvarlig ledelse og som resultat heraf skulle ifalde konkurskarantæne efter retsplejelovens § 157 ved senere end et år før fristdagen, at have deltaget i ledelsen. Derved er der ikke tale om en skatteretligt relevant afgørelse og Skattestyrelsen har ved fremlæggelse af resultatet af afgørelsen alene (konkurskarantæne) ikke vurderet de øvrige elementer, som måtte være relevante i en sag om henstand - nemlig, om konkursen måtte være undskyldelig pga. feks. Konjunkturændringer, eller ændringer i indtjeningsevne, konkurrenceevne, væsentligt forøgede omkostninger eller afsætningsevne. En gentagelse af resultatet fra en konkurskarantænesag i en henstandssag må antages at være en de facto pønal sanktion, som man som resultat af konkurskarantænesagen, strækker udover henstandssagen. Dette er retssikkerhedsmæssigt betænkelig. 

Endelig har Skattestyrelsen lagt vægt på et af Skattestyrelsen udarbejdet bødeforlæg på 620.000, som udspringer af en sag som fortsat ikke er afgjort ved Østre Landsret under sagsnummer BS-[…]-OLR. Skattestyrelsen strafenhed er orienteret om, at man naturligvis ikke kan indgå i drøftelser om et bødeforlæg før sagen er afgjort. Det er alene af den årsag, at strafenheden, har videresendt bødeforelægget til politiet, som heller ikke har truffet afgørelse om bødeforelægget endnu. Bødeforelægget kan således højst betragtes som et forslag, som ikke endeligt kan afgøres før Østre Landsret træffer afgørelse. 

Det er i særdeleshed ejendommeligt, at Skattestyrelsen den 24. februar 2024, fremsatte forslag om henstand til A, da samtlige forhold omkring konkursen hos H1, herunder A’s rolle, var kendt. Den efterfølgende afgørelse fra skifteretten hvori man lægger til grund, at A havde handlet groft uforsvarligt, kan ikke ændre på det udgangspunkt. 

Skattestyrelsen har henvist til skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, som har følgende ordlyd: 

"Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes." (vores indstregning). 

Det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden. I den forbindelse har skatteyder eller dens kapitalejer hverken været dømt for momsunddragelse, negativ beregnet formue, været involveret i flere selskaber som var gået eller var under konkurs med tab for det offentlige til følge, eller at der ikke over en længere periode er oparbejdet gæld til det offentlige.
Skattestyrelsen har i sit forslag til afgørelse udtalt følgende om deres krav til sikkerhedsstillelse: 

"Efter anmodning fra rådgiver vedrørende sikkerhedsstillelse og i forbindelse med, at Skattestyrelsen har konstateret at du har en positiv beregnet formue, ændre vi vores tidligere fremsendte forslag til, at vi gerne vil give dig forlængelse af henstand, men kun mod sikkerhedsstillelse. Vi vil kun give dig forlængelse af henstand mod sikkerhedsstillelse, idet du har overtrådt skattekontrollovens § 82, stk. 1, hvor der er fremsendt et bødeforlæg på 620.000 kr. Du har været involveret i konkurs, som efterfølgende også har medført konkurskarantæne." 

Det gøres gældende at Skattestyrelsen urimeligt høje krav om sikkerhedsstillelse, medfører at afgørelsen af 12. december 2024 (BILAG 8) de facto er et afslag. 

Højesteret har i dom U2014.1747H udtalt, at: 

"Efter lovbestemmelsen og dens forarbejder skal en skatteyder som udgangspunkt meddeles henstand med betalingen under klagesagens behandling. Denne adgang må antages navnlig at skyldes, at det kan have store ulemper for en skatteyder at skulle betale et beløb, som måske uretmæssigt er pålagt skatteyderen af SKAT.
Skønnes det imidlertid, at en henstand vil bevirke en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan der gives afslag. Det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan ikke begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb."
(vores understregning). 

Skattestyrelsen må altså alene betinge henstand af sikkerhedsstillelse, hvis det skønnes og dokumenteres, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Der skal være en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt. Dette ses ikke i forslaget til afgørelse. 

Landsskatteretten har i afgørelsen SKM2020.420.LSR udtalt, at: 

"Ved vurderingen af om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må klagerens økonomiske og skattemæssige forhold inddrages. Omstændigheder, der har begrundet den påklagede afgørelse, og som derfor skal prøves i det administrative klagesystem henholdsvis ved domstolene, kan ikke i sig selv begrunde et afslag på henstand, eller at henstand betinges af sikkerhedsstillelse." (vores understregning). 

Skattestyrelsen har alene begrundet kravet om sikkerhedsstillelse i omstændighederne der har begrundet den påklagede afgørelse. Der er altså tale om usaglige hensyn/begrundelse for sikkerhedsstillelse som det fremgår af ovennævnte afgørelse fra Landsskatteretten, må Skattestyrelsen netop ikke lægge vægt på disse omstændigheder. Alle 3 forhold udspringer jo af det samme retsforhold, altså, at H1 ApS gik konkurs og den tilsvarende indkomstforhøjelse og bøde, som udspringer af samme retsforhold og som er anket. 

Derudover har Skattestyrelsen ikke i sin begrundelse fundet, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. 

Skattestyrelsen har derfor ikke alene begrundet sikkerhedsstillelsen på omstændigheder, som Skattestyrelsen ikke må lægge vægt på. De har end ikke fundet, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Derfor er kravet om sikkerhedsstillelse ugyldigt. 

A har derudover løbende betalt deres skatter, moms og afgifter samt oparbejdet yderligere frie reserver i perioden efter fristdagen. Den tilbageværende skattepost er alene den bestridte fordring. 

DE FAKTUELLE FORHOLD SOM SKATTESTYRELSEN HAR FORKERT
Skattestyrelsen henviser b.la SKM2022.565.BR hvilket ikke omhandler en skatteyder, som har noget tilfælles med A. 

Skattestyrelsen har ikke dokumenteret at A er dømt for forsætlig momsunddragelse, at A har en stor offentlig gæld som ikke er under anke, at A har en negativ beregnet formue, og at A har været involveret i flere selskaber, som enten er gået eller var under konkurs med tab for det offentlige til følge. 

Derudover henviser Skattestyrelsen til SKM2020.17.SANST der blev blandt andet […] lagt vægt på, at klageren over en længere periode havde oparbejdet gæld til det offentlige, ikke havde selvangivet sin indkomst og havde flere selskaber, der var tvangsopløst eller gået konkurs. 

Skattestyrelsen har ikke dokumenteret at A har oparbejdet en gæld til det offentlige over en længere periode eller undladt at selvangive sin indkomst. Årsagen hertil er at A i byretssagen blev indkomstforhøjet. Retten lagde ej til grund, at A var gået konkurs med flere selskaber. 

Skattestyrelsen har således henvist til retspraksis, men har undladt at dokumentere, at den har nogen relation til A. 

Sammenfattende gøres det gældende, at Skattestyrelsen med deres afgørelse genbruger det samme retsforhold flere gange i deres dokumentation og at Skattestyrelsen i det hele taget ikke har løftet bevisbyrden. 

Uagtet at der ikke er retskrav på henstand i hverken loven eller i forarbejderne i øvrigt, er det hovedreglen og udgangspunktet, at der skal ydes henstand medmindre, at det kan dokumenteres, at skatteyder ikke efterlever de kriterier, som resulterer i, at en given situation, ud fra lovgivning og retspraksis, nægtes henstand. De kriterier, er fra Skattestyrelsen side ikke dokumenteret. Det gøres på den baggrund gældende, at der ikke er grundlag for at kræve sikkerhedsstillelse, subsidiært, at sikkerhedsstillelsen nedsættes til en tredjedel." 

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: 

"Der gøres indledningsvist opmærksom på, at der i den fremsendte udtalelse fra Skattestyrelsen ikke var indeholdt de i udtalelsen omtalte bilag, hvorfor der tages forbehold for at komme med bemærkninger hertil. 

Bestemmelsen i SFL § 51 er en lovfæstelse af tidligere § 27 i bkg 2002 520 "sagsudlægningsbekendtgørelsen", med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen om henstand bygger således på en kvalificeret mangeårig praksis. Det er fast antaget, at der igennem mange år, har været fast administrativ praksis, at der som udgangspunkt (hovedregel) gives tilladelse om henstand, hvis der klages over en skatteansættelse. Dette altovervejende udgangspunkt om henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører kan fraviges, alene, hvis der er en nærliggende og konkret begrundet fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand.

Skattestyrelsen har i sagsfremstillingen valgt at henvise adskillige gange til, hvorledes en privatantaget kurator har procederet konkurskarantænesagen over for skatteyder A. Det er ikke yderligere forklaret hvorfor Landsskatteretten i nærværende sag, skal inddrage anbringender fra en konkurskarantænesag i forhold som relatere sig til risikoen for skatteyders pludselige forsvinden. Konkurskarantænesagen relaterer sig i sagen natur til at skatteyders evner til at drive virksomhed. [Byretten] har stadfæstet påstanden om at skatteyder A havde udvist en groft uforsvarlig forretningsførelse op til konkursen og har som Skattestyrelsen påpeger det, sanktioneret skatteyder A med en konkurskarantæne i perioden 28. juni 2023 til den 27. juni 2026. Nu mener Skattestyrelsen at den samme sanktion også skal have virkning i en sag om henstand, hvilket der ikke findes hjemmel til eller findes bemærkninger om til forarbejderne i Skatteforvaltningslovens § 51 om henstand. Endelig har Skattestyrelsen ikke forklaret i deres bemærkninger hvorfor kurators sagsfremstilling skal lægges til grund i nærværende sag. [Byretten] har ikke i deres præmisser inddraget hverken kurators sagsfremstilling eller anbringender og det kan derfor ikke lægges til grund, at [byretten], er enige i andet en at skatteyder A, havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Der står dog intet om "grov uforsvarlig forretningsførelse" i Skatteforvaltningslovens § 51 eller forarbejderne hertil.
Endelig gør Skattestyrelsen opmærksom på, at skatteyder A er blevet pålagt en bøde, hvilket han har bestridt. Det virker som om Skattestyrelsen forestiller sig, at A bør eller skal dobbeltsanktioneres for det samme forhold. 

Det bemærkes at Skattestyrelsen ikke har fremlagt retsbogen fra konkurskarantænesagen den 28. juni 2023, som Skattestyrelsen henviser til. Det har derfor ikke været muligt at forhold sig til bemærkninger herom."

Landsskatterettens afgørelse
Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt det var med rette, at Skattestyrelsen traf afgørelse om bevilling af henstand med vilkår om sikkerhedsstillelse, og om der var grundlag for at kræve sikkerhed for mindre end det fulde henstandsbeløb.

Retsgrundlaget
Efter reglerne om to-instansprincippet og administrativ rekurs, har den administrative klagemyndighed, herunder Landsskatteretten, kompetence og pligt til at efterprøve hensigtsmæssigheden af en påklaget afgørelse, herunder også det af 1. instansen udøvede skøn. 

Reglerne om henstand fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, og er udtryk for en mangeårig praksis. Det fremgår af § 51, stk. 1, at: 

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt for domstolene eller påklaget. (…)" 

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, at: 

"Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes." 

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005), at det er fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand. Det kan fx være, hvis den skattepligtige er ved at flyttet til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand. 

Det fremgår af Højesterets dom af 19. marts 2014, offentliggjort i SKM2014.198.HR, at det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, ikke i sig selv til er hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, ikke kan begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede inddrivelsesmulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb. Højesteret lagde i begrundelsen blandt andet vægt på, at skatteyderen havde drevet uregistreret virksomhed uden afregning af skat og moms efter at være erklæret personlig konkurs, at skatteyderens indkomst- og formueforhold var forbundet med stor usikkerhed, og at en del af kravet mod skatteyder vedrørte forhold, som der var en begrundet mistanke om, var forbundet med skattesvig af særlig grov karakter. 

Det fremgår af Østre Landsrets dom af 15. oktober 2015, offentliggjort i SKM2015.677.ØLR, at henstand med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb var berettiget. Uanset, at skatteyderen måtte anses at være teknisk insolvent, fandt Østre Landsret ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs vurdering af, at bevillingen af henstand med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb, hvilket i den pågældende sag udgjorde 196 mio. kr. Det fremgår af sagens oplysninger, at skatteyderen kun i begrænset omfang redegjorde for sine økonomiske forhold, og der bestod således en væsentlig usikkerhed herom. Det var dermed uden betydning, om skatteyderens indtægts- og formueoplysninger tilsagde, at sikkerhedens størrelse gjorde det praktisk umuligt at opnå henstand. Landsretten fandt, at sikkerhedsstillelse for det fulde beløb ikke var uproportionalt, og lagde i vurderingen vægt på, at skatteyderen var flyttet til Schweiz, at skatteyderen havde overført betydelige midler til Schweiz, at Skatteyderen ikke længere drev virksomhed i Danmark, og at skatteyderen havde afhændet størstedelen af sine aktiver i Danmark. 

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 15. juli 2020, offentliggjort som SKM2020.420.LSR, at det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden, og at der ved vurderingen af om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af, om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må inddrages oplysninger om klagerens økonomiske og skattemæssige forhold. 

Det fremgår af konkurslovens § 157, stk. 1, at konkurskarantæne kan pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende i denne periode har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. 

Det følger af proportionalitetsprincippet, at hvor forvaltningen skal vælge mellem forskellige typer af indgreb til opnåelse af et ønskeligt resultat, er de forpligtede til at vælge det mindst indgribende.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten bemærker, at der ved vurderingen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må inddrages økonomiske og skattemæssige forhold, hvilket også omfatter forhold omkring drift af virksomheder, konkurshistorik og konkurskarantæne. 

Klageren har været ejer af og drevet et selskab som er gået konkurs med et tab til det offentlige til følge. Klageren er på den baggrund blevet idømt konkurskarantæne i perioden 28. juni 2023 til den 27. juni 2026, med begrundelse om, at klageren som ejer og leder af sin virksomhed, havde handlet groft uforsvarligt ledelsesmæssigt, ligesom det offentlige var blevet påført et betydeligt tab. 

Klageren har anden offentlig gæld, end den der er søgt om henstand med, gælden var den 4. juni 2024 opgjort til 922.200 kr. Gælden er registreret i Gældsstyrelsens inddrivelsessystemer. Klageren havde på samme tidspunkt en beregnet formue på 1.419.813 kr. og klageren havde i 2022 en skattepligtig indkomst på 32.661 kr., samt ingen A-indkomst. 

På baggrund af ovenstående forhold, finder Landsskatteretten det for tilstrækkeligt godtgjort, at der på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse, var en nærliggende fare for, at skatten der søgtes henstand med, ikke ville blive betalt, når der senere blev truffet endelig afgørelse i skattesagerne, hvis der blev givet henstand. 

Skattestyrelsen kan som alternativ til afslag på henstand betinge henstanden af sikkerhedsstillelse for hele eller dele af henstandsbeløbet, såfremt det skønnes, at en meddelelse om henstand vil forringe inddrivelsesmuligheden ved henstandsperiodens udløb. 

Der må ved vurderingen af, om henstand kan betinges af sikkerhedsstillelse og om det er proportionelt at betinge henstand af sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb, tillige inddrages forhold som klagerens betalingsevne og klagerens betalingsvilje, herunder om klageren har anden misligholdt gæld til det offentlige. Endvidere må der inddrages forhold som henstandsbeløbets størrelse og klagerens økonomiske forhold, herunder løbende indtægter og formueoplysninger. 

Henstandsbeløbet udgør 759.161 kr. 

Landsskatteretten finder, at klageren har en betalingsevne, idet klageren har en betydelig formue. Landsskatteretten finder endvidere, at klageren ikke har udvist tilstrækkelig betalingsvilje, idet klageren også har anden betydelig offentlig gæld, som klageren, på trods af klagerens positive formueoplysninger, ikke har nedbragt. 

På baggrund af ovenstående forhold, finder Landsskatteretten, at kravet om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb, ikke var uproportionalt. 

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.